Prædikenvejledning 3. søndag i advent 2021

Evangelium
Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: “Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Lukasevangelisten, kapitel 1, vers 67-80

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 12. december 2021 i Bellahøj kirke

Zakarias var en gammel mand. En retfærdig mand, der gjorde præstetjeneste ved templet. Zakarias havde ingen børn. En dag havde han et syn, mens han var i færd med sin præstegerning. Englen Gabriel viste sig for ham og forkyndte, at hans hustru Elisabeth skulle føde ham en søn, og det til trods for, at Elisabeth var oppe i årene og ufrugtbar. Englen sagde, at den søn, Elisabeth skulle føde, skulle have navnet Johannes, og han skulle fyldes af ånden og føre folket tilbage til Herren, deres Gud. Zakarias kunne ikke tro, at englen talte sandt. Derfor gjorde englen Zakarias stum for en tid. Da Zakarias endelig kom ud af templet, var han ude af stand til at tale, og så vidste folk, at Zakarias havde haft et syn.

Elisabeth blev rigtignok gravid, som englen havde sagt. Og da Elisabeth var gravid i sjette måned, kom samme engel – nu til en ung pige, langt fra templet. Englen sagde: “Du skal føde jordens kongesøn, men sønnen skal have Gud til far. Vil du det? Tror du det?”. “Ja”, var hendes svar! “Se, jeg er Herrens tjenerinde”. Hun var ung, hun var jomfru, og boede i Nazareth i Galilæa. Hendes navn var Maria. (I begge beretninger har vi den første spæde bevidnelse til den (kun overgået af Fadervor) mest kendte og mest elskede bøn blandt katolikker “Ave Maria”)

Samme Maria kom til Elisabeths hus i Judæas bjergland. Og Maria og Elisabeth hilste på hinanden, og Maria blev med det samme fyldt af Helligånden og lovpriste Herren. Og kort tid efter kom tiden, hvor Elisabeth skulle føde og nedkom med en søn. Da han – otte dage gammel – skulle omskæres og have et navn, sagde Elisabeth bestemt: “Hans navn skal være Johannes” – selvom ingen i familien havde det navn. Så spurgte de tilstedeværende barnets far, Zakarias, hvad han syntes, drengen skulle hedde. Han bad om en tavle, så han kunne skrive navnet ned på tavlen. For han kunne stadig ikke sige noget, efter at englen havde vist sig for ham. På tavlen skrev han: “Johannes er hans navn”.

Og med ét blev Zakarias’ tungebånd frit igen, og han kunne tale, og han lovpriste Gud. Alle omkring var rystede af skræk, og man talte meget om det, som var sket. Og så var det, at Zakarias profeterede de ord, vi hørte fra evangelisten Lukas idag. Den profeti og lovsang, som Zakarias kom med, kaldes Zakarias’ lovsang eller blot Benediktus, afledt af latin “benedictus”, dvs. “velsignet være”.

Zakarias’ møde med englen minder meget om Marias møde med englen. Guds engel viste sig for en præst i templet, og samme engel kom også til en almindelig og ung jomfru, Maria. Maria syntes at have mere tillid til englen end Zakarias, for Maria troede umiddelbart på englen og adlød umiddelbart, modsat Zakarias, for hvem det først senere gik op, at englen var Guds sendebud og talte sandt.

Det er værd at notere sig at den fortælleramme evangelisten Lukas benytter er, at han indleder med den gamle Zakarias, derpå om englens profeti af hans søns, Johannes’ fødsel, og derpå profeti af Jesu fødsel. Evangelisten Lukas starter altså med at præsentere os for Johannes og hans forældre, derpå Jesus og hans forældre.

Evangelisten Lukas vil have os til at se en klar sammenhæng, en skæbnesammenhæng om man vil mellem de to børn, Johannes og Jesus, der snart bliver født. Også mødrene Maria og Elisabeth, synes at dele et særligt skæbnefællesskab. Da Maria mødte Elisabeth, fyldtes hun af Helligånden og priste Gud – Zakarias’ skæbne synes også at være forbundet med Marias. For umiddelbart efter at Maria har lovprist Herren, lovsynger Zakarias Herren.

Efter beretningen hos evangelisten Lukas om Zakarias’ lovsang, følger beretningen om Jesu fødsel – måske evangeliets mest berømte ord: “Og det skete i de dage at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at skrive verden i mandtal”. Det er andet kapitel hos evangelisten Lukas. Evangeliet til julenat er kulminationen på forventningen om verdens frelser, som skal komme. Det er fortællingen om Guds søns fødsel julenat i stalden i Bethlehem.

Bemærk at Zakarias’ lovsang primært er en lovprisning af Gud Herren, ikke af lovprisning af Johannes, hans søn, der skal fødes. Zakarias lovpriser Gud, fordi Gud “har besøgt og forløst sit folk”. Zakarias’ ordvalg minder om de gammeltestamentlige profeters ord om den kommende frelser, Messias, som skal frelse folket fra dets fjender. Det minder om f.eks. profeten Esajas kapitel 40, hvor vi hører profeten Esajas kaldelse til jøderne i eksilet i Babylon. Og man kan sige at hvor profeten Esajas pegede væk fra sig selv og hen på Gud, så er profeten Johannes opgave at pege hen på Guds søn, Messias.

Hos profeten Esajas er den Messias, som jøderne forventer en, der skal komme med dennesidig frelse, dvs. udfri Guds folket fra etnisk, religiøs, politisk, social undertrykkelse under babylonisk fangenskab. Ved vor tidsregnings begyndelse er forventningen om frelse blevet en anden. Det er en forventning om en dennesidig frelse, blot forstået som frihed fra romersk undertrykkelse: For jøderne var det ønsket om at blive et frit folk og herrer i eget hus, dvs. få smidt romerne ud og få taget deres eget land tilbage, kort sagt en genoprettelse af fordums storhedstid og stormagt, som tiden med det davidiske rige.

Den Messias, som man møder i det Nye Testamente er imidlertid en tredje. Det er Jesus som er den nye Messias. Han er ikke en dennesidig omvælter af jødernes sociale, økonomiske og politiske forhold. Som Jesus selv siger “Mit rige er ikke af denne verden”. Det Jesus kommer med er derimod en radikal ny frihed, en frelse som er livet i syndernes forladelse. Faktisk foregriber Zakarias det også i slutningen af sin lovsang: “lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse…for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej”.

Som præsten og filosoffen K. E. Løgstrup (1905-1981) taler om, så åbenbarer evangeliet, at Guds søn er kommet til os med en radikal ny frihed. Ikke frihed og indfrielse af dennesidige drømme. Ikke mål for livet, men frihed til at leve livet. Gud lod sig føde som menneskebarn, ikke som politisk agitator eller demagog, men som manifestation og åbenbaring af, at Gud elsker livet, så meget at Gud lod sin egen søn føde på denne jord. Derved pegede Gud ikke hen på en fjern fremtid eller fjern politisk vision, men Gud pegede hen på, at Gud er skaber af livet, livet som er ligeså sårbart og sart som et nyfødt barneliv fra moders skød. Det er julens kernebudskab. Det nyfødte liv som bringer håb og lys i en mørk tid.

For dig og mig må målet med livet derfor være at modtage livet, som den guddommelige gave, det er. Tage vare på det og ikke tage det fra nogen. Som Løgstrup siger, er vi ikke herrer over livet. Ingen af os kan skabe vores eget liv (det ville være skab-agtigt), men vi lever i dyb afhængighed af Gud, som sekund for sekund giver liv og ånde og holder os oppe. Sådan skal vi leve livet, tage imod på samme måde, som det gives os, som det skænkes os i nuet.

Tænk blot på at ingen kan tage for givet at vågne op næste morgen.
Tænk blot på, at sygdom og lidelse kan ramme ind i et menneskes liv og ændre det på et splitsekund. Ingen kender dagen i morgen! Tænk på al den sygdom og lidelse, som intet menneske er herre over. Og modsat: Tænk på al den glæde og velsignelse, som intet menneske kan skænke sig selv! Tænk på de to små mirakler af liv, som blev skænket de to mødre, Elisabeth og Maria! Og ligesom barnet i Marias liv havde Gud til far, så skal også vi huske på, at Gud er vores himmelske far.

Man kunne sige det sådan: Ligesom Elisabeth og Maria tog imod det liv, som Herren skænkede dem, er det også vores opgave, at tage imod vores eget liv – af Guds egen hånd. Over for Gud må du og jeg stå i evig gæld og taknemmelighed. Livet er som en gave. Det livsvilkår giver os frihed til at leve livet og fred til at leve ud af den trøst, at Gud bærer vores og hinandens liv, både før, nu og efter. Det eneste du og jeg skal gøre er at tage imod det liv – i kærlighed, hengivenhed og tillid – overfor os selv, hinanden og Gud.
Denne dag i dag, dette nu, skal vi blot gribe og tage imod, og denne dag, dette nu, er begyndelsen til resten af vores nye liv. Måtte dette også være et håb for det nye år og nye kirkeår, som vi allerede er godt på vej ind i nu, med tredje søndag i advent.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag 78 Kirkesangbogen Hold håbet op 885 12 89 – 76 87 74
– udgivet første gang på denne blog i 2009, redigeret senest 2021 Asser Skude ©

Prædikenvejledning til 2. søndag i advent 2021

Evangelium
Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matthæusevangeliet, kapitel 25, vers 1-13

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken søndag den 5. december 2021

Med anden søndag i advent har vi to uger til julenat og Herrens fødsel. Advent er latin og betyder Herrens komme, Adventus Domini. Advent er tiden op til Jesu fødsel julenat. Advent er den tid, hvor vi venter på at mørket bliver afløst af lyset – da stjernen og englene og lyset kom over stalden julenat.

