Prædikenvejledning til sjette søndag efter Trinitatis 2021, søndag den 11. juli 2021

Evangelium
Jesus sagde: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: “Du må ikke begå drab”, og: “Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.” Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”
Matt. 5,20-26.- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken
– Lovens anden brug

Dagens evangelium er en del af Jesu mest berømte forkyndelse, nemlig den såkaldte “Bjergprædiken”. På mest elegante vis sammenfatter Jesus sin forkyndelse i “Bjergprædiken”: Ikke blot udlægger han den gamle lov, mens han samtidig er tro mod den gamle lov, han nyfortolker den samtidig – for at bringe den nye lov: Ingen skal længere være tynget af den gamle lov og den udlægning, som farisæerne og de skriftkloge nærmest havde taget monopol på. I deres udlægning af loven kunne man få det indtryk at kun de selv er lovtro, retfærdige og fromme, men Jesus viser at farisæernes og de skriftkloges udlægning af loven er gammeldags og i bund og grund hykleri.
Sådan er den nye lov ikke. Den nye lov er radikal ny – og her altså radikal forstået i den latinske betydning “radix”, dvs. indtil roden noget nyt. Sagen er den, at virkelig retfærdighed over for Gud opnår intet menneske i kraft af egne præstationer. Det kan ingen være i tvivl om, som har hørt dagens budskab: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

I dagens evangelium viser Jesus ad absurdum, hvorledes den gamle lov gælder i alle livets forhold og ned til mindste detalje, således forstået at intet menneske formår at opfylde den gamle lov, end ikke den mest fromme og oprigtige farisæer eller skriftkloge: Jesus tager som eksempel den gamle lovs femte bud: Budet om ikke at slå ihjel. Det bud handler ikke om at undgå manddrab, for så er loven opfyldt. Nej, siger Jesus, budet omfatter selv den mindste tanke og omtanke for vores næste, så blot tanken om at volde hinanden ondt eller påføre smerte er forkert og imod Lovens brug.

Loven forpligter og lovens bud forpligter den enkelte på oprigtighed og ydmyghed – både i forhold til Gud og næsten. Ingen kan følge loven uden at have forstand og hjerte med – og der er ingen genveje eller ingen nemme løsninger – andet end grundreglen, som Jesus selv giver et andet sted, nemlig det dobbelte kærlighedsbud: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din styrke og hele din sjæl – og din næste som dig selv!”
Således er der mere indeholdt i den gamle lov end man måske skulle tro. Tager vi det femte bud igen: Budet om ikke at slå ihjel, så er det altså langt mere omfattende end at undgå manddrab. Ifølge Luthers Lille Katekismus betyder det bud, at ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi al legemlig nød”.

For Luther har loven to funktioner, også kaldet lovens første og anden brug. Gud er subjekt i såvel første som anden brug: I lovens første brug opretholder Gud gennem øvrigheden ydre offentlig ro og orden, dvs. mennesket forsøger at holde budene, som Gud har givet. Dels forsøger mennesker at overholde budene af frygt for straf, dels i håb om belønning.

Lovens første brug frelser ikke menneskene og forandrer ikke menneskers natur, loven skænker mennesket og samfundet grænser og tryghed: Et samfund, hvor ingen i fredstid behøver bekymre sig for sit liv.
Lovens anden brug handler om, at Gud trænger ind i menneskers samvittighed og afslører menneskers ufuldkommenhed, dvs. syndige natur. I fortvivlelse over ikke at kunne overholde loven føres menneskene til at sukke efter Guds nåde. Og her er det, at evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus skal forkyndes: I kraft af Guds søn skænkes mennesket nåden ufortjent, på latin “gratis” – ikke ved menneskers velgerninger.

