Religionsfriheden er også truet herhjemme

Der er intet så sundt for et samfund som at have borgere, der er optaget af den kristne tro. Men samtidig med, at kristne forfølges over hele verden, er vi heller ikke gået ram forbi herhjemme. Det er Folketinget nødt til at tale åbent om.

Religionsfriheden er herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Arkivtegning: Rina Kjeldgaard

Det er nok ingen nyhed, at kristne både ifølge tidligere og nuværende opgørelser, ifølge www.opendoors.dk, er verdens mest forfulgte. I et flertal af verdens lande kan kristne ikke samles eller holde gudstjenester uden risiko for repressalier og forfølgelser i større eller mindre grad.

Det står altså ringe til med religionsfrihed i verden – og kristne er med andre ord dem, som betaler den højeste pris i den sammenhæng. Men min påstand er, at selv på danske breddegrader skal vi som kristne ikke tage religionsfrihed for givet.Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed.

Selv anno 2020 er religionsfriheden herhjemme truet af kræfter, som ikke tolererer grundlovssikrede rettigheder som fri tanke, tale og skrift, herunder religionsfrihed. Så når f.eks. Danmarks øverste parlamentariske organ, Folketinget, samles og åbner igen efter sommerferien og går til åbningsgudstjeneste, må tungt bevæbnet politi m.m. bevogte og potentielt være klar med skarpe skud for at forsvare angreb.

På den ene side er det glædeligt, at vi har et effektivt og kampklart politi og efterretningsfolk, som er i stand til at beskytte det danske folk og nationens grundlovssikrede rettigheder, og som ved eventuelle angreb på disse er i stand til at efterforske og forfølge potentielle krænkere.

På den anden side er det også begrædeligt, at det er kommet så vidt, at der i Danmark anno 2020 skal udformes terrorsikring af Folketing og andre statslige institutioner og monumenter, og det i en grad som det ikke er set før. Vores danske frihedsgrader og handlerum er under stigende pres – mere end nogensinde. Det er på alle måder en ulykkelig skæbne, der er overgået vores land.

Det hører med til folkekirkens opgave at påtale denne ulykkelige sandhed. Ikke mindst folkekirkens ledelse må samlet italesætte den ulykkelige sandhed. Det er skammeligt, at der findes magter og mennesker, der truer vores samfund i en sådan grad, at selv når en præst prædiker evangeliet for f.eks. Folketingets politikere, kan det ikke lade sig gøre uden massiv tilstedeværelse af sikkerhed før, under og efter.

For mig at se kan det kun tolkes som, at vores kristne forsamling og retten til at holde gudstjeneste er under pres. Herhjemme er presset størst mod de officielle gudstjenester med repræsentation af det offentlige Danmark. Måske fordi disse gudstjenester udefra tolkes som symboler på det danske kristne samfund og kristne frihedsværdier. Måske fordi disse kristne gudstjenester er en torn i øjet på samfund og magter, som ikke vil tolerere samme frihedsgrader for deres egne borgere – af frygt for den frihed, som er kendetegnende for de kristne frihedsgrader.

Hvordan kan det være, at de fleste lande i verden ikke tolererer kristne eller deres basale frihedsgrader, men i stedet forfølger dem, alene for det forhold, at de er kristne? Måske falder det magthavere og teokrater for brystet, den frihed, som der skænkes et menneske i kraft af troen på Jesus Kristus, som vores kristne kirkes reformator Luther taler om i ”Om et kristent menneskes frihed”. En frihed, som ikke ses eller findes i andre religioner eller andre måder at leve på. Et kristent menneskes frihed skænkes ufortjent, ikke efter indsats, ikke som en belønning, ikke efter personlige bedrifter eller nedarvede privilegier.

Måske er man i mange andre lande i verden bange for, hvilken betydning den kristne frihed vil få for landets borgere? Måske er man bange for, at den frihed, som sætter det kristne menneske fri, også vil skabe en forventning om et samfund med nye standarder for personlige frihedsgrader, frihed, fordi man er elsket, som den man er, og frihed til at kunne være den, man er.

Min påstand er, at samfund er bedst tjent med borgere, som er fredselskende, oplyste, demokratisk sindede, men som også er optaget af den kristne tro, som skænker dem en ny frihed ved at sætte dem fri – fri, fordi de er elsket, som de er, og fri til at elske andre – som sig selv.

Samtidig er det også min påstand, at netop kristne altid vil være optaget af at handle kærligt imod deres næste og omgivelser, ikke for at få belønning, eller for at det skal ses eller bemærkes, men netop fordi kristne tror på, at deres næste er skabt i Guds billede – ligesom de selv er.

