Prædikenforberedelse til 2. søndag i fasten 2022

Prædikenforberedelse til til anden søndag i fasten, 2022
Evangelium

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: “Hvad er det, I diskuterer med dem?” Og en fra skaren svarede ham: “Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.” Da udbrød Jesus: “Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!” Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: “Hvor længe har han haft det sådan?” Han svarede: “Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” Jesus sagde til ham: “Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” Straks råbte drengens far: “Jeg tror, hjælp min vantro!” Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: “Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: “Han er død.” Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: “Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” Han svarede dem: “Den slags kan kun drives ud ved bøn.”
Markusevangelisten, kapitel 9, vers 14-29
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 i Bellahøj kirke søndag den 13. marts 2022

– den dæmonbesatte dreng

Dagens evangelium indledes med “at Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene.” Jesus og Peter og Jakob og Johannes har netop været oppe på et højt bjerg. Her har de været vidner til en den såkaldte “forklarelse på bjerget”: I et stort lys har de set både Moses og Elias – som ingen har set de sidste tusind år. Derpå har de hørt en stemme fra en sky: “Det er min elskede søn. Hør ham!” Derpå ser Peter og Jakob og Johannes kun Jesus sammen med dem. De ser Jesus, som den, han virkelig er: Guds søn. På vej ned ad bjerget formaner Jesus dem til ikke at sige noget til nogen, før han er opstanden.

Til trods for at Peter og Jakob og Johannes nu burde være rustet til lidt af hvert, giver de op, da de møder denne stumme dreng, som en fortvivlet far har bragt til dem. Vi må gå ud fra at disciplene ellers er kendt og har ry for at kunne helbrede – store som små – for en skare er allerede samlet forventningsfuldt om dem. Men denne dreng kan de kan ikke hjælpe.
Da Jesus ankommer til stedet fortæller drenges far ham, at hans disciple ikke magter opgaven. Og derpå skælder Jesus ud og siger: “Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” Er Jesus mon vred over at disciplene, der har været med til forklarelsen på bjerget, allerede opgiver troen på at de kan hjælpe den syge dreng? Eller er Jesus mon generelt utilfreds med den manglende tro, som hans eget folk møder ham med?

Derefter befaler Jesus, at de bringer drengen til ham. Vi hører, at drengen både skærer tænder, fråder og vrider sig. Jesus spørger faren, hvor længe drengen har haft det sådan, og drengens far kan fortælle, at det har været sådan siden barns ben. Drengens tilstand er grusom, og det er ikke til at forstå at et barn har skullet lide så meget, så længe.

Drengens tilstand beskrives med, at en stum ånd, har taget bolig i ham og gør ham stum. Og mere til: Den urene ånd river og flår i drengen og kaster ham i ild og vand. Det er ikke første gang i Det nye Testamente vi hører om en uren ånd, og at et menneske lider og plages deraf. Det er datidens form at udtrykke forskellige former for lidelse og sygdom, som kan plage et menneske.

I Det nye Testamente optræder flere former for onde dæmoner, der gør folk syge. Dæmoner, som gør mennesker døve og stumme. Der findes også andre dæmoner, som gør folk blinde. Eller dæmoner, som gør folk paralyserede og lamme. Andre dæmoner igen medfører epileptiske anfald. Dagens evangelium om den syge dreng kunne med fordel kaldes evangeliet om den epilepsi-ramte dreng. Uanset hvilken sygdom den dreng har haft, kalder det på omgivelsernes spontane medfølelse. Og hvilken forælder eller læge ville ikke prompte reagere og forsøge at hjælpe? Et barn kan ikke tages til ansvar for sin egen situation. Et barn er prisgivet sine omgivelser og de voksnes indgriben.

Der kan da ikke være nogen mening med et barn skal lide på den måde! Det kan ikke være Guds vilje, at et barn skal lide! Sygdom er ikke af det gode og skal naturligvis ikke føres tilbage til Gud, der er god og har skabt alting godt. Ligesom vi hørte i dagens læsning fra Det gamle Testamente: “Gud sagde: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!…Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det…og Gud velsignede dem…Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” 1. Mosebog, kapitel 1, vers 26ff.

Det ville være perverteret at søge efter mening fra Guds side i at påføre et menneske lidelse og smerte. Hvorfor skulle Gud, som er god, bruge tid og kræfter på at plage et menneske med sygdom. Vores danske folkelige salmedigter N.F.S. Grundtvig udtrykker det ganske præcist i DDS 158, vers 8 : “sorg og død han hader. Liv og glæde lover han, evig hos sin Fader”.
Naturligvis er det en udfordring for troen på en god og almægtig Skaber at vide, at der findes sygdom, lidelse og død i verden. Det er det filosofiske og teologiske problem som kaldes “teo-dicé”, dvs. Guds retfærdighed: Hvordan kan mennesket fastholde troen på en højere retfærdighed i verden, når der findes sygdom, lidelse og ondskab?

Det er nok også det mest vanskelige spørgsmål at besvare overbevisende. Med rette kan skeptikerne og ateisterne rette anklage mod troen på en god og almægtig Skaber, når der findes ondskab i verden og sige: Hvordan kan I tro på Gud, når onde ting sker. Hvorfor skulle Gud tillade det? Hvorfor griber Gud ikke ind, når det sker?

Der gives ikke simple svar på disse fortvivlende spørgsmål. Som i dagens evangelium med den stakkels syge dreng, der lider – og hans far lider næsten endnu mere. Det er så ondt for den familie. Men det er ikke det samme som at sige, at den ondskab kommer fra Gud.

Eet er det frygtelige faktum, at drengen i dagens evangelium er syg og livstruet. Og hvad er næsten værre: Drengens omgivelser, risikerer også at komme i vildfarelse og anklage Gud for al den ondskab, som drengen og hans familie udsættes for. Og deri består det dæmoniske ved dagens evangelium, nemlig at en lidelse som drengens kan tage pippet fra nogen og rokke ved deres troen på en god og almægtig Gud.

Det er virkelig fortvivlende! Det er den verdensberømte danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855), som taler om fortvivlelse og siger, at fortvivlelsen er det sidste stadie før at miste troen. Een sag er at tvivle, men når man først fortvivler, er man parat til at opgive troens mulighed, og det er i sandhed fortvivlende!

Fortvivlelse har i dagens evangelium ramt såvel disciplene og faren. Man kunne også betegne situationen hos dem alle som en tilstand af desperation. Det latinske ord desperation kommer af negationen “de” og håb “spes”, dvs. intet håb.

Ikke at have håb medvirker ofte til folk gør uoverlagte og desperate handlinger. Ja, det kan få deres handlemønstre til at virke paniske og angste. Og sådan er situationen nærmest i dagens evangelium. Så fortvivlet er faren, at han dårligt tror, at Jesus kan hjælpe og kommer til at sige: “Men hvis du kan gøre noget, så …hjælp os”. Med rette kan Jesus føle det som en anklage, at faren siger “hvis du kan”.


Det behøver imidlertid ikke at være farens manglende tro, som Jesus kritiserer, da Jesus svarer tilbage: “Hvis du kan! Alt er muligt for den som tror”. Det kan lige så vel være en generel anke imod disciplene og skarerne og den modløshed, som alle tilstedeværende er ramt af.

Dagens evangelium tager favntag med svære emner: Ondskab, lidelse, manglende tro og hvad deraf følger: Fortvivlelse og desperation. Dagens evangelium skal ikke forkyndes for at skælde ud – over folks manglende tro, ej heller for at skælde ud over folks desperation.

Ikke desto mindre er dagens evangelium et glædeligt budskab om, at selv i det mørkeste afkrog af menneskelivet, vil Gud gribe ind og kan Gud gribe ind – for at lindre, trøste og give håb og tro på fremtiden. Selv hvor alt håb synes ude, selv hvor de sidste muligheder synes udtømt, finder Gud vej ud af kniben og hjælper.

Selv den mest fortvivlede, om det så er een som drengens far i dagens evangelium, kan Gud hjælpe. Det eneste, som vi behøver gøre er, at gøre ligesom drengens far og sætte vores lid til Gud og sige: “Hjælp min vantro!”
Det græske ord for “tro” er “pistis”. Oftes optræder “pistis”, som en såkaldt subjektiv genetiv, hvor det underforstået at “(Gud) tror”, ikke (mennesket) tror. Det handler altså ikke om at mennesket tror på Gud, men at Gud er subjekt og tror på os!

Vores kirkes reformator taler om at troen er en gave fra Gud. Troen er altså vel og mærke ikke noget som mennesket selv af egen kraft og styrke skal præstere og måles på, men troen skænkes – ligesom frelsen – ufortjent ovenfra. Troen alene frelser os – taler Luther om. På latin “sola fide”.

Troens følgesvend er altid tvivlen. Tvivlen som rejser kritiske spørgsmål til troen og dens indhold. Tvivlen er dog OK. Tvivlen er sund at have med – som en naturlig skepsis til troen, så troen ikke bliver skråsikker tro, selvsikker eller bedrevidende tro, der har nok i sig selv.Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 749 316 38 – 388 412 696

– © Asser Skude 2010, redigeret siden

Prædikenforberedelse 1. søndag i fasten 2022

Evangelium
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: “Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”

Lukasevangelisten, kapitel 22, vers 24-32
– fra den kgl. autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken
Forud for dagens læsning fortæller evangelisten Lukas, at Satan er faret i disciplen Judas Iskariot og Judas Iskariot mødes med myndighederne for at lægge en plan for, hvordan Jesus skal forrådes og overgives til myndighederne. Judas Iskariot ankommer altså med en skjult dagsorden til mødet med Jesus og de øvrige disciple. Det møde, den sidste nadver, hvor de spiser påskelammet, det er torsdag i påskeugen.

Judas Iskariots sammensværgelse gennemskuer Jesus med det samme. Alligevel venter Jesus til slutningen af måltidet med at fortælle sine egne om komplottet imod ham. Og disciplene bliver chokerede, da Jesus fortæller dem, at det faktisk er en iblandt dem selv, der vil forråde ham. Det udløser en voldsom diskussion imellem dem. Først diskuterer de, hvem der vil forråde ham. Dernæst diskuterer de, hvem af dem, der skulle regnes for størst.