Sagt på en anden måde: Lovens anden brug gør mennesket opmærksom på dets syndige natur og dets rette plads i forhold til Gud: Mennesket vil ikke nogensinde gøre alt rigtigt og til rette tid – uanset om det menneske ønsker det nok så brændende eller ej. Det lader sig ikke gøre for mennesket at præstere tilstrækkeligt i forhold til loven. Mennesket er og bliver ufuldkomment. På denne vis er lovens anden brug: At hjælpe mennesket til at indse at det behøver Guds nådige hjælp.

Denne lovens anden brug er for mig at se, hvad Jesus appellerer til i dagens evangelium: Jesus vil, dels at ethvert menneske optræder så retskaffent og moralsk ansvarligt som muligt, dels at mennesket indser, at det ikke kan holde Guds bud ned i mindste detalje. Alt andet er indbildning, ligesom hedningerne og hyklerne, som tror de tilstrækkelige og retfærdige.
Netop i “Bjergprædiken”, som dagens evangelium er taget fra, berører Jesus de eksistentielle og religiøse forhold, som angår de fleste mennesker: Om irritation og vrede (dagens evangelium), om ægteskabsbrud, om at sværge, om at gengælde, om skilsmisse, bøn, almisse, faste mm. Jesus formaner enhver, som hører hans ord, om at man ikke må lade sine livskriser ødelægge sit forhold til næsten og Gud:

Den enkelte ikke bør lade sin vrede flamme op, ikke dømme eller fordømme, men til hver en tid forsøge at nå ud til og elske sin næste, ikke mindst den, som forbryder sig mod én. Jesus siger – kort efter dagens evangelium: “I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

At du og jeg skal være fuldkomne, som vores himmelske fader er fuldkommen, kan vel udelukkende ske i kraft af Guds søn, der har gjort det muligt. Som apostlen Paulus formaner i dagens epistel: “Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus”. At vi bliver levende for Gud i Kristus Jesus betyder, at vi får skænket nåden ved ham og derved bliver frie – døde fra vores syndige natur og tilbøjeligheder, og frie til at tjene ham og være hans fromme og ydmyge tjenere. Sagt på en anden måde: Det er ikke i kraft af os selv, vi gør gode gerninger efter hans vilje, men det er fordi, han gør det med os.

I Confessio Augustana siger Melanchton i artikel 6 “Om den nye lydighed: “…denne tro bør bære gode frugter, og at man skal gøre de gode gerninger, der af befalet af Gud, på grund af Guds vilje, men ikke for at vi skal stole på ved de gerninger at fortjene retfærdiggørelse hos Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelse gribes ved troen, sådan som også Kristi stemme bevidner: “Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: Vi er kun unyttige tjenere” Luk. 17.10. Det samme lærer også kirkefædrene. Ambrosius siger nemlig: “Dette er bestemt af Gud, for at den, som tror på Kristus, skal frelses uden gerning, ved troen alene, idet han uforskyldt modtager syndernes forladelse”.

Og videre i artikel 20 om tro og gode gerninger: “…det er nødvendigt at gøre gode gerninger, ikke så at vi stoler på ved dem at fortjene nåden, men på grund af Guds vilje. Kun ved troen gribes syndernes forladelse og nåden. Og fordi Helligånden modtages ved troen, fornyes nu hjerterne og antager et nyt sind, så at de kan øve gode gerninger…Heraf ses det let at denne lære ikke bør beskyldes for, at den forbyder gode gerninger, men langt snarere bør den prises, fordi den viser, hvordan vi kan gøre gode gerninger.”
Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed. Amen.

Evangelium

forslag til salmer: 754 397 598 – 612 449 695
– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Prædikenvejledning til femte søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Men Simon svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.Lukasevangelisten, kapitel 5, vers 1-11

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken ved Bellahøjmessen kl. 10.30 i Brønshøjparken søndag den 4. juli 2021


– Simon Peters fiskedræt

Dagens evangelium er den velkendte beretning om Jesu kaldelse af tre fiskere til at blive ‘menneske-fiskere’. Der er tale om fiskerne Simon, Jakob og Johannes, de sidste to også kaldet Zebedæus’ sønner.

