Grundlovstale på Minoriteternes Dag 2021

Fars dag – men for alle?

I dag er det naturligvis Grundlovsdag, men også – hvis nogen skulle have glemt det – fars dag. Jeg siger det, fordi vi af hankøn på en eller anden måde er ved at blive marginaliseret. Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men der er desværre også et gran af sandhed i det. I dag er det kvinderne der i stigende grad klarer sig bedst i det danske samfund. Det under jeg dem gerne, men vi mænd sakker altså langt bagud. Vi er ved at blive det svage køn

Det er kvinderne der i stigende grad løber med de bedste og længste uddannelser og jobs, og gode stillinger. Det er dem, som generelt håndterer kriser og skilsmisser bedst. Det er dem, som har og opretholder de stærkeste relationer til børn og familier osv. Og ikke mindst det er kvinder, som lever bedst og lever længst, for kvinder klarer sig bedre igennem livskriser og i kontakten med de offentlige myndigheder, behandlingstilbud og sundhedsvæsen. Samtidig med at kvinderne generelt klarer sig bedst og mændene sakker bagud, skiller særligt en gruppe sig ud, og det har de gjort længe

Hjemløse danske mænd klarer sig markant dårligt, de findes især her i hovedstaden København og City er det tydeligt og sådan har det desværre været igennem alt for mange år. Alt for mange af disse mangler bolig – helt akut. Mere end tre fjerdedele af de hjemløse danskere er mænd – og disse danske mænd bliver i snit kun 50 år, tyve år mindre end gennemsnits dansker. Værst ser det ud for danskere med grønlandsk baggrund – uden job, uddannelse, og bolig. I snit bliver de kun 35, altså lever kun halt så længe som en gennemsnits dansk mand. På fars dag, hvor det samtidig er Grundlovsdag, er det således naturligt at slå et slag for denne minoritet af danske borgere, der på alle måder er udsat og marginaliseret – på alle parametre og sådan har det desværre været alt for længe og desværre ser billedet ikke ud til at ændre sig.

Hjemløse danske mænd klarer sig markant dårligere end andre dansker i vores samfund – og denne minoritet forbliver desværre ved at være en minoritet. På en eller anden ulykkelig måde er denne gruppe endt med at blive ”omsorgsvigtet” af vores samfund, vores myndighedspersoner, institutioner, skoler, uddannelsessystem, boligvæsen og sundhedsvæsen, der trods allehånde intentioner om det modsatte de facto ikke formår at række ud til dem. Disse hjemløse danske mænd står tilbage, havner af mange årsager ”sidst i køen” og de er derude i samfundets ”periferi”, hvor hjælpen er sværest at få rakt ud.

De snart tyve år jeg har arbejdet med denne minoritet af danskere, kan jeg desværre kun konstatere at meget er gjort fra samfundets side, men der er stadig plads til forbedring. Sagt på en anden måde: Selvom mange kræfter er sat ind på at bringe denne minoritet tilbage til fællesskabet, så er vi som samfund desværre ikke i mål. Denne minoritet af danskere bærer naturligvis også selv et ansvare for deres egen ulykke og mistrivsel og usunde levevis. Og alligevel ikke. For de fleste af dem er fra barns ben omsorgssvigtet af de voksne, som satte dem i verden, men som ikke magtede dem. De fleste af dem er skilsmissebørn, de fleste af dem har ikke haft forældre der ville eller magtede dem, mange af dem er vokset op med forældre, der var alkoholiserede og svigtede dem fysisk og psykisk og desværre er majoriteten af dem blevet misbrugt seksuelt fra barns ben af de voksne, som skulle passe på dem.

Og selvom det naturligvis heller ikke var hensigten fra samfundets side endte det for mange af disse som børn hos plejefamilier, som skulle have givet dem det, som de i deres barndom blevet snydt for af deres egne forældre, men plejefamilierne magtede heller ikke opgaven. Og selvom det naturligvis heller ikke var hensigten fra samfundets side endte det for mange af disse som børn at de pædagoger, lærere, behandlere osv. de facto ikke formåede at række ud til denne minoritet – de havde ikke ressourcerne eller mulighederne for at vende den onde spiral.

Kan vi få ligestilling for denne minoritet af danskere i det danske samfund? Kan vi finde ressourcerne til at bringe denne minoritet ”tilbage i folden”, tilbage til fællesskabet? Så også de får mulighed for at opleve at de lever i et af verdens bedste lande med det lykkeligste folk. Jeg håber det inderligt. God Grundlovsdag til alle!

NB Pga fortsat strenge restriktioner bliver min tale ikke fysisk i år (2021), ligesom sidste år (2020). I år er temaet ”hver for sig og sammen!”. En opfordring til ude lokalt at lave bannere og holde taler og markere dagen, selvom det sker under særlige omstændigheder – for andet år i træk – så er det værd at markere dagen i dag. Ikke mindst minoriteternes grundlovssikrede ret til at være dem de er. At alle er gode nok og elskede som de er, og skal behandles og respekteres som sådan). Da min tale på Minoriteternes Dag i 2019 på Christiania mig bekendt ikke blev udgivet dengang forsøger jeg nu – et år hvor fars dag og Grundlovsdag falder sammen. Ligesom i 2019. Læs mere om Minoriteternes og Christianias Kulturforening www.cakultur.dk og SAND Hovedstaden www.sandudvalg.dk

Prædikenvejledning til første søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium til søndag den 6. juni 2021
Jesus sagde: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.
Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.
Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”
Luk 16,19-31

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

– Den rige mand og Lazarus

Lazarus, kommer af ‘el-asar’, det betyder ‘den, som Gud hjælper’. Og det er netop, hvad Gud gør i dagens evangelium: Gud griber ind i en ellers ulykkelig og håbløs situation. Gud viser sig som den, der vender smerte til lindring. Gud viser sig som den, der vender elendighed til ophøjelse. Gud viser sig som den, der vender uretfærdighed til retfærdighed.

Sådan går det den fattige Lazarus. Sådan går det bestemt ikke den rige mand. Nu er det ham, der er en stakkel, og det er svært ikke at have ondt af den rige mand, når nu Lazarus har fået det godt. Også selvom den rige mand var usympatisk, mens han levede, så er det vel de færreste af os, der synes det er i orden, at den rige straffes og pines efter døden?

Dagens evangelium er det tætteste i evangelierne vi kommer på forestillingen om to former for død: Den ene død, er den som er en overgang til det evige paradis. Den død, som enhver troende kun kan håbe på. Den anden død, er den skrækkelige og rædselsfulde skæbne, som er et langt og smertefuldt ophold i dødsriget, uden udsigt til lindring eller bedring. En skæbne som enhver må frygte og håbe ikke sker.

Hvordan kan lignelsen have to så vidt forskellige udgange? Er der overhovedet noget glædeligt og evangelisk i, at et menneske straffes, mens at et andet belønnes og får det godt hinsides?

Svaret er vel, at det ikke er evangelisk at tro eller håbe på en straf og pine for noget menneske – uanset hvad det menneske har gjort. Det fortjener ingen. Det kristne budskab er det modsatte af fortjeneste eller gerningsretfærdighed. Det kristne budskab er glædeligt, sådan forstået at ingen får efter fortjeneste, for Gud er barmhjertig og ikke giver løn som forskyldt. Det kristne håb går imod, at onde mennesker straffes, også selvom de havde fortjent det.