Adventstiden og juletiden er lysenes fest. Og vi tænder lys – for at mindes det store himmelske lys, som blev tændt julenat. Både i vores kirker og i vores private hjem tænder vi lys i adventstiden. I vores private hjem har vi juledekorationer og lyskæder i et stadig stigende omfang. Trods en øget global opmærksomhed på at spare på elektriciteten kan man alligevel se, hvordan borgere rundt omkring i det danske land dekorerer deres huse med lys i stort tal.

Det er udmærket med alle de lys, vi tænder og de forberedelser, vi gør med at købe mad, vin, konfekt og gaver. Det er festligt, hyggeligt og samler folk. På den anden side kunne man dog også spørge om forberedelserne har taget overhånd og om advent er gledet væk fra det mere enkle, som advent var i gamle dage?

Tager man den oprindelige og katolske fejring af adventstiden er den snarere en bodstid – ligesom fasten op til påsken. I den katolske tradition udelades Gloria (Ære Være Gud i Det Høje), og der er ingen blomster eller pynt på alteret. Forberedelserne er ikke-materielle, og den egentlige fejring kommer på selve julenat og den følgende dag – undtaget anden juledag som er den første martyr Skt. Stefan dag.

I forhold til adventsfejringen har den katolske tradition en pointe: Advent er oprindeligt en spirituel tid, og ikke en materialistisk tid. Så det kan ikke være forberedelserne, store som små, det kommer an på i adventstiden. Advent er faktisk noget andet og mere end alle de forberedelser, vi forbinder advent med.

Advent handler ifølge den danske præst og filosoffen K. E. Løgstrup om forventning. For har vi ingen forventning om, hvad advent bringer, har vi ingen grund til at forberede os. Løgstrup siger i en prædiken (over evangeliet til anden søndag i advent): “De ti brudepiger skulle bare forvente! Det var alt, hvad de skulle! Det afgørende var ikke, hvor meget eller lidt de fik udrettet. Bare de forventede, og det var der nogle gjorde, andre, som ikke gjorde. De kloge blev i forventningen, mens de tåbelige opgav den.”

Løgstrup har en pointe. Advent handler om, at mennesket lever af forventning, frem for forberedelse. Vi kan gøre os nok så mange forberedelser, men har vi ingen forventning, er der ingen grund til at forberede sig. Forventning skal her opfattes positivt, ikke negativt. Forventning er som en positiv afventen, en forholden sig i åbenhed og taknemmelighed. (nærmest modsat det meget moderne krav fra mange af vores tids selvoptagede individualister der stiller krav og forventninger til deres parter, job, børn mm. hvor der skal forventningsafstemmes, dvs. negativt kræves ind og få sine behov dækket osv.).

For at blive i lignelsens sprog, så opgav de tåbelige håbet om, at brudgommen kom. Havde de tåbelige derimod taget forventningen om brudgommens komme alvorligt, havde de også været klar, og så kunne de være blevet del af det fakkeltog, som skulle modtage brudgommen, når han kom. Så kunne de have deltaget i festen, som brudgommen ville have indbudt dem til som tak.

Det sker bare ikke for de fem tåbelige. Da brudgommen endelig kommer, må de tåbelige over til købmanden efter olie, og imens går den kostbare tid. Tiden forpasses og de kan ikke være hos brudgommen, som de skulle tage imod, og som havde brug for dem. Og døren til bryllupsfesten lukkes. De tåbelige kommer for sent.

Sådan går det. Der lægges ingen fingre imellem. Nu er dagens evangelium godt nok en lignelse – og som Jesus selv siger – en lignelse om Guds rige. Bryllupsfesten er billede på Guds rige, når det kommer, den fest og glæde, der vil være – indenfor, for dem der lukkes ind. Modsat den skuffelse og desperation (som er latin og betyder “uden håb”), der vil være for dem, der afskæres fra at deltage festen og glæden.

Dagens evangelium kunne minde om kongesønnens bryllup, jf. Matthæus kapitel 22, vers 1-14, hvor kongen sender invitationer ud til sin søns bryllup, men ingen af de inviterede har tid, nogle af de indbudte mishandler endda kongens sendebude. Derefter sendes nye invitationer ud til alle i hele landet, og alle får besked på at komme – og folk på gader og stræder nødes ligefrem. Endelig er der gæster nok, men en af dem har ikke de bryllupsklæ’r på, som er lagt frem til ham (Ligesom i TV2 serie
“Stjernerne på Slottet”, hvor gæsterne udstyres af værten med tøj til dagens oplevelser). Den gæst smides ud af festen – i mørket uden for. Den lignelse har også som et af temaerne den såkaldte “dobbelte udgang”, at nogle afvises, men andre bydes indenfor – i varmen. Nogle gives, og andre får taget det, de har.

Alligevel er det sådan i dagens lignelse om de ti brudepiger. De forstandige har levet i forventningen om det forestående bryllup. De har deres lamper og olie klar. Måske er lamperne lignelsens billedsprog for brudepigernes hjertes tro og håb, mens olien er deres gode gerninger, som skal følge af deres tro og håb, jævnfør Melanchtons artikel i den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana) Om De Gode Gerninger. Og apostlen Jakob siger også: “Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger er den død”, Jakobs brev, kapitel 2, vers 17.

At tro og gerninger hænger sammen kan ingen være i tvivl om, heller ikke efter at have læst dagens evangelium – eller lignelsen om kongesønnens bryllup. Og troen og gerningerne vil Herren se på, når han kommer igen.
Ingen bryllupsklæ’r, olie eller lys i lamperne, ingen bryllupsfest. Nok er det ikke morsomt for dem, som havner udenfor, men det er heller ikke helt ufortjent, at det går, som det går. Alting har konsekvens, også for de som ikke gør sig klar, og de som ikke forventer Herrens komme og som slækker på deres tro og handlinger.

Måtte dagens lignelse om de fem forstandige og de fem tåbelige brudepiger være en formaning til os i forhold til den måde, som vi forholder os til livet på: Måtte vi bruge vores tid og vores talenter og vores ressourcer forstandigt som de fem forstandige: Nemlig leve i en stadig forventning, ikke opgive troen, håbet og kærlighedens gerninger.

Måtte vi leve ud af forventningen om Guds riges komme. Den forventning, som rummer både fortid, nutid og fremtid med: Forventningen bagud, om at Gud allerede har givet os livet. Forventningen for nuet og fremtiden, at Gud stadig dagligt giver os livet, ja hvert sekund vi får, skænkes vi fra Guds hånd.

Måtte vi også leve ud af den forventning, at Gud har taget bolig hos mennesker. Selv i den mørkeste og koldeste menneskelige afkrog, har Gud taget bolig.

Vores verden var værd for Gud at elske. For Gud blev ikke alene menneske, men levede som menneske, som én af os. Gud fandt vort menneskeliv værd at elske og leve – Gud kom til os – tog del i vores selvvalgte fangenskab, vores mørke og indelukkethed, vores egoisme og selvtilstrækkelighed.

Fordi Gud kom til os – fordi Gud har forliget sig med os – fordi Gud har udrettet alt for os – så har Gud givet os livet igen. Et liv med hans deltagelse. Et liv, hvor hans kærlighed har sat os fri til at møde vores næste med det håb, at vi forventer Guds rige!

Så bliver fokus i vores liv ikke fortidens synder, ej heller frygten for, hvad fremtiden vil bringe, for Gud har udrettet alt i tid og evighed. Med sin komme, med sin deltagelse i menneskelivet, har Gud for evigt gjort alt godt – udrettet alt godt. Både hvad angår al fortid, nutid og fremtid har Gud udrettet alt godt.

Set i det lys – i forventningens lys – da bliver tiden lige nu, som ligger for vores fødder, der hvor vores fokus bør være. Vi skal ikke leve bekymrede for dagen i går, ej heller for hvad dagen i morgen vil bringe. I stedet bør vi koncentrere os om det liv, som venter os lige nu, i det sekund som er nu.
Fordi Gud er kommet til verden, og har ladet os få del i sit nærvær, bør vi også tage imod vores liv med glæde og åbenhed – i forventning om, hvad det vil bringe og hvad vi selv vil bringe ind i vores liv – med Guds hjælp, med Guds deltagelse.

Så bliver vores liv – ikke et liv fokuseret på det, som nok skal komme, men på det vi får lige nu, det liv som rækkes os netop nu. Måtte den forventning om Guds komme, give os inspiration, håb og trøst og styrke til at tage imod livet som det former sig nu og vil forme sig, så vi er åbne for at lade os glædes over det, værdsætte det.

Lad os leve dette nu, og alle kommende nuer, i den glædelige forventning til, at Gud vil råde, og at Guds rige nok skal komme.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmeforslag 271 77 268 – 277 87 74
– udgivet første gang på denne blog i 2009, redigeret siden Asser Skude 2021 ©

Corona kan lære os om næstekærlighed

Sådan lød min påstand 14. september sidste år i et opslag på Facebook . Desværre er denne påstand stadig aktuel.
Har vi da ikke lært af corona og tager vi ikke den alvorligt nok?


Både ja og nej.