Selvom det ikke siges direkte er det ikke utænkeligt, at denne kaldelse har fundet sted ikke langt fra den lille by Kapernaum, hvor Jesus har tilbragt det meste af sit voksenliv. Kapernaum kaldes ligefrem Jesu anden hjemby. I Kapernaum gør Jesus mange undere, bl.a. er der her Jesus helbreder Simons svigermor, jf. evangelisten Matthæus kapitel 8, vers 14.

Kapernaum har ligget ved Genezereths nordvestlige bred. Her på egnen talte folk aramæisk – og der har nok været et ordspil på den lokale dialekt mellem de folk, som boede der og de fisk, man fangede der: Dagens evangelium vil oversat til danske forhold svare til, at Jesus var bornholmer og havde henvendt sig til en lokal fisker og derpå havde sagt, at han ikke længere skulle fange bornholmersild, men bornholmere.

Jesus anvender humoren i sin forkyndelse: Han siger til Simon, Jakob og Johannes, at de skal fortsætte med at fiske, men nu skal de altså fiske mennesker. Og følgende er underforstået i det billedsprog, Jesus anvender i dagens evangelium: De tre nye disciple skal fiske mennesker, ligesom fiskere fisker efter fisk. I stedet for at kaste deres fiskegarn ud i søen, skal de sprede Guds ord, dvs. det glædelige budskab om Guds nåde ved hans søn Jesus Kristus, som er kommet til mennesker for at sone verdens synder. Og det er højst sandsynligt at de tre nye disciple vil blive succesfulde med deres fangst: Ligesom den glædelige fangst de gør i dagens evangelium – på Guds søns bud, skal de også tro at den fangst skal være glædelig og stor, når de skal hjælpe Guds søn med at fiske mennesker.

Det er ikke Jakob eller Johannes, som bliver husket for eftertiden, de kommer til at træde i baggrunden, og fokus kommer af flere grunde til at være på Simon: Dagens evangelium er bedst kendt som ‘(Simon) Peters fiskedræt’ og i kirkekunsten ofte afbilledet som sådan – med særligt fokus på Simon, der kaster garnet ud – på det ord, som Guds søn byder ham.

Hvad er det som gør, at Simon er bedst kendt og husket for eftertiden? Måske det forhold, at Simon er sympatisk: Simon er ærlig, ligefrem og spontan i sit møde med Guds søn. Og så er Simon også tillidsfuld: En selvstændig og voksen mand, der lytter til en fremmed, som afbryder ham i sit arbejde og byder ham at gøre anderledes.

Måske er det første gang Jesus møder Simon, måske ikke. Hvis det ikke er første gang er det lidt mere forståeligt, at Simon vælger at give så meget plads til Jesus: Dels får Jesus først lov at anvende Simons båd som en slags prædikenstol for skarerne, der er forsamlet inde på land, dels belærer Jesus, der ikke er fisker, Simon, der er fisker, hvordan han skal fiske!Jesus må selv have kendt til fiskernes arbejde, i kraft af Jesus selv tilbringer det meste af sit voksenliv i Kapernaum – ikke langt fra søen. Mange af byens indbyggere har ernæret sig fra fiskeriet på søen. Jesus selv kommer fra nabobyen Nazareth. Nok er han ikke fiskersøn, han er tømrersøn, men mon ikke han forstår, hvordan man giver en fisker en ordre. Han siger selv til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!”

Og Simon gør det! Simons garn fyldes med fisk, tilmed så mange at fangsten må fordeles over i båd nummer to, Jakobs og Johannes’s båd. Stadig er fangsten så voldsom at begge både er ved at gå ned under vægten. På sin egen hjemmebane er Simon så at sige spillet ud af banen: Normalt er det Simon, som afgør fangstmetode og praksis – og Simon burde vide, hvornår der fanges og hvornår der ikke fanges. Men i dag lærer Guds søn fiskeren Simon, hvordan man fisker!