Derfor skal der i dag prædikes imod det budskab, som vi hører i dag, forstået sådan at det ikke er kristen tro eller håb at nogen straffes, mens andre går fri. At mennesker får løn som forskyldt. At onde og rige straffes, mens fattige og stakkels personer går fri.

Essensen i dagens evangelium er ikke, at frelse modtager alene fattige stakler som Lazarus, mens rige og usympatiske ryger lige lukt i Helvedes ild og flammer. Det er ikke det budskab evangelisten Lukas vil formidle.

Hvad er det så evangelisten Lukas vil? Mange mener, evangelisten Lukas vil noget helt andet. Og det formål ses ud af den sammenhæng som Lukas bringer lignelsen i: Lukas har lignelsen umiddelbart efter, at farisæere har gjort grin med Jesu belæring om at give almisse. Altså formidler Lukas lignelsen om Lazarus og den rige mand som kontrast til farisæernes holdning til almisse.

For det andet er det nok disse farisæere, der står for skud, når evangelisten Lukas i dagens lignelse lader Abraham sige til den rige mand om hans fem brødre: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom een står op fra de døde”.

Man kan spørge sig selv om det er smart, at evangelisten Lukas farer så stærkt frem imod de farisæere. Han kalder dem “pengeglade” og karikerer dem og synes at skære alle rige mennesker over en kam. For spørgsmålet er om Lukas dermed ikke kommer til at være unuanceret i sin kritik, og dermed urimelig i sin kritik af farisæerne.

De fleste mener i dag, at sagen er den, at Jesu kritik af farisæerne ikke går så meget på farisæernes griskhed, men snarere går på deres arrogance. Jesus kritiserer farisæerne, fordi de mener sig selv socialt, politisk og religiøst hævet over deres næste. I deres selvretfærdighed vil de ikke dele deres rigdom med andre, de vil ikke dele med dem, som er uden for; de udsatte, de fremmede og anderledes tænkende. De behøver ikke næsten, de kan klare sig uden – de klarer sig bedst uden næsten. De har nok i sig selv og Gud. Det er denne selvoptagethed, som Jesus vil til livs.

Når evangelisten Lukas derfor lader Jesus fortælle lignelsen om Lazarus og den rige mand, er det vel fordi, at ingen må være ligeglad med sin næste, og bør være optaget af næstens ve og vel. Og at ingen må have nok i sig selv og sit – men altid have fokus for dem, som har brug for hjælp.

Gud ønsker næstekærlighed i praksis. Det er det, som profeten Esajas taler om i dagens læsning fra det Gamle Testamente, når han lader Gud Herren sige: “Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker, og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg, ja at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne”.

Tager vi som eksempel de stakler i vores danske samfund, som vores samfund synes at have opgivet, f.eks. nogle af de mest udsatte, de hjemløse. De har intet sted at gå hen, ingen steder de kan kalde deres, ingen sted at gøre af deres ting, intet sted de kan være i fred. Det er vor tids Lazarus’ser. Der er mange tusinde hjemløse, alene i København. Der er kun herberger til halvdelen. Den anden halvdel er henvist til at sove på gaden eller andre steder. Og en gang imellem hører man at historier om hjemløse, der ikke får lov at være i fred på gaden, men bliver spyttet på, skubbet og voldeligt overfaldet.

Lykkeligvis er min oplevelse af de danskere jeg kender, at de er meget hjælpsomme og omsorgsfulde over for f.eks. hjemløse. Og det som jeg synes er tankevækkende, er at flere af landets rigeste har et stort hjerte for f.eks. hjemløse.

De holder sig ikke tilbage med at hjælpe de fattige og svage stakler i vores samfund. De er ikke bange for at mødes med eller prøve at sætte sig ind i de hjemløses sted. Det tænker jeg er grænseoverskridende i en positiv forstand og det finder jeg glædeligt og nærmest som et lille evangelium. Og i den forstand også et evangelium som taler imod det evangelium, man umiddelbart hører, når man første gang hører lignelsen om Lazarus og den rige mand.

Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var og bliver en sand treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 725 494 365 – 638 476 372

– Asser Skude 2009 ©

Evangelium og prædikenvejledning Trinitatis 2021

Evangelium til søndag den 30. maj 2021
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: “Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Jesus svarede ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus sagde til ham: Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”Nikodemus spurgte ham: “Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: “Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