Det er dette sidstnævnte skænderi, der indleder dagens evangelium. Dagens evangelium slutter med, at Jesus fortæller disciplene, at han er gået i forbøn for dem alle hver især, sådan at Satan ikke skulle friste dem – særligt Simon Peter har Jesus bedt for, sådan at hans tro ikke må svigte og at Simon Peter, når han er klar, må vende om og styrke sine brødre. Her slutter dagens evangelium, og allerede i det følgende afsnit hos evangelisten Lukas hører vi om, at Simon Peter svarer, at han vil gå både i fængsel og døden for sin mester. Hertil kan Jesus svare, at Peter vil fornægte ham tre gange, før hanen når at gale.

Disciplene er nedslåede over situationen, og deres frustrationer ender i skænderi. Trist er det også for os, som hører evangeliet, at erfare, at disciplene skændes ved den sidste nadver, inden Jesus går bort. Det siger sig selv, at det er en ulykkelig situation. Et skænderi kan ikke være den optimale løsning på en konflikt. De verbale øretæver i luften risikerer at gøre den i forvejen anspændte situation værre. Som sandt er, siger børn om voksne, der skælder ud, at det er ligesom at blive slået – bare med ord.

Mest vanskelig er situationen for Jesus. Hvordan skal han håndtere konflikten imellem sine tolv nærmeste medarbejdere? Jesus ved, at det måltid, de deltager i, er det sidste. Jesus ved, at dagen efter skal han tages til fange, lide og dø. Alligevel holder han så meget fast på sine nærmeste, at han ikke flygter eller lader dem i stikken. Han bliver hos dem, også selvom det skal blive hans egen død. Og han beder for dem, også selvom han kender deres onde handlinger.

Og Jesus prøver at formane sine medarbejdere til ro og orden. Ved at fremhæve at deres opgave, når han er væk, ikke skal være at hævde sig selv, men at tjene andre. På græsk anvendes ordet “diakonån”, deraf det danske ord diakoni:Den, som vil være størst, skal være ligesom den, der tjener. Den, der vil være størst skal tjene næsten – og Gud. Ligesom Jesus selv har gjort, mens han har været iblandt dem. Jesus siger i dagens evangelium: “Men jeg er iblandt jer, som den, der tjener”. Og i de følgende dage erfarer vi at Jesus går endda så langt, som noget menneske kan gå, han går i døden for sine egne. Derved kommer han til at blive ligesom det påskelam, som jøderne mindes i påskefesten. Han giver sit eget liv og blod, for at redde sine egne.

Dagens evangelium, hvor vi hører disciplene skændes, viser at disciplene er mennesker – på godt og ondt. De er frustrerede, og det påvirker stemningen efter den sidste nadver. Der er ikke noget forfærdeligt i, at disciplene skændes. Det er normalt for mennesker at skændes. Alle gør det. Forskellen hos mennesker, når de skændes, er hvordan de skændes, hvordan de løser uenighederne, og at de ikke nødvendigvis går fra hinanden eller gør onde ting mod hinanden – af den grund.

I Det gamle Testamente er de to første søskendebørn de første to til at starte et skænderi. Vi hører Gud tage imod Abels offergave, men ikke Kains. Kain bliver jaloux på sin bror og Kain slår endda sin egen bror ihjel. Kains handling kan man kalde en syg form for kompensation. Kains følelse af at være mislykket kompenseres med en tilsvarende følelse af had og en foragt, der kan retfærdiggøre selv et mord. Kain lader sin vrede og sit mindreværd tage overhånd og styre sine handlinger. Kain gør sig selv til sin egen værste fjende og optræder destruktivt – både for sig selv og sine omgivelser. Sådan kunne det lyde med beskrivende ord fra psykologien.

Med ord fra teologien ville man kunne betegne Kains handling som “ond”. Ondt er det i sagens natur at skade et andet menneske. Mennesket er skabt af Gud – i Guds billede. Derfor er det som udgangspunkt en forbrydelse mod Gud og mennesker at slå et andet menneske ihjel. Syndigt er det samtidig, da Kains mord-handling bringer ham væk fra Gud og væk fra sine nærmeste. Gud siger til Kain: “Hvorfor er du vred og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren.”

Det er syndens iboende væsen, at onde handlinger isolerer det menneske fra andre mennesker og fra Gud. “Synd” kan rent sprogligt være afledt af ”sund”, altså det vand, som adskiller to tørre områder.
Hvordan kan det være mennesker gør onde ting mod hinanden og mod Gud? Hvorfra kommer lysten til at gøre ondt mod Gud og mennesker? For som Paulus siger i dagens evangelium, er det ikke Gud, som frister mennesket, “for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen.”
I evangelierne hører vi flere gange om Satan, som frister mennesker. Andre gange hører vi om dæmon-besættelser af mennesker, f.eks. evangeliet til næste søndag, 2. søndag i fasten om den dæmonbesatte dreng. Det udtryk “at der farer en djævel i én” er ikke opstået af ingenting, men stammer fra den oprindelige forestilling om, at en fremmed, ond magt tager bolig i et menneske, og det menneske er ikke længere herre i eget hus, men er nu hjemsøgt. Det er som om en anden magt har overtaget, og det menneske ikke længere er frit. Det er som om det menneske er blevet en anden.

Ligesom da Satan farer i Judas. Og Judas gør ting, han siden kommer bitterligt til at fortryde, så meget endda, at han siden tager sig selv af dage.
Så galt går det heldigvis ikke for nogen af de andre disciple. De har dog alle svært ved at modstå det pres, som påskens dramatiske hændelser lægger på dem. Flere af dem har svært ved at fastholde deres tro, og hvem husker ikke disciplen Thomas, som ikke kan tro deres mester er opstanden, men forlanger at se nagelmærkerne i hans hænder og mærket i hans side. Hvem husker ikke Simon Peter, der fornægter allerede inden dagen i dag er omme. Simon Peter vender dog om igen og bliver virkelig den klippe, som menigheden skal bygges på. Simon Peter finder tro på sig selv og fremtiden, ikke mindst da hans mester er opstået og viser sig igen, og ikke mindst da Simon Peter pinsedag prædiker for næsten tretusinde, og Guds ånd kommer over ham og de som er samlet – og alle omvender sig, jf. Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 14 ff.

Det er det glædelige ved evangeliet, at Simon, der svigter sin herre, alligevel er god nok til at bygge videre på. Simon bliver dermed et håb for mennesker om, at Gud har brug for mennesker – til trods for at mennesker ikke er perfekte. Med Guds hjælp vil det alligevel gå.

Ligesom Kain blev hjulpet af Gud, til trods for sin onde handling. Til trods for at Gud bandlyste Kain og gjorde Kain fredløs, gav Gud Kain en chance til ved at give Kain det mærke i panden, deraf Kains-mærket, som betød, at intet andet menneske måtte lægge hånd på ham eller slå ham ihjel.
Hvordan kan Gud dog bygge videre på Kain, når Kain har gjort så grufulde ting? Det kan mennesker ikke forstå, men sådan er Guds væsen bare. Gud er kærlighed – uanset den ondskab, som mennesker gør. I det gamle Testamente hører vi ofte, hvordan Gud bliver vred over menneskers onde handlinger. Men som i tilfældet med Kain, får mennesket alligevel en chance til.

Det betyder ikke, at Gud er ligeglad eller at Gud er tossegod. Det betyder heller ikke, at Gud glemmer menneskers onde handlinger. Sket er sket og kan ikke gøres om. Det bedste billede på Guds væsen er og bliver kærligheden, som mellem forældre og barn. En kærlighed ligesom i lignelsen om den fortabte søn. Faderen, der mister sin søn, opgiver ikke håbet – eller kærligheden for sin søn. Sønnen, der har ødslet sin arv bort, tages til nåde, da han vender hjem – som om det ikke var sket, men det er det jo.

Guds veje til mennesker uransagelige. Guds væsen kan ikke gribes med forstanden, alene med hjertet. Troen på at Gud elsker mennesker, uanset deres onde og grufulde handlinger, mod sig selv, hinanden og Gud. Sådan som Gud kunne elske de disciple som svigtede, alle som én. Sådan som Gud kunne elske Kain, der lige havde slået sin bror ihjel.

Sådan må da også vores håb være til Gudfader i himlene, at han også vil elske og bruge os, som vi er, gode og onde, perfekte og uperfekte, fulde af fejl og svigt, og dog elskelige og betroede medarbejdere på hinandens glæde og på det Guds rige, som vi venter, skal komme.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Salmeforslag 199 352 68 – 689 69 206
– © Asser Skude 2010, redigeret siden

Prædikenudkast til Fastelavn, søndag den 27. februar 2022

Evangelium
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: “Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.” Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: “Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.” Da råbte han: “Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: “Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” Han svarede: “Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: “Bliv seende, din tro har frelst dig.” Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.


Lukas evangelisten, kapitel 18, vers 31-43

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Udkast til prædiken:

Læg mærke til at den blinde mand får sit syn igen, og han følger med Jesus og disciplene. Hans liv er ikke længere fastlåst og uden muligheder, strandet for altid i byen Jeriko.

Læg også mærke til reaktionen på den blinde mands helbredelse og omvendelse. Alle folk omkring, der ser og oplever det, priser Gud. Så måske ikke bare den blinde mand blev frelst den dag, men det blev også alle andre folk omkring Jesus og disciplene, som var vidner til den blindes helbredelse.
Dagens evangelium fra evangelisten Lukas falder i to dele: Først det traurige afsnit, hvor Jesus taler til sine disciple og forudsiger sin egen snarlige lidelse, død og opstandelse. Dernæst det mere opløftende afsnit om den blinde mand.