JP DEBAT 5. august 2020

– veråb over Galilæas byer

Udkast til prædiken søndag den 16. august 2020, tiende søndag efter Trinitatis, Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 16-24




Dagens evangelium er en del af en klagesang, som Jesus kommer med: Mange lader til ikke at forstå, hvad der er i vente. En ny tid er på vej – med en ny lov, som skal skrives i menneskers hjerter. Alligevel er det som om, at mange hverken ser, hører eller forstår, det som sker: Johannes Døber er stået frem i ørkenen. Johannes Døber lever som en anden profet – i afholdenhed – som han vandrer rundt der i ørkenen – kun iklædt kameluld og spiser vilde biers honning – alt imens han prædiker omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Samtidig forbereder Døberen Jesu komme.

Jesus, der kommer efter Johannes, lever ikke asketisk ligesom Døberen: Jesus spiser og drikker ligesom enhver almindelig jøde: Jesus drikker både vin og spiser kød. Også det synes at falde mange for brystet, og man kalder ham “en frådser og en dranker”. Det en urimelig anklage, for hvis Han havde levet ligesom Johannes – asketisk – havde det også været galt. Det er som om, at uanset hvad både Jesus og Johannes gør, er det bare ikke godt nok. Og hvad værre er: Mange synes overhovedet ikke at tage sig af deres forkyndelse af Guds rige og omvendelsesdåb til syndernes forladelse og fortaber sig i stedet i ydre banaliteter.

Mange har tilsyneladende slet ikke øje for det, som Døberen og Jesus vil. Det er ligesom en stor offentlig hemmelighed: Døberen og Jesus er stået frem og har prædiket løs og gjort mange undere, og samtidig tager mange det ikke ind og omvender sig. Det er vanskeligt at forklare, hvordan to så fremtrædende skikkelser alligevel ikke får folk til at indse, hvem de i virkeligheden er. Måske skyldes det, at det stadig er skjult for mange, hvad gudsriget er og hvem Guds udsendte er. Og først når Guds søn er opstået fra de døde og kommer igen, da vil mange forstå at han er messias, Guds salvede og udsendte.

Fuldt berettiget er Jesus frustreret over den ligegyldighed og hårdhjertethed, som han selv og profeterne før ham er blevet mødt med: Det er som om, at forkyndelsen af Guds rige sker for døve øren. Derfor er det kommet så vidt, som vi hører i dagens evangelium: “Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: “Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda!”

Andre byer havde nok ladet sig omvende, hvis noget tilsvarende var sket hos dem, men ikke Betsajda og Korazin, siger Jesus. Derfor kommer Jesus med disse veråb. Måske har de færreste hørt om Betsajda og Korazin, to mindre byer i Galilæa. Og så nævner Jesus Kapernaum. Den by kender til gengæld de fleste. Kapernaum er den mest kendte by i Galilæa – pga. Jesus selv, der er en af tidens mest markante skikkelser: Jesus slår sig ned i byen efter Døberens død. Og i Kapernaum indleder Jesus på mange måder sin forkyndelse og virke. Kapernaum er på mange måder centrum for Jesu virke:

Kapernaum har ligget i den østlige del af Galilæa, og altså ved det den nordvestlige bred af Genezareth sø. Og det er også ved den side af Genezaret sø at Jesus kalder fiskerne Filip, Simon og Andreas til at blive menneskefiskere. De er måske fra Betsajda, som betyder “fiskerby”, kun 5 km. nord for Kapernaum. Og det er i Kapernaum, at Jesus helbreder Peters svigermor. Ifølge evangelisten Matthæus er det også her at Jesus helbreder en officers tjener – ved en såkaldt fjernhelbredelse, og lige efter, ifølge evangelisten Matthæus helbreder Jesus den lamme i Kapernaum, en af de mest spektakulære helbredelser af dem alle sammen: Så mange er stimlet om det hus, hvor Jesus opholder sig, at den lamme ikke kan bringes til Jesus – uden at de bærer ham over mennskemængden og ned gennem taget, ned til Jesus. Det er også i Kapernaum at Jesus kalder tolderen Matthæus, til discipel.

Selvom det ikke skorter på undere i Kapernaum sætter det tilsyneladende ikke byen på den anden ende. Det er vel også derfor Jesus indleder dagens evangelium med: “Denne slægt ligner børn, som sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange, og I sørgede ikke”. Stort set alle i og omkring Galilæa og de byer, bl.a. Korazin, Betsajda og især Kapernaum har både hørt, set, oplevet så meget – med deres egne øjne og ører – og alligevel er det som om, de hændelser ikke har brændt sig fast på nethinden og er gået ind hos byens borgere. Det er som om Jesu undere og forkyndelse har været virkningsløs på mange. Kun få er kommet til tro.