– Nikodemus
Dagens evangelium er en del af den samtale, der finder sted mellem Nikodemus og Jesus. Første del af samtalen er dagens evangelium, anden del af samtalen er evangelium til 2. pinsedag. Nikodemus er en mand af magten og eliten. Han omtales “arkhon”, dvs. formand eller forstander for jødernes råd. For ham er det ikke smart at blive set sammen med Jesus, og Nikodemus sætter en del på spil ved at besøge Jesus. Og deri kan der ligge en form for anerkendelse fra Nikodemus’ side. Med andre ord kommer Nikodemus med en udstrakt hånd til Jesus.
For at ingen skal se Nikodemus besøge Jesus, er han kommet ud til ham – om natten – i ly af mørket. Nikodemus indleder mødet med at sige: “Vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.”
Det er store ord for en jøde. En ting er at Nikodemus taler positivt om Jesus som lærer og underviser, på græsk “didaskalos”. En anden ting er, at Nikodemus tilmed er overbevist om, at de tegn Jesus gør, er fra Gud, og at Gud er med Jesus. Og det er vel det tætteste på en trosbekendelse, der kan siges af Nikodemus som er jøde uden samtidig at sige, at Jesus er Guds søn. For det ville ikke være muligt for hverken Nikodemus eller nogen anden jøde, dvs. at tænke eller tro, at Gud skulle have en søn. Det ville være blasfemi.
Nikodemus vil som det første vide, hvordan man kan se Guds rige komme. Det er vel et helt legitimt spørgsmål og Jesus giver ham da også et helt ligetil svar: Guds rige ser man kun, når man tror.Herefter er det som om dialogen knækker, og Nikodemus hægtes af. Nikodemus begriber ganske enkelt ikke Jesu svar om, at “Guds rige ser man kun, ved at blive født på ny”. Jesus siger ifølge den oprindelige ordlyd – Guds rige ser man kun, ved at blive “avlet” på ny af Ånden.
At Nikodemus ikke forstår hvad at blive “avlet” af Ånden betyder, er vel i grunden ikke så underligt. Nikodemus spørger: “Hvordan kan et menneske fødes (avles), når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Nikodemus’ undren er stor og han er nok ikke den eneste for hvem resten af samtalen bliver vanskelig og svært tilgængelig.
Jesus siger: At blive født på ny, er at blive født af vand og ånd. Jesus refererer til dåben med neddykkelse af legemet i vand, og åndens udgydelse over det menneske. Dåbens gave er modtagelsen af ånden, der ikke lader sig måle og veje. Ånden er uforudsigelig. Jesus bruger vinden som metafor for Ånden: “Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.
Nogle vil mene, at Jesus herefter mere spiller sit eget spil og ikke længere er i samtale med Nikodemus. Det næste Jesus siger har ikke direkte noget med Nikodemus’ oprindelige spørgsmål at gøre, og handler mest af alt om Jesus selv og hans rolle som Guds søn eller menneskesønnen.
Jesus siger, at menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for mennesker. Kun menneskesønnen kan stige op til himlen, fordi han er steget ned derfra. Menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for enhver, som tror på ham.
Derpå foretager Jesus følgende sammenligning: Menneskesønnen skal ophøjes til himlen ligesom den kobberslange, Moses ophøjede under Gudsfolkets ørkenvandring: Jøderne var dengang (4. Mosebog, kapitel 21, 4ff.) plaget af giftige slanger og mange omkom af slangebid, indtil Gud befalede Moses at lave en slange af kobber og sætte den på en stang. Hvis nogen derefter blev bidt af en af giftig slange kunne vedkommende alligevel undgå døden og beholde livet, dersom hun/han blot kastede et blik på den kobberslange.
Så siger Jesus siger til Nikodemus: “Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.”
Her slutter dagens evangelium, og det er kun første del af samtalen med Nikodemus. Hvordan samtalen fortsætter hører vi om i de følgende vers, og de vers er evangelium til Anden Pinsedag: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Sagt med andre ord: Allerede fra begyndelsen havde Gud omsorg for sit folk: Gud var med sit folk dengang i ørkenen. Og Gud bekymrede sig for folkets overlevelse og dets frelse. Derfor lod Gud kobberslangen ophøje til folkets frelse – frelse fra døden. På samme måde som kobberslangen skal han selv, Menneskesønnen ophøjes af Gud, til frelse for enhver, som tror på ham.
Som sagt var det jo af kærlighed til denne verden, at Gud sendte sin enbårne til verden. Frelsens mulighed kom til enhver med sønnens sendelse til verden. At Gud blev kød og blod i sin ´søn kaldes også inkarnationen. Inkarnationen havde det ene, klare formål, at Gud ville frelse verden, dvs. enhver, som tror på ham.
Samtalen mellem Nikodemus kommer vidt omkring, og udvikler sig at blive en af de mest spændende i evangelierne. Ikke mindst for Nikodemus. Han møder Guds søn – med et åbent sind, og selvom samtalen mest har karakter af belæring fra Jesu side, gør den alligevel noget ved Nikodemus: For to gange senere hos evangelisten Johannes møder vi igen Nikodemus. Og her det som at møde et nyt menneske, en ny Nikodemus: Det er selvsamme Nikodemus, der tager Jesus i forsvar under et af farisæernes angreb, kapitel 7,50-53. Det er selv samme Nikodemus, der i kapitel 19,38-42 sammen med Josef fra Arimatæa er med til at gravlægge Jesus.
For Nikodemus kommer samtalen med Jesus altså til at få betydning, og samtalen mellem Guds søn og Nikodemus indbyder også menigheden til at forholde sig til de vældige temaer, som er på spil: Ikke mindst er dagens evangelium, hvor Guds søn taler om en fødsel på ny, tematisk forbundet med det overordnede tema om ånden, som kommer til apostlene og levendegør, som fornyr, som giver liv, som føder.
Ånden som konstituerer det fællesskab, som er det levende kirke, fællesskabet af troende. Ånden som stiger ned pinsedag og som grundlægger kirken af troende. I Apostlenes Gerninger – epistlen til Anden Pinsedag – hører man hvordan folk fødes af ånden: Ånden kommer til nogle, endda ikke-jøder, nogle som ikke er døbt, dvs. nogle som ikke er kristne. De er alle hedninger, alligevel kommer ånden til dem – og på den baggrund ræsonnerer apostlen Peter, at de fremmede derfor godt kan optages i fællesskabet. Af kød og blod er de blot fremmede hedninger, men pga. Ånden står de for at skulle optages i fællesskabet af troende. Fællesskabet af troende konstitueres altså ikke af, hvilken etnisk baggrund man har, hvor man er født, eller af hvem, men af om man er født af ånden.
Åndens komme til menigheden konstituerer fællesskabet! Åndens komme til menigheden kaldes som bekendt kirkens fødselsdag! Det er i pinsen, at fællesskabet af troende bliver til. Det er i pinsen, at den første menighed bliver indstiftet ved åndens sendelse.
Pinsen er kirkens dåbsdag eller ånds fødselsdag. Det er i pinsen vi hører om apostelkredsens ilddåb, hvor tunger som af ild satte sig på disse mennesker, så de omvendte sig, lovpriste og bar vidnesbyrd. De blev virkelig født på ny, født af ånd, sådan som Jesus havde fortalt Nikodemus om, på spørgsmålet om, hvad det vil sige at blive født på ny.
Og den tid, som indledes, Trinitatis, har fået sit navn efter den hellige treenighed, som menigheden bekender hver søndag: Gud som Skaber, Søn og Helligånd. De tre, som dog er een. Først var faderen og sønnen, og dernæst blev Guds søn sendt til jorden, men blev taget fra disciplene, og kom tilbage ved “faderens højre hånd”. Nu er i stedet ånden sendt til verden og disciplene er ikke alene. De klarer sig med åndens hjælp, indtil Gud selv kommer igen. Trinitatis er den længste tid i kirkeåret, det er den lange ’ventetid’. Det er den tid hvor kirken skal finde sig selv, opbygge sig og konstituere sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 331 330 – 419 476 786

– © Asser Skude 2009, redigeret siden

Evangelium samt prædikenvejledning til Anden Pinsedag 2021, 24. maj 2021

Evangelium
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Johannesevangelisten kapitel 3, vers 16-21


– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenvejledning

– Guds frelsesplan

Dagens evangelium er et af de mest citerede steder fra Biblen – og genkendeligt og karakteristisk for evangelisten Johannes. Dagens budskab er glædeligt, for det er Guds frelsesplan, der introduceres: Gud giver sin enbårne til verden, for at frelse verden.

Det er Guds plan og Guds værk. Det er Gud, der sætter det i gang. Det er Gud, der elsker først, ikke omvendt. Og nu hvor udspillet fra Guds side ligger klar, er det op til den enkelte at afgøre sig, ved at tro eller ikke tro. Og ved at være tro eller ikke være tro.

Vælger noget menneske det sidste, dømmer det derved sig selv. Det er ikke Gud, som dømmer, men det er mennesket og dets gerninger, som skal afsløre sig selv. Og omvendt: Den, der tror og forbliver tro, skal komme “til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort af Gud”.
Med dette sidste evangelium før Trinitatis, står præst og menighed over for den længste periode i kirkeåret, Trinitatistiden.

Denne tid strækker sig som bekendt over nogle og tyve søndage – alt afhængig af, hvor sent påsken falder. Trinitatistiden kan betragtes som kirkeårets hverdags-tid – uden særlige højtider eller særlige fester.
Der er en relation mellem dagens evangelium og Trinitatis. Evangelium til

Trinitatis er også fra Johannes kapitel 3, og er optakten til dagens evangelium. Trinitatis har beretningen om Nikodemus – der handler om at blive født på ny: “Den der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige… Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige… Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd”, vers 5ff.

Selvom disse ord klinger typisk johannæiske og forekommer specielle, lægger de dog op til de efterfølgende vers, som udgør dagens evangelium: “For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke.”, vers 17 f. Sagt på en anden måde. Adgang til Guds rige, skænker Gud ved troen på Ham.