Før vi hører om den blinde, taler Jesus til sine egne: Jesus inddrager disciplene i sin dramatiske skæbne: Han skal lide, dø og opstå under jødernes snarlige påskefest. Et er at Jesus bærer denne smertelige viden om sin egen skæbne. Noget andet er at hans allernærmeste end ikke forstår den skæbne, der venter ham. De fatter ikke, at deres lærer og mester skal lide, dø og opstå om kort tid. Som der står i dagens evangelium, Lukas kapitel 18, vers 34: “Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det , som blev sagt.”

Vi, der kender begivenhederne og ser dem på afstand, kan forstå, at jødernes påskefest kommer til at blive en helt anden end det, som mange regnede med. Jesus må skuffe mange, både de tilrejsende, hele Jerusalem og sine egne. Jesus vil ikke være den konge for folket, som folk havde forventet. Jesus vil ikke være den, som skulle herske over sit folk her og nu, men han er kommet for at tjene sine egne, og han ville endda gå i døden for dem. Hans storhed er hans hengivelse for og troskab mod sit folk. Han er præcis ligesom det påskelam, som jøderne mindes i påsken.

Påsken, som jøderne fejrede på Jesu tid, hænger sammen med den skæbne, som jøderne led under deres slaveri i Ægypten, ca. tusind år før Jesu tid. I Det gamle Testamente kan man i 2. Mosebog kapitel 11 ff. læse, hvordan jøderne slipper ud af fangenskabet i Ægypten. Bla. undslipper jøderne og deres familie dødens engel ved at smøre lamme-blod på deres dørstolper. Dødens engel går forbi de huse, hvor lammets blod er smurt på. Ægypternes huse og familie derimod, som ikke har lammets blod på sig får besøg af dødens engel, mens Gudsfolket undgår døden. Gudsfolket flygter siden over Det Røde Hav. På jødernes eget sprog hebræisk findes der sproglig sammenhæng mellem “at gå forbi” (dødens engel, der går forbi dørstolperne) og så “at gå over” (det Røde Hav), “pasha”, deraf det danske “påske”.

Set i lyset af jødernes historie er Jesus ligesom det påskelam, som dengang frelste Guds folket fra døden og fangenskabet. Han er det nye påskelam: Hans blod bliver til frelse for dem, som tror på ham. Ligesom præsten den dag i dag siger efter nadverbordet til menigheden ifølge det autoriserede ritual af 1992: “Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle jeres/vore synder, han styrke og opholde jer/os derved i en sand tro til det evige liv”.

Jesu død og opstandelse er ikke forgæves, men til frelse for andre. Han har givet sig selv hen, for at “enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv”, som der står hos evangelisten Johannes kapitel 3, vers 16.
Jesu frelsergerning har gjort det muligt for os, at vi kan arve evigt liv hos Gud. Det Jesus dermed har gjort, er et vidnesbyrd for os om, at Gud elsker mennesker så højt, at Gud har skænket sin egen søn for mennesker. Gud har gennem sin egen søn givet sig selv hen – ubetinget og grænseløst kærligt. Gudfader har gennem sin egen søns lidelse, død og opstandelse forsonet sig med mennesker.

Hos evangelisten Lukas hører vi fem beretninger op til påskefesten: Beretningen om de små børn, der skal arve Guds rige, den rige unge mand, den blinde mand uden for Jerikos mure, tolderen Zakæus inden for murerne samt lignelsen om de betroede talenter.

Der går en rød tråd igennem disse beretninger. Alle er de en hyldest til ikke være bange for at miste, og i stedet give sig hen. Alle handler de beretninger om ikke at afskrive sig selv fra Gud ved at ophøje sig selv, og i ydmyghed og taknemmelighed varetage det liv, som Gud rækker mennesket i sin storhed. Gør man ikke det, risikerer man følgende: “Enhver som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”, Lukas kapitel 19, vers 26.

Den blinde mand uden for murene har alt at vinde og intet at tabe. Han ønsker sig brændende det, som mange tager for givet. At være i stand til at bruge sin synssans og være i stand til at se. Fordi han er blind er han ikke i stand til at orientere sig ved egen kraft, og han er helt afhængig af hjælp udefra. Til trods for det, har han hjulpet sig selv så langt, at han har bragt sig selv uden for murene og på den vej, som Jesus også vil komme forbi. Den blinde mand har altså lagt en snedig plan for, hvordan han kan møde Jesus. Det er den blinde mands bedste og eneste chance – at sætte sig selv i stævne med Jesus uden for murene.

Den blinde mand gør det eneste, han af gode grunde kan, da han fornemmer at Jesus og følget er på vej. Han spørger sig for hos dem, der kan se, om det virkelig er Jesus fra Nazaret, der er på vej. Og i det øjeblik at andre kan fortælle den blinde mand, at det er virkelig ham Jesus fra Nazaret, da råber den blinde mand op i vilden sky. Så højt råber den blinde mand, at Jesu egne disciple truer ham til at tie. Trods det fortsætter han ufortrødent og råber endnu højere op: “Davids søn, forbarm dig over mig”. Nu er følget og Jesus nødt til at stoppe op, og Jesus beder folk om at føre den blinde mand hen til sig. Kontakten er etableret. Og det går den blinde man, som han inderligt ønsker. Han møder Jesus og får synet igen.

Normalt i evangelierne er det Jesus selv, der tager initiativet og henvender sig til folk. I dagens evangelium er det omvendt. Den blinde mands insisteren giver associationer til evangeliet om den bætte Zakæus, der på eget initiativ sætter sig selv i stævne med Jesus. Beretningen om Zakæus er det følgende afsnit hos evangelisten Lukas.

Begge fortællinger er unikke i den forstand, at de vidner om, hvor langt folk vil gå – for at møde ham, de havde hørt så meget om. Både den blinde mand og Zakæus er uden for fællesskabet. Den blinde mand var udenfor fællesskabet pga. sit manglende syn. Zakæus var også udenfor på en måde, pga. hans samarbejde med de forhadte romere. Og Zakæus var samtidig så lille af vækst at han måtte gøre noget særligt, for at Jesus skulle møde ham. Zakæus klatrede op i et morbærfigentræ, sådan at Jesus kunne få øje på ham.

Dagens evangelium om den blinde mand uden for Jerikos mure giver håb til enhver om, at det ikke er nytteløst at henvende sig til Jesus. Også selvom alt bogstaveligt talt ser sort ud. Også selvom andre vil holde een tilbage. Det gælder om at planlægge sin indsats og så håbe på lidt held, og det vil lykkes, og Gud vil hjælpe een. Den blinde mand råbte til Jesus, på eget initiativ og vedholdende.

Beretningen om den blinde mand og hans helbredelse giver håb om at det ikke er forgæves at henvende sig til Guds søn. At Guds søn vil få øje på os. Også selvom andre siger, det er udelukket, og der er ikke noget håb, og det kan ikke lade sig gøre. Det er sandt, når det hedder, at Guds veje er uransagelige. Det håb kan vi knytte an til, så længe vi lever.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

forslag til salmer 172 309 173 – 603 69 671

Asser Skude 2010 ©, redigeret siden

– udgivet første gang på www.asserskude.dk

Prædikenvejledning til sidste søndag efter Helligtrekonger

Evangelium:
Jesus svarede disciplene: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.”Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannesevangelisten, kapitel 12, vers 23-33

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud søndag den 6. februar 2022
Ifølge Johannesevangelisten har Jesus netop opvakt den døde Lazarus, og det viser sig, at hele Jerusalem tager imod Jesus med palmegrene og lovsang – ugen før den store påskefest. Forventningerne til Jesus er tårnhøje. Mange tilrejsende vil gerne møde ham og vi hører forud for dagens evangelium, at nogle grækere, der er tilrejsende, beder Jesu disciple om at komme tæt på ham og møde ham.

Jesus må dog skuffe alles ønsker og forventninger: Både de tilrejsende, hele Jerusalem og sine egne disciple: Det skal slet ikke gå sådan, som alle forventer: Han vil ikke være den, som skal herske over sit folk. Han er kommet for at tjene, og han skal endda gå i døden for dem, han tjener. Hans storhed skal være hans hengivelse og troskab. Han er ligesom det påskelam, som jøderne fejrer og mindes i påsken: Han vil give sit eget liv for at redde andre.

Alt dette siger Jesus ikke direkte med ord her og nu, det ligger indirekte i det svar, som er dagens læsning fra evangelisten Johannes. Jesus forklarer nemlig, hvordan han vil tjene, og hvordan han vil herliggøre sin himmelske far. Det er ikke hans personlige vilje eller personlige status, det drejer sig om. Det drejer sig om et højere formål. Det er hans himmelske far og hans vilje, som Jesus vil tjene og adlyde – også selv om det ikke vil blive let. Også selvom han vil savne sine disciple. Også selvom han må forlade den verden og de mennesker, han kender. En ny tid er på vej. Den gamle tid er slut, både den tid, han kender og den tid, disciplene kender. Timen er virkelig kommet. Og der vil ske ting, som ingen havde forventet:

Jesus fortæller i sit svar, at snart vil han blive taget fra dem og gå i døden. Dog skal det ikke være forgæves. Det skal ske for, at han skal herliggøres. Jesus omtaler sig selv som “Menneskesønnen”. Menneskesønnen er han, som skal opstå, til frelse for verden. Jesus anvender selv billedsproget om hvedekornet, der lægges i jorden, og når det kommer op af jorden vil det bære mange fold. Og så siger Jesus: “Den der elsker sit liv, mister det, og den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv…Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære”.

Der er altså også dette formål med Jesu lidelse og død på korset. Det kommer ikke til at være forgæves. Allerede nu har han herliggjort sin far i himlene, men når kommer igen, skal han atter herliggøre sin himmelske far. Sådan forstået er Jesu lidelse og død en del af den frelsesorden, som den himmelske far rækker menneskene: Først sendes Guds søn til menneskene, for at vandre, forkynde og virke undere blandt menneskene. Nogle ser og hører om ham og hans gerninger og ord, og nogle omvender sig og modtager ham som deres frelser – allerede nu. Andre ser og hører om ham, og omvender sig ikke og tror ikke, han er Guds søn. Og der vil komme en dag, hvor ingen skal være i tvivl. Nemlig når han vil komme igen. Og der vil det blive synligt for enhver, at han er Guds søn. Jesus siger: “Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”.

