Evangelium
Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«
Johannesevangelisten, kapitel 19, vers 17-37
– fra den autoriserede oversættelse, © 1992 Det Danske Bibelselskab
Jesu lidelse, korsfæstelse og død
Der er mange temaer at tage fat på i det evangelium fra Johannes.
De fleste af jer kender beretningen om Jesu grumme skæbne, Jesu vej til korset og Jesu død på korset. Denne legendariske og umisforståelige og tragiske lange-fredag. Mere trist og mørkt og ensomt kan det næsten ikke tænkes eller blive i hele kirkeåret, nogen kalder denne dag den sørgeligste dag i hele kirkeåret, så traurig og nedslående er den beretning, at nogen ligefrem holder sig væk, græmmes, og gemmer sig, nærmest som de disciple, som havde fulgt Jesus, men nu glimrer ved deres fravær.
Det er for meget for disciplene, for ulykkeligt, for grusomt, og det kommer uventet og som et chok for dem. Det havde de ikke regnet med. De kunne ikke tro, at det skulle gå deres mester og lærer så grueligt galt. Nærmest som om alt er tabt. Alt hvad disciplene havde troet og håbet på, er nu forgæves og må opgives.
Og der er da også langt fra den heltemodtagelse Jesus fik i søndags, Palmesøndag, da Jerusalem og hele byen tog imod ham som den nye frelser, den længe ventede Messias, for få dage senere skærtorsdag, hvor Jesus må fortælle disciplene at denne aften, bliver deres sidste sammen, deraf ”den sidste nadver”.
Herefter følger Judas’ forræderi, de romerske soldater, der tager Jesus til fange i Gethsemane Have sent på natten og så ellers forhør, tortur af værste skuffe, og til sidst dommen til korsfæstelse, med korsvejen, op til Golgata, disse mange stationer med forskellige ophold.
Hvis der er noget glædeligt og evangelisk over denne lange-fredag, så er det trods alt de mange smukke beretninger om hvordan Jesus – selv i den yderste smerte og ensomhed, på sin famøse sidste rejse, alligevel formår at sætte sig igennem med prægnante ord, selv kort før han ånder ud på korset, mens han hænger der, gennemtævet, udskammet, hånet og nedgjort og udpint, selv der formår Jesus at komme med ord, som verden sent vil glemme.
Fra dagens evangelium vil jeg særligt dvæle ved de ord, Jesus siger til sin mor, Maria, før det hele er forbi. Jesus kigger på Maria og siger: ”Kvinde, dér er din søn.” og til disciplen Johannes: ”Dér er din mor”.
Jesus vil, at hans mor Maria fra nu og herefter skal tage sig af og passe disciplen Johannes, som om det var hendes eget kød og blod, hendes egen søn. Og omvendt til Johannes, vil Jesus, at Johannes skal tage sig af Maria, som var hun hans egen mor.
Det er smukt, og rørende, nærmest uvirkeligt og overmenneskeligt at Jesus formår at overdrage sin mor til Johannes og omvendt. Et nyt bånd er skabt, en ny pagt er sluttet.
På tværs af døden og ensomheden, får Jesus med de få ord skabt et bånd mellem to generationer.
På trods af døden er nært forestående, og Jesus selv nu skal slippe sin egen mor, formår Jesus, som søn, at give opgaven videre til Johannes, at Johannes tager vare på Maria.
Dels er der noget praktisk i det. På Jesu tid var man ilde stedt uden børn til at forsørge sig, og traditionen vil, at Johannes herefter tog sig af Maria.
Dels er der også det kærlighedsmæssige aspekt, ømheden og omsorgen, ikke noget frækt eller seksuelt, men Johannes skal tage vare på Maria, Johannes skal træde i Jesus sted, som søn til Maria.
Min grundholdning er, at det altid er sundt for børn at have forældre, også som voksen er det sundt at have forældre (hvis de ellers lever så længe) og dyrke den særlige relation, det særlige bånd. For det er sundt for et menneske, selv som voksen, at have en mor eller en far at kunne elske og tage var på. Bevares, det kan være anstrengende og forpligtende at have forælder, men samtidig er det en velsignelse.
