Det spørgsmål er naturligvis retorisk, og så alligevel ikke helt. For ønsker vi som danskere anno 2024 ikke længere at anvende ordet ”Kristus”? Eller sagt på en anden måde: Hvordan kan ”Kristus” forsvinde i den nyeste danske (kristne) bibeloversættelse? Kan det passe, at ”Kristus” er på vej ud af dansk sprog, dansk teologi, dansk kirkeliv og dansk kirketradition?
Anledningen til at rejse denne principielle debat er foranlediget af den nyeste danske oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet, som anvender ”Messias” (vers 24) i oversættelsen af kommende søndags evangelium, evangelium 2. s. e. påske, Johannesevangelisten kapitel 10, vers 22-30.
I den nuværende og autoriserede danske bibeloversættelse Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab hedder det: ”Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud”, mens det i den nyeste danske bibeloversættelse er blevet til: ”Hvis du er Messias, så sig det ligeud”
Bibelselskabet vælger i sin nyeste og uautoriserede oversættelse en anden oversættelse end den oprindelige (græske): ”eis su ei ho Kristós, eipe hymin parræsía”, bevidnet uden undtagelse af samtlige historiske kilder, jf Nestle-Alands Novum Testamentum Graece, Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart © 1983 und 1993. ”eipe” aorist imperativ af ”legå”, dvs. på dansk ”hvis du er (denne) Kristos, så sig os det ligeud”
Den forrige danske autoriserede oversættelse oversætter også ”Kristus”, også altså ligesom nuværende og gældende danske autoriserede oversættelse, Bibelen, © 1992, Det Danske Bibelselskab. ”Kristus” er en latiniseret udgave af det græske ”Kristos”, men sprogligt og forståelsesmæssigt identisk.
Samme sproglige og forståelsesmæssige identitet som ”Kristos” og ”Kristus”, kan man ikke let argumentere for i forholdet mellem ”Messias” og ”Kristus”, efter min opfattelse. Det er rigtigt, at ”Messias” er det hebræiske ord for ”den salvede”, men ”Messias” går historisk længere tilbage end det græske ”Kristos” og det latinske ”Kristus”. Og ”Messias” optræder i en helt anden tid og helt anden kontekst end ”Kristos”.
I Det Nye Testamente (nedskrevet på græsk) optræder betegnelsen ”Messias” kun to gange, mens ”Kristos” optræder i alt 531 gange, jf. ”Gads Bibel Leksikon”, 2. udgave © 1998 C E C Gads Forlag.
Når nu evangelierne er nedskrevet på græsk (oprindeligt var evangelierne mundtlige traditioner og blev først nedskrevet én eller to generationer senere), og ”Kristos” det klart mest anvendte begreb, hvorfor erstatte med det med et jødisk og hebræisk begreb?
Ikke at der er noget galt med den gamle jødiske tro eller det gamle jødiske sprog, slet ikke, bevares Jesus er selv jøde og opvokset og skolet i den tro og med det sprog, men kristendom eller kristen tro er det ikke.
Hvorfor give op på en to tusindårig historisk og sproglig tradition, hvor Jesus konsekvent omtales som ”Kristos”? Det ord findes jo allerede i vores kirkelige traditioner, kirkelige sprogbrug og i nær sagt i alle former: Troen på Kristus, Kristi fødsel, Kristi liv og Kristi gerninger og Kristi død og opstandelse, eller for den sags skyld troen på Kristi genkomst?
Det kan blive en glidebane, når et nøglebegreb fjernes ud af en oprindelig tradition. Og det kan blive en udfordring for os selv og vores egen selvforståelse som kristne, hvis vi lige pludselig ikke længere kan kalde os det som vi er, men skal opfatte os som noget andet, f.eks. ”Messias”-troende. Er vi da det?
Som det er nu, siger præsten til forældre og vidner efter dåben, ifølge Ritualbog, © 2009 Kgl. Vajsenhus´ Forlag: ”I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, for barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidst det står til jer, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro…”
Vi som tror og bekender os til ”Kristus” som Guds søn, er vel netop ”kristne” og ikke ”Messias”-troende, alle os, der ikke er jøder eller hebræisk talende, men skolet og trænet med en græsk og vestlig (latinsk) udgave, nemlig ”Kristos” eller ”Kristus”?
For os som danske, vesterlandske (latinske) kan ”Kristus” være alt rigeligt og tilstrækkeligt dækkende, og kan således være at foretrække på den lange bane, både med hensyn til oversættelsen af søndagens evangelium, men også generelt når talen falder på, hvem Jesus er. Han er Kristus, og Ham, som vi tror på. Hans navn siger det. Han er Guds udvalgte og salvede, Guds søn, og vi som følger ham og endda kalder os ved det navn ”Kristus”-tilhængere.
Oprindeligt var datidens betegnelse ”Kristus”-tilhængere samt datidens graffitti og gengivelse af det kristne kors ment som en hån og nedsættende om dem, som fulgte og troede Ham, som blev korsfæstet, de kristnes ”Kristus”. Men kristne tog siden ”ejerskab” på ordet og hånen om korset, og stod ved at være ”Kristus”-tilhængere eller ”Kristus”-bekendere, altså når de blev anklaget for at tilhøre ham, og de første kristne vedstod deres ”brøde” under det såkaldte martyrium, altså blot ”tilståelse eller bevidnelse”.
”Kristus”-tilhængere eller -bekender er naturligvis tungt at sige, så i daglig tale blot forkortet, ”kristen” eller ”kristne”. Og hvad kan der være så skidt ved at holde fast i det to tusind år gamle begreb, når det har fungeret indtil nu og der samtidig er historiske kilder, der bevidner ægtheden deraf?
Bemærk:
Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske teolog, munk og senere præst Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for enhver dansker derved kan blive et frit menneske, fri til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker, men dog også, som evangeliet byder enhver, at elske Gud af hele sit hjerte, sin styrke og sit sind, men også sin næste som sig selv.
© 2024 Asser Skude
Leave a Reply