Som jeg ser det er der ikke noget godt at sige om corona. Det har der ikke været siden pandemien ramte og lagde landet ned, og den første og anden bølge skyllede ind over os. Og nu altså den tredje bølge.

Det er og bliver ondt, når raske mennesker rammes af sygdom og lidelse. Isoleret set er der intet godt i sygdom og ingen mening med sygdom. Og en pandemi som corona, som vi endnu ikke kender omfanget eller konsekvenserne af, er ekstra uhyggelig og grusom. Ikke mindst fordi især de svageste og ældste i vores samfund rammes af denne.

Når det er sagt, kan corona alligevel lære os noget om næstekærlighed. Og det er vel ikke det værste. Slet ikke for os kristne (og jøder), for hvem næstekærlighed er et af de vigtigste bud, jf. Moselovens dobbelte bud om at elske Gud af hele sit hjerte og sin styrke og sin sjæl er budet om at elske næsten som sig selv, det såkaldte ”dobbelte kærlighedsbud”.

Hvordan kan corona og næstekærlighed så kobles sammen? Jo, vil vi beskytte vores næste, de svageste og udsatte i samfundet, må vi først og fremmest passe på, at vi ikke udsætter dem for smitte. Det gør vi (som er stærke) ved f.eks. at lade os vaccinere, lade os teste og have håndhygiejne, og tage mundbind på og holde afstand, når vi mødes med syge og svage, så vi ikke uforvarende kommer til at smitte dem, for hvem coronasmitte vil have dødelig udgang eller livslange følgevirkninger.

Så sagt forenklet: Denne pandemi som er så djævelsk, at den udrydder de svage og udsatte og lader de raske og unge gå fri, den må lære os raske og friske at gå forrest med et godt eksempel om at f.eks. at bære mundbind, holde afstand og spritte af, ikke for vores egen skyld, men for de svages og udsatte skyld, som vi gerne vil beholde i vores samfund.

(i store træk genudgivelse af min tidligere artikel 14. september 2020, udgivet på Facebook)

Prædikenvejledning til 1. søndag i advent 2021

Evangelium
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: “Er det ikke Josefs søn?” Han svarede dem: “I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!” Men han sagde: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.” Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukasevangelisten, kapitel 4, vers 16-30
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 28. november 2021

Jesu prædiken falder i to dele: Umiddelbart forløsende første del, hvor alle lytter og er forventningsfulde og spændte. Men i anden del af prædiken går op for folk, at Jesus ikke umiddelbart vil gøre undere i sin egen hjemby, og stemningen vendes imod ham. Mændene i synagogen bliver så rasende, at de korporligt driver ham ud af byen og hen til en klippeskrænt for at styrte ham i døden.

Sådan gjorde fromme mænd imod en af deres egne i Nazareth for to tusind år siden. De mente, at det var forkert af Jesus, at påstå at Esajas’ profeti var gået i opfyldelse, når der ikke skete forandring nu og her.

De havde hørt om de mange undere, som Jesus allerede havde gjort i de andre byer, så de var forargede over han ikke gik ud og gjorde ligeså i sin egen hjemby. De ville have syn for sagen for at kunne tro på hans prædiken om, at Guds rige var kommet.

For os som hører beretningen her to tusinde år senere, er det ingen sag at pege fingre ad de mænd i Nazareth, som ikke ville tro Jesu ord, men tvang ham ud af byen og forsøgte at styrte ham i døden. Det er også for nemt. Og det er ikke det som er meningen med dagens evangelium, at pege fingre af dem, der ikke har taget imod og ikke vil tro Jesus på hans ord.

Hvem af os ville, hvis vi havde levet på den tid, virkelig have taget imod ham? Og hvem ville tro ham, når han påstod at Guds rige allerede var kommet for at bryde igennem? Hvordan kunne overhovedet nogen tillade sig at påstå det, når verden stadig var fuld af død, sygdom og ødelæggelse?
Hvem ville ikke tænke ligesom de gjorde dengang i Nazareth: “Umuligt! Det kan da ikke passe! Hvis Guds rige er kommet, må der ske forandring her og nu!”

Jesu prædiken i Nazareth er indgangen til at se Jesu virke i et større perspektiv: Sagt med evangelisten Johannes ord: “Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham” (Johannes evangelisten, kapitel 1, vers 11-12)

Selv Jesu egen hjemby Nazareth afviste ham. Og ligesom han også blev afvist i Kapernaum, hans anden hjemby, hvor han bl.a. havde helbredt Peters svigermor. Alligevel omvendte ingen af de byer sig.
Og derfor advarer Jesus også et andet sted (vendt imod Kapernaum): “Ve dig, Kapernaum, at det ikke må gå dig værre på hin dag end Sodoma og Gomorra, for du kendte ikke din besøgelsestid”.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til enhver, som hører evangeliet, om ikke at begå samme fejl som de fromme dengang: Så når vi i dag hører ordet om ham, ikke afviser det. At vi ikke gør som de skriftkloge og fromme, der er blevet så reaktionære og skråsikre, at de ikke vil tage imod nyt og forsøge at forandre sig.

Måtte vi ikke blive som dem og handle af panisk angst for at miste det, vi har tilkæmpet os, men derimod være åbne for at tage imod. For at tage imod er netop hvad vi skal – ifølge Jesus. Være parate til at omstille os og udvikle os. Parate til at orientere os på ny. Forholde os positivt og åbent til livet.
(Som fysikeren Albert Einstein vist engang har sagt: “Alting begynder med bevægelse”. Livet er om at være i stadig bevægelse. )

At ville fastholde livet (at være reaktionær) er at slå det ihjel. Livet er fuldt af forandring og bevægelse. Og derfor er livet vel om at vove, at satse og tage chancer, bevæge sig, udvikle sig, gøre alt for ikke at stå stille. Men naturligvis skal vi stadig være tro mod vores kultur, vores arv og tradition, dvs. være konservative, forstået som at vi er bevarende og tro mod vores fædrenes arv, men naturligvis åbne for at gå nye veje og få nye indsigter.

Livet er ikke om at fastholde det, som har været. Livet er ikke at være bange for at miste det, som var. For den som ikke vil flytte sig og lade sig bevæge med tiden, risikerer jo også at gro fast, krampagtigt og i sidste ende et umuligt projekt.

På tærsklen til en ny begyndelse, en ny tid, gælder det om at indprente sig disse ord. For det nye kirkeår begynder i dag. Det nye år i Herren begynder i dag første søndag i advent. Og på vej ind til det nye år er vi nødt til at forholde os til, hvordan vi ønsker, vi skal komme ind i det nye: Hvad vil vi tage med fra det år og den tid som er gået, og hvad vil vi ikke tage med?

Hvad vil vi gøre anderledes i det nye år? Hvilke mål, som vi satte os sidste år, har vi nået og hvad har vi ikke nået? Og hvad vil vi gerne nå i det nye år? Og hvad skal vi som kristne gøre for at være parate til den nye tid?
Som kristne er vi jo ikke sat i verden for vores egen skyld, for at være os selv nærmest eller for at gøre det mest muligt behageligt for os selv.

Som kristne er vi ikke sat her for primært at tilfredsstille vores egne behov, en vi er sat her med et højere formål. Som det hedder i dagens epistel hos Paulus “For nu er frelsen os nærmere…dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på… men iklæd jer Herren Jesus Kristus.”

Med Guds hjælp, med Guds vilje vil vi kunne det, vi ellers ikke kan. Med Guds hjælp og Guds indgriben i vores liv, vil Guds sætte os fri. Gud vil sætte os ud af vores egen fangenskab, og Gud vil udfri os fra vores mørke, vores selvtilstrækkelighed, selvoptagethed og lukkethed. Gud vil sætte vores sind og handlinger frie af indgroede vaner og tilbøjeligheder.

At tilhøre Kristus betyder frihed og glæde: Kristus sætter os frie til at leve livet som det var tænkt, ligesom da Gud skabte mennesket – i sit billede. Med hans hjælp bliver vores liv sat ind i den rette sammenhæng som det var tænkt fra begyndelsen af – et liv med næsten i ubekymrethed – i åbenhed, i tillid, kærlighed, omsorg, ansvarlighed og respekt – et liv i gensidig forpligtelse til hinanden (teologen K E Løgstrup).


Om det så er i forhold til de nye fire år for de nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd eller om det så er i forhold til vores nye år for kirke og menighedsråd, som netop konstituerer sig for det kommende år, om det så er i forhold til det militære og humanitære engagement i udlandet, om det så er i forhold til flygtninge, der er kommet til landet, indsatte i fængslerne, hjemløse i gaderne, syge og ensomme og gamle…

Er vi parate til at møde den nye tid med et åbent sind? Vil vi være parate til det ny og til at møde verden med nye øjne, når vi træder ind i verden i den nye tid?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 84 750 448 – 80 81 74

udgivet første gang 2009 på min blog, redigeret siden, Asser Skude 2021 ©

Overvejelser forud for prædiken Alle Helgen søndag 2021

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 7. november 2021 i Bellahøj kirke.


Evangelium
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matthæusevangelisten, kapitel 5, vers 1-12
Det Danske Bibelselskab, 1992 ©

De “heldige” eller de “salige”?

I den autoriserede og gældende oversættelse af 1992 siger Jesus “Salige er I”, men i den nye oversættelse af ”saligprisningerne” er de “salige” blevet til de “heldige”.

Er det så en heldig oversættelse kunne man retorisk spørge?