Simon kan ikke forstå, hvad der sker – og hvem ville også kunne det – hverken dengang som nu. Det er et under – og uforklarligt. Og som reaktion herpå må Simon give op og overgive sig. Og sådan kan man se Simons reaktion, hvor han kaster sig ned på sine knæ foran Guds søn: Som en reaktion og en magtesløshed over for, hvad han har set med sine egne øjne: Et under, som intet menneske eller videnskab kan forklare. Et under at Guds søn er kommet til ham, som blot er en almindelig fyr med et almindeligt arbejde: “for jeg er en syndig mand”, siger Simon om sig selv.
Den dag på søen – på en ellers håbløs dag – bliver to både fyldt til randen med fisk: Hvad andet kan de tre fiskere gøre nu, end at opgive alt, hvad de kender i denne verden og overgive sig til ham, som har vendt op og ned på deres liv?

Og dagens under er tilstrækkeligt til at disse tre voksne og selvstændige mænd vælger at bryde op fra deres kendte rammer – uden modstand eller forbehold følger de ham, som just har kaldet dem til sine disciple og de bliver hans tro følgesvende – en del af discipelkredsen.

For deres mod på forandring og nye oplevelser skal de tre fiskere i dagens evangelium have ros. Hvem havde turde opgive alt, hvad de havde for at følge ham, som kalder dem? De tre fiskere i dagens evangelium er i sandhed “omstillingsparate” : De tre fiskere går ikke af vejen for en ny chance. De går ikke af vejen for karriere-skift.

Og de tre er i sandhed blevet headhuntet og udvalgt af selveste Guds søn: Guds søn kommer til de tre fiskere, lige præcis der, hvor de er. Guds søn kommer til dem – på deres præmisser – i deres hverdag og i den virkelighed og i den kontekst, som er deres. Han kommer ikke som en tåget silhuet eller en indre stemme, der taler til dem hver i sær. Nej, Guds søn kommer til dem i kød og blod og viser sig her i deres verden, og selv her byder han ind, og de må undre sig og forundres. De kan ikke gøre andet, for hans virkelighed overgår langt hvad de kan forestille sig – og hans verden byder ind med så meget mere, end deres forstand kan gribe.

Vi, der kender fortsættelsen på evangeliet, husker at Simon sidenhen af Jesus får tilnavnet “Petros”, som er græsk for “klippe”, fordi Simon er den klippe, som kirken skal bygges på. Meget godt kan siges om Peter – uden fejl er han dog ikke: F.eks. er det Peter, der fornægter Jesus tre gange, da Jesus er taget til fange. Det til trods for at Peter kort før har forsvoret, at han nogensinde skulle svigte Jesus. Efter Jesu død og opstandelse er det alligevel selvsamme Peter, som den opstandne betror den såkaldte nøglemagt: Jesus siger til Peter, at hvad han løser på jorden, skal være løst i himlene og hvad han binder på jorden, skal være bundet på jorden. Hurtigt bliver Peters magt stor og ikke mindst hans indflydelse. Simon Peter betragtes som den første blandt ligemænd (primus inter pares) blandt disciplene.

Dagens evangelium er en beretning om tre mænd, som ikke var mere optaget af det timelige, end at de lod sig gribe af ordet, som er evigt. Havde de tre fiskere derimod være mere optaget af det jordiske, var de blevet ved deres fangst og var gået hen for at sælge den – og de havde ikke fulgt ham. De tre fiskere afgør sig for ham – på hans ord. Og dermed afgør de sig også i forhold til det evige, ved at følge ham og hans bud – i stedet for at være optaget af det jordiske. Og fordi Guds søn rækker dem denne mulighed, bliver det sådan. Hverken mere eller mindre. Og fordi Guds søn opfordrer og tiltaler den enkelte med sit ord bliver det sådan. Når alt kommer til alt er det ikke mennesket selv som afgør sig for at følge Gud, men det er Gud, som lader det ske.


