1. s. e. påske 2024

Evangelium
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannesevangelisten, kapitel 21, vers 15-19
Bibelen © 1992 Det Danske Bibelselskab


“Vogt mine får!”

Vi er ved fortsættelsen af det evangelium, vi hørte Anden påskedag: Her åbenbarede den opstandne sig for Maria Magdalene, og det blev hende, der som den første mødte den opstandne. Hun fik derpå at vide, at hun skulle gå til disciplene og sige: “Jeg har set Herren”. Og det gjorde Maria Magdalene.

Ifølge evangelisten Johannes viser den opstandne sig derpå tre gange for disciplene: Første gang allerede samme aften, hvor disciplene opholdt sig bag lukkede døre. Jesus overdrager dem nøglemagten og siger: “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de dem ikke forladt”.

Derefter går der otte dage, førend Jesus viser sig igen for disciplene. Denne gang får Thomas lov til at mærke Jesu mærker i hænderne og i siden, for ellers kan Thomas ikke tro, at Jesus virkelig er opstanden. Omsider tror Thomas, og Jesus siger til Thomas: “Du tror fordi du har set mig, salige er de, som ikke har set og dog tror”.

Jesus gør derpå flere tegn og åbenbarer sig tredje gang for disciplene – denne gang ved Tiberias’ sø, dvs. Genesaret sø. Dette er rammen for dagens evangelium: Her ved søen, i det område hvor flere af disciplene selv oprindeligt kommer fra og tidligere har været fiskere, fanger de en bemærkelsesværdig stor fangst, og da de kommer ind på land, finder de trækul, tænder bål, laver mad og spiser:

Nu finder den ordveksling sted, som er dagens evangelium: Samtalen mellem Simon Peter og Jesus. Eller mere præcist: Jesus spørger Simon Peter, om han elsker ham mere end de andre disciple. Det kan tænkes, at Jesus spørger Simon sådan, fordi han tiltænker Simon en nøgleposition, nemlig som den første af disciplene, på latin kaldet primus inter pares eller “første blandt ligemænd”.

Det spørgsmål om Simon elsker Jesus, falder i alt tre gange. Og hvorfor netop tre gange? Vel fordi Simon selv fornægtede tre gange. Simon, som før sit svigt havde lovet Jesus, at han aldrig ville svigte, selv når de andre ville. Simon havde svoret, at han endda ville sætte sit liv til for Jesus, jf. Johannes kapitel 13, vers 37. Og Jesus svarede dengang: “Vil du sætte dit liv til for mig?…Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange”.

Og sådan gik det – som Jesus havde forudsagt: Simon fornægtede tre gange. Simon havde taget munden for fuld og kunne ikke holde, hvad han havde lovet. Derfor må det have være pinligt for Simon, at se Jesus i øjnene – nu hvor Jesus er kommet tilbage – som opstanden. Og hver eneste gang den opstandne Jesus i dagens evangelium spørger: “Elsker du mig?” bliver Simon indirekte gjort opmærksom på sine tidligere svigt.

Simons tidligere løfter om, at han “elsker Jesus mere end de andre” og at han “vil gå i døden for Jesus” bliver udstillet som tomme. Ikke at Simon er en dårlig ven, ej heller at der har været noget i vejen for at bruge store ord mellem to, som elsker hinanden og vil gøre alt for hinanden.

Har Simon så nu – hvor han svigtet og igen får muligheden, for ikke at love for meget, så lært af sine svigt? Det er svært at vide.

Måske har Simon lært af sine svigt – for han siger til den opstandne: “Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær” – underforstået “Du ved jeg har svigtet dig, og du ved hvor meget jeg allerede fortryder min opførsel, og du ved allerede, at jeg virkelig ikke ønsker at svigte dig een gang til”. Det er som om Simon ærligt ønsker at få en ny chance og bestemt ikke ønsker at svigte igen.

For mig at se skal dagens evangelium ikke anvendes til at nedgøre mennesker. Ej heller skal dagens evangelium benyttes til at holde mennesker fast på deres svigagtighed. Det ville være den nemmeste sag i verden, at opremse alle de gange, hvor mennesker har lovet hinanden mere, end de kunne holde. Og hvem af os, som hører dagens evangelium, kan kigge os selv i spejlet og ærligt sige, at vi ikke nogensinde har svigtet en ven?

Dagens evangelium er ikke, at mennesker er uduelige og ikke holder hvad de lover, men derimod at Gud altid holder, hvad Gud lover.

Dagens evangelium er, at selvom mennesker er fulde af svigt og fejl, er mennesker er gode nok. Og Guds søn vil endda bruge de mennesker, præcis som de er – med både styrker og svagheder! Se, det er glædeligt, og det er evangelium:

Gud ser mulighederne i mennesker. På trods af menneskers svigt kan Gud bruge mennesker: I dagens evangelium hører vi, hvordan Gud udruster disciplene til den opgave, som venter dem. Ikke mindst disciplen Simon får en nøgleposition i opbygningen af den første menighed. Som første blandt ligemænd skal Peter forvalte den nøglemagt, den opstandne overdrager ham, jf. evangelisten Matthæus. Og det er apostlen Peter, som katolikkerne betragter som den første pave.

I vores lutherske tradition lægges der ikke samme vægt på nøglemagten – hverken hos biskop, præst eller kirken. Derimod siger Luther, at “enhver som er krøbet ud af dåben, er præst for Vorherre”, dvs. hverken pave, biskop, eller præst har særlig forrang frem for andre, men alle døbte er præster for Vorherre.