Det er en velsignelse for en voksen at have en forælder, som man stadig kan ”sparre med”, drage nytte af, også rent praktisk, når man selv skal stå med mange af de samme opgaver, som ens egen forældre, stod med, da de selv havde børn, erfaringer med børneopdragelse, ægteskab, økonomi, pasning og tusindvis af andre forhold.
I vore dage tales der desværre ofte negativt om de ældre, der tales f.eks. om ”ældrebyrde” og ”ældrepukkel” (overvægt af ældre i samfundet). I vore dage er det nærmest ”yt” at være ældre. Og det er egentlig en skam.
Ældre, forældre og bedsteforældre har meget at byde ind med. Både opdragelse, kultur, tradition, og ikke mindst religiøse traditioner, kan gives videre til børn gennem disse ældre.
For tiden tales også varmt for – af nogle politikere – aktiv dødshjælp, men danskerne er vist generelt modstandere af det.
Måske skulle man vende diskussionen til at tale om, hvordan man bedst kan få noget ud af alderdommen, de ældre, relationen til de ældre? Måske skulle vi som samfund dyrke de ældres erfaringer og traditioner lidt mere?
Nogle af dem har været vidner til krig og katastrofer, nogle af dem kan fortælle fra deres barndom og give indsigt om tidligere tider. Måske er det ikke så skidt endda for voksne og børn i dag at høre om en generation, som voksede op uden MIT-id, uden dankort, uden internet, uden mail og mobiltelefoner, et analogt samfund, ikke meget anderledes end på Jesu tid. En tid, hvor børn fik lov at lege og lege gå på opdagelse, en tid, hvor forældre måske ikke var så bekymrede og overvågede deres børn så meget som nu?
Jeg er naturligvis ikke ekspert på området, men måske er det ikke så tosset, når Jesus – kort før han selv skal dø – med viden om hans forestående straf og forestående død, netop tager hånd om sin sidste vilje, tager det aktive valg, at den discipel, Johannes, som efter sigende elskede Jesus mest, han skal tage vare på hans mor, og omvendt.
Det er klart at med Jesu død, vil Maria og Jesus ikke længere kunne ses som mor og søn normalt, med muligheden for at dyrke deres mor-søn relation, med mulighed for at være der for hinanden, gøre en forskel, mødes, ses, hygge os, spise og drikke sammen osv.
Alt dette kan naturligvis ikke erstattes med en anden person, heller ikke Johannes, for enhver er unik.
Men alligevel er det sundt at have en ny at kaste kærligheden og omsorgen på. En ny, som kender og deler den fælles fortid, og kan ses, tale om gamle dage, men også lave planer for fremtiden, sammen eller hver for sig.
Måske kan denne grumme beretning om Jesu død give os en indsigt i at end ikke døden må få lov at ødelægge det for vores familie – ligesom døden ikke måtte få lov at ødelægge det for Jesu familie.
Måske kunne det evangeliske og pædagogiske og opbyggelige i denne grumme Langfredagsevangelium f.eks. være, at selv når døden rammer ind i en familie, kan der findes en vej igennem døden og krisen, gerne med nye bånd og nye forbindelser og relationer, gerne på kryds af generationer, som skaber en ny ømhed og omsorg, til glæde for begge generationer.
Et menneskeliv er i sagens natur unik og uerstatteligt, men måske kunne også vores tid lære af Jesu bud til Johannes og til Jesu egen mor: At knytte nye bånd på tværs, til at styrke og få indsigt og visdom til at bevæge sig fremad, ikke at fortiden skal fortrænges eller glemmes eller minderne slettes, men at der bygges videre på de relationer og de generationer, som stadig er.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
– forslag til salmer: 197 188 172 – 192 ikke nadver 193
udgivet www.asserskude.dk © 2024 Asser Skude
Leave a Reply