Og ligesom Guds søn kunne komme til en helt almindelig fisker og byde ham at gøre ham følgeskab, må vi også håbe at Guds søn vil møde os og gribe ind i vores liv med sit ord. Så vi møder ham og hans virkelighed, og når det sker, at vi ikke måtte tøve, men bryde op fra det, som vi er i færd med, parat til at gøre ham følgeskab.

For vores tro er at vi dur til det, som han kalder os til at gøre. Ligesom han kaldte Simon og de andre fiskere til at være sine medarbejdere – også selvom de var mænd med tvivl og tøven. Også selvom de siden svigtede ham og forlod ham, så blev de hans medarbejdere og han svigtede dem ikke.


Efter sin opstandelse kom han tilbage og indsatte dem til at være ledere og pionere og forkyndere af sit budskab. Peter fik den særlige opgave som bærer af nøglemagten – og som den første af ligemænd.
Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.

Amen.

forslag til salmer: 318 356 147 – 646 582 422

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Prædikenvejledning til 2. søndag efter Trinitatis 2021, 13. juni 2021

Evangelium
Jesus sagde: “Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.”
Lukasevangelisten, kapitel 14, vers 16-24

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

– Det store festmåltid

Ifølge evangelisten Lukas er det overraskende budskab, at det dårlige selskab ikke er så ringe endda og endda ender op med at komme i godt selskab, og kommer med til fest!

På Jesu tid var det bestemt ikke ligegyldigt, hvilket selskab, man omgav sig med. Og slet ikke hvem man f.eks. spiste sammen med: Måltidet var for enhver jøde et særligt fællesskab, spækket med sociale og religiøse symboler.

Måltidet så man som et minde om at være del af Guds eget folk, og måltidet skulle udtrykke enhed i troen på Gud og solidaritet mellem de spisende. F.eks. skulle man være del af det etablerede selskab for at kunne spise sammen med de fremmeste jøder på sabbatten. Man skulle ikke være fattig eller udstødt.

Dagens evangelium er en lignelse, som Jesus fortæller, mens han selv er inviteret til selskab hos en af de øverste af de fromme jøder. Jesus bryder den gode tone, da han afbryder måltidet for at helbrede en uren. Han udfordrer den etablerede religiøse og sociale omgangsform og mere til: Han bryder sociale og religiøse regler, regler som adskiller samfundets grupper.

Dermed giver han den urene mulighed for at blive del af samfundet igen. Han sprænger grænser for, hvad den urene mand kan med sit liv. Han giver manden livet tilbage, ikke bare socialt, men også kultisk, sådan forstået at han igen kan deltage på lige fod med andre ved religiøse fester og helligdage. Han behøver ikke længere optræde som en udstødt af det sociale og religiøse fælles rum.

På et mere abstrakt plan sprænger Jesus også de vante rammer, da han kort efter fortæller den lignelse, som er dagens evangelium, lignelsen om det store festmåltid eller det store “gjæstebud”, som det hed i den gamle oversættelse. Dagens evangelium sætter nye standarder for hvad en fest er.

Det er faktisk et billede på Guds komme, Guds nærvær, frelse og evigt liv. Og det nye er at frelse og evigt liv rækkes ud til dem udenfor – det dårlige selskab. De, der er udenfor skal ligefrem nødes til at tage imod – de skal med, nu hvor de andre ikke ville tage imod invitationen: “Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”.

Dagens evangelium handler om, at enhver har mulighed for at komme i godt selskab – i ordets bedste betydning, nemlig godt selskab hos Gud – uanset hvad hvem man er, eller hvad man er! I godt selskab betyder samtidig, at alle får samme adkomst til Gud: Ingen er mere for Gud end andre. Og over for Gud har alle det til fælles, at de er syndere. Den synd, som alle har gjort sig skyld i, at ville sig selv først, frem for at ville Gud. Alle har adskilt sig fra Gud, afstanden mellem Gud og mennesker er synden. (etymologisk er synd og sund beslægtede)

Gud vil bygge bro over den synd, som adskiller Gud og mennesker. Derfor indbyder Gud enhver til at komme i godt selskab hos sig. I det selskab er enhver lige agtet og værdig til Guds kærlighed, ingen er for ringe. Til trods for synden, har Gud gjort enhver værdig til at modtage hans kærlighed, hans rige. Enhver tilbydes Guds kredit og erklæres “kreditværdig”.