Det er netop spørgsmålet. Det er bestemt et modigt valg, som Bibelselskabet har truffet med at oversætte det græske ord ”makárioi” med netop ”heldige.” Hvis man er mest fortrolig med den tidligere og nuværende autoriserede oversættelse, vil nok føle at ”salige” er mere forfinet end ”heldige”. Heldig er man hvis man f.eks. vinder i lotto eller heldig er man, hvis lykken tilsmiler én i forhold til et godt helbred, god økonomi, karriere osv. At være salig derimod er noget som stikker dybere, det er ikke så overfladisk som heldig eller lykkelig.

At være salig kan dog desværre også omvendt komme til at lyde som om man er selvtilfreds eller har nok i sig selv. Og det er hvert tilfælde ikke meningen med at være et kristent menneske.

På den måde er det befriende, at Bibelselskabet prøver at ruske op i vante forestillinger og termer, såsom de ellers meget kendte og afholdte ”saligprisninger”, som Jesus kommer med i dag.

”Saligprisningerne” er taget fra Jesu såkaldte ”Bjergprædiken”, som mange mener er den smukke forkyndelse, som vi har fra Jesus selv.

Nok talte Jesus ikke græsk, men aramæisk og hvilket ord, der kan have ligget bag det græske ord ”makárioi” kan vi ikke vide.

Vi ved dog, at Jesus har ordet i sin magt og der overlades sjældent noget til tilfældighederne.

Måske kunne den nye oversættelse ”heldige” så alligevel godt være velvalgt, hvis man rummer både den materielle og den ikke-materielle betydning af ordet.

For ofte kan det jo være mere eller mindre heldige omstændigheder, som gør at et menneske havner, der hvor det havner.

Mange forskere i genetik i dag, lægger således stor vægt på hvilke gener vi har fra vores forældre, men også hvilken opvækst og livsbetingelser vi får.
Vi i Danmark er nok et af verdens ”heldigste” folk, det siger mange undersøgelser. Vi er ofte i toppen af verdens lande når man måler på velstand, men også lykkefølelse.

Måske skyldes det vi har tillid til hinanden, at vi har tillid til myndighederne og til vores medier osv.

Samtidig ved vi også at vi i Danmark kun udgør en forsvindende lille del af befolkningen på hele jorden.

Resten af verdens befolkning er langt fra så heldig som os: Desværre opvokser mange børn op i resten af verden i fattigdom, uden uddannelse, under diktatur, under trusler og uden udsigt til en lykkelig fremtid. Tag bare alle de unge mennesker, som flygter fra resten af verden og til Europa for at finde lykken. De er bestemt ikke heldige. De går ofte en grum skæbne i møde. Så hvor heldige er de lige?

Når vi ser vor på resten af verdens samfund anno 2021 så er der nok af ulykke, fattigdom, undertrykkelse mm – i de fleste af verdens lande (undtagen Vesten og få andre lande)

Der er nok at bekymre sig om, og det er svært ikke at synes denne verden er urimelig og uretfærdig, når der er så stor forskel på levestandarder og muligheder for mennesker.

På mange måder har vi i vesten vores på det tørre. Og så alligevel ikke. Man siger jo, at vesten og vestens befolkning samtidig også med vores levevis er storslemme med at bruge af verdens resurser.

Vi bruger og forbruger langt over evne og uden sammenhæng langt mere end de fattige og uformående.

I den forstand er Vesten og vestens befolkning skyldig i en meget uheldig belastning af jorden og jordens resurser. Det er bestemt heller ikke særlig heldigt. Og det er bestemt ikke særlig heldigt i forhold til hvad vi lærer vores børn og kommende generationer.

Hvis vores børn og børnebørn ikke bliver klogere end os i vores opførsel og forbrug, så er de meget uheldigt stillet.

I den forstand må vi som hører dagens evangelium måske føle os ramt. På den ene side er vi i Vesten med vores lykke og velfærd utrolig heldige og kan ikke forlange eller forvente os mere. Vil vores børn og børnebørn overhovedet have så høj velstand og lykke som os. Vil det være muligt for dem?

Og hvad vil resten af verdens befolkning på den lange bane sige til at vesten bruger så mange resurser og så mange andre lande holdes uden for?
Men nu handler evangeliet som bekendt om mere end om material velstand, forbrug osv.. Og heldigvis for det.

Evangeliet om at være ”heldig” handler jo om at enhver som hører og modtager budskabet om Guds søn, derved allerede er utrolig ”heldig.” Tænk at få lov at høre det budskab og kunne tage imod det. Alene det er heldigt og alene det gør noget særligt ved os. Og alene det gør os til nogle utrolig heldige personer, ja nærmest salige, for at bruge det gamle ord.

Salige kan vi næsten blive, når vi kan glæde os over den kærlighed som Guds søn tilbyder os og rækker ud til os. Uanset hvor vi er vi vores liv, om vi er alene, ensomme, forladte, sammen, hver for sig eller hader eller elsker hinanden, så er Gud der altid for os og vi kan altid komme til ham. Og vi er altid elsket af ham. Vi skal ikke lave om på os selv, Der er plads til os – som vi er.

Det fritager os ikke fra ansvar, men det sætter os fri til at blive frie og nye mennesker, skabt til at elske og tjene Gud og hinanden, elske Gud og hinanden – som os selv.

Alle bekymringer vi måtte have, kan vi give over til Gud, som er større end os og som vi løfte os fri af vores bekymringer. Det handler blot om at give vores bekymringer fra os, at dele dem med hinanden og lægge det over til Gud.

Håbet og troen er så, at Gud vil ”alting mage”: Gud vil gøre det umulige. Gud vil sætte os fri. Gud vil genoprette det fortabte. Vi vil finde tilbage igen. Til hinanden og til os selv og til Gud. Vi vil og skal være sammen igen. På vidunderlig vis, og nærmest sådan er det i dag, når Jesus på profetisk vis, fortæller os, hvordan det vil blive, når Gud vil komme igen, og være alt i alle og alle skal være og blive et i ham.

”Gud vil alting mage”. Gud vil vende modgang til medgang, sorg til glæde, smerte til lindring, modløshed til håb, ufred til fred og give os håb, frihed og glæde igen.

Lov og tak og evig ære være dig vor far, søn og Helligånd, du som var er og bliver, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen

Asser Skude, 2021 ©

Overvejelser forud for 22. søndag efter Trinitatis 2021

Overvejelser forud for prædiken kl. 17.00 lørdag den 30. oktober 2021

Ros til Bibelselskabet

Overvejelser forud for 22. søndag efter Trinitatis 2021, prædiken kl. 17.00 lørdag den 30. oktober 2021 i Bellahøj kirke

Ros til Bibelselskabet

I morgen er det lignelsen om den såkaldte ”gældbundne tjener” eller den såkaldte ”hårdhjertede tjener” (22. søndag efter Trinitatis, Matthæusevangeliet, kapitel 18, vers 21-35) dvs. sådan er det, hvis man læser i den nuværende og gældende kongelige autoriserede bibeloversættelse af 1992.

I den nyeste oversættelse af søndagens evangelium – den såkaldte ”Bibelen 2020” er det imidlertid ikke ordet “tjener”, der anvendes om hovedpersonen, men derimod ordet “slave”.

Det er tankevækkende, at det altså her er lykkedes Bibelselskabet at komme med en ny oversættelse, som er både er forfriskende netop i forhold til søndagens læsning.

Det er således ikke ordet ”tjener” der anvendes som oversættelse fra det græske ”doulos”, det er derimod ordet ”slave”. Selvom oversættelsen ”Bibelen 2020” ikke er ment til kirkebrug søndag formiddag i den klassiske og autoriserede højmesseliturg, så kunne denne oversættelse være en oplagt anledning til at italesætte, hvad der er på spil i dagens evangelium.

At bruge ordet ”slave” anno 2021 er modigt al den stund, at det ikke er særlig politisk korrekt, her tænker jeg på den igangværende debat og opgør med dansk kolonitid og dansk slavehandel mm. Nogle vil sikkert også finde det ligefrem anstødeligt, bagstræberisk, måske endda racistisk, at danske ord ”slave” stadig kan finde anvendelse anno 2021.

Naturligvis er der intet rart ved slaveri, og det strider også mod et liberalt og frit menneskesyn. Og i Dagens Danmark er slaveri da også heldigvis forbudt og afskaffet. Men slaveri var netop yderst udbredt og almindeligt på bibelsk tid, på Jesu tid og netop derfor giver det god mening at oversætte ”en til en” hvad der faktisk står i evangeliet til på søndag. Hatten af for det!

Måske vil nogen også blive stødt lidt på de teologiske konsekvenser af en så ligefrem oversættelse og brug af ordet ”slave”, og alt hvad det rummer af implikationer for en kristen dansker anno 2021.

Når lignelsen om tilgivelse i dag har en ”slave” som hovedperson, kan det jo godt tænkes at støde de danskere som tænker, at de i deres forhold til Gud ikke er at sammenligne med netop ”slaver”.

Er der da noget positivt ved at være ”slave” af Gud? Er Gud at betragte som en slags slaveholder og vi hans ”slaver” på jord? Det er nogle af de spørgsmål som den nyeste oversættelse kunne rejse. Og svaret derpå er ikke blot et entydigt “ja” eller “nej”. Svaret ligger måske endda i virkeligheden midt i mellem.

”Slaven” i lignelsen er naturligvis endnu en af Jesu metaforer for, hvad det vil sige at underlægge sig Guds vilje og Guds bud, det at enhver som hører lignelsen må lade sig inspirere til at være tro mod sin himmelske herre samt være ét med sin himmelske herres vilje.