Nu er det ikke for underholdningens skyld eller for at blive kendt, at Jesus gjorde og sagde, som han gjorde. Det er ikke bare for ingenting, alt det som er sket i de byer i Galilæa. Det er forståeligt Jesus er frustreret over den ringe modtagelse og den manglende reaktion: Og det gør det heller ikke lettere for Jesus, at Døberen kort forinden dagens evangelium er blevet kastet i fængsel, og Johannes har sendt bud med sine disciple for at spørge, om Jesus virkelig er den ventede Messias eller ej. Sagt på en anden måde: Selvsamme Johannes, som havde forkyndt for folket: “efter mig skal komme han som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem”, samme Johannes som har set himlene åbne sig ved Jesu dåb, tøver tilsyneladende på, at Jesus virkelig er Messias…

Netop fordi byerne og menneskene i Galilæa betyder så meget for Jesus, må han reagere. Netop fordi han har givet de byer så meget, gjort så meget, så er det noget særligt for ham. Derfor er det fatalt, ikke mindst for Kapernaum. Jesus siger direkte “i dødsriget skal du styrtes ned!” Fordi byen ikke har omvendt sig, kan Jesus ikke love, at det vil gå den tåleligere på dommens dag end den berygtede by Sodoma. De kyndige vil huske, at Sodoma i Det gamle Testamente bl.a. udstilles som gudsforladt og perverteret: Da Gud sender sine egne engle til byen, forsøger indbyggerne at voldtage de engle! Selv den dag i dag er Sodoma et ord som er belastet af de fortællinger fra biblen og ordet sodomi er blevet synonym med alt det onde, som mennesker kan finde på i alskens former for afstumpethed og åndsforladthed. Jesus slutter sin klage af og siger, at endda Sodoma ville have omvendt sig, hvis det samme var sket i der, som allerede er sket i Kapernaum. Kort sagt: Kapernaum har ikke kendt sin besøgelsestid.

Dagens veråb over Galilæas byer ligger ikke i tilfældig forlængelse efter sidste søndags evangelium fra Luk. 12,32-48, om den utro tjener, hvor Jesus siger at den tjener, som “kender sin herres vilje, men ikke har forberedet eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygt.” Galilæas havde være vidne til så meget, de byer burde om nogen kende til Guds vilje og have handlet derefter, og gør det de bare ikke, derfor er de byer ilde stedt.

I lignelsen om den utro tjener hørte vi, at “enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” De ord gælder ikke bare Galilæas byer og folk på Jesu tid, de ord gælder også os: Vi, der har hørt om Guds mægtige gerninger, vi som har fået kendskab til de hændelser, som er sket i Galilæa, af os skal der derfor kræves meget.

Måtte vi lære af de gerninger og af de ord, som Jesus forkyndte i de byer. Sådan vi ikke gør som de uforstandige og hårdhjertede borgere i Galilæa, som ikke ville lade sig omvende. Måtte vi omvende os og tro hans gerninger og ord. Måtte vi omvende os fra vores onde gerninger og veje og i stedet med hjerte, mund og hænder bekende, at han er Guds søn, som er kommet til os.

Selvom vi ikke har set med vores egne øjne eller hørt hans ord med egne ører, så måtte ordet om ham dog røre os, så vi kan tro at han er kommet til os, ligesom han kom til de byer i Galilæa. Ligesom han ikke er kommet til retfærdige, men lovbrydere, dengang han kom til Galilæa, er han også kommet til os. Han er kommet som et menneske af kød og blog og har spist og drukket iblandt almindelige mennesker. Han er kommet for at blive en af os, for at han kan møde os, der hvor vi er.

For kun ved at være en af os og møde os der hvor vi er, kan han frelse os. Og måske kan vi trøste os ved at “Kapernaum” ikke alene betyder “Naums by”, men også kan betyde “trøstens by”. Måtte vi finde trøst i håbet om, at Jesus er kommet til os – ligesom dengang han kom til Galilæas byer for at kalde de mennesker der. Måtte vi finde trøst i håbet om, at han vil skænke os vore synders nådige forladelse for at kalde os til retfærdighed, fred og glæde på den yderste dag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

(Som supplement til kollekten  kan denne bøn benyttes)

Vi beder for, at du Gud, himmelske far, vil beskytte de udsatte, svage, som netop nu er truet af smitte og sygdom.

Vi sender vores varmeste tanker til dem, som er blevet alvorligt syge og er truet på livet.

Og vi sender vores varmeste tanker til dem, som er familie med dem, som er alvorligt syge.

Himmelske far, vær nær ved dem og os.

Kast os ikke ud i fortvivlelse eller desperation og mangel på tro på at Gud er med.

Styrk os i stedet på troen og håbet på at du, himmelske far, altid er med, selv når livet er truet og sygdom vil tage dem fra os som vi elsker.

Og vi, som er raske og sunde, må ikke glemme at takke dig for det liv, du har skænket os og dagligt rækker os.

Lad os taknemmeligt skønne på, hvad du nådigt skænker os. Lad os passe på hinanden, så krisen ikke bringer os længere væk fra hinanden, men at vores styrke, tro og udholdenhed må vokse.

Amen.

– forslag til salmer: 7 306 365 – 276 320 13

2020 © Asser Skude