Altså: De, som hører om Jesus og hans forkyndelse og gerning og modtager ham som Guds søn og følger ham og hans ord, kan allerede – her og nu – blive frelst. De, som ikke tror og modtager ham som Guds søn her og nu, får chancen igen – på den yderste dag. Det er dommedag, når han kommer igen, denne gang som den herliggjorte Guds Søn, som ingen kan være i tvivl om, hvem er, og hvor han kommer fra. Nemlig fra himlene. Fra sin himmelske far, som har udsendt ham.

Hvordan dommedag vil spænde af, er der af gode grunde ingen der kan kloge sig på. På græsk kaldes de sidste tider for “ta eskata”, svarende til eskatologien, dvs. læren om de sidste tider. Dommen er dog ingen sag at spøge med, men må påkalde den største frygt hos enhver.

Som nationalfilosoffen og sognepræsten K. E. Løgstrup (1905-1981) taler om i sin prædiken fra 1937 over 2.pinsedag og læsningen fra evangelisten Johannes kapitel 3,16-21, så er er Guds dom en så alvorlig sag, at det burde optage enhver langt mere end, hvordan ens liv her på jorden måtte tage sig ud. Enhver person i levende live er naturligvis optaget af at få anerkendelse og opmærksomhed for sine bedrifter i dette liv. Det er dog ingenting at regne imod den himmelske dom, som Gud vil fælde.

Al tale om at dømme og bedømme hinanden nu og her, ros, anerkendelse og hæder, bør komme i anden række for den afgørende dom, Gud vil fælde. Gud dømmer ikke som mennesker – hverken efter personsanseelse eller fortjeneste, Og Guds dom er ikke mere retfærdig og mere rummelig end vi kan forestille os. Guds dom er mere end gradsforskellig fra vores domme, Guds dom er væsensforskellig fra vores domme.

Den alvorlige sag om Guds dom, er allerede beskrevet med ordene “den, som ikke tror – Guds enbårne søn – er allerede dømt”. Som Løgstrup præciserer, handler det om vores tro på Jesus som Guds søn. Tror vi ikke på ham, tager vi ikke hans ord for gode varer – og tror vi ikke Jesus på ordet – da har vi allerede dømt os selv. Det er vel og mærke ikke Gud der fordømmer, det er op til enhver selv at tro eller ikke tro. Ved ikke at tro og ikke at tage imod Guds ord, dømmes det menneske allerede.

Bemærk i øvrigt – som Løgstrup også gør klart, at tro ikke er det samme som at antage. Tro er at tage til troende og leve på det ord – uden at vide hvor det vil bringe en hen. At antage er blot med sin forstand at gøre sig teoretiske og vel og mærke uforpligtende dispositioner. At antage er som at blæse og have mel i munden samtidig.

At tro derimod forpligter til tillid og hengivenhed på de ord, som Jesus har forkyndt. Hans ord tages ikke alvorligt, hvis de blot antages, nej de skal tros og tages ind og leves på. Dette ikke sagt for at give nogen grå hår i hovedet. Dette ikke sagt for at moralisere. Dette ikke sagt for at dømme nogen eller udskamme nogen. Dette sagt for at pege hen på, hvad kristen tro er. Det er et budskab, som vi kan tage ind i vores liv og leve på og ud af. Det kan Jesu ord. Hans ord skaber håb, glæde og liv – også i vores helt almindelige og hverdagsagtige liv.

Vi skal ikke gøre os bekymringer, men stole på Vorherre, der vil tage os igennem enhver fare (stormen på søen). Sådan skal vi også leve vort liv, ubekymret, spontant, hengivende, i tillid og kærlighed til Gud og næsten. Vores bekymringer skal ikke relatere sig til det jordiske, men det himmelske, dvs. vores himmelske frelse. Nogle mener at Dommedag ligger ude i fremtiden. Det er både rigtigt og forkert. Nok bekender vi som kristne søndag efter søndag, at (Kristus skal) “komme at dømme levende og døde”. Det er afslutningen for verden, når de sidste dage kommer, men der er en verden og virkelighed, som er nu og her for os idag, hvor Guds ord forkyndes og for os kan Guds rige allerede nu bryde igennem og møde os, der hvor vi er. På den måde er Guds rige og Dommedag altså ikke om tusind år, men nu og her.

For som Jesus selv siger i dagens evangelium: “Timen er kommet”. Og det handler rigtig nok om opfyldelsen af, at Gud i himlene vil herliggøre sin søn, men det handler også om, at timen er kommet for os – så når vi hører om Guds søn, lige her og nu kan tage imod den frelse, som han rækker os.
Guds søn er det ord, som kan sås i menneskers hjerter. Det ord, som kan vokse op og kan luge ud og rense os fra det, som ellers skiller os fra Gud. Han vil forlade os vores synder. Han vil sætte os fri. Det, som vi ikke magter af os selv, vil han gøre med os. Vil vi tage imod hans tilbud om frihed og nåde? Er vi klar til det? Menneskehjertet kan være som en klippe, ikke til at sprænge i stykker, ikke til at rokke. Ordet har en sådan magt og kraft, at det er i stand til at vælte den hårdeste modstand og smelte det mest genstridige hjerte.

Ingen kan ikke vide sig sikker på, hvornår Guds ord rammer og rører. Vi kan holde os nok så langt væk fra det med kirke og kristendom. Guds ord kan ramme os dér og når, vi mindst venter det. Der, hvor vi tager afstand fra en guddommelig myndighed og magt. Det kan ske der, hvor vi synes, at vi er mest forladt af Gud.Heldigvis er vi ikke forladt af Gud. Selvom vi måtte opleve det sådan og føle det sådan. Gud er med os – til alle tider og alle dage. For Gud har en plan med enhver af os. Gud har haft den, før vi blev til, før verdens grundvold blev lagt. Planen er så godt som realiseret.

Guds søn har med sin død og opstandelse åbnet paradisets dør, og han vil komme igen og tage os til sig, for at vi skal se Gud ansigt til ansigt Og ikke fordi vi fortjener frelsen, det gør vi ikke, men fordi Gud vil det sådan, af sin nåde, af sin ødsle og rige barmhjertighed.
Guds veje til os er uransagelige og hans kærlighed til os er uudgrundelig.
For at slutte med berømte ord af den tyske religionshistoriker Rudolph Otto: “Vi finder ikke Gud fordi vi søger ham, men Gud søger vi fordi, han har fundet os.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: Kirkesangbogen 792 DDS 582 DDS 476 Kirkesangbogen 1004

– udgivet første gang på min blog 2010, redigeret siden, © Asser Skude

Prædikenforberedelse til 3. søndag efter Helligtrekonger 2022

Evangelium
Apostlene sagde til Herren: “Giv os en større tro!” Herren svarede: “Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

Lukasevangelisten, kapitel 17, vers 5-10

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Forberedelse forud for søndag den 23. januar 2022

Dagens evangelium kredser om to temaer.
Det ene er temaet om at være tjenere for Vorherre, og forsøge at gøre hans vilje – og det lykkes ikke altid for os – altså vi er “unyttige tjenere”. Sagt med teologiske termer: Vores gerninger kan ikke blive perfekte nok og samtidig behøver vi ikke gerningerne for at fortjene Guds kærlighed. Altså er dagens evangelium imod at gerninger skulle fortjene Guds kærlighed.

Og deri ligger også det befriende budskab til enhver ærlig tjener. At vi er unyttige og ikke fortjener Guds kærlighed, og dog af Guds nåde alligevel skal modtage kærligheden. For Gud er ikke karrig med sin kærlighed, men deler flittigt af sin store nåde. Gud bærer over med os mennesker, og elsker os betingelsesløst – uagtet vi ikke adlyder Guds bud og Guds vilje. Netop derfor er vi unyttige tjenere og elskede.

Vi skal ikke præstere noget i forhold til at fortjene Guds kærlighed. Vi er hans tjenere og vi skal lyde ham og hans ord. Samtidig er og bliver vi “unyttige tjenere” – hverken mere eller mindre. Perfekte er vi langt fra – og dog er vi elskede og gode nok som vi er! Det er også det som Luther kalder “simul justus et peccator”, (retfærdig og synder) som i nutidig sprogbrug ville være “på en og samme tid utilstrækkelig og dog elsket”.

Det andet tema er troen. Ligesom vi ikke skal præstere nogle storslåede gerninger for at være elsket af Gud, skal vi heller ikke præstere en særlig tro, for at være elsket af Gud. Selv vores utilstrækkelige tro er god nok. Troen, vi kan mønstre vil altid være lille – som et sennepsfrø. Ja, dog er det tilstrækkeligt for Gud, at vores tro end ikke er som et sennepsfrø. Bemærk at sennepsfrøet er et af de mindste frø til at begynde med. Siden spirer det og vokser sig større, hundrede gange større og bliver til en stor plante – som en plante, der svinger sig op imod himlen.

Der ligger en befrielse i, at vi ikke skal præstere en stor tro. Og faktisk er det altså ok med en lille tro. Og det er ok at have tvivlen – ved siden af troen. Tvivlen kan være med til at stille spørgsmål til troen, styrke troen, så den ikke bliver fanatisk eller skråsikker, men udvikler sig og vokser – som en ærlig tro, der ikke hykler og gør sig større eller bedre, end den er.
Enhver, som er døbt, er, som det hedder i dåbsløftet, forpligtet på at blive i sin dåbs nåde. Det vil sige, at enhver er forpligtet på at leve sit liv – på den tro og i tillid til det, som man lovede ved sin dåb. Ved dåben blev den spire sået, og troen indpodet i en.