Fødes et menneske på ny er Guds ånd kommet til det menneske, og Guds ånd virker nu i det menneske: Guds ånd bor i hjertet i det menneske og skaber et nyt menneske. Og den fødsel på ny sker ved vand og ånd, dvs. dåben: Ligesom det lyder i dåbsritualet: “Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden…”

Den, som tror skal også blive ved troen og forblive tro: De, som tror på ham må handle på hans Ord og på hans bud, sådan at hans vilje sker. Omvendt, følger de deres egne veje og ikke hans vilje, vil det blive afsløret: “For enhver, som øver ondt, hader lystet og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.” Vil nogen tjene Gud, må det menneske “blive født på ny”, og det indebærer altså ifølge evangelisten Johannes en ny livsførelse: Det menneske skal aflægge sig det gamle og blive nyt. Det menneske skal aflægge sig mørkets gerninger og iføre sig lysets gerninger.
Og omvendt, tror et menneske ikke på ham er det menneske allerede dømt: “den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn”. Dette er den nedslående virkelighed, som gælder de, som ikke tror.

Kort sagt: Frelsen kommer fra Gud, og fortabelsens mulighed fra mennesket. Derved er rammen sat. Det er ikke Guds hensigt at dømme nogen. Og det er ikke Gud, der fradømmer mennesket sin frelse, men det er mennesket selv, der allerede er dømt ved sin manglende tro.

Bolden er spillet over på menneskets banehalvdel, og der er lagt op til at mennesket selv afgør sig. Og om den frie vilje siger Melanchton i artikel 18 i Confessio Augustana: “Men den har ikke uden Helligånden magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed eller den åndelige retfærdighed…men den bliver til i hjerterne, når Helligånden modtages ved Ordet”.

Forslag til salmer: 290 292 294 – 681 490 725


– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011

Prædikenvejledning til pinsedag 2021, søndag den 23. maj 2021

– Et moderne kommunikationsunder

Dagens evangelium hos Johannes er del af Jesu afskedstale til disciple: Her taler Jesus til dem – før sin egen tilfangetagelse, død og bortgang. Hans tale er en foregribelse af det, der skal komme. Det er en prædiken om talsmanden eller sandhedens ånd, der skal komme over disciplene, når han selv er taget fra dem. Det er naturligvis pinsen og pinsedag, der hentydes til.

Hvad skete der så egentlig pinsedag? Det hørte vi om i dagens epistel fra Lukas’ Apostlenes Gerninger: Her oplevede disciplene, at Guds ånd steg ned iblandt dem. Alle havde de forskellig kulturel baggrund og talte forskellige sprog. Og da Guds ånd kom, forstod de, hvad hinanden sagde, også selvom de hver især talte på deres eget sprog. Pinseunderet var – udover at være et under i religiøs forstand – også et moderne sprog- og kommunikationsunder: For sproglige forskelle blev overvundet.

Man kan med fordel drage paralleller mellem pinseunderet og vores moderne kommunikationsunder: Internettet. Internettet bringer alverdens folk med forskellig baggrund sammen. For sproget på Internettet er det samme over hele jorden. Det er det fælles sprog, som computere over hele verden taler med hinanden, når de er forbundet. Ingen, der vil på internettet behøver at lære dette sprog, som computerne snakker sammen, for selv det klarer computeren i de fleste tilfælde. Det er faktisk overraskende let at kommunikere via internettet – også med folk på den anden side af kloden, folk med en gammel eller ny computer, folk med anden hudfarve, andet sprog, anden kultur: Ethvert menneske med en computer og adgang til nettet kan bruge Internettet. Det er demokratisk, alle er lige, ingen er bedre stillet end andre på forhånd. Faktisk lyder det for godt til at være sandt.

Internettet er uafhængigt af nationale forsamlinger eller regeringer, uafhængigt af internationale konventioner eller love. Så godt som alt er tilladt – på godt og ondt. Så godt som alt findes her. Og det kræver også, at man selv sorterer imellem informationerne. Men dertil får man hjælp af forskellige såkaldte søgemaskiner, der hjælper én med at finde det, man søger. Man kan også sammenligne internettet med verdens største bibliotek, hvor man selv er bibliotekaren. Det er selvsagt sin sag at finde hoved og hale i alle informationerne. For nogen er det ligefrem en konkurrence om hvem som er hurtigst og bedst: Hvert år afholdes der konkurrencer i at søge på Internettet eller som det kaldes “surfe på nettet”.

Nettet har oplysninger om alt – for alle – til alle. Alle kan kommunikere med alle – og om alt – på én og samme tid. Vildt fremmede mennesker kan mødes her: Ægtefæller har mødt hinanden første gang på Internettet. Sidste år viede jeg f.eks. to par, som traf hinanden første gang – ikke via et fysisk møde, men via internettet! Internettet er åbent døgnet rundt, og tilgængeligt overalt på jorden.

I den forstand giver det mening at sammenligne internettet med Guds ånd. For Ånden er allestedsnærværende: Guds ånd skeler ikke til kulturel eller sproglig baggrund. For Guds ånd er alle lige, der kommer til Ham. Guds ånd binder alverdens kristne menigheder sammen med én fælles ånd. Og det arbejder en del kristne for – bl.a. i den såkaldte økumeniske bevægelse. Jesus beder selv til, at Guds Ånd må skabe enhed imellem alle, som tror “for at verden må tro”.

Guds ånd skaber og opretholder liv, inspiration, hjælp, håb og tro for kristne jorden over. Ligesom enhver på kloden kan få adgang til internettet, kan enhver blive optaget i Guds menighed ved at blive kristen: Det sker ved at lade sig døbe til fællesskabet af troende, hvor Guds ånd virker og fornyer med liv og vækst. Fra dåbsdagen og til evighed vil Guds ånd være med det menneske overalt hvor det færdes.

Ånden er mere end blot et kommunikationsunder. Ånden er mere end internettet: Guds ånd, der steg ned pinsedag var og er et religiøst under, som fejres hvert år af over en milliard kristne verden over. Mennesket kan leve uden internettet, men intet menneske kan leve uden Guds ånd: Uden den kan menneskelivet miste indhold eller retning. Mennesket er en åndelig skabning, som behøver Guds ånd, der giver liv og inspiration.

Guds ånd samler alle kristne sammen i et verdensomspændende netværk af levende mennesker, ikke ligesom Internettet et netværk af døde computere. Guds ånd skaber fællesskaber af levende mennesker af kød og blod. Derimod er fællesskabet via internettet illusion, for det sker via en telefonlinje. Og det er ikke nær så konkret som det kristne fællesskab og samvær af levende mennesker.

Pinseunderet, hvor Guds ånd kom, gav disciplene én fælles identitet, ét fælles ståsted. Der gik det op for dem, at Guds ånd skaber liv og indgyder tro, håb og kærlighed i og mellem mennesker. Guds ånd giver disciplene nyt mod og et håb for fremtiden: Håb om hvordan de skal bringe budskabet om Guds søn ud i verden. Da Helligånden faldt på apostlene pinsedag, kom evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus dem ved på en ny måde. Derfor holdt apostlen Peter efterfølgende sin berømte pinseprædiken. Peters prædiken var vedkommende og tilhørerne følte sig ramt. “Det stak dem i hjertet”, står der i Apostlenes Gerninger. Derfor spurgte de Peter: “Hvad skal vi gøre?” Hans svar var: “Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse. Så vil I modtage Helligånden som gave, for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere – ja, alle dem som Herren, vores Gud vil kalde på fra både nær og fjern”

Oversat til menighedens situation som døbte, kan Peters svar formuleres sådan: “Vend om og tilbage til jeres dåb!” For er et mennesket kommet væk fra dåben, er det menneske kommet væk fra det, som var dets oprindelige udgangspunkt: I dåben og troen er alt, hvad noget menneske behøver: Her rækkes Helligånden og syndernes nådige forladelse. Omvendelse er derfor at vende tilbage til den plads hos Gud, som mennesket fik, ligesom den gang det kom til dåben og modtag Guds kærlighed og omsorg.