Når Gud krediterer os, så vil det sige, at det er Gud, tror på os, Gud viser os tillid, skænker os værdighed, skænker os kredit. Gud ‘siger god’ for os. Gud siger, at vi er ok, at Gud vil dække vores skyld og vores skyldnere. Vi er til at regne med, fordi Gud regner med os. Hvilken bedre kreditor, kan vi have end netop Gud, der siger god for os? Hvor tillidsfuldt, at vi krediteres, det er virkelig en gavmild Gud, som skænker os noget, som vi kan leve af og på. Og Gud skænker os det ufortjent.

På latin hedder det at Gud skænker os det gratis. Og gratis er ikke så ringe endda. Derved er vi – som er syndere – nu havnet i godt selskab. Præcis ligesom lignelsens vanføre, fattige og blinde havnede i det store gjæstebud. Det dårlige selskab er kommet i godt selskab. Og hvilket mere fornemt selskab end Guds selskab kunne vi da ønske os? Hvad bedre kan tænkes end Guds nærvær og tilstedeværelse? Hvad bedre budskab kan vi ønske os, end dette at Gud er kommet til mennesker og til os, og at Gud har åbenbaret sin kærlighed for mennesker og os? Og nu tilbyder Gud sin kærlighed og sit nærvær med os – i fest og glæde – billedliggjort af dette store Gjæstebud.

Guds kærlighed til mennesker er åbenbaret igennem sin søn, Jesus Kristus. Gudfader sparede ikke på sin kærlighed til mennesker ved at sende sin egen søn til os. Gud var så gavmild, så ødsel i sin kærlighed til os, at han ikke sparede sin søns liv, men sendte Ham til mennesker.

Og Gudfader betalte den højeste pris for sin kærlighed, Gud betalte med sit eget kød og blod – for vores skyld. Guds vilje og Guds ihærdighed kender som bekendt ingen grænser. Guds vilje og iver efter at nå ud til alle, sprænger konventioner og menneskelig forstand. Ligesom dengang da, de som i lignelsen blev indbudt til Guds fest ikke ville deltage, så gik tilbuddet videre til dem udenfor. Og om de tilmed skal nødes, skal de for enhver pris med.

Også dette, at ingen herefter skal undslå sig, er netop et billede på Guds totale og omsiggribende projekt. At Gud vil tage alle med, at Gud vil favne enhver. Selv de udsatte og fattige. Det er da glædeligt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer 385 411 330 – 68 400 404

– prædiken holdt 2013 i Christians kirke (Den danske kirke), Berlin, Asser Skude ©

Grundlovstale på Minoriteternes Dag 2021

Fars dag – men for alle?

I dag er det naturligvis Grundlovsdag, men også – hvis nogen skulle have glemt det – fars dag. Jeg siger det, fordi vi af hankøn på en eller anden måde er ved at blive marginaliseret. Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men der er desværre også et gran af sandhed i det. I dag er det kvinderne der i stigende grad klarer sig bedst i det danske samfund. Det under jeg dem gerne, men vi mænd sakker altså langt bagud. Vi er ved at blive det svage køn

Det er kvinderne der i stigende grad løber med de bedste og længste uddannelser og jobs, og gode stillinger. Det er dem, som generelt håndterer kriser og skilsmisser bedst. Det er dem, som har og opretholder de stærkeste relationer til børn og familier osv. Og ikke mindst det er kvinder, som lever bedst og lever længst, for kvinder klarer sig bedre igennem livskriser og i kontakten med de offentlige myndigheder, behandlingstilbud og sundhedsvæsen. Samtidig med at kvinderne generelt klarer sig bedst og mændene sakker bagud, skiller særligt en gruppe sig ud, og det har de gjort længe