Som døbt menneske er man – som Luther siger – “med dåben krøbet ind i troen”. Ligesom en baby, der begynder at tage sine første spæde skridt – efter at have krøbet langs jorden, skal man nu begynde at tage de første spæde skridt i den tro og det håb, man er døbt til.
Det er misforstået, hvis man krampagtigt vil fastholde tvivlen og anfægtelserne, alt det som er svært at tro på. Enhver som er døbt, er også forpligtet på at forsøge den modsatrettede bevægelse, nemlig at sætte sig ind i det grundlag, man er døbt på, sætte sig ind i Trosbekendelsen, Biblen og Fadervor.

Man er forpligtet på den dåbspagt, som man indgik ved dåben. Man er forpligtet på at søge at være optaget af de spørgsmål, som livet og eksistensen rejser i forhold til ens tro. Og troens genstand er for mig at se de store spørgsmål i livet: ’Findes Gud? Hvad skal jeg bruge Gud til? Og hvad vil Gud mig? Hvad skal jeg bruge mit liv til, hvad skal jeg bruge dig til?
At bevise Guds eksistens er jo ikke noget man gør med et snuptag. Ligesom de disciple, som siger til Jesus i dagens evangelium: ”Giv os en større tro”. Det ville da være det letteste i verden, hvis tro bare var noget som man fik fyldt på, ligesom når man fylder benzin på en bil.

Jo ældre man bliver, jo mere erfaren, finder man ud af, at livet, kærligheden og troen på Gud, det er ikke noget, som man bare lige har eller render rundt med og deler ud af til højre og venstre.
De store spørgsmål i livet: “Hvem er jeg?” og “Hvad vil jeg ?” og “Hvad tror jeg på?”, det er spørgsmål, som vil optage een resten af livet, og som ikke vil tage ende, uanset alder. Vores værdier, vores tro, vores håb, vores kærlighed, det er størrelser, som vi vil bakse med resten af vores dage.

Hvis én siger: “Jeg elsker dig”. Og den anden så siger: “Jeg vil se det, før jeg tror det” så bliver samtalen grotesk. For tro, håb og kærlighed er dybest set udtryk for tillid. At leve og at tro er to sider af samme sag: At tro er at håbe, at det, som den anden siger er sandt.

At tro på hinanden, er at vise hinanden tillid. “Tro er fast tillid til det, som der håbes på”, som epistlen til i dag siger. At tro på hinanden, tro på sig selv og at være troværdig, det er noget som kun tiden vil vise om vi er og gør. Vi er kun tro mod hinanden og os selv, vi er kun troværdige, når vi viser hinanden tillid, åbenhed, spontanitet – som filosoffen og præsten K. E. Løgstrup (1905-1981) siger.

At tro er at gå ind til noget helhjertet. Ikke halvt, men helt. Ikke bare i forhold til Gud, men også i forhold til livet, hinanden, kærligheden og håbet: Ingen kan f.eks. blive forælder og sætte børn i verden uden at tro på, at de vil være opgaven voksen. Og gøre det fuldt ud.

Ingen kan ikke leve med andre mennesker uden at tage dem for gode varer, hvad de siger, hvad de gør og hvordan de opfører sig. Ingen kan ikke leve livet – uden at have denne basale tillid til dem og til dig selv. Ingen kan ikke fungere uden venner og familie, som tror på een, og som vil være der for een og vil passe på een.

Vi er mere afhængige af hinanden, end vi kan forestille os. Og vi kan forsøge at fornægte det, men det bliver det ikke mere rigtigt af.På samme måde forholder det med troen, håbet og kærligheden – og med Gud. Vi er mere afhængige af Gud, end vi kan forestille os. Sagt enkelt, så tror Gud på os, uanset om vi tror på ham. Gud vil være der for os, uanset om vi tror på det. Og vi kommer nok ikke til tro på Gud, hvis vi ikke åbner os for den mulighed, at Gud findes og at Gud – ad uransagelige veje, som vi ikke kender, skal komme til os og åbne den verden for os, som han allerede har åbenbaret ved sin søn, Jesus Kristus.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 10 300 666 – 576 67 581

– udgivet første gang på min blog 2010, Asser Skude, redigeret siden ©

Prædikenforberedelse til 2. søndag efter Helligtrekonger 2022

Evangelium

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.” Han sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: “Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.” Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”

Johannesevangelisten, kapitel 4, vers 5-26

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenovervejelser forud for søndag den 16. januar 2022
Jesus og kvinden taler i langt størstedelen af samtalen forbi hinanden. Samtalen mellem de to forekommer stiv og uforløst. F.eks. forstår kvinden ikke Jesu metaforik. Kvinden forstår ikke Jesus, når han taler om “det levende vand” og “en kilde til evigt liv. Først til sidst i samtalen går det op for kvinden, hvem hun står over for. Først til sidst lykkes deres samtale.
Samtalens højdepunkt er samtidig slutreplikken, hvor Jesus giver sig til kende – som den han virkelig er, nemlig Kristus. Den Guds søn, som kvinden har hørt skal komme for at frelse verden. Jesus siger: “Dét er mig, den, der taler til dig”. På det tidspunkt går det op for kvinden, hvem han er: Han, som til at begynde med bad hende om hjælp, han er hendes frelser, den som hun skal søge og finde hjælp hos.

Vi får at vide, at mødet mellem Jesus og kvinden finder sted i byen Sykar. Sykar har ligget på den sydøstlige side af bjerget Ebal. Og ikke langt derfra, mod sydøst, ligger bjerget Garizim. Dét bjerg, som kvinden nævner, da hun siger: ‘det bjerg, hvor vore fædre har tilbedt Gud’.

Årsagen til den samaritanske gudsdyrkelse på Garizim skal findes i samaritanernes tro på, at netop dét bjerg var helligt. Samaritanerne mente, det var verdens ældste bjerg, og dét bjerg, hvor Adam blev skabt. De mente Gud havde udvalgt det bjerg som sit særlige tilholdssted og dermed eneste og sande centrum for gudsdyrkelsen. Her havde samaritanerne i sin tid opført et tempel, og her fejrede de højtiderne.

Stedet, hvor den sande gudsdyrkelse skulle finde sted, var en åbenbar konflikt mellem jøder og samaritanere – mellem jødernes tempel i Jerusalem og samaritanernes tempel på Garizim. I det 2. årh. før Kristus lod den jødiske konge Johannes Hyrkan endda det samaritanske tempel på Garizim ødelægge. En handling, der ikke lagde en dæmper på det anspændte forhold mellem samaritanere og jøder.

Dagens evangelist Johannes, fortæller et sted, at en jøde helst skulle undgå at tale med en samaritaner. Det vil jøden Jesus ikke rette sig efter. Han undgår ikke samaritaneren. Han henvender sig endda selv til hende, direkte. Og tilsyneladende accepterer han kvinden som hun er – også selvom hun lever ugift sammen med en mand – ja hun har tilmed haft yderligere fem mænd før ham. Det lader ikke til at forarge ham. Det er blot et faktum, han kender til.

Den samaritanske kvinde har været en forargelse for jøderne i Sykar. Og vi, som hører evangeliet i dag, kan måske også undre os og spørge, ligesom disciplene må have spurgt sig selv: “Hvorfor vil Guds søn have noget at gøre med en samaritaner, en fremmed – og så endda en syndig kvinde?” Svaret giver Jesus os med sine ord – og ikke mindst med sin handling:

For det første: Jesus gør op med de traditionelle religiøse måder at dyrke Gud på, for det er ikke afgørende, om Gud dyrkes på samaritanernes bjerg Garizim eller i jøderens tempel i Jerusalem. Jesus forholder sig ikke til den aktuelle debat og rivalisering mellem jødisk og samaritansk gudsdyrkelse. Jesus hævder – hvad der er nyt for både jøder og samaritanere – at gudsdyrkelsen ikke er reduceret til en specifik geografisk lokalitet. Den nye gudsdyrkelse skal ske “i ånd og sandhed”. Dermed ophæver Jesus alle skel mellem gudsdyrkelsen. Enhver – jøde, såvel som ikke-jøde – kan henvende sig direkte til Gud.

For det andet: Fordi Guds søn tilbyder frelsen til en uden for jødekredsen, en hedning, betragtes dette møde ved brønden som en foregribelse af forkyndelsen af Jesus Kristus som ikke blot sit eget folks frelser, men også frelser for hedninger, altså hele verdens frelser.

For det tredje: Guds søn kommer til denne kvinde, ikke fordi hun er hellig eller udvalgt eller opholder sig et helligt sted. Tværtimod, hun har en mand, som ikke er hendes egen – og har yderligere haft fem mænd før ham. Hun lever på ingen måde efter samtidens regler. Hun er i alle henseender uren – både i forhold til etnicitet, køn og seksualitet. Dette synes ikke at være nogen hindring for Guds søn.

Gud åbenbarer sig i dagens evangelium uopfordret og betingelsesløst for denne syndige, samaritanske kvinde. Det er endnu et eksempel på, at det er de udstødte og marginaliserede, der har hans interesse. Mødet mellem han og den samaritanske kvinde sprænger alle konventioner.

(Den samaritanske kvinde er efter samtidens konventioner på forhånd være diskvalificeret som værdig til at møde Guds søn: Hun er samaritaner – der er altså tale om en uhensigtsmæssig sammenblanding af etnicitet. Hun er kvinde – en om end mere uhensigtsmæssig sammenblanding af køn, som i den antikke orden var skarpt adskilte: At en mand og en kvinde, der er fremmede for hinanden talte sammen i det offentlige rum er utænkeligt. Og endelig udlever kvinden en ukonventionel seksualitet. Hun er på alle måder utugtig og uren – og en kvinde enhver jødisk mand skulle holde sig langt fra. Kvinden repræsenterer indbegrebet af en afviger. Hun er ikke jøde, hun er uren, hun er uden skam – hun er en synder. )

Bemærk at der kommer ingen anklager fra Jesu side om kvindens livsstil – og vi hører ikke kvinden fortryde sit gamle liv og vi hører ikke, at hun beder om forladelse. Dog sker der en interessant ændring hos kvinden, en ændring, der er meget mere essentiel end hendes køn, etnicitet og seksuelle vaner: Hendes rettethed mod Gud ændres samt hendes tilbedelse af Gud ændres:

Beretningen slutter med Jesu ord om, hvilke tilbedere Faderen vil have: “De, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Her drejer det sig ikke om den rette etnicitet, det rette køn eller rette seksuelle vaner. Det drejer sig om at tilbede Gud “i ånd og sandhed” og lægge håbet hos Kristus – ligesom vi hørte hos apostlen Johannes: “Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.”