Ved dåben, der typisk er ved indgangen til livet, mindes vi, at Gud rækker mennesket livet og Gud vil tage hånd om det lille barn fra det er helt spæd og hele livet igennem, men også efter døden vil skænke evigt liv.

Det evige liv modtager mennesket allerede ved dåben, hvor Gud meddeler sin absolutte kærlighed og omsorg. Det nye menneske får nu et navn – hos mennesker og hos Gud. Det navn, som mennesket modtog i dåben, er det navn, som Gud skal kende det menneske ved, og det er ved det navn, som siges ved dåben, at mennesker modtager fællesskab med Gud, og får fællesskab med andre døbte. Alle døbte som samles i hans navn udgør kirken, dvs. mennesker med én fælles identitet, én fælles tro og et fælles håb, troen på Guds uophørlige kærlighed til mennesker og hans uransagelige veje til at nå menneskene med sin kærlighed og nærvær – ligesom dengang, da han sendte sin ånd til de fortvivlede disciple pinsedag.

Lov og tak og evig ære dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

forslag til salmer: 290 287 294 – 419 476 291

– udgivet som forsideartikel ”Et moderne kommunikationsunder”, Kapernaum sogns kirkeblad 1998 ©

Prædikenvejledning til sjette søndag efter påske, 2021

– Efterfølgelse og forfølgelse

Fra en af de sidste evangelielæsninger før Trinitatis begynder, taler Jesus til sine egne før sin bortgang – ligesom de forrige tre søndage: Jesus forbereder disciplene på den sidste korte tid, han endnu er hos dem: Han advarer dem imod den tid, som vil komme og de forfølgelser, som de vil blive udsat for. Alligevel må de ikke falde fra, men de skal forsøge at holde ud.

Også selvom der vil komme utallige forhånelser og chikanerier: “De skal udelukke jer af synagogerne”. Og det er ondt, for mange af disciplene er oprindeligt fromme jøder, som er opvokset med den jødiske tro og er vant til at komme i synagogerne.

Jesus advarer endda direkte sine disciple om, at de risikerer at lide døden for deres tro: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”: Dvs. nogle vil stræbe dem efter livet ud fra den tankegang, at disciplene har gjort sig skyldige i blasfemi og derved fortjent døden, fordi disciplene tror, at Gud har en søn: At Gud skulle have en søn, strider imod den jødiske ortodoksi.

De som forfølger disciplene og de, som tror de derved tjener Gud, tager grueligt fejl: Jesus siger: “Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”. Med andre ord: Deres handlinger er udtryk for mangel på indsigt og visdom, for de kender hverken Faderen eller Sønnen.

Der pågik en regulær og hårdnakket forfølgelse af de første kristne – i de første århundreder indtil Kejser Konstantin.

Dagens evangelium kunne således give anledning til at reflektere over de vanskelige vilkår kristne gennem tiden har måttet tåle – og ikke bare i de første århundreder, men også helt op i vor tid, hvor man har kunnet høre beretninger om forfølgelser, ikke blot ved at udpege og isolere kristne fra det øvrige samfund, men også ved at forfølge dem med stort set alle tænkelige midler – lige fra forhør, overgreb, fængsel, og selv henrettelse uden rettergang. Og som om det ikke var nok, endda brandattentater og bomber imod deres forsamlingssteder og kirker.

På trods af dagens dystre tema om forfølgelser, opfordrer Jesus sine egne til ikke at give op: “Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”. For det glædelige er, at disciplene ikke skal efterlades alene, når han er taget fra dem: Guds ånd, skal sendes til disciplene, og Guds ånd skal vidne om Jesus. Disciplene vil altså få hjælp ovenfra – til at bringe budskabet om ham ud i verden og vidne om ham. Jesus siger: “Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig”

Netop Guds Ånd vil vidne om Guds søn og være hos dem, der følger ham og vidner om ham. Netop Guds Ånd vil forbinde sig med disse og knytte dem sammen. Og Guds ånd vil indgyde tro, håb og forvisning på, at han virkelig er Guds søn, som er sendt til mennesker.

Guds ånd vil holde dem fast på den tro og bekendelse – ved at inspirere (fra latin, indgyde håb), så de ikke giver op, nu hvor Han snart tages fra dem. Guds ånd skal konstituere det fællesskab imellem, dem som følger ham. Guds ånd vil gøre ordet om ham til deres samlingspunkt og Guds ånd vil gøre ordet om ham nærværende, hvor det forkyndes.

Guds ånd skal ligefrem sætte nye standarder og sætte en ny dagsorden for verden: Guds ånd skal bygge den nye verden op af troende og menigheder. Guds ånd skal fylde menigheder og Guds huse med liv, lyst og kraft fra oven. Guds ånd er “den nye verdens skaber”, som vi synger i sidste vers af DDS 308:

“Du, den nye verdens skaber,
vis på os, hvad du formår,
kæmp, så verdens fyrste taber,
vind, så Jesu ord består!
Byg dit tempel i vort bryst,
fyld Guds hus med Himmel-lyst!”

– forslag til salmer: 294 332 348 – 596 455 308

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Evangelium samt prædikenvejledning til Kristi Himmelfartsdag 2021, torsdag den 13. maj 2021

Evangelium

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.” Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Mark 16,14-20

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenvejledning

– Det ophøjede og det almindelige

Dagens evangelium handler om det både himmelske og jordiske møde, som er skabt mellem Gud og verden. Den særlige forbindelse, der knyttes, da Gud stiger ned til verden, bliver ét med verden, i Jesus Kristus.

Dagens evangelium til Kristi Himmelfart er evangeliet om den særlige forbindelse, der derved er opstået imellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Det er en forbindelse så stærk, at den er utænkelig i enhver anden trosretning, hverken islam eller jødedom accepterer troen på, at Gud er blevet menneske.

Netop dette særlige, at Gud er blevet menneske, er ikke nogen svaghed eller gudsfornægtende tanke, men derimod en styrke og unik egenskab i den kristne tro. At Gud er blevet menneske betyder, at der er etableret en særlig en forbindelse mellem Gud og mennesker, mellem himmel og jord, fordi Gud både er hævet over jorden, men samtidig også har vandret på jorden. Gud er både ophøjet og steget ned. Det som kristne teologer kalder to-naturlæren, dels Guds guddommelige natur dels Guds menneskelige natur.

Det er specifikt og kendetegnende ved den kristne tro – og det er en blasfemisk tanke for andre religioner, at Gud skulle kunne blive menneske og blev det. Menneske har Gud været i Jesus. Gud blev én af os og vandrede iblandt os. Og Guds søn viste sig for mange, selv efter sin død, hvor han i fyrre dage vandrede iblandt dem og viste sig for dem som den opstandne, indtil han fór til himmels.

Fordi han blev sendt fra sin himmelske fader til denne jord, fordi han kom ned fra himlen, var han også nødt til at vende tilbage dertil – og det skete som bekendt i dag, fyrre dage efter opstandelsen påskemorgen.