Sådan kan vi forstå Jesu lære. Og med stor sandsynlighed har mange andre troende, og ikke mindst muslimerne, som kom til flere århundreder senere end de kristne, lade sig inspirere af jødernes lov og ikke mindst af Jesu forkyndelse og lignelser.

Således kalder tilhængere af islam sig “hengivne” eller “underkastede”, det er den betydning ligger der efter sigende i at være “muslim”. En “muslim” er altså en som er underkastet Allahs lov, Guds lov, en tro og hengiven tjener til den tolkning, som Guds profet har åbenbaret mennesker.

Jeg ved godt det kan give utilsigtede associationer, hvis vi kristne skulle sammenligne os selv med muslimer, ikke mindst fordi kristendommen er langt ældre og tidligere end islam. Men det at være hengiven og være underkastet en større vilje end ens personlige vilje, behov, lyster er både noget centralt i den oprindelige kristne forkyndelse.

Jeg vil pointere, at kristendom ikke er islam, og bliver det heller ikke. Kristendom er væsensforskellig fra islam. Kristendom er hverken en lovreligion eller er gerningsretfærdighed. Kristendom handler om at kunne reflektere selvstændigt og kunne skille Guds regimente og det verdslige regimente, det er og forbliver to adskilte størrelser.

Kristendom er dog i en eller anden forstand at underlægge sig en større vilje og i den forstand anerkende, at ingen ved egen magt derved kan frelse sig selv, men alene ved Guds hjælp og nåde kan sættes fri til at tjene Gud og næsten, og derved bedst imødekommer Guds bud, jf. det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus sammenfatter Moseloven til.

At underlægge sig Guds vilje og f.eks. budet om tilgivelse, kan minde om slaveri, men det er ikke i den ellers negative forstand, som mange måske ville høre det eller tro.

At tjene Gud sker netop ved at gøre det (som også Moseloven påbyder) ved at elske Gud af hele sin sjæl og hele sit hjerte og hele sin forstand. Altså skal menneskets med hele sin fornuft, vilje, indsigt også tænkes med. Så det at være ”slave” eller “tjener” for Gud, er ikke ukritisk underkastelse eller ”blind tro”, men netop at have hele sin forstand, vilje, indsigt med, netop når man tjener Gud og næsten.

Så meningen med det græske oprindelige ord ”doulos” kommer altså fint til udtryk, når Bibelselskabet vælger ordet ”slave” til søndagens evangelium.

Og bemærk altså, at det skal tænkes med, at kristne er mennesker med selvstændige holdninger, indsigter og egenskaber, der med deres forstand og hjerte skal tjene Guds vilje og Guds bud, således bliver de Guds udvalgte ”tjenere”.

Guds tjener bliver ingen i kraft af sine egne gerninger, men ene og alene i kraft af den gave og velsignelse, som Gud har rakt kristne ufortjent, gennem dåbens sakramente.

I forhold til dagens evangelium om at blive som den “slave” eller som den “tjener” i forhold til at tilgive sin medtjener eller “medslave” rejser sig spørgsmålet:

Skal vi gøre som den “tjener” eller den “slave” i lignelse og tilgive alt, tidligere, nuværende og kommende ugerninger og hændelser, der tilstøder os?

Det må være på sin plads at slå fast idag og alle søndage, hvad tilgivelse er og hvad det ikke er: Tilgivelse er ikke: Eftergivenhed, blødsødenhed, tossegodhed eller blind tolerance.

Tilgivelse er at sammenligne med et himmelsk spejl:

“O du, som skabte hjerte mit,

det dybe, underfulde,

o, dan det efter hjerte dit

til himmel-spejl i mulde

så langt mer, end selv jeg ved,

kan lære af din kærlighed

om nådens rige fylde.”

fra salmen “Gud Herren så til jorden ned”, Den Danske Salmebog, Bibelselskabet

Et spejl, der, når det holdes op mod os selv og vores næste, genspejler Guds nåde. Et spejl, der minder os om vores gensidige afhængighed af Gud og næsten. Et forhold vi ikke kan sige os fri fra, for så svigter vi både os selv, næsten og Gud. Et forhold som er gensidigt afhængig for alle parter. Et svigt over for næsten er et svigt over for Gud og omvendt. Vi behøver hinanden. Vi kan ikke leve uden hinanden, uden Gud. Vi kan ikke leve uden også at tilgive, uden at bære over, uden at se stort. Vil vi leve som den hårdhjertede tjener. Leve og være nøjeregnende, ja så bliver livet for alvor et sandt helvede, både for andre og os selv.

Ægte tilgivelse er ikke bare sur pligt eller bekvem udvej, men ægte tilgivelse kommer af hjertet. Som en indsigt, en erkendelse af vores egen situation, hvem er vi, og i kraft af hvad, vi egentlig er dem, vi er. Først når vi er villige til at se med et åbent sind og med et åbent hjerte på det spørgsmål, ser vi alt det, som vi har fået givet af Gud.

Vi er skyldnere i forhold til Gud og næsten, i det forhold, står vi i bundløs gæld. Forsøger vi at betale tilbage, ligesom den hårdhjertede tjener desperat forsøgte, bliver situationen endnu mere grotesk. Det er ikke meningen, at den skal betales af, så er det købmandshandel, ikke sand tilgivelse.

Alene én er i stand til at betale alt det skyldige tilbage. Alene Gud i himlen kunne betale alt tilbage. Det kan intet menneske. Kun Gud kunne betale den løsesum tilbage for at mennesker kunne gå fri. Kun Gud kunne betale tilstrækkeligt med sin egen søns lydighed. Ja lydigheden indtil kors. Så langt ville og kunne Hans Søn gå.

Han der var ingen noget skyldig betalte med den højeste pris, sit eget liv. Gud fader betalte med sin egen Søn, sit eget kød og blod. Ikke fordi Gud er en som vil slå ihjel, ikke fordi Gud ville ofre sin søn, på ingen måde, så langt ud kom det pga. menneskers hævn og had til Hans Søn, som blev sendt til dem. Af lydighed gik Guds Søn hele vejen, og fordi menneskene ville gøre regnskabet op på gammeldags og forældet måde og som mennesker nu tænker og handler – efter fortjeneste og som en købmand gør regnskabet op, ville menneskene have Guds søn på et kors. Sådan blev det. Ak og ve!

Ikke desto mindre blev Guds Søns død til ”løsesum for mange”. Således sendte Gud sin Søn, ”for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16)

Guds søn Jesus Kristus betalte med den højeste pris og i kraft af sin lydighed imod Faderen. Som den eneste kunne Han yde Faderen tilstrækkelig betaling (satisfactio) efter loven. Denne lydighed over for Faderen – lydigheden over for loven – førte til et liv, der var så anderledes, at det ikke var muligt for mennesker at kunne acceptere det. Det liv fik som sin konsekvens døden.

Gud kræver ikke tilbagebetaling og indløsning af gælden. Gud har forligt sig med sig selv og med os – igennem sin egen Søn. Gud er ikke en gnier. Gud er ikke nøjeregnende eller smålig, men en nådig og gavmild Gud. Af ingenting og ud af ingenting rækker Gud menneskene alting – og ganske ufortjent. Gratis som det hedder på latin.

Fordi Gud først har rakt mennesker sin tilgivelse, må mennesker også selv være villige til at tilgive deres skyldnere. Det må vi ikke glemme. Ellers vil det gå os ligesom den hårdhjertede tjener i lignelsen, ham som fik eftergivet sin uoverskuelige gæld, men bagefter selv glemte at tilgive og forlangte at få inddraget gælden fra sine skyldnere.

Guds tilgivelse blev givet os alle i Jesu navn ved dåben, og vi bærer den i os og er samtidig forpligtet til at give den videre i det liv, som vi lever sammen med næsten.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

– Forslag til salmer: 12 337 493 – 695 653 598

– udgivet første gang på min hjemmeside og Facebook 2021, Asser Skude ©

Prædikenvejledning til 21. søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium
Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: “Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: “I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: “Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.

Johannesevangelisten, kapitel 4, vers 46-53
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 24. oktober 2021 i Bellahøj kirke

Dagens evangelium er en kort og vidunderlig beretning om, hvordan Jesus griber ind i en families liv, og den familie og husstand kommer til tro på Jesus som Guds søn.

Beretningen foregår i Kana. Det sker vel og mærke ifølge evangelisten Johannes i den selvsamme by, hvor Jesus virker sit allerførste under og tegn, nemlig forvandler vand til vin – under “brylluppet i Kana”. Her i Kana kommer en kongelig embedsmand (høvidsmand) til Jesus. Embedsmandens nærmere rang eller profession oplyses ikke, og det er heller ikke afgørende, det afgørende er det forhold, at embedsmanden er far.

Det er i sin egenskab af far, at han henvender sig til Jesus – i håb om at Jesus vil hjælpe. Embedsmanden gør som enhver anden forælder burde og ville gøre, hvis deres barns liv var truet: Han opsøger hjælp.
Det afgørende er farens håb om, at Jesus kan virke et mirakel. Som mange andre, må også han have hørt om de tegn og undere, som Jesus forinden havde gjort.

Vi får at vide, at den kongelige embedsmand har forladt sin søn hjemme. Måske pga. arbejde, som han var nødt til at passe. Eller måske fordi han ville møde Jesus, som han har hørt om. Og det med risiko for, at hans søn allerede vil være død, før han selv kan være tilbage.
Således kommer denne far og bønfalder Jesus: “Herre, kom med derned og helbred min søn, for han ligger for døden.”