Dagens evangelium ligger i forlængelse af forrige søndags evangelium om dåben. Ligesom dåben handler om at tage imod Guds rige som et barn, handler dagens evangelium om at tage imod Guds rige i sandhed og ånd. Her kommer det ikke an på, om man er jøde eller samaritaner eller om man lever efter samfundets normer eller ej. Alt dette er uden betydning for Guds søn – som apostlen Paulus siger: “Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Apostlen Paulus brev til Galaterne, kapitel 3, vers 27-28). Alle kulturelle identitetsmarkører, der er med til at adskille og opdele mennesker er uden betydning og bliver opløst. Det er den transformation, der sker hos kvinden – hun udfries fra den dom, som hendes samtid lægger over hende. Hun er indbegrebet af en afviger, der alligevel inkluderes. Hun er den, som bliver en del af det fællesskab, hun før ikke kunne få del i.

Vi er, som den samaritanske kvinde, fuldt og helt modtaget af Guds søn. Og vi er elsket som dem vi er, og på trods af det vi gør – Guds søn rækker os nådigt sit tilbud om frelse, og tilbudet om at drikke af den kilde, der gør, at vi ikke længere skal tørste, men have evigt liv hos ham. Han er kommet til os for at frelse os fra denne verdens fordømmelser og vores fordømmelser af hinanden.

Alle normer og konventioner brydes ned af ham og transformeres til en håndsrækning til enhver, som har været fremmed for Guds kærlighed. Det er i håbet til Kristus, vi renser os selv. Accepten og kærligheden fra Gud kan vi ikke reducere til vores tilfældige forståelser af ret livsførelse. Vi må derfor ikke forholde accepten og kærligheden for dem, vi ikke kender og dem, vi ikke forstår.

Lad os derfor tro på Guds ord om, at frelsen med kilden til det evige liv skal rækkes ud til enhver. Lad os turde håbe på, at kilden renser os, sådan som vi i dag loves – uanset om vi måtte være en afviger, som den samaritanske kvinde (med smag for mange mænd!)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Salmeforslag: 331 306 441 – 596 523 11
– udgivet første gang 2008 på min blog

Prædikenforberedelse til HelligTreKongers søndag 2022

Evangelium
“Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: “Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.” Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: “I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.”Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.” Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.”

Matthæusevangelisten, kapitel 2, vers 1-12.- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 2. januar 2022 i Bellahøj kirke

Hvem er disse “vise mænd fra Østerland” egentlig? Det græske ord bag oversættelsen ‘vise mænd’ er ‘magoi’ – deraf det danske ord magi, har en klang af trolddom. I forrige autoriserede oversættelse anvendtes ‘magere fra Østerland’.

Det græske ord ‘magoi’ kan også betyde stjernetydere, dvs. personer med indsigt i astronomi og astrologi. På den tid var astronomi og astrologi uløseligt forbundet. Og allerede dengang i Babylon, hvor de vise mænd må være kommet fra, var astronomien avanceret og man førte kalender over stjernernes bevægelser på himlen.

At de vise mænd var tre, og at de var konger, siger evangelisten Matthæus dog intet om. Matthæus siger blot der var ‘nogle vise mænd’. Forestillingen om at der netop var tre kan hænge sammen med, at der nævnes i alt tre gaver fra de vise mænds gemmer, nemlig guld, røgelse og myrra.”
De vise mænd fremstilles ofte indsigtsfulde, rige herrer, der i følge traditionen var konger med masser af slaver og tjenere under sig.

Nu må vi forestille os, at de var draget op fra deres egne kongedømmer for at finde en større konge, med et endnu større magt, rigdom end dem selv. Og større indsigt end dem selv. Og så var han, som de fandt, lige blevet født!
De hellig tre konger blev dog ikke skuffede, da de fandt ham. Han var deres rejses mål og al besværet værd for dem. Og de sagde naturligvis ikke noget til kong Herodes, selvom han havde bedt dem om det. Kong Herodes havde sagt at han også ville komme og tilbede det nyfødte barn.

Herodes kunne ikke drømme om at tilbede det nyfødte barn. For Herodes var så gal i hovedet, at han følte sig truet af det lille barn, der var blevet født! I sit syge sind så Herodes sig truet på sin egen magt og position. Herodes frygtede at skulle afgive sin magt til det lille barn, om hvem man sagde, at det var den nyfødte frelser.

Herodes’ befaling (evangeliet julesøndag) om at slå alle nyligt fødte børn ihjel viste, hvor krampagtigt Herodes forsøgte at fastholde sin magt. Det lykkes dog Jesu forældre at undslippe Herodes’ onde plan, idet Josef og Maria drog i landflygtighed til Ægypten med den lille kongesøn.

Herodes var konge på den onde måde: Panisk, grådig, nærmest ubeskrivelig rædselsslagen for at miste magt. Det lille kongebarn Jesus var konge på den gode måde: Selvom han skulle blive den mægtigste af alle jordens konger, var han først og fremmest fredsfyrste, et lys og et håb for mennesker, kommet med frihed og kærlighed til mennesker.

Allerede som 12-årig, da Jesus begyndte at lære i synagogen besad han en myndighed, som var en konge værdig. Den myndighed, som han besad, kom helt af sig selv. Myndighed er som bekendt ikke noget, man tilkæmper sig med magt.

Myndighed er noget som man får givet af andre. Myndighed fik Jesus med det samme af dem, som mødte ham. Og Jesus beholdt den myndighed og værdighed hele vejen igennem. Ikke mindst fordi han havde indsigt, han var troværdig og kæmpede for den svage og den syge.

Den dag i dag findes herskere som Herodes, despoter med magt, men ikke myndighed. Diktatorer, som ikke lytter til folket, og som folket ikke ønsker som deres ledere. Og man spørger sig selv: Hvor længe skal det blive ved at mennesker og folk undertrykkes af tyraner og onde ledere? Lige så længe meninger og mennesker undertrykkes og holde nede i frygt, tavshed, fattigdom og uvidenhed.

Først når folk kan tale frit, og færdes frit og samles frit og først når meninger får lov at se dagens lys i et samfund, da kan menneskene leve frit. Når ordet bogstaveligt får frit løb i blandt mennesker. Ordet i samfundspolitisk forstand forstået som demokrati og lighed for loven. Dét er grundlaget for et frit samfund. Så vidt den verdslige, den sekulære frihed.

Hvad med den åndelige og religiøse frihed? Den gives først, når ordet om Guds søn forkyndes frit over hele verden, for da skal alle få mulighed at høre budskabet om det barn, som blev født for to tusind år siden. Det guddommelige ord om Jesus Kristus, som er Guds egen søn og som blev født for menneskers skyld.

Det er julens glædelige budskab, at Guds søn blev født – for vores skyld – som en af os er Gud kommet til os. Og i dag, Hellig tre kongers søndag er det glædelige budskab, at vi skal gøre ligesom de hellig tre konger.
Vi skal – billedlig talt – søge ledestjernen og følge den til vejs ende. Som præsten og salmedigteren Grundtvig (1783-1872) udtrykker det i “Dejlig er den himmel blå” i de sidste to strofer:

“Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.”

For os skal vores ledestjerne være budskabet om ham, Guds søn, Jesus Kristus, som er vor konge, vores herre i himmelen og jorden.

Når ordet om ham forkyndes vækker det tro i os eller styrker os i den tro, som vi allerede har. Sagt på en anden måde: Kristus er vores mål med livet, og samtidig er han vores mål i livet. Fordi hans skæbne er blevet vores skæbne og omvendt. Fordi vi lever forbundet med ham, og fordi vores næstes skæbne er vores liv, og fordi vores næstes ve og vel samtidig er målet.

Der er kun en vej til Jesus Kristus, det er Jesus Kristus selv. Jesus sagde jo: “Jeg er vejen, sandheden og livet” og et andet sted: “Følg mig”.
Hvad andet kan vi gøre end netop dette: Følge det guddommelige ord om Jesus Kristus, ligesom de vise mænd der fulgte efter stjernen indtil de fandt, hvad de søgte, Guds søn, Jesus Kristus.

Og da skal vi få indsigt og visdom i hjertet om hans rige, som ikke er af denne verden, men dog er kommet til verden og er ved at bryde igennem. Da skal vi arve visdom i vores hjerter. Visdom som ikke kan købes for guld eller mønt, som Jobs bog fra dagens gammeltestamentlige læsning taler om. Alene Gud kender vejen til den visdom, men for mennesker er den gemt.

Som Jobs bog afslører har mennesker i dårskab bildt sig ind, at visdom ikke kommer fra Gud eller at visdom kan erhverves for ussel mammon eller hvert tilfælde erstattes med ussel mammon. De, som tror det, må tro om igen og indse, at Guds rige ikke er af denne verden og, at den eneste virkelige skat der findes, og som ikke forgår, er den, som et menneske kan samle i himlene. Her kommer nemlig ingen tyv om natten og stjæler ens skat. Som Jesus siger: Søg derfor mit rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Forslag til salmer 136 137 – 134 96 138
Asser Skude 2009. redigeret siden ©

Prædikenforberedelse Anden Juledag 2021

Evangelium
Jesus sagde: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.”
Matthæusevangeliet, kapitel 10, vers 32-42
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken 10.30 søndag den 26. december 2021 i Bellahøj kirke

Det kan komme som en grum overraskelse for nogen, der kommer i kirke i dag, denne anden juledag. Budskabet er grusomt, og vi bliver mindet om at det at være kristen ikke er en gratis omgang. Det kan have en høj pris, at tro på Jesus Kristus.
I dåben får vi at vide at vi skal tilhøre Ham “den korsfæstede Herre”, og det betyder samtidig at hans lod kan blive vores lod: Hans lidelse og død, kan også blive vores lidelse og død. Sådan går det nok forhåbentlig ikke os danskere anno 2021, men på andre breddegrader har det at blive kristen de største omkostninger.
Kristne er stadig verdens mest forfulgte. (Se link nedenfor.)Som danskere bør vi være taknemlige for den store frihed vi har i vores samfund til frit at kunne bekende og ikke mindst samles i Guds hus.
Denne frihed er ikke alle beskåret på jorden. Og denne frihed må vi ikke tage for givet eller give køb. Den frihed er ikke kommet gratis til, og denne frihed kan vi måske miste igen, hvis vi ikke kæmper for vores grundlovssikrede ret til fri tale, tro og ytring.
Selvom vi som kristne globalt set er verdens mest forfulgte, byder Jesus os (nærmest profetisk i Bjergprædiken, Matthæus kapitel 5, vers 43) samtidig at bede for dem, “som forfølger jer”. Det er som om Jesus ved, at det vil få store omkostninger for dem, som vil følge ham.