Guds søn var allerførst hos sin himmelske fader i det høje – ved altings begyndelse og skabelse, som der står i én af trosbekendelserne, den såkaldte “Nikænum”: “født af Faderen alle tider”. Vores svenske broderfolk f.eks. bruger oversættelsen “avlad”, dvs. avlet og franskmændene ” engendré”, dvs. avlet, hvilket er mere præcist i og med, at en fader ikke føder børn, men avler dem. Fordi Guds søn er født af Faderen eller avlet af Faderen er Guds søn også nødt til at vende tilbage til sit himmelske ophav.

Der er altså tale om en bevægelse fra det himmelske til det lave og en bevægelse igen opad, tilbage, en ophøjelse.

Vi kan sammenligne denne bevægelse fra et udgangspunkt og tilbage igen med en boomerangs bevægelse: Ud og væk og tilbage igen: Faderen sender sønnen ud, og Sønnen lader sig sende ud, og Sønnen fuldfører sin opgave og vender tilbage igen.

Søren Kierkegaard har sagt, at ingen far kan give sin søn væk af et helt hjerte. Det kunne Gud fader i himlen. Kun fordi den himmelske fader har så meget kærlighed, kan han give sin søn. Gudfader giver verden sin søn – uden at forvente at få sin egen søn tilbage. Det er i sandhed noget af en fader – ikke at Sønnen ikke er savnet eller ønsket – men Sønnen bliver givet til verden – uden bagtanker eller uden modkrav. I den forstand kan man måske forstå, hvilket offer det er, Gudfader giver verden: Nemlig det bedste Faderen har: Sit eget kød og blod. Det er kærlighed. Sådan er Guds væsen.

Ligeså gavmild som den himmelske fader er, ligeså sårbar bliver han også derved: For Gudfader har givet sit mest dyrebare, sin egen Søn. Og Sønnen havner i verdens vold. Og det går helt galt: Verden tager ikke godt imod Guds søn, men slår Ham ihjel. Så utaknemmelig er verden. Fordi det er Guds søn, lader den himmelske fader sin søn oprejse, og endnu en gang viser Sønnen sig for verden – i de fyrre dage, som dagens epistel beretter om, hvor den opstandne vandrer iblandt disciplene. Og så returnerer han til sin himmelske far. Til et himmelsk gensyn. Et glædeligt og festligt gensyn mellem fader og søn. Tænk, 33 år, har Faderen undværet Sønnen og endelig forenes de igen. Det er da glædeligt og det er da værd at fejre. Det er glædeligt for Faderen og Sønnen.

Samtidig er det også glædeligt for os. At vide at Sønnen, som sidder i det himmelske nu, én gang har været sendt til os og dermed er der etableret en enestående forbindelse mellem himmel og jord.

Og som apostlen Paulus siger: “Den Jesus som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”Altså, skal der komme tider, hvor Jesus skal komme igen på himlen, ligesom dengang han blev taget op til himlen. Og de tider kalder vi de sidste tider, på græsk “ta eskata”, dvs. “de sidste” (tider). Som der står i 2. Thessalonikkerbrev, kapitel 2, vers 3 ff.: “Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

De tider, som vi også kalder Dommedag. Tider, hvor Guds søn skal komme igen, for at dømme denne verden, én gang for alle. De tider, som også kaldes Verdens Genløsning med indsættelsen af en “ny himmel og en ny jord”, ligesom der står i Johannes Åbenbaring kapitel 21., hvilket er den glædelige udgang for denne verden: Guds søn skal indsættes som verdens definitive frelser og genopretter af retfærdighed, fred og glæde: De gode skal modtage deres og de onde deres.

Og når de sidste tider skal stå, så er det fuldendelsen af det møde, som skal stå mellem denne verden og den himmelske verden. Vores danske digterpræst Grundtvig taler om det møde, og mange af de andre danske salmedigtere taler om det møde – imellem det himmelske og det jordiske. Grundtvig og mange af de andre danske salmedigtere sammenligner den forestående og definitive forening mellem denne verden og den himmelske som et bryllup: Kristus er brudgommen og verden og dens befolkning er bruden. Og ligesom ved et hvert andet bryllup skal det være festligt og glædeligt. Og det bryllup mellem Guds søn og Guds menighed skal være det flotteste og mest fantastiske bryllup, som verden nogensinde skal få at se.

Hvordan vi som Guds menighed skal forholde os indtil da, kan vi lære om i lignelsen om de ti brudepiger. Som Jesus selv formaner, skal vi være som de årvågne brudepiger: Altid klar og parat til at modtage vores himmelske herre, når Han kommer igen. Årvågne skal vi være ved ikke at opgive troen eller håbet på at det skal ske, og indtil da leve og tjene hinanden. Som Paulus siger i brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 22:

“Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” For ingen af os kender tiden, hvor brudgommen kommer, og det himmelske bryllup skal stå.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

– forslag til salmer: 252 261 – 419 476 260

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Evangelium samt prædikenvejledning til femte søndag efter påske 2021

Evangelium til søndag den 9. maj 2021

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeger udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”Johannes evangelisten, kapitel 16, vers 23b-28
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Prædikenvejledning – Den fuldkomne glæde

Ligesom de seneste to søndage er evangeliet efter første tekstrække fra evangelisten Johannes, kapitel 16.Imidlertid er der er byttet om på den oprindelige rækkefølge, som findes hos Johannes til den rækkefølge, som vi møder i teksterrækken: Således udgør de første vers i Johannes kapitel 16 evangeliet til næste søndag, sjette søndag efter påske, og de efterfølgende vers evangeliet til sidste søndag, fjerde søndag efter påske, og de efterfølgende vers evangeliet til forrige søndag, tredje søndag efter påske, og til slut de vers, som udgør dagens evangelium.

Derfor kan det måske også forvirre menigheden, når der er byttet rundt på rækkefølgen i forhold til den oprindelige rækkefølge: Evangeliet til fjerde søndag efter påske samt sjette søndag efter påske er en ganske klar introduktion til Talsmanden, som er den ånd, som han vil sende til sine egne, når han selv er taget fra dem. Evangeliet til tredje søndag efter påske samt dagens evangelium kan læses som en uddybelse af, hvordan det skal gå til, og hvilke konsekvenser det får for dem og deres situation, og hvordan de alligevel skal klare sig igennem.

Hvis man gør sig denne sammenhæng bevidst, træder dagens evangelium tydeligere frem og er ikke nær så vanskeligt at gribe. Ret beset er dagens evangelium ganske enkelt og rummer ikke mange begivenheder eller temaer, som ikke allerede er slået an: Kort sagt handler dagens evangelium om det nærvær, Gud vil skænke sine disciple, når Guds søn tages fra disciplene.

Guds søn giver selv et konkret eksempel på, hvordan Gud(fader) vil være nærværende med sine disciple: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det … Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.” Sagt på en anden måde: Hver gang disciplene samles i hans navn og beder, skal Gudfader høre og bønhøre det. Bemærk, at det alene gælder bønner, der bedes i hans navn.