Farens henvendelse til Jesus kan opfattes som endnu et krav om at få et tegn fra himlen. Under alle omstændigheder retter Jesus en generel kritik af tilhørernes krav om at se tegn.

Jesu svar kan ses som imødekommelse og en konstatering af kravet om tegn. Er det sidste tilfældet, indrømmer Jesus indirekte, at tegn kan være nødvendige – for troens skyld. Denne betydning svarer til Johannesevangeliets forståelse af Jesu tegn.

Et tegn er noget som peger ud over sig selv. Et tegn har en dybere betydning end blot f.eks. en mirakuløs helbredelse. Den dybere betydning af tegnet hos Johannes er tegnet som åbenbaring af, at Jesus er Guds søn, der er kommet til verden for at åbenbare den himmelske herlighed.

Vedholdende og stædigt fastholder faren sin bøn til Jesus: “Herre, kom med derned, før mit barn dør”. Man kan sige, at faren idet han kalder Jesus for “Herre” samtidig bekender Jesus som Herre.

På den bekendelse svarer Jesus kort: “Gå, hjem din søn lever”. Jesus svarer ikke : “Gå, hjem din søn er helbredt”. Når Jesus bruger ordene “Din søn lever” kan det være for at anskueliggøre, at han selv er herre over livet og livets giver, og at sønnen nu har fået livet skænket. Uden Jesu mirakel havde sønnen mistet livet. Jesus er altså den som kan skænke liv – endda ud af sygdom og død.

Jesus yder faren trøst og garanti for, at hans søn nu er helbredt. Faren tøver ikke, og han tror på Jesu forsikring og vender hjemad. Dengang har rejsen retur fra Kana til Kapernaum taget en dags tid, for der var cirka 25 kilometer – og det vel og mærke til fods.

Og også kommunikationen imellem hjemmet og den kongelige embedsmand kunne derfor også tage en hel dag. Imidlertid kommer det glædelige budskab om sønnens helbredelse til faren – før han når hjem: Hans tjenestefolk kommer ham i møde på vejen.

Og disse tjenestefolk overbringer det glædelige budskab om at sønnen lever, og at den livstruende sygdom har forladt sønnen i syvende time, hvilket svarer til samme tid, da Jesus sagde: “Din søn lever”.

Underet er sket. Drengen har fået livet tilbage. Og det sker i Kapernaum, hvor embedsmandens familie og tjenestefolk kan bevidne det. Jesus selv er et andet sted. Jesus opholder sig i Kana.

Sagt på anden måde. Helbredelsen er såkaldt fjern-helbredelse. Helbreder og helbredte opholder sig ikke på samme sted, men hver for sig. Måske var det eneste mulighed for at drengens liv kunne reddes, denne fjern-helbredelse, måske ville drengen være død allerede, hvis Jesus først skulle rejse afsted den hele dag, før han kunne være fysisk hos drenge. Under alle omstændigheder overgår dagens evangelium enhver forstand, og den kan alene gribes med troen.

Helbredelsen er vidunderlig for embedsmanden og hans familie – og for sønnen, men helbredelsen peger ud over sig selv. Helbredelsen er større end selve miraklet, for helbredelsen er et tegn, der viser hen til en ny verden. Den verden, som tager udgangspunktet i dette liv, men som også rækker ud over livet. En verden som skal ses med troens øjne.

Tegnet peger hen på, at Jesus er Guds søn, og selveste Livet. Således forstået giver de berømte vendinger fra Johannesevangeliet om Jesus som opstandelsen og livet eller Jesus som Vejen, Sandheden og Livet.

Gennem dette tegn åbenbarer Jesus, at han er Guds søn, og igennem ham gør Gudfader sine gerninger, igennem ham åbenbarer Gudfader sin herlighed, således for embedsmanden, hvis søn var syg. En far møder her Guds herlighed. Det største i hans liv, hans eget kød og blod, hans søn, som han var ved at miste, er nu tilbage igen og lever.

Når Jesus siger, at “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, kan han have ment, at tegn er til for troens skyld. Forstået på den måde kan tegn og tro ikke tænkes uden hinanden. Det forhold kunne der godt argumenteres for her, idet dagens evangelium munder ud i en trosomvendelse, her er et menneske, der tror og bekender Jesus som “Herre” og “han og hele hans husstand kom til tro”. På grund af dette tegn fristes man til at sige.

Stillet overfor oplysningen om embedsmanden og hans husstands omvendelse er her muligheden for en reel grundlæggelse af en lille skare af troende, en lille menighed, en såkaldt husmenighed. Der står: “Og han og hele hans husstand kom til tro”. Husstand inkluderer, hvad der måtte være af familie, hustru, børn og tjenere (og slaver) (og deres børn).
Indirekte afsløres de daværende sociale normer, den patriarkalske orden, nemlig at det var husets herre, husfaderen, som handlede på hele husstandens vegne. Således også i religiøse henseender kunne husfaderens religiøse forhold afgøre husstandens religiøse praksis.

De første kristne menigheder er sådanne husmenigheder, og man opholdt sig i “private huse” i de tidligste år – pga. den direkte anledning troen var opstået – nemlig hos en husstand – og hele husstanden lod sig omvende på en gang til kristendommen. Blev menigheden for stor, anvendte man blot flere huse, som man samledes i. Hvornår menigheder ligefrem begyndte at bygge og tage i brug egentlige kirker er lidt usikkert, men omkring det tredje århundrede efter vor tidsregning begynder de første kirkebyggerier.

Dagens evangelium handler om, hvilken ny virkelighed og hvilken ny kilde til liv, Guds ord er. Ikke blot rent fysisk kan Guds ord som i dette tegn fortrænge sygdom og række livet. Dagens evangelium handler om, at Guds ord med kraft og liv møder et menneskets ord.

Den dag ved Kapernaum var det embedsmandens bøn om hjælp, en fars bekendelse, dette lille menneskeord, der mødes af det store ord, som er Guds ord. Det Guds ord, der gennemtrænger tomhed og mørke. I ordet møder Gud mennesker med trøst og hjælp ligesom Guds ord mødte den kongelige embedsmand med trøst og hjælp.

Sådan vil Guds Ord også komme til os i dag, når vi samles om Ordets forkyndelse, ligesom Gud fra første dag har været nærværende med sit Ord hos den første kristne menighed, som vi kender, nemlig den hos den kongelige embedsmand.

Ordets forkyndelse er vores, den kristnes menigheds grundlag for vores liv og vækst. Selv ikke Gudshuset, vores kirkebygning og inventar skyldes det, men derimod det Guds ord, der prædikes, skal udvirke det og gøre os til de “levende stene”, som er den virkelige kirke, båret af mennesker af kød og blod, som samles om Ordets forkyndelse, og der skænker Gud os trøst og støtte, håb og tro, når vi føler os tomme og forladte.

Og Guds kærlighed tilbydes vi alle i dåbens og nadverens sakramente. Der er Guds nærvær med Ordet, der lyder – Hans løfte om nærvær og støtte nu og indtil de sidste tider.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


forslag til salmer: 744 580 7 – 164 60 672

– udgivet første gang 2009, redigeret siden © Asser Skude

Prædikenvejledning til 20. søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: “Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæ’r på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæ’r? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.”

Matthæusevangelisten, kapitel 22, vers 1-14- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 17. oktober 2021 i Bellahøj kirke

– Den store bryllupsfest

Den store bryllupsfest Lignelsen om det store festmåltid rejser måske flere spørgsmål end den besvarer. Hvad er det glædelige i at høre om dom og straf for dem, som ikke vil tage imod invitationen?

I stedet for at fokusere på dem som afvises og kastes bort, kunne man tage udgangspunkt i det glædelige at invitationen i første omgang går ud til alle. Det handler derfor om at tage imod og gøre sig klar, modsat den arme stakkel vi hører om som ikke har gjort det.

Invitationen til festmåltidet, kunne være en allegori på invitationen til Guds frelse og det evige liv, som enhver skal tilbydes. Høj som lav indbydes.

Måske forstås kongefarens reaktion bedre, når man ved, at det på Jesu var kutyme på Jesu tid, at alle gæster på forhånd var blevet udstyret med bryllupsklæ’r forud for festen. De fornemme klæ’r lå simpelthen klar og fremme til alle gæster – netop for at ingen skulle kun undslå sig med ikke at have tøj til anledningen. Det var værtens opgave – også at sørge for gæsternes påklædning til formålet.

Her to tusinde år efter – og på danske breddegrader – bruger vi ikke den skik, og dog: Hvis man ser et af danskernes mest populære underholdningsprogrammer, f.eks. ”Vild med Dans” fra TV2, så skulle det undre mig om ikke netop værten (TV2) har sørget for at alle deltagere klædes på til lejligheden. Og man kan spørge sig selv om det ikke er halvdelen af fornøjelsen at nyde og se de flotte jakker, bukser, kjoler, sko og skønne former på deltagerne?

Lad os antage at alle deltagere blot deltog i deres sædvanlige, uhøjtidelige og dagligdags tøj, natbukser, hjemmesko og lignende, hvem ville så synes at det var lige spændende at se og følge med?

Sådan må vi sætte os i den konges sted, som ville holde sin søns bryllup. Skulle han da ikke netop blive irriteret og vred, hvis gæsterne ikke tog det på, som lå klart til dem, hvis ikke de gik med på festen og dens præmisser?
Lignelsen om den kongefar kan lyde bombastisk og meget dommedagsagtig. Og det er ikke helt forkert. Der er noget på spil. Også i dag. Og temaet er alvorligt. Også selvom det “bare” er en lignelse og altså en slags parabel eller parafrase eller metafor over for hvordan det står til med Guds riget og de invitationer som der sendes ud.

Det er skammeligt at de gæster, som den kongefar inviterer, undslår sig. Kongefaren har glædet sig og vil gerne dele sin glæde og fejre det for alle.
Netop derfor er hans vrede og hævn til at forstå over for den slappe attitude som udvises mod hans invitationer. Og ikke mindst de forbrydere som ihjelslår hans udsendinge. Hvor utaknemlig og hvor uforskammet har man lige lov at være? Og hvem vil påstå. at de ikke forstår den kongefar, der hævner sine udsendinge, ved at sende soldater ud til de forbrydere?

Jesus fortæller næppe denne lignelse for at eftertiden skal pege fingre ad hinanden eller for at nogen skal fordømme andre. Og Jesus fortæller næppe denne lignelse for at vi som hører den alene skal lægge mærke til hævn og dommen i lignelsen, men det giver netop mening med dom og hævn i lignelsen, for at vi skal forstå at der er noget på spil. Det hele er ikke lige meget og alt er ikke godt. Og verden er ikke kun god, men også ond.

Vi skal altså på en og samme tid høre om det mest forfærdelige og det mest vidunderlige. Så dobbelt er det. Og sådan er verden også. På en og samme tid vidunderlig, men i næste nu kan den være ond og forfærdelig.

Og gennem tiden har mange dommedagsprædikanter kunnet bruge netop denne lignelse som afsæt til at prædike netop dom, hævn og straf. Men måske er de sidste vers i dagens evangelium blot tilføjelser til den oprindelige lignelse, Jesus fortalte.

Men temaet dom og straf er dog stadig relevant og på sin plads at prædike i dag (som alle dage) som klangbund for det evangeliske.

Alle som en står vi over for Guds potentielle dom og straf. Og ingen vil kunne slippe fri af dom eller straf, hvis ikke det var for Guds søn, som blev sendt til os, for at frelse os, nu hvor vi ikke kan eller kunne frelse os selv eller hinanden. At vi mennesker langt fra er perfekte, men dagligt svigter, kan vel ikke komme bag på nogen.

Selvom vi lever i et smørhul og der næppe findes et mere lykkeligt og dejligt land end det danske, så har der desværre og ulykkeligvis næppe før været så mange ensomme, isolerede mennesker.

Til trods for vi nok næppe tidligere har vi levet så godt, og haft så mange goder og så meget plads, haft så mange muligheder, så er der alligevel så mange der ikke lykkes, i skolen, på jobbet osv. og rammes af sygdom og isolation og f.eks. lidelsen

Aldrig før som nu har så mange gået glip af den fest og det fællesskab, som vi ellers så gerne vil bryste os af.

Sagt på en anden måde. Vi er ikke perfekte og svigter det bud om at inkludere og rumme hinanden. Desværre er der mange, alt for mange der ikke kan tage imod invitationen til fællesskabet og kærligheden – og bare fordi de ikke tager imod, kan vi ikke undslå os med at de ikke vil. Det er stadig vores næste, alle de danskere som bor i vores land. Hvorfor er de ikke med til fest?

I forgårs læste jeg f.eks. om at der fra de københavnske jobcentre ikke de sidste to år er henvist nogen person til noget job? Hvordan kan det gå til, når vi har klaret os gennem krisen og der er mangel på arbejdskraft og hænder, at så mange danskere alligevel stadigvæk kan gå arbejdsløse, være sygemeldt, være stressede, være nedslidte og syge osv. Hvordan kan vi tillade os at accepterer at de “holdes udenfor”. Vores samfund og vores behandling af dem er ikke næstekærlig eller inkluderende. Vi kommer til kort.

Skulle de da ikke også med til den fest, som der er i vores samfund? Hvor bliver de af? Hvornår lukker vi dem ind, alle de danskere, som allerede er født og opvokset her?

På den måde kan vi forstå alvoren bag den lignelse Jesus fortæller. Nogen er udenfor og kommer ikke ind. Det er ondt. Det er ikke godt.

Men sådan er Guds rige ikke. Himmeriget skal lignes med den kongefar, der ville have alle med. Og Guds rige skal lignes med den kongefar som forsøgte sig med at få alle med.

Og forventer vi at Gud den dag, når han vil kalde os til fest, også vil tage os med? Fortjent det har vi ikke, ligesom ingen nogensinde skal fortjene sig til Guds frelse eller nogen skal vide sig sikker på Guds frelse.

Men i dåben og som elskede Guds barn, tør vi måske tro og håbe at også vi skal komme med til fest. Og det håb må vi også – indtil det sidste – holde fast i skal rækkes ud til vores næste og alverden.

For at frelse verden – gennem budskabet om hans søn og troen på ham. Af kærlighed til verden skal vi række det budskab ud – ligesom de udsendinge i lignelsen om den kongefar, der ville dele sin glæde med alverden.

Og som det er i lignelsen om kongesønnens bryllup, billedet på Guds himmerige, skal det vel også være med os. Vi skal ikke forholde os passivt, men være medspillere på at gå ud og få inviteret alle med til fest.
Budskabet om fest og glæde skal der ikke fedtes med. Det skal ikke pakkes ind, men udfoldes.

Og som kristne og kirke, skal vel netop vi, være som den kongefar og udsendinge – langmodige, håbefulde, udholdende – i troen på at det hele ikke er forgæves, men at Gud en dag vil blive alt i alle og at Gud har sendt sin søn til verden, ikke for at den skal fortabes, men frelses.

Måtte vi leve indtil da i troen på den kærlighed, af Guds nåde og arbejde på hinandens lykke, glæde og fred og kærlighed imellem mennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 737 594 385 – 175 653 690
– © Asser Skude, 2021

Strider homoseksualitet mod sædeligheden?

Hvad er sædeligheden?
Normal betydning er, at vel opføre sig ordentligt. Hvad det så helt konkret betyder, vil der sikkert været mange fortolkninger af.

Derfor vil nogle sikkert mene, at f.eks. homoseksualitet strider imod sædeligheden, andre vil ikke. Personligt har jeg f.eks. ikke noget problem med homoseksuelle eller homoseksualitet, og jeg var da også en af fortalerne for, at Folkekirken fik et ritual for vielse af homoseksuelle. Også selvom ritualet så ikke endte med at være så fremsynet, som jeg havde håbet. Det som ærgrer mig mest – her snart ti år senere – er muligheden desværre ikke strækkes ud til øvrige kirkesamfund i Danmark, dvs. de anerkendte trossamfund, muslimer, katolikker mm.

Vielsesmyndighed er en ret uden for folkekirken og borgerligheden.

Som det er nu, er øvrige trossamfund i deres syn på homoseksualitet underlagt Grundlovens § 67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

I praksis vil det sige, at hvis et anerkendt trossamfund ikke mener, at homoseksualitet bør tillades, understøttes eller velsignes, ja så behøver det trossamfund ikke gå ud ad den vej.
I praksis vil det betyde, at danske muslimer, katolikker mm som altså ønsker vielse med en af samme køn ikke kan modtage den, hvis ikke det pågældende trossamfund ønsker det.

I praksis vil det sige, at en dansk homoseksuel muslim eller katolik så må ”nøjes” med at blive velsignet i Folkekirken, hvis kæresten f.eks. er medlem af Folkekirken. Muligt er det ikke at blive viet i en moské eller katolsk kirke efter nuværende praksis.

En dansk homoseksuel muslim eller dansk homoseksuel katolik vil naturligvis godt kunne blive viet ved en ikke-kirkelig højtidelighed, f.eks. af den stedlige borgmester eller under andre omstændigheder, men mig bekendt har jeg ikke hørt om homoseksuelle vielser i danske muslimske eller katolske trossamfund. (nævner disse, da disse er de to næststørste trossamfund i Danmark).

Beskytter vi middelalderlig og mørk praksis?

Det som ærgrer mig ved den gældende lovgivning og praksis anno 2021 i Danmark er Grundlovens paragraf 67 tilsyneladende kan finde anvendelse til at ”beskytte” trossamfund og deres praksis, selvom praksis er middelalderlig og mørk – under dække af at anden praksis (læs anerkendelse af homoseksuelle vielser) skulle stride mod sædeligheden.
Mig bekendt er ”sædelighed” noget som skifter over tid. ”Sæder” eller ”sædvane” er ofte præget af den aktuelle tid og stemning i samfundet. Det er klart at det tidligere, da f.eks. Grundloven blev nedfældet for mere end 150 år siden, ikke var ”sædvane” med homoseksualitet og anerkendelse af denne, og slet ikke i f.eks. Folkekirken.

Men som bekendt skifter ”sæderne”, og i dag er det da ikke usædvanligt at møde homoseksuelle, som ønsker at leve sammen og ønsker velsignelse hertil.

Hvorfor griber vor tids politikere ikke ind over for de religiøse samfund, som ikke tolererer eller velsigner homoseksualitet eller homoseksuelt samliv?

Når politikerne for snart ti år siden ved lov gjorde det muligt i Folkekirken, hvorfor så tøve med også at gøre det muligt for de øvrige religiøse samfund?

Kan politikerne med rette dække sig ind under at de i givet fald ville ophæve religionsfriheden, hvis de lovgav for øvrige religiøse samfund i det spørgsmål?

Ikke at lovgive i dette spørgsmål for øvrige religiøse samfund, er vel at svigte de medlemmer af disse samfund, som ønsker accept og velsignelse for deres homoseksualitet?

Faktaboks
Ægteskabsloven:

§ 1. Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.
§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted: 1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne, og 2) inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund. Stk. 2. Kirkeministeren kan bestemme, at medlemmer af udenlandske evangelisk-lutherske trossamfund skal være ligestillede med folkekirkens ligestillede med folkekirkens medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig vielse.”

Prædikenvejledning til 19. s. e. Trinitatis 2021

Evangelium

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: “Søn, dine synder tilgives dig.” Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: “Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: “Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” – siger han til den lamme: “Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: “Aldrig har vi set noget lignende!”
Markusevangelisten, kapitel 2, vers 1-12

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for DropIn Rytmik gudstjeneste (børn og voksne) kl. 15.00 søndag den 10. oktober 2021

Lidt forenklet kan man sige om os mennesker, at vi kan leve vores liv på to måder: Enten som farisæerne eller som bærerne: Bærerne opfører sig som forventningsfulde børn, der er fuldt overbeviste og dedikerede og kaster sig ud i ethvert forehavende. Så optagede, at det nærmest er utænkeligt for dem, at noget skulle gå galt. Og så deres modsætninger: Farisæere, der opfører sig som bedrevidende og “kloge” voksne. De ved, hvad der kan lade sig gøre og ikke mindst, hvad der ikke kan lade sig gøre.

Vi står med disse to grupper. Bærerne, som repræsentanter for dem, som skaber venskaber, tror og vil gøre alt for hinanden. Modsat er farisæerne, der kommer til at stå som skeptiske over for kærlighed, tro og venskab.
“Venskab” betyder egentlig blot at “at være vidne”. Dagens hjælpere til den lamme er mere end det. De gør aktivt en forskel for den lamme. De sætter alt ind på at få ham bragt til helbredelse. Med risiko for selv at blive latterliggjort. Med risiko for at missionen mislykkes. Med risiko for at give den lamme falsk forhåbning. Så ihærdige er de venner, at de ikke helmer, før de får vennen bragt frem til Jesus: Vi hører, hvordan de kravler op over menneskemængden og bryder taget op, så de kan fire den lamme ned i huset – ned til Jesus!

Det er broderkærlighed, hvor de helt og udelt giver sig hen for deres næste. Ingen forhindring skal stoppe dem i at hjælpe næsten. Sikke en medfølelse og et ønske om at hjælpe den stakkels lamme mand.

Hvilken tro, hvilken ukuelig optimisme, som disse fire bærere har. De tror så meget at de – som det mest naturlige i verden – forcerer folkemængden og åbner taget til at få adgang til ham, som de tror kan hjælpe den lamme.
Til stede under begivenheden er også farisæerne, der tvivler og sikkert tænker deres. Farisæerne må have tænkt: Hvilke tosser, hvilke åbenlyse naive tåber, der kommer med en lam for at han skal blive rask? Hvordan skulle han dog blive rask? Ham kan ingen hjælpe! Og selv hvis nogen kunne, selv hvis Jesus kunne, hvordan skulle de nogensinde få ham forbi menneskemængden og ind i huset, hvor Jesus er?

Overfor farisæernes “klogskab” møder vi bærernes spontanitet: De er så hengivne i ønsket om at hjælpe den lamme, at de glemmer menneskelige konventioner om, hvad man kan og må, og hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre.

Med deres skeptiske holdning har farisæerne fjernet sig fra livet og også fra den mulighed, at Gud findes, og at Gud kan gribe ind. Og den mulighed at Gud skulle være blevet født som menneske og leve i den lille flække Kapernaum. Deres Gud som er almægtig og evig, hævet over tid og rum, hvordan skulle Gud da lade sig repræsentere af en simpel tømrersøn i den lille flække, Kapernaum? Nej, det er ikke en mulighed. Det er da også derfor de er nødt til at blive så forargede over, at der nu er en, der tillader sig at tale på Guds vegne og påstår at Gud har forladt den lamme hans synder.
Hvorfor da ellers blive så forarget over at den lamme skulle være blevet forladt sine synder, hvis det da ikke lige var fordi farisæerne ikke brød sig om, at Gud ville gribe ind i verden lige nu og her, og at Gud skulle bryde sig om en lam? Farisæernes tro siger, at synders forladelse kommer fra Templet og præsteskabet, ikke fra en simpel tømrersøn. For dem er det umuligt, det er blasfemi og det er forkasteligt og strafbart.

Synders forladelse er langt mere end blot f.eks. tilgivelse: Tilgivelse er imellem mennesker – vertikalt forstået – i forholdet til næsten: Hvis du har gjort et andet menneske fortræd, kan han vælge at tilgive dig. Og omvendt. Med syndernes forladelse forholder det sig ikke sådan. Syndernes forladelse går kun den ene vej og alene horisontalt: Fra oven og ned. Fra Gud til mennesker. Og syndernes forladelse kan mennesker ikke give hinanden. Alene Gud i himlene kan forlade synder. Den bevægelse sker fra Gud og til mennesket – alene denne ene vej. Oppe fra og ned.

Alt sammen sker det i Kapernaum, Kafér-Naum, dvs. Naums by. Vi hører flere gange om Kapernaum i evangelierne. På Jesu tid en lille by, ved den nordvestlige bred af Genesaret sø. En lille romersk forlægning på et hundrede mand lå her – det ved vi fra beretningen om hærførerens søn.

Evangelisten Mattæus kalder byen “Jesu egen by” – og med god grund – for på mange måder var Kapernaum en central ramme om Jesu forkyndelse og virksomhed. Her opholdt Jesus sig som voksen. Her gør Jesus mange undere. I byens nærhed, ved søbredden ud til Genesaret sø, kalder Jesus de første disciple, deriblandt Simon. Han er fisker og kaldes til at blive menneske-fisker! Og i Kapernaum helbreder Jesus også Peters svigermor.

Samtidig med at Kapernaum er velsignet med Jesu ophold i byen og Jesus gør mange undere her, forbandes byen også af Jesus, fordi den ikke omvender sig: Kapernaum opfører sig som en uartig, selvoptaget og umoden teenager. Så meget godt får denne by, alligevel tager den ikke imod. Alle disse mirakler, og byen omvender sig ikke. Han siger: “Ve dig, Kapernaum, at det på hin dag må gå dig værre end Sodoma og Gomorra, for du kendte ikke din besøgelsestid.”

Helbredelsen af den lamme i dagens evangelium kommer nærmest som et antiklimaks. Forventningen til Jesus er, at han skal helbrede den lamme. Og skuffelsen er umiddelbar, da Jesus ikke helbreder den lamme som det allerførste, men blot forlader den lamme hans synder.

For normalt når nogen helbredes i evangelierne, sker det umiddelbart og derpå får de at vide, at de skal gå bort og ikke synde mere. Denne gang er det omvendt: Guds søn indleder med at forlade den lamme hans synder. Og derpå helbreder han den lamme. Vi hører også, at skarerne reagerer voldsomt på den rækkefølge. Vi hører at skarerne, der ser det og oplever det bliver ude af sig selv og priste Gud og sagde: “Aldrig har vi set noget lignende”.

Jesus skænker allerførst den lamme hans synders forladelse, som er langt vigtigere i evighedens perspektiv. For hvad nytter det den lamme at blive helbredt fra sit handikap, hvis han ikke får syndernes forladelse og evigt liv?

Alt dette forstår farisæerne dog ikke. Derfor siger Jesus blot “rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Dermed viser Jesus dem en uforklarlig helbredelse, som de måske kan afvise som svindel eller blot et lykketræf. Den dybere side af begivenheden, nemlig syndernes forladelse er gået hen over hovedet på dem. Farisæerne kan simpelthen ikke tillade at noget menneske skulle få sine synders forladelse – i levende live – af en simpel tømrersøn.

Dermed er der også lagt op til, at vi som tilhører af beretningen må undgå at gøre som de “kloge” og “forstandige” farisæere. At vi ikke må afvise muligheden for at det umulige alligevel er muligt – og at mirakler sker. Og selvom de ikke sker, ja så er det vigtigste dog, og den egentlige sag, som tømrersønnen er kommet for:

Nemlig at give os vores synders nådige forladelse. Og det endog mens vi er i live og i gang med vores liv – uanset om vi fortjener det eller ej – så forlader Gud os allerede nu vores synder. Det er stærkt og provokerende, ikke mindst for enhver “klog” person, som ikke kan rumme tanken om at selv den syge, den svage eller lovbryderen er god nok til Guds rige.

Alligevel er evangeliet dog som så: At syndernes forladelse har Guds søn allerede lovet enhver, som kommer til ham. Syndernes forladelse skænker Guds søn ganske ufortjent. Hans rige med nåde, fred og glæde rækkes os gratis – og ikke efter personlige fortræffeligheder. Dog slipper ingen ud af det forhold, som enhver er sat i – i forhold til Gud og næsten – at være ligesom de bedste venner for hinanden – ligesom de bærere i Kapernaum, der kom med den lamme. At enhver også må gøre ligeså og være sådan en ven, som dem vi hører om i dagens evangelium.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmeforslag 331 31 21 – 577 476 666

– © Asser Skude, udgivet første gang på denne blog i 2009, redigeret siden.