I den forstand er dagens evangelium om konsekvenserne ved at følge ham også relevante. Det kommer med en pris at være kristen. Den højeste pris måtte Stefan betale. Som den første af alle kristne. Hos epistlen hørte vi om Stefan, der offentligt stod frem med sin tro. Det fik fatale konsekvenser for Stefan. Man siger, at Stefan blev den første kristne martyr. “Martyrium” er det græske ord for “vidnesbyrd”. En martyr betyder een, der bevidner noget. En martyr er ikke nødvendigvis een, der dør for sin tro. Dengang Stefan levede var det forbundet med livsfare at bekende sin kristne tro. (jf. Lucia, der også må dø for sin tro, Lucia er en af de tidligste kvindelige pendanter til Stefan)

Hvordan kan det være, at emnerne i dagens epistel og dagens evangelium er lidelse og død, når julens budskab er Jesusbarnet, der fødes og Guds søn der kom til verden for at frelse enhver, som tror på ham?

Det hænger sammen således: Et gennemgående tema i julens evangelium er netop vidnesbyrd: Lad os begynde med evangeliet til juleaftensdag: Her aflagde Guds engel vidnesbyrd for hyrderne om, at verdens frelser var blevet født samt at hyrderne skulle gå hen og finde den nyfødte “svøbt og lagt i en krybbe”. Og hyrderne kom til stalden, hvor de fandt barnet, som englen havde sagt det, og så aflagde hyrderne selv deres vidnesbyrd over for Maria, hvor de fortalte alt det pragtfulde, som englen havde sagt til.

Englen og dens vidnesbyrd overfor hyrderne var overvældende, men dog ikke mere end, at de som hørte det troede englen på dens ord og gjorde, som englen havde fortalt dem.
Hyrdernes vidnesbyrd overfor Maria om, hvad englen havde sagt, var overvældende for Maria, alligevel “gemte Maria ordene i sit hjerte”. Hun lod så at sige englens og hyrdernes vidnesbyrd blive en del af sig selv. Hun levede videre med englens og hyrdernes vidnesbyrd om, at hun skulle være Herrens tjenerinde. Hun adlød englen på dens ord om, at hun skulle føde Guds søn. På det ord fulgte hun sin søn hele vejen. Maria svigtede ikke, hun holdt ud.
Maria var hende, der sammen med de andre kvinder kom først ud til hans grav. Maria var hende, der ved graven mødte en engel, der gav vidnesbyrd om, at hendes søn var opstået fra graven. Det budskab bragte Maria selv videre til hans disciple, der dårligt troede hendes ord – ikke før andre fortalte det for dem, og han selv viste sig for dem.
Først da Jesus viste sine mærker i hænder og side troede f.eks. disciplen Thomas. Kort sagt: Igennem evangeliets beretninger var og er Maria en trofast modtager og viderebringer af det himmelske budskab: Budskabet om at Jesus, hendes søn, er verdens frelser, og at hun selv er Herrens tjenerinde. Dagens evangelium til anden juledag handler det i høj grad, at man som kristen både kan og skal bekræfte over for andre, hvad man har oplevet. Også selvom det er ting, der er ufattelige og frygtindgydende. Og dagens evangelium handler i høj grad om at turde stå inde for det, man tror på.
At bekende sig til Kristus var det synlige kendetegn ved de første kristne. Så kunne omgivelserne se og høre her var en, der bekendte sig til Kristus. De første kristne blev kaldt “Kristus”-bekendere eller Kristus-tilhængere”. Det var ment som en nedsættende betegnelse fra omgivelserne, men alligevel blev “kristne” den betegnelse, som Hans tilhængere selv tog på sig.

Som de fleste ved var det imidlertid ikke uproblematisk at bekende sig til Kristus dengang på Stefans tid. Religionsfrihed herskede ikke i de første århundreder i det romerske imperium. Nægtede man f.eks. at tilbede den romerske kejser eller at frembære gaver til kejserens billede kunne man anklages og føres for en domstol. Og det er netop her ved domstolen – fra retssalen – at det bibelske begreb ‘bekende sig til noget’ stammer fra, på latin “confessio”.

Bekendelse er oprindelig et juridisk begreb, der bedst oversættes med “at tilstå noget”. Det var sandsynligvis det, som de første kristne var nødsaget til, når de blev stillet for retten, anklaget for at være ‘Kristus-tilhængere’.

Tilstod den anklagede ikke, blev personen straffet hårdt. Men tilstod personen – kunne straffen være endnu hårdere: I de første århundrede sågar døden. Mange kristne led døden, den såkaldte martyrdød, døden pga. af deres kristne tro og vidnesbyrd. Først i slutningen af 300-tallet tillod det romerske imperium, at kristne ustraffet kunne aflægge vidnesbyrd.

Set i et historisk lys er den kristne trosfrihed altså ikke kommet af sig selv eller uden en høj pris: Tusinder og atter tusinder er døde på den konto. Mest kendt er måske de kristne, som blev ofret i arenaen mod vilde dyr – som underholdning for antikkens borgerskab, såvel elite som pøbel.

Den kristne trosfrihed har en lang historie bag sig – og prisen har været ufattelig høj, og tusinder og atter tusinder har bogstaveligt talt betalt med deres blod for det. Derfor kan den kristne trosfrihed ikke skattes højt nok og bør ikke blive taget for givet.
Herhjemme har borgere de sidste tusind år haft frihed til at bekende os til den kristne tro. Den frihed omfatter ikke alle borgere i resten af verden – selv ikke den dag i dag. Der findes stadig lande, hvor kristne dagligt omkommer. Fordi de som borgere ikke er sikret grundlæggende religiøse rettigheder, og fordi politi og offentlige myndigheder ikke vil eller kan gribe konsekvent ind over for dem, som forfølger dem.

Den dag i dag – mens vi går i kirke uden dramatik og i fred og ro og vi bekender vores kristne tro – på samme tid på andre steder af kloden fratages kristne brødre og søstre basale rettigheder: Måske får de brændt deres kirke af, måske bliver deres personlige ejendom beslaglagt, måske bliver de arresteret og sat i fængsel.

Det er beskæmmende, at det i 2021 stadigvæk noget sted på jorden skulle være en “forbrydelse” at have kristne venner, gå i kirke, synge salme, tale om Guds søn, læse fra evangelierne osv., have dåb, bryllup, begravelse mm. hvor det gøres i en kristen tradition.

At aflægge kristent vidnesbyrd eller deltage i kristne højtider, fester og lignende kan og skal ikke være forbundet med nogen form staf eller forfølgelse. Det er og bliver helt uacceptabelt. Det er og bliver en rettighed, som enhver borger i verden burde have.

Og måske allermest vigtigt, at enhver borger i verden burde have retten til at ytre sig frit i det offentlige rum om sin personlige overbevisning (tro, politik osv.) – så længe man naturligvis ikke opildner til had eller forfølgelse af andre.

Retten til at ytre sig frit er ikke er synonym med i enhver sammenhæng at lufte sine personlige tanker eller tankeløst tilsvine anderledes tænkende og troende, men derimod respektfuldt argumentere for sin sag. Ytringsfrihed handler vel om altid at “gå efter bolden” og ikke “gå efter manden”, på latin “ad res” contra “ad hominem”.

I dagens evangelium fremhæver Jesus betydningen af at bekendelse til ham skal kunne være en offentlig handling: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg kendes ved”.Benytter du og jeg os af muligheden for at offentligt kendes ved Jesus Kristus, så lover Jesus os, at han vil også “kendes ved os”. Bedre kan det ikke blive: Han som er Guds egen søn, som er kommet til verden – kendes ved enhver, som tror og bekender ham.

Lad os derfor på denne anden juledag glæde os over vores frihed i vores danske samfund til frit at kunne samles og høre det glædelige budskab om ham, hans hellige sakramenter dåb og nadver (skriftemålet), hvorved også han selv vil være tilstede idag og være del af os og vi del af ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Salmeforslag 118 101 122 – 125 69 121- udgivet første gang på min blog 2009, redigeret siden Asser Skude 2021©

Læs mere om forfulgte kristne påwww.opendoors.dk

Glædelige nyheder

Sådan er julens budskab. Et glædeligt budskab. Eller ”eu-angelion”, som det hedder på græsk i Det Nye Testamente. Julens budskab er helt igennem glædeligt: Nemlig at Guds søn er blevet født på jord. Han er kommet til os. Og det eneste vi skal, er at tage imod Ham. Ved at tro på Ham får vi del i den frihed, fred og glæde, Han kommer med. Det er i korthed julens glædelige budskab.

Og vel og mærke er det budskab et budskab, der rækkes ud til alle: Uanset hvad man kommer med og hvor man kommer fra, så skal enhver være velkommen til at modtage det budskab og den frihed, Han lover os.