Han skal være omdrejningspunkt for alle deres tanker, følelser, bekymringer og hvad hver især nu måtte have, og som de hver især vil bringe frem for ham i bønnen. Hans blotte navn og deres blotte adressering til ham i bønnens form, vil gøre det muligt at han hører og bønhører dem.
At bede “i hans navn” er at bede på den måde, som afspejler troen på ham og hans ord. Bønnen er derfor et spejl af disciplenes egen tro på ham. Bønnen er derfor også et spejl af den bekendelse og forkyndelse om ham, der er verdens frelser og forløser.

Nu ligger der mere bag bøn end mange måske forestiller sig. Bøn var, dengang som nu, både i tiden før og efter ham omfattende: Bøn er og var alt andet end udvortes og ligegyldige remser. Bønnen må netop ikke være – advarer Guds søn i flere lignelser- hverken hyklerisk, tom eller udvortes. Mest kendt er måske advarslerne imod at være som de farisæere, der beder længe og falsk – for syns skyld.

Nok fremsiges bøn ofte med ord, dvs. f.eks. lovprisning, tak, suk eller klage, men bønnen afspejler – og bør afspejle en oprigtig henvendelse til Gud, dvs. en slags overgivelse til det himmelske: Netop i en erkendelse af at mennesket ikke selv er tilværelsens herre, men dybt afhængig af Gud, som har skabt, men også opretholder og frelser mennesket.

Bønnen hjælper netop mennesket til at forholde sig til Gud på rette vis. Den rette bøn gør mennesket troværdig, vedholdende og from i ordets bedste betydning i dets henvendelse til Gud. Bønnen hjælper mennesket til at komme til sit rette Gudsforhold, følge Guds ord og Guds bud.

Bønnens virkning kan ikke overvurderes: Bønnen skal hjælpe mennesket til at forblive tro mod hans ord, samles om hans ord, holde fast ved hans ord. Bønnen er dermed også med til at konstituere fællesskabet af troende og fastholde menigheden om den rette tro, lære og bekendelse af ham, som frelser og forløser.

Guds egen søn er selv en aktiv bruger af bønnen: Under fristelser og før sin egen bortgang, anvender han bøn ofte. I evangeliet i Johannes er mest kendt nok den såkaldt “ypperstepræstelige bøn”, som han selv beder og som ifølge Johannes udgør hans sidste samvær med disciplene før sin bortgang.
Uanset hvor usandsynligt og uforklarligt det end måtte lyde, er dagens glædelige budskab, at han stadig kan og vil være sammen med og nærværende hos dem, som holder sig til ham og følger hans anvisninger.

Faktisk skal der komme en dag, hvor han selv ligeud skal forkynde om faderen. Dermed hentydes til når Guds ånd kommer – efter pinse – og ånden vil vejlede og hjælpe mennesker, hver gang de samles i hans navn.
Og det er næsten som om der ligger en iboende automatik i bønnen: Hver gang mennesker anvender bøn og beder i hans navn, vil det ske, som han har sagt, og han vil deltage og bønhøre. Nærmest som om, at det ikke kan være anderledes end, at det vil gå som han har lovet dem. Nærmest som om, at han selv ikke behøver gøre noget særligt for det, det sker af sig selv:
“Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen”.

Håbet er at Gudfader vil komme mennesker til undsætning ved at udsende sin egen ånd, der vil samle menigheden med sin egen ånd, der giver til liv, fornyelse og inspiration: Ligesom apostlen Paulus skriver i Romerbrevet, kapitel 8, vers 26bff: “Og også Ånden kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

– forslag til salmer 743 243 417 – 636 455 645
– udgivet på min blog første gang 2009, redigeret siden Asser Skude ©

Prædikenvejledning til fjerde søndag efter påske 2021

Evangelium til søndag den 2. maj 2021
“Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”
Johannesevangelisten, kapitel 16, vers 5-15

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

“Paraklæten”

Evangeliet ifølge Johannes er ikke alene svært tilgængeligt for menigheden, men også for den præst, som skal udlægge det. Dog ’slipper’ hverken præst eller menighed i denne tid for Johannes: Johannes optræder i tekstrækken fra fasten til pinsen, pinsedag og 2. pinsedag inklusive. Vil man derfor være tro mod tekstrækken, slipper man ikke uden om Johannes i denne tid. Forsøger man alligevel, risikerer man at afskrive sig som en dygtig kender og udlægger af evangelierne. Nogle mener, at netop kun den, der forstår at udlægge evangelisten Johannes, virkeligt mestrer udlægningen af evangelierne.

Som forholdsvis ung teolog kan man derfor kun håbe, at hvad man begriber i de unge år om de synoptiske evangelier, begriber man også med tiden om evangelisten Johannes. Johannes’s evangelium kræver fordybelse og gribes ikke overfladisk. Den respekt og ære skylder enhver Johannes.

I dagens evangelium taler Jesus til sine egne før sin bortgang. Og han forbereder sine egne på det, som skal ske: Når han er taget bort fra dem, skal talsmanden komme til dem. Dermed tages fat på dagens tema: Talsmandens komme – og på den måde kommer dagens evangelium samtidig til at lægge op til pinsen, der står for døren.

Talsmanden er den autoriserede oversættelse af “paraklætos”. Ifølge mange er den oprindelige betydning af ordet dog af mere passiv karakter, dvs. noget i retning af “den hidkaldte” eller “den tilkaldte”. Måske for at undgå associationer til moderne tiders tilkaldevikar undlader man sidstnævnte oversættelse, men på en måde er det ærgerligt, fordi Guds ånd jo netop “en, der kaldes på”, når Guds søn er taget fra dem. Uden at latterliggøre “paraklætos” er dens rolle at sammenligne med en moderne tilkaldevikar. En tilkaldevikar forstår alle moderne mennesker, hvad er. Det gør nok ikke alle i menigheden på vor tid, når de hører ordet “talsmand”.

Endnu en alternativ oversættelse af “paráklætos” kunne være “advokat”. Selvom den oversættelsesmåde sjældent forekommer, anskueliggør “advokat” ganske tydeligt metaforikken bag: Ligesom forsvarsadvokaten i en retssag vil føre forsvaret for den anklagede, vil Guds Ånd føre menneskets sag.

Paraklet er mere end en blot en tilkaldt hjælper, forsvarer, opmuntrer og trøster. “Paraklætos” kan også betyde “irettesætter” og “pædagog”. Og her er en ikke uvæsentlig egenskab ved Guds ånd. Guds ånd vil ikke goutere hvilken som helst opførsel fra menneskenes side: Guds ånd vil forpligte mennesket på Guds ord og Guds vilje: Guds ånd er ingen sovepude, Guds ånd er noget så politisk ukorrekt som “en indpisker”. Selvom en indpisker nok klinger ubehageligt for en moderne dansk menighed, er der nu en god årsag bag. Ligesom en træner, der fører sit team til mål og fremgang, skulle også gerne Guds ånd føre til menighedens liv og vækst – og gerne fremme kirkens sag.

Talsmanden har en klart defineret opgave: Efter at Guds søn er taget bort fra disciplene, skal talsmanden hjælpe med at holde disciplene fast på deres mission i verden: Ikke alene skal hans disciplene rette sig efter ham og hans bud, de skal også forkynde budskabet om ham for alverden: Guds ånd vil, at hele verden skal omvende sig fra synd, dvs. omvende sig ved at tro, at Jesus Kristus er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til menneskene.