Præsteembedet udgør heller ikke et særligt sakramente i den lutherske tradition. Der skelnes dog af rent praktiske grunde mellem de præster, som har teologisk skoling og er kaldede af en menighed, det særlige præstedømme, mens det almindelige præstedømme gælder alle døbte.

Præsten har stadig i vores lutherske tradition ansvar for skriftemål, og her kan præsten forlade synder. Det hører til undtagelserne at en luthersk præst har nægtet at give syndsforladelse til nogen, der ærligt og redeligt har bekendt og angret deres synder. Som udgangspunkt er præstens opgave at opmuntre menigheden til et liv i kristen frihed.

Præstens opgave er (udover naturligvis at forrette dåb og nadver ret) at prædike syndernes nådige forladelse til mennesker, der bekender og angrer deres synder.

Vores kirkes bekendelsesskrift (fra Luthers medarbejder Melanchtons hånd, det såkaldte ”Confessio Augustana”) har i sin artikel om dåb, nadver og skriftemål, artikel 9,10 og 11 en understregning af, at dåben er nødvendig til frelse samt nadveren og skriftemålet bør opretholdes og ikke skal forholdes nogen osv.

Både præst og menighed må gå ud fra at syndernes forladelse ikke er carte blanche til at fortsætte onde gerninger, men en chance for en ny begyndelse – ligesom i evangeliet om Simon, der svigter, bekender og angrer og får en ny start, endda som en apostel og som primus inter pares.

Som det andet – udover den sjælesørgeriske funktion – er den lutherske præst forpligtet på at forvalte sakramenterne ret og forkynde evangeliet rent og purt.

Alt dette om forståelsen af præsteembedet skal med fordi dagens evangelium i høj grad handler om den opstandne, der er i gang med at indsætte disciplene som apostle og med ansvar for at varetage omsorgen for menigheden og den første kirke.

Denne opfattelse af apostlene som hyrde for menigheden genfinder vi synet på præsten som en særlig hyrde eller sjælesørger for menigheden den dag i dag – både i den katolske og lutherske kirke. Selv i betegnelsen “pastor” (latin for ”hyrde”) ligger at præsten er hyrde for menigheden.

I dagens evangelium anvender Jesus også hyrdemetaforen, når han siger til Peter: “Vogt mine lam!”

Indsættelsen af disciplene til at være apostle og i særdeleshed Peters indsættelse som første blandt ligemænd (latin primus inter pares) er en ubetinget tillidserklæring fra den opstandne.

Vi hører vi om, hvordan den opstandne insisterer på venskab og fællesskab med disciplene. Også selvom de har svigtet ham. Det kan kun betyde en ting: Guds søn elsker menneskene – som de er – på godt og ondt. Ligesom disciplen Simon var elsket og fik tilnavnet “Petros”, som er græsk og betyder klippe. Og dog fornægtede han tre gange, og hans opførsel var ikke en klippe værdig. Han afviste endda skærtorsdag, at være Jesu ven. Han sagde sågar: ”Jeg har aldrig kendt den mand!”

Alligevel vil den opstandne Herre beholde Peter som ven og discipel. Alligevel er Peter god nok. Den opstandne lukker Peter tilbage igen i fællesskabet, og deres venskab genoprettes. Og mon ikke Peter er lettet over at være del af det fællesskab, som han ellers var godt på vej ud af med sin tidligere opførsel?

Den opstandne er den virkelige klippe af de to. Den opstandne overrasker endnu en gang ved at kunne rumme disciplenes svigt og alligevel indsætte dem til at være apostle. Den opstandne er den usædvanlige ven, der kan rumme at blive svigtet. En, der ikke vælger at optræde forurettet, bitter eller hævngerrig. En, som ikke bærer nag, men som kan tilgive selv det største svigt. En så usædvanlig tolerant, forstående og tilgivende ven kan kun Guds søn være.

Jesus er den bedste ven, der kan tænkes. Hans tilbud om venskab står altid til troende. Før som nu. Hans tilbud om venskab trækkes ikke i land, fordi nogen svigter. Jesu kærlighed og tolerance er betingelsesløs. Intet, absolut intet, skal skille venskabet ad.

Guds uforbeholdne kærlighed til mennesker er ingen sovepude, men en opmuntring til os til at tjene Gud i verden. Ikke til at vi fortaber os i os selv eller fortaber os i hinanden! Men at vi lader os kalde til at elske og tjene hinanden med det in mente, at Gud har elsket os først og stadig elsker os. På trods af vor skrøbelighed skal vi være Guds menighed på jord. Vi er hans tjenere, vi er brugbare, som vi er, på godt og ondt.

Dertil har vi sammen med hans menighed fået velsignelse til at være Kristi kirke på jord. Og Guds egen søn, som led og gik i døden for vores skyld, har tilgivet os, og elsker os stadig. Med hans velsignelse kan vi ikke ønske os mere. Hvad mere kan vi bede om, når Kristus siger til Peter og til os, at vi er brugbare med ordene: “Følg mig” og “Vogt mine får”? Da er da en sand tillidserklæring og en glædelig udsendelse af os, til at gå ud i verden med evangeliet om Ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 749 7 186 – 249 439 218

udgivet www.asserskude.dk © 2008 Asser Skude, redigeret siden