Derfor glæder det mig ekstra meget, at jeg som sognepræst i Den Danske Folkekirke i en ellers meget vanskelig tid og et ellers meget nedlukket samfund, så vidt det er muligt kan række det budskab ud til alle i julen: ”Modtag Ham, som er kommet til os som et lille barn, så vil også du blive frelst”

I princippet er der åbent for enhver, der vil til Guds hus og modtage det glædelige budskab. Vi har ganske vist kun plads til 50 kirkegængere ad gangen, så hvis der er fyldt op, må du komme igen til den næste gudstjeneste, jeg har.

Du skal ikke vise coronapas og du skal ikke melde dig til, for at komme ind i Guds hus. Du kan i princippet komme ind fra gaden og modtage det glædelige budskab.

Det er glædeligt, at det er muligt. Gør derfor endelig også brug af kirken i denne vanskelige tid.

Note/disclaimer: Når det er sagt, vil jeg naturligvis opfordre enhver til at følge myndigheders generelle opfordringer om at lade sig vaccinere, teste, evt. anvende maske og i det hele taget opføre sig med omtanke i forhold til at undgå smitte og lade sig smitte. Læs mere på www.coronasmitte.dk

Prædikenforberedelse Juleaftensdag 2021

Evangelium
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
“Lukasevangelisten, kapitel 2, vers 1-14

Prædiken til juleaftensgudstjeneste kl. 10.30 fredag den 24. december 2021 i Bellahøj kirke

Kejser Augustus ville vide hvor mange undersåtter han havde i hver en flække af sit mægtige imperium. Provinserne i det romerske imperium var hans skattegrundlag.

Derfor denne folketælling, så Augustus kunne tælle, hvor mange mennesker han faktisk kunne opkræve skat af! Så store var indtægterne fra skatterne i provinserne, at kejser Augustus selv og hans folk, romerne, helt var fritaget for at betale skat. Jo flere kejseren derfor kunne inddrive skatter fra, jo bedre for ham, jo bedre for romerne!

Som præsten og digteren Johannes Møllehave (1937-2021) har sagt, så talte det lille barn, som Maria ventede, ikke i den sammenhæng. Det lille barn havde jo ingen penge, og det var derfor uinteressant for kejseren: “Det var nu engang pengene, som talte, og for kejseren talte de deres eget sprog! Men ikke for Gud! Gud tæller ikke, som kejseren tæller”.

Men selvom det lille barn, som Maria ventede, ikke talte i kejserens øjne, så talte det i Guds øjne! Og her er evangeliet og her er i sandhed julens budskab: Evangeliet om fødslen er det glædelige budskab: At Gud bogstaveligt talt blev een af os. Og endog – Gud blev en af de mindste af os. Gud åbenbarede sig i den mindste blandt mennesker – i et nyfødt barn!
Gud så, og Gud ser det, som mennesker ikke ser, og for Gud betyder også det noget, det, som mennesker tit overser. Selv den mindste blomst på jorden, er et prægtigt skaberværk – intet menneske kan gøre det efter, selv ikke en konge eller kejser, hvor mægtig han så end er! Ligesom salmedigteren og præsten Brorson siger i salmen “Op, al den ting som Gud har gjort! Det mindste han har skabt, er stort og kan hans magt bevise. Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde”.

Om det så var verdens rigeste og mægtigste mand, som dengang var kejseren, var hans magt langtfra så stor som Guds. Så da kejser Augustus troede, at den mindste i hans rige, det lille Jesusbarn, ingen betydning havde, tog han fejl!

For barnet, som Maria skulle føde, var og er en himmelsk kongesøn. Det lille barn har Gud til far. Og Guds engel Gabriel viste sig for Maria, før hun blev gravid og spurgte hende, om hun ville føde Guds søn, verdens frelser. Det ville hun godt. Og siden blev hun gravid, og hun ventede Guds søn.
Josef, Marias forlovede, må være blevet meget bange, da Maria fortalte ham, at hun var blevet gravid, og at han ikke var far til barnet. Ingen kunne vel fortænke Josef i, hvis han i desperation havde forladt Maria. Josef kan have været ca. 30 år, mens Maria var måske kun halvt så gammel, en pige på 13-14 år. (Dengang var det ikke unormalt for en så ung pige at være forlovet med en mand)

Men en Herrens engel kom også til Josef og sagde: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru, for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” Matthæus, kapitel 1, vers 20f.

Josef lyttede til englens ord og blev sammen med Maria. Og da tiden så kom, hvor Maria skulle føde faldt det sammen med kejserens folketælling. Derfor var Josef nødt til at tage til sin fødeby, Betlehem, for at lade sig tælle med. Med sig tog han Maria, der var højgravid.

Som vi hørte tidligere var der ikke et sted ledigt i byen, hvor de to unge mennesker kunne søge ly for natten, så de var nødsaget til at søge lidt uden for byen. Og det var hér midt om natten, mens det var både koldt og mørkt udenfor, at Guds søn blev født inde i den lune stald mellem får og kvæg.
Guds søn blev ikke født på et kongeslot, men Guds søn blev født – i en stald mellem dyrene, og Maria svøbte sin søn og lagde ham i en krybbe, som jo er det sted, man plejer at lægge dyrenes foder i.

Trods de ydmyge forhold, stalden, krybben, de to unge forældre, så blev denne fødsel noget helt særligt. Og det er stadig denne fødsel vi fejrer her to tusind år senere. Vi fejrer ikke kejseren, Augustus, og den eneste grund til at vi stadig husker kejser Augustus, er ikke pga. hans magt eller vælde, men derimod det lille Jesusbarn, som ikke talte i kejserens øjne.

Derfor må vi huske på ordene om, at Gud ikke tæller, som kejseren tæller.
At Gud tæller anderledes end den mægtige kejser. At Gud ser værdien i det, som kejseren ikke ser. Og Gud vender op og ned på, det som tæller. Gud lod det lille barn blive himlens kongesøn, arving til et rige langt større end den nok så mægtige kejser.

Evangelisten Lukas, dagens evangelist, skriver ofte om dem, som man ikke tæller med: de fattige, de svage, de udstødte osv. Det er eet af evangelisten Lukas’ gennemgående temaer: At Gud tæller også dem med, som du og jeg ofte glemmer. Gud tæller selv dem med, vi helst ser væk fra, dem, som vi nødigt har øjenkontakt med, når vi møder dem på gaden! Og her er vi ved julens glædelige budskab, som er, at enhver tæller og tæller med hos Gud.
At Gud kan bruge os alle. Der er plads til alle. Og derfor er det vores pligt at give plads til alle. Derfor har det i hundreder af år været en kristen tradition – ved juletid ikke mindst – at lukke den fattige og ensomme ind.

Derfor er det en del af vores kristne kultur, at vi drager omsorg for dem, som der normalt ikke er plads til. Det er fint vi gør det, bare vi også husker vores omsorg for hinanden skal gælde ikke alene i denne juletid, men i hele det nye år vi, vi går ind til.

Til sidst vil jeg anvende endnu et eksempel fra Lukas’ juleevangelium til at illustrere, at Gud kan bruge alle, selv de, som ingen regner for noget. Selv dem bruger Gud og dem lader Gud få en særlig plads – ikke mindst i fortællingen om fødslen julenat. Gud lod de første vidner til fødslen blive hyrderne. Hyrderne var nogle, som man så ned på. Dels var det hårdt slid, dels var lønnen dårlig, men man sagde også om hyrderne at de løj og ikke var til at stole på. Ikke desto mindre turde Gud godt bruge hyrderne til at blive kronvidner til fødslen julenat. De løgnagtige hyrder, selv de var ikke for ringe til at bringe det glade budskab videre.

Alt imens Jesusbarnet blev født inde i den lune stald, lå nogle hyrder ude på marken, under åben himmel, og passede på dyrene. Hyrderne havde tændt bål for at holde de vilde dyr væk, men også for overhovedet at kunne se hinanden – for det var som sagt bælgravende mørkt og hundekoldt.
Derfor var det vel ikke så mærkeligt, at hyrderne blev rædselsslagne, da himlen over dem pludselig blev tændt af et stort lys. Det var een af Guds engle, der viste sig for dem.

Englen prøvede ellers at berolige hyrderne og sagde til dem, at de ikke skulle være bange, for det er et glædeligt budskab (på græsk ton eu-angellion), som englen (på græsk er der et ordspil mellem angellon, dvs. engel og sendebud). Englen sagde til dem ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Lukas, kapitel 2, vers 11f.
Fortsættelsen på historien, kender vi jo. Hyrderne gjorde som englen havde sagt og tog af sted og fandt snart det lille Jesusbarn, som lå svøbt – i en krybbe. Og hyrderne fortalte Maria alt, hvad der var sket, og Maria gemte det hele i sit hjerte. Og hyrderne vendte tilbage til deres arbejde, og de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt.

Det er tankevækkende, at det var hyrderne, der blev de første vidner til den himmelske fødsel julenat. De, som ingen regnede for noget. De, om hvem man sagde ‘de stjæler og lyver’. Disse ’løgnagtige’ hyrder blev af Gud gjort til kronvidner i Guds fortælling!

Når Gud derfor kan bruge nogle af de mest uglesete mennesker til at blive vidner til sin egens søns fødsel. Når Gud kan lade sig føde af en ung, ugift mor, så har Gud vist, at Gud kan bruge mennesker, uanset hvor ringe eller små de er. Uanset om andre ikke regner dem for noget, så regner Gud med dem. Gud regner med os – selv med de mindste af os. Gud har brug for os. Selv de mindste af os!

For Gud tæller os med. Og Gud tæller ikke som kejseren tæller. Gud tæller os med – og selv de mindste af os, tæller han med! Og Gud regner med os, sætter sin lid til os, og Gud kan bruge os. For Gud elsker os! Og Gud er kommet til os. Gud har vist os sin kærlighed. Sit nærvær. Gud er der nu – hos os. Der hvor vi er, der møder Gud os. Og sådan kan vi tænke på Gud, at Gud er blevet en af os – den gang Gud kom til os julenat.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag 94 120 – 104 119

© Asser Skude, 2011, redigeret siden