Til at opbygge folk og menigheder er talsmanden sendt, efter Guds søn er taget bort. Til at inspirere og indgyde tro og håb, forene menigheder og folk i fællesskabet om troen på ham, som er Guds søn. Det er talsmanden, som skaber Guds ånds nærvær, når to eller flere er samlet i Jesu navn. Det er talsmanden, der knytter bånd mellem mennesker, kirker, lande og kontinenter. Det er talsmanden, som gennem de seneste to tusinde år har forbundet kristne op gennem historien indtil den dag i dag, og det er talsmanden, der fortsat vil være med menigheden indtil verdens ende.

forslag til salmer: 724 203 305 – 487 455 297

– Asser Skude, udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Prædikenvejledning Bededag, fjerde fredag efter påske 2021

Evangelium
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: “Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: “Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”
Matt. 3,1-10

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

– Johannes Døberen i ørkenen

Når nogen siger “radikal” i dag, tænker man måske på det politiske parti af samme navn. Det parti bliver ofte betragtet som midtsøgende og fredsommeligt. Imidlertid ligger der oprindeligt noget helt andet i ordets betydning: Ordet stammer fra latin “radix”, hvilket betyder “rod”. Det er faktisk samme ord, man har i “radise”.

“Radikal” bærer oprindelig betydningen “det, som går til rødderne”. Og det er netop hovedtemaet i dagens evangelium: At gå til værks med krum hals, uanset om det så er ned til selve roden. Om det så måtte være rub og stub, det hele skal med, når der hugges til. Så radikal er Johannes Døberens i sin tale om “øksen, der ligger ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”.

Med rette kaldes Johannes Døber profet: Han taler som en og ser ud som en: Han taler om bod og omvendelse, og han har “klæ’r af kamelhår og læderbælte om livet, og hans føde er græshopper og vildhonning”. Han er den, som står frem i den gamle tid og varsler en ny tids komme. Han står på tærsklen mellem det gamle og det nye.

En tid, hvor Guds rige er kommet nær, nemlig med Guds komme til mennesker – i Jesus Kristus. Johannes Døberen er jo den som døber Jesus i Jordanfloden, og herefter åbenbarer Gud sin kærlighed til mennesker i Kristus Jesus. I hans undere, helbredelser, lignelser, men frem for alt: Hans opstandelse påskemorgen betyder en sejr over dødens og mørkets magter. En sejr, som kan blive enhver til del. Nemlig den til del, som kommer til dåben, indgangen til fællesskabet med Guds søn, et evigt fællesskab, fra nu og til al evighed.

Ligesom Johannes Døberen døbte folk i Jordanfloden med sin dåb efter at have krævet omvendelse, således også med omvendelsen: Menneskene skal vende sig bort fra den vej, som fører væk fra Gud. Det er jo det, som forsagelsen i tilspørgslen inden dåben går ud på. For at tage imod Guds frelse, må mennesker først sige “nej” til det onde og aflægge sig det gamle menneske, for at kunne iklæde sig det nye.

Den omvendelse antyder dagens læsning fra det Gamle Testamente læsning, nemlig Salme 51. Salmisten bekender over for Gud sin synd og sin skyld, og salmisten lover at vende sig bort fra sine tidligere overtrædelser og vende om på en ny vej, den rette vej, mod Gud. Salmisten lover endda at ville lære lovbryderne om vejen til Gud. Samtidig bedyrer han sin fulde tillid til Guds retfærdighed og barmhjertighed – en tillid til Gud til, at Gud ikke vil afvise ham, men tage imod ham, rense ham fra den gamle synd og skyld, og i stedet lade ham love og prise Gud, og fylde ham med en ny ånd og et rent hjerte.

Dagens evangelium handler primært om at mennesker skal aflægge sig det gamle og tage imod det nye. Og den bevægelse – hen imod Gud, den skyldes i sidste instans, Gud der omvender mennesker! Fordi omvendelse er, at mennesket lader Gud bevæge sig ind på den vej, Gud vil.

For at det kan ske, skal mennesket forud for dåben aflægge trosbekendelsen: Sige “ja” til troen på Gudfader, Gudsøn og Gudhelligånd. “Ja” til at Gud er det største i menneskers liv, større end ens eget liv, større end menneskers vilje og magt. Uanset hvad mennesker måtte ønske af Gud eller måtte bede Gud om, så kan mennesket hverken styre eller manipulere Guds vilje efter dets eget forgodtbefindende.

På den ene side er mennesket frelste ved den plads, som det får hos Gud ved dåben. Een gang for alle er mennesket renset fra synd i dåben, og i nadveren modtager mennesket herefter syndernes forladelse, men det betyder ikke at mennesket er fritaget for ansvar. Mennesket står – som døbt – stadig under Guds tiltale – i hver en time, hvert minut af dets liv. Gud byder mennesket at handle på sit bud og efter hans vilje. Måske vil mennesket ikke, men det skal.

I dagens evangelium advarer Johannes Døber farisæerne og saddukæerne i deres forblændede tro på deres egen selvtilstrækkelighed. Det er ikke nok for deres frelses skyld, at de har Abraham til stamfader. Deres etniske baggrund er ikke et tilstrækkeligt privilegium i forhold til Guds frelse og Guds udvælgelse.

For – som Johannes Døberen siger, hvis Gud ville, kunne Gud uden videre skabe nye Abrahams børn af stenene i ørkenen. At være Guds udvalgte gives ikke længere pr. automatik, f.eks. pga. af ens etniske baggrund, hvad enten man er jøde eller muslim!

At være Guds udvalgte afhænger suverænt af Guds udvælgelse. Dermed udlignes enhver etnisk forskel imellem jøder og andre folkeslag.

Det tema er også centralt to andre steder i Matthæusevangeliet, nemlig om først som sidst: Først i Matthæusevangeliet, når der fortælles om Jesu fødsel, hvor fremmede, ikke-jøder, finder Guds søn. Og sidst i Matthæusevangeliet, hvor der fortælles om den opstandne Kristus, som udsender disciplene “gå ud til alle folkeslag og gør dem til mine disciple…”

Det er den Opstandne, som kommer med Guds rige begyndelse. Det er ham, som skænker mennesket muligheden for at leve et nyt liv frihed fra synd og død. Det liv i frihed skal mennesket ikke selv kan skabe. Det liv, som mennesket alene kan modtage fra Gud.

Og tænker man billedet fra Matthæus til ende – om at beskære træet, så kunne man forstille sig Jesus som den gode gartner, der beskærer de træer, der bærer dårlig frugt, ikke for at træerne ihjel, men for at give dem et nyt liv, med nye skud, nye grene, så de kan bære gode frugter.

Middelalderens cisterciensermunke havde efter sigende en talemåde som på latin hed: “Succisa virescit!” Det betyder “Det, som er skåret ned, grønnes atter”. De træer, som bliver beskåret radikalt, får mulighed for at grønnes igen og bære nye frugter. Det er evangeliets billede på det håb, som gives mennesket, når det føler sig lille eller sygner hen i ingenting eller når glæden tages fra det mennesket.

Mennesket har brug for evangeliets trøstende ord om, at det ikke er ubrugeligt eller ufrugtbart, men at Gud kan skænke mennesket ny kraft, at Gud vil bruge mennesket til noget, at Gud vil give menneskers liv mening og formål: Så mennesket kan bære gode frugter. Og så det ikke skal hugges op med rode og kastes i ilden på hin dag!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 331 13 – 402 208 752

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden