Hvor det tidligere hed ”nadver” (eller ”aftensmåltid”), synes disse betegnelser gledet ud, specifikt når man læser den nyeste danske uautoriserede bibeloversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet, således det legendariske evangelium til skærtorsdag ifølge Johannesevangelisten, kapitel 13, vers 1-15.
Jeg ved naturligvis ikke, hvad andre danskere anno 2024 tænker, når de hører den nyeste danske oversættelse ”at spise”. Men umiddelbart klinger ”at spise” som noget enhver person kan gøre for sig selv, tilbagetrukket, ja undskyld sammenligningen, lige så tilbagetrukket som når man er alene ”på det lille hus”.
Læser man den oprindelige græske læsemåde og videnskabeligt funderede tradition, jf. ”Novum Testamentum Graece, Nestle-Aland, 27. revidierte Auflage, © 1898 und 1993 Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart, optræder derimod udtrykket ”deípnou ginouménou”. ”deípnou” svarer til det tyske ”d. Hauptmahlziet (gegen Abend)”, altså ”hovedmåltidet (mod aftenstide). ”deípnou ginouménou” svarer til ”b. Gelegenheit e. Mahles”, på dansk ”ved samling om et måltid (mod aften)”, jf. Walter Bauers ”Wörterbuch Zum Neuen Testament”, © 1958 Göttingen.
Ifølge www.denstoredanske.dk kommer ”nadver” af gammeldansk ”natwarth”, sammensat af ”nat”, dvs. ”aften” og ”warth”, dvs. ”måltid”. Nadveren ”har i dag sin plads i gudstjenestens sidste del, men fejredes oprindelig i forbindelse med et almindeligt måltid; det stiliserede måltid fandt allerede meget tidligt vej ind i gudstjenesten.”
I mine ører klinger ”nadver” som noget stemningsfuldt, noget tilvalgt, noget ønsket, noget man deler med andre, samtidig, i samme rum, og hvor man kommer hinanden nær (ikke seksuelt eller frækt, men man er sårbar)
Velgørende har nadveren været – som den var for disciplene – og som den stadig er det for os idag. Ikke alene for os kristne, men for alle der ønsker at dele hvad de har, komme tæt på andre og opleve nærhed og ømhed.
Hvem kan f.eks. gå til nadver med sin værste fjende? Nej vel. Man er eksponeret og sårbar i mødet med den man spiser sammen med – den dag i dag.
At dette evangelium netop handler om nærheden, ømheden, inklusionen, kan desværre let blive overset, hvis man nøjes med at oversætte ”at spise”.
Nadveren spiller en særlig rolle i den kristne tro og tradition, og det handler ikke om at dække fysiske behov (det er blot en følgevirkning). Nadveren handler nok om at dele mad, men det væsentlige er ikke maden, det er derimod at være til stede, fuldt ud, med hel og udelt opmærksomhed deltage sammen med andre (modsat uopmærksom at indtage mad, hver for sig osv., jf. den danske reklamekampagne sidste år fra en kendt dansk leverpostejsproducent, som lavede en karikatur over en dansk familie, der spiste sammen, men alligevel hver for sig, for hver familiemedlem sad med hver sin tablet og mobil, uopmærksomt og ikke-nærværende.
I den kristne tro (evangelisk-lutherske som vores) er nadveren (med skriftemål) én af de to såkaldte sakramenter – udover dåben.
I den forstand er nadveren et af de få tilbageværende elementer og samlingspunkter vi har som kristne. Her er det virkelig Vorherre selv, der helt og udelt meddeler sig. Det fællesskab kan ikke gradbøjes, nedjusteres eller forklejnes. Det er Vorherre Jesus Kristus, Guds søn, der er virkeligt til stede. Det er ikke bare et symbol eller ”spil for galleriet”, det er Guds søn selv, der så at sige handler og agerer. Når vi samles om nadveren, vil Vorherre selv virkelig være til stede og meddele sig.
Rent pædagogisk, forståelsesmæssigt, teologisk og litterært giver oversættelsen ”nadver” bedst mening, det tættest på traditionen, og det vi som kristne – historisk og beviseligt har praktiseret siden den allerførste nadver, som Jesus selv indstiftede denne legendariske dag, skærtorsdag, aftenen før Jesu tilfangetagelse, tortur og korsfæstelse dagen efter.
Skærtorsdags evangelium er samtidig et historisk dokument på, at selv de onde skal være med i fællesskabet, selv dem rækker Jesus ud til. Selv Judas har også plads ved selskabet, selvom han ikke er ”ren” som de øvrige disciple.
Det kristne fællesskab udelukker altså ikke nogen, end ikke de ”urene”. Også de ”urene” skal spise med og ikke holdes udenfor. Det er rummelighed og tolerance, der overgår enhver menneskelig forstand.
Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske teolog, munk og senere præst Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.
© 2024 Asser Skude
Leave a Reply