Bispekandidat 2020 i Helsingør, bispekandidat 2009 i København

Prædikenvejledning

Prædikenvejledning Påskedag 2024

Evangelium
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Matthæusevangelisten, kapitel 28, vers 1-8

– fra den kongeligt autoriserede bibeloversættelse, © 1992 Det Danske Bibelselskab

– de stærke kvinder

De fleste danskere er fortrolige med påskens budskab.

Opstandelsen fra graven. Egentlig er der ingen vidner til selve opstandelsen, men en engel forkynder det glædelige budskab. At det er sket. At Herren er opstanden. Og siden er der mange vidner på, at den opstandne viser sig. Det sker for enkeltpersoner og for forsamlinger, men det korte af det lange er at der er mange uafhængige vidner og kilder, der indikerer at Herren er opstanden.

Romerne gjorde meget for at forhindre, at Jesus skulle gøre ”et sidste mirakel”. Dels havde soldaterne sikret sig på flere måder, at Jesus virkelig var død på korset, dels havde man bevogtet hans grav med soldater – for at hans lig ikke skulle forsvinde eller på anden vis gøres til genstand for noget spektakulært.

Jøderne havde også – allerede – lavet spin på forhånd – og sagt, at hans tilhængere ville stjæle liget og efterfølgende påstå at noget mirakuløst var sket.

Mange mennesker var ikke interesseret i at Jesus skulle opstå – og der var altså – allerede før hans opstandelse – personer, magtmennesker, interesser af forskellig karakter, som ville forhindre, at Jesu død skulle afstedkomme noget endnu vildere, og at Jesu tilhængere skulle få mere at tro på samt at Jesu tilhængere skulle ”få det sidste ord”.

Selv den dag i dag er der mange, der fornægter opstandelsen, påstår at det er et falsum, og sådan har det været fremført de seneste to tusinde år, og sådan vil det sikkert altid være fremadrettet. Og det er benægterne af Jesu opstandelse naturligvis i deres gode ret til. Fred være med dem (Det er bare synd for dem)

Når alt dette er sagt, for vi kender alle selve opstandelsesberetningen, og den er naturligvis det mest evangeliske, der kan tænkes: At Herren er opstået. Og ligesom han er opstået, skal også vi opstå en dag – ved en opstandelse der ligner Hans.

Når alt dette er sagt, synes jeg personligt det kunne være interessant at beskæftige sig lidt mere i detaljen om, hvem der er de første vidner til opstandelsen. Det er måske lidt overset.

Og det er egentlig lidt skørt. Ikke mindst i disse tider hvor der er meget fokus på at også kvinder har lige værd. Det havde kvinder måske endda også på Jesu tid – i Jesu discipelkreds og fællesskab. Meget kunne tyde på det, for det er kvinderne, der får lov til at være vidner til det mest spektakulære af al Jesu gerning.

I de kristne evangelier er det kvinderne, der er seje og udholdende og bør hyldes – specifikt i forhold til deres viden om og deres vidnesbyrd om opstandelsen påskemorgen – modsat de disciple – mændene, som for de flestes vedkomne havde gemt sig langt væk.
I fredags hørte vi, at det kun var kvinderne og Johannes disciplen, der stod tilbage ved korset, da Jesus udåndede, og det var de samme, som hjalp med til at tage hans legeme ned, for senere at lægge den i den fornemme grav, som den rige mand Josef af Arimatæa havde lånt Jesu familie.

Tilmed Jesu ligklæde menes ifølge traditionen at være skænket af en velhaver. Og i nogle af kilderne er én af jødernes ypperstepræster, Nikodemus, med da Jesus lægges i graven – for at vise afdøde den sidste ære. Også denne Nikodemus, denne jødiske præst og medlem af de øvrige religiøse lederskab, kan selv være kommet til tro på Jesus som Guds søn, på græsk ”Kristos” eller på hebræisk (jødernes sprog) ”Messias”, den salvede, som jøderne ventede.

For mig at se er påskens evangelium søndag er en klar hyldest til de kvinder, som fulgte Jesus, selv hvor det var sværest, der hvor selv hans disciple stod af, der hvor selv granvoksne soldater måtte segne!

Det er kvinderne, der får opgaven betroet, de bliver budbringere af evangeliet. På græsk er der et ordspil mellem at være ”aggelos”, udtales ”angelos”, altså menneskelig budbringer og så budbringer fra Gud, en engel, der kommer til mennesker med budskabet.

Det er kvinderne, der bliver vidner og budbringere af det glædelige budskab om Herren opstandelse påskemorgen. Det kan ikke være tilfældigt. De har ikke givet op, ligesom mange af de mandlige disciple, der har gemt sig og græmmer sig og er flygtet fra begivenhederne.

Kvinderne har fulgt Jesus hele vejen – gennem fald og oprejsning. Og med deres eget eksempel, har de vist at kærligheden og håbet er stærkere end mørket og døden.

Den udholdenhed, som disse kvinder udviser, kan ikke brydes, end ikke af døden. De kærlighedsbånd bygger bro over den afmagt, som har taget deres elskede Jesus fra dem.

Den omsorg, som kvinderne demonstrerer, sejrer på mange måder over døden. Den kærlighed og ømhed, som vi hører om den her, kan binde det sammen, som umiddelbart var adskilt og brudt.
Måtte disse kvinders tro, håb og kærlighed tjene som et forbillede for os, om at elske hinanden, selv når mørket og døden kommer. Forsøge at holde ud, håbe og tro. Uanset hvad tiden og livet måtte bringe – af godt og af ondt. Så vi ikke giver op og ikke lade os skræmme af mørket og døden, men holder ud.

Så vi – ligesom de kvinder, der holdt ud i kærligheden og troen og håbet, måtte leve vores liv med hinanden – til trøst, glæde for hinanden og næsten. At intet må og skal skille os – fra hinanden og de bånd vi nærer til hinanden. End ikke døden!

Evangeliet dengang som nu, fortæller os, at uanset hvordan vi føler og tænker om vores liv, så elsker Gud os. I Guds øjne er ingen af os ubetydelige, men vi kan alle bruges til noget, ligesom de kvinder ved Jesu grav.

Det er opløftende at høre om at Gud griber ind i almindelige menneskers liv. For Gud kunne bruge dette helt almindelige liv, ligesom Gud kunne bruge kvinderne til at blive verdens første vidner til verdens bedste nyhed, Herrens opstandelse.

Når Gud kan bruge kvinderne, og ikke de mandlige disciple, som ellers var inderkredsen, så er der også håb for at Gud vil bruge selv dem, som ikke er noget særligt eller udvalgt, de helt almindelige.
Gud vil altså også kunne bruge os, som ikke er noget særligt. Muligheden er til stede for at Gud vil gribe ind i vores helt almindelige dagligdags liv. Og at Gud vil give vores liv en særlig betydning.

For selvom de fleste menneskers liv er meget ens og ikke særlig forskellige, så er ethvert liv dog særligt i Guds øjne. Ethvert menneskes liv er særligt, fordi det menneske er elsket af Gud. Som den danske sognepræst og forfatter Johannes Møllehave (1937-2021) har sagt: “I Guds øjne tæller selv det almindelige! Ja i Guds øjne tæller det almindelige ualmindeligt meget. Og det ualmindelige er altså, at vi hver og én er elsket af Gud, som vi er.”

Vi skal gøre som kvinderne ved graven, som blev de nye arvtagere til den kristne tro, de første vidner. Vi skal gøre som kvinderne ved graven, tage vores liv og skæbne på os, og få det bedste ud af det, vi har og så ellers håbe på, at det vil gå, at det nok skal gå. Vi spiller hver og en vigtig og ikke ubetydelig rolle for hinanden og vores fælles fremtid.

Tiden vil arbejde for os. Og ikke mindst. Gud vil ikke lade os i stikken, ligesom han heller ikke gjorde med kvinderne, som folk ikke mente talte med eller man kunne stole på, men Gud troede på dem og lod dem blive kronvidnerne.

I det håb at vores liv, små, store, gamle, unge, raske, syge alle må være fantastiske og betydelige og brugbare, for hinanden og for den fremtid, vi er fælles om og håber på. At vi er ualmindeligt almindelige og nyttige hver især, skabt som vi nu er, til at bringe budskabet om Herrens opstandelse ud, at vi alle er elsket af Gud, købt fri af Gud, sat fri af Gud, skabt af Guds billede og i den frihed forpligtet på at tjene hinanden og Gud i verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

– forslag til salmer: 236 218 222 – 217 192 234

udgivet www.asserskude.dk © 2020 Asser Skude, redigeret siden

Leave a Reply