Evangelium
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
Johannesevangelisten, kapitel 10, vers 22-30
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
– den gamle jødiske renselse og den nye kristne renselse (med Guds søn, Jesus Kristus, der har renset os med sit blod)
Vi hører det alvorlige scenarie for fremtiden, nogle kommer til tro og andre ikke, og dermed altså muligheden for at disse går fortabt.
Jesus anvender indirekte hyrdemetaforen om sig selv. “I er mine får” siger Jesus om dem, som hører hans røst, underforstået han er selv hyrden. På latin hedder “hyrde” “pastor” og det udtryk anvendes stadig om præster, at de er hyrder for deres flok af “hørere” af det glædelige budskab, menigheden.
I teologisk sammenhæng omtales det at nogle frelses, andre fortabes, som den dobbelte udgang. Det er både glædeligt og sørgeligt, hvis det kommer til at blive sådan, men vi hører det tydeligt idag i det Jesus siger: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” og omvendt: “Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.”
I dagens evangelium møder vi Jesus i en typisk konfrontation med farisæerne. Og det foregår i den såkaldte Salomos Søjlegang, en af forhallerne til det allerhelligste, det eneste opholdssted, hvor Gud ifølge den jødiske tradition kan tage bolig: Nemlig Templet i Jerusalem. Og tiden er festen for den såkaldte genindvielse.
Allerførst om den fælde, som farisæerne vil lokke Jesus ud i:
Farisæerne anklager Jesus for ikke at ville svare på, hvem han egentlig er. Deres anklage er falsk, for den skjuler over en lumsk fælde, som de forsøger at lokke ham i: For hvis Jesus går ind på deres præmisser og siger ’ja, jeg er Kristus og har Gud til fader’, kan Jesus anklages for blasfemi, og modsat, hvis Jesus afviser og siger ‘nej, jeg er ikke Kristus og har ikke Gud til fader’ kan farisæerne påstå, at de selv har talt med Jesus, og han selv med egne ord afviser at være Kristus, Guds søn. Jesus gennemskuer imidlertid deres falske hensigter og undgår fælden ved at henvise til de mange gerninger, som peger hen på, at han virkelig er Guds søn.
Evangelisten Johannes gør meget ud af i sit evangelium at fortælle, hvordan Jesus gør særlige gerninger, som peger hen på, at Jesus er Guds søn. Det første tegn er ifølge evangelisten Johannes det vin-under, som Jesus gør ved brylluppet i Kana’an. Op imod seks hundrede liter vand forvandler Jesus ved den bryllupsfest til vin. Og hvilken glæde og lykke har den vin gjort for de gæster ved brylluppet. Der har været mere end rigeligt vin til flere hundrede gæster og måske endda også til ganske mange dage. Vin-underet er ikke bare et lille under, men et ødselt og ekstravagant under.
På mange måder bliver Jesus hurtigt en torn i øjet på den jødiske elite. Samtidig er det også på tide, der kommer nye boller på suppen. Og Jesus bliver den, som indleder den nye tid: Hvis det virkelig er sandt, at Guds søn er født som menneske og vandrer som menneske imellem mennesker og gør tegn, ligesom det vin-under, så er den gamle tid med det gamle Tempel forbi: Gud hører ikke længere til bag et indelukke, bag et forhæng, i Templets allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten kommer en gang om året.
Gud er ikke længere en fjern og ophøjet Gud, som ikke møder almindelige og fattige mennesker uden særlig viden magt eller indflydelse. Derimod færdes Guds søn i kød og blod i Jesus Kristus iblandt mennesker, og Guds søn siger selv: “Guds rige er midt iblandt jer”.
Det er provokerende nyt, hvis det virkelig forholder sådan – ikke mindst for de skriftkloge. Nok er jøderne oprigtig opsat på at tjene Gud, være retfærdige og rettroende mennesker. De skriftkloge har imidlertid – i deres iver på at tjene Gud rigtigt – har de lagt en masse regler ud, som forhindrer den oprindelige og spontane adgang til Gud. Almindelige mennesker uden viden, magt og uddannelse er afskåret fra at komme Gud nær, endsige komme nær Templets allerhelligste. Det er groft sagt kun indflydelsesrige personer, der har magten og midlerne til at ofre og behage Gud.
Det er blandt andet de forhold, som Jesus kritiserer i den lignelse, han fortæller hos evangelisten Lukas kapitel 18, vers 9 ff. om farisæeren og tolderen, der kommer til templet: Den selvretfærdige farisæer takker Gud for ikke at være som tolderen og alle de andre lovbrydere. Den ærlige tolder holder sig tilbage og tør dårligt kigge op og siger blot: ‘Gud vær mig synder nådig’, og Jesus konkluderer på lignelsen, at den som gik retfærdig fra templet, var den ærlige tolder, ikke den selvretfærdige farisæer! Jesus siger: “enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
Andre gange kritiserer Jesus det misbrug, som Templet er blevet genstand for: Templet er blevet centrum for en masse handelsdrivende – ligesom de gadehandlende, man netop for tiden snakker så meget om hærger Københavns gader ved at rende rundt og prakke folk alt muligt på. På samme måde var Templet i Jerusalem på Jesu tid blevet en handelsplads – fyldt med plattenslagere. Og præsterne og magthaverne havde “taget monopol” på Gud og gudsdyrkelsen. Almindelige og fattige mennesker var afholdt fra Templet – og denne praksis gør Jesus op med: Ifølge evangelisten Markus kapitel 11, vers 15 ff. rydder Jesus markedsboderne på tempelpladsen og skræmmer kræmmerne væk og belærer dem og siger: “Står der ikke skrevet: “Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene”? Men I har gjort det til en røverkule.”
Måske føler farisæerne i dagens evangelium sig truet på deres religiøse praksis, da Jesus befinder sig tæt ved Templet. Det Tempel, som Jesus senere forudsiger skal falde og siger: “og der skal ikke lades sten på sten tilbage”. På en måde udgør Jesus en trussel mod Templet og den institution, som Templet er blevet. Skal denne religiøse praksis ændres til noget mere anti-autoritært og demokratisk vil det også betyde en ny æra for farisæerne i tempelbyen, Jerusalem. Og det er ikke sikkert alle ønsker det. Hvorfor ellers tage livet af Jesus – var det ikke netop fordi farisæerne ville ham til livs?
Det kan ikke være tilfældigt, at dagens evangelium foregår ved festen for genindvielsen af Templet. I det Gamle Testamente fortælles om genindvielse i forbindelse med, at Herrens tempel havde været udsat for vanhelligelse, dvs. forkert brug eller sågar misbrug og derved var blevet urent: F.eks. i 2. Krønikebog kapitel 29 omtales en genindvielse af Herrens tempel: Genindvielsen indledes med, at præsterne bringer de urene genstande ud af selve bygningen og resten af bygningen renses og genhelliges, derpå finder en særlig genoptagelse sted af den rette offerkult med et mindre offer, hvor sonofferets blod renser brændofferalteret – imens der synges og spilles musik. Festen afsluttes med en folkefest.
På en måde kan man sige, at Jesus bliver den, som kommer for at bringe renselse af det gamle Tempel. Med sit eget blod bliver Jesus det nye sonoffer, som skal rense det gamle Tempel. I den forstand bliver Jesus som Guds søn den som bringer det Nye Tempel. Alle kan nå Gud – nemlig gennem ham, Jesus Kristus. Intet menneske behøver derefter at tage fra verdens ende og til Templet i Jerusalem for at nå Gud. Intet menneske behøver komme med dyreofre til Gud for at mildne Gud. Intet menneske behøver at betale i dyre domme for særlig velduftende røgelse for at få Guds opmærksomhed. Guds opmærksomhed gives lige nu og her – via Guds søn, Jesus Kristus. Gud meddeler sig helt og udelt igennem ham: Fra himlene til jorden er den lige linje igennem ham, som har vandret på her. Frelsen skænkes ikke fra en gigantisk bygning af sten, men derimod gennem et menneske af kød og blod, Guds søn.
Guds søn har levet og vandret imellem mennesker – og er død imellem mennesker. Frelsen afhænger ikke længere for mennesker af love, påbud og forskrifter, de såkaldte lovgerninger, men frelsen skænkes af troen på Jesus som Guds søn. Og med Luthers ord af troen på Guds søn, som døde og opstod for os.
Det er derfor apostlen Paulus taler om, at Guds søn opfylder den gamle lov. Guds søns opfyldelse af den gamle lov “dækker” menneskers manglende tilstrækkelighed i forhold til den gamle lov.
Det er ikke Jesu død i sig selv, der frelser, men det er Guds søns retfærdighed og lydighed mod sin himmelske fader: “og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning… så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”, som der står i Hebræerbrevet kapitel 9, v.12 ff.
Som kristne mennesker gives den nye lov til os som et evangelium: Et liv i frihed – ikke ved lovgerninger, men sat fri i kærlighed og forløsning – til at tjene Gud og mennesker.
Jesus afslutter dagens evangelium med at sige om sig selv “Jeg og Faderen er eet”. Det er mig bekendt alene hos evangelisten Johannes, at Jesus siger sådan om sig selv. Den vending anvender Jesus ikke om sig selv i de synoptiske evangelier, dvs. hverken hos Matthæus, Markus eller Lukas.
For farisæerne er det aldeles utænkeligt, at noget menneske skulle have Gud til fader. Gud er ophøjet, fjern, ikke et menneske af kød og blod. Det må man forstå for at kunne forstå deres forargelse over Jesu omtale af sig selv og faderen som eet. For farisæerne er det aldeles provokerende og gudsbespottende at forestille sig, at et menneske kan have Gud til fader og gøre sig Gud lig.
Vi, som sætter vores lid til Kristus, har derimod den overbevisning og det håb, at Gud virkelig lod sig føde, levede, døde og opstod for os. For derved at sone og rense vores skyld – for bringe os tilbage til det oprindelige gudsforhold – nemlig skabt i Guds billede, skabt i kærlighed og til kærlighed, til at elske og tjene næsten og Gud.
Sådan som der står i Johannes brev kapitel 2, vers 1ff.: “Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: “Jeg kender ham”, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
forslag til salmer 743 51 482 – 484 217 358
udgivet www.asserskude.dk © 2008 Asser Skude, redigeret siden
Leave a Reply