Hjemløse danske mænd klarer sig markant dårligt, de findes især her i hovedstaden København og City er det tydeligt og sådan har det desværre været igennem alt for mange år. Alt for mange af disse mangler bolig – helt akut. Mere end tre fjerdedele af de hjemløse danskere er mænd – og disse danske mænd bliver i snit kun 50 år, tyve år mindre end gennemsnits dansker. Værst ser det ud for danskere med grønlandsk baggrund – uden job, uddannelse, og bolig. I snit bliver de kun 35, altså lever kun halt så længe som en gennemsnits dansk mand. På fars dag, hvor det samtidig er Grundlovsdag, er det således naturligt at slå et slag for denne minoritet af danske borgere, der på alle måder er udsat og marginaliseret – på alle parametre og sådan har det desværre været alt for længe og desværre ser billedet ikke ud til at ændre sig.

Hjemløse danske mænd klarer sig markant dårligere end andre dansker i vores samfund – og denne minoritet forbliver desværre ved at være en minoritet. På en eller anden ulykkelig måde er denne gruppe endt med at blive ”omsorgsvigtet” af vores samfund, vores myndighedspersoner, institutioner, skoler, uddannelsessystem, boligvæsen og sundhedsvæsen, der trods allehånde intentioner om det modsatte de facto ikke formår at række ud til dem. Disse hjemløse danske mænd står tilbage, havner af mange årsager ”sidst i køen” og de er derude i samfundets ”periferi”, hvor hjælpen er sværest at få rakt ud.

De snart tyve år jeg har arbejdet med denne minoritet af danskere, kan jeg desværre kun konstatere at meget er gjort fra samfundets side, men der er stadig plads til forbedring. Sagt på en anden måde: Selvom mange kræfter er sat ind på at bringe denne minoritet tilbage til fællesskabet, så er vi som samfund desværre ikke i mål. Denne minoritet af danskere bærer naturligvis også selv et ansvare for deres egen ulykke og mistrivsel og usunde levevis. Og alligevel ikke. For de fleste af dem er fra barns ben omsorgssvigtet af de voksne, som satte dem i verden, men som ikke magtede dem. De fleste af dem er skilsmissebørn, de fleste af dem har ikke haft forældre der ville eller magtede dem, mange af dem er vokset op med forældre, der var alkoholiserede og svigtede dem fysisk og psykisk og desværre er majoriteten af dem blevet misbrugt seksuelt fra barns ben af de voksne, som skulle passe på dem.

Og selvom det naturligvis heller ikke var hensigten fra samfundets side endte det for mange af disse som børn hos plejefamilier, som skulle have givet dem det, som de i deres barndom blevet snydt for af deres egne forældre, men plejefamilierne magtede heller ikke opgaven. Og selvom det naturligvis heller ikke var hensigten fra samfundets side endte det for mange af disse som børn at de pædagoger, lærere, behandlere osv. de facto ikke formåede at række ud til denne minoritet – de havde ikke ressourcerne eller mulighederne for at vende den onde spiral.

Kan vi få ligestilling for denne minoritet af danskere i det danske samfund? Kan vi finde ressourcerne til at bringe denne minoritet ”tilbage i folden”, tilbage til fællesskabet? Så også de får mulighed for at opleve at de lever i et af verdens bedste lande med det lykkeligste folk. Jeg håber det inderligt. God Grundlovsdag til alle!

NB Pga fortsat strenge restriktioner bliver min tale ikke fysisk i år (2021), ligesom sidste år (2020). I år er temaet ”hver for sig og sammen!”. En opfordring til ude lokalt at lave bannere og holde taler og markere dagen, selvom det sker under særlige omstændigheder – for andet år i træk – så er det værd at markere dagen i dag. Ikke mindst minoriteternes grundlovssikrede ret til at være dem de er. At alle er gode nok og elskede som de er, og skal behandles og respekteres som sådan). Da min tale på Minoriteternes Dag i 2019 på Christiania mig bekendt ikke blev udgivet dengang forsøger jeg nu – et år hvor fars dag og Grundlovsdag falder sammen. Ligesom i 2019. Læs mere om Minoriteternes og Christianias Kulturforening www.cakultur.dk og SAND Hovedstaden www.sandudvalg.dk

Prædikenvejledning til første søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium til søndag den 6. juni 2021
Jesus sagde: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.
Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.
Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”
Luk 16,19-31

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

– Den rige mand og Lazarus

Lazarus, kommer af ‘el-asar’, det betyder ‘den, som Gud hjælper’. Og det er netop, hvad Gud gør i dagens evangelium: Gud griber ind i en ellers ulykkelig og håbløs situation. Gud viser sig som den, der vender smerte til lindring. Gud viser sig som den, der vender elendighed til ophøjelse. Gud viser sig som den, der vender uretfærdighed til retfærdighed.

Sådan går det den fattige Lazarus. Sådan går det bestemt ikke den rige mand. Nu er det ham, der er en stakkel, og det er svært ikke at have ondt af den rige mand, når nu Lazarus har fået det godt. Også selvom den rige mand var usympatisk, mens han levede, så er det vel de færreste af os, der synes det er i orden, at den rige straffes og pines efter døden?

Dagens evangelium er det tætteste i evangelierne vi kommer på forestillingen om to former for død: Den ene død, er den som er en overgang til det evige paradis. Den død, som enhver troende kun kan håbe på. Den anden død, er den skrækkelige og rædselsfulde skæbne, som er et langt og smertefuldt ophold i dødsriget, uden udsigt til lindring eller bedring. En skæbne som enhver må frygte og håbe ikke sker.

Hvordan kan lignelsen have to så vidt forskellige udgange? Er der overhovedet noget glædeligt og evangelisk i, at et menneske straffes, mens at et andet belønnes og får det godt hinsides?

Svaret er vel, at det ikke er evangelisk at tro eller håbe på en straf og pine for noget menneske – uanset hvad det menneske har gjort. Det fortjener ingen. Det kristne budskab er det modsatte af fortjeneste eller gerningsretfærdighed. Det kristne budskab er glædeligt, sådan forstået at ingen får efter fortjeneste, for Gud er barmhjertig og ikke giver løn som forskyldt. Det kristne håb går imod, at onde mennesker straffes, også selvom de havde fortjent det.

Derfor skal der i dag prædikes imod det budskab, som vi hører i dag, forstået sådan at det ikke er kristen tro eller håb at nogen straffes, mens andre går fri. At mennesker får løn som forskyldt. At onde og rige straffes, mens fattige og stakkels personer går fri.

Essensen i dagens evangelium er ikke, at frelse modtager alene fattige stakler som Lazarus, mens rige og usympatiske ryger lige lukt i Helvedes ild og flammer. Det er ikke det budskab evangelisten Lukas vil formidle.

Hvad er det så evangelisten Lukas vil? Mange mener, evangelisten Lukas vil noget helt andet. Og det formål ses ud af den sammenhæng som Lukas bringer lignelsen i: Lukas har lignelsen umiddelbart efter, at farisæere har gjort grin med Jesu belæring om at give almisse. Altså formidler Lukas lignelsen om Lazarus og den rige mand som kontrast til farisæernes holdning til almisse.

For det andet er det nok disse farisæere, der står for skud, når evangelisten Lukas i dagens lignelse lader Abraham sige til den rige mand om hans fem brødre: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom een står op fra de døde”.

Man kan spørge sig selv om det er smart, at evangelisten Lukas farer så stærkt frem imod de farisæere. Han kalder dem “pengeglade” og karikerer dem og synes at skære alle rige mennesker over en kam. For spørgsmålet er om Lukas dermed ikke kommer til at være unuanceret i sin kritik, og dermed urimelig i sin kritik af farisæerne.

De fleste mener i dag, at sagen er den, at Jesu kritik af farisæerne ikke går så meget på farisæernes griskhed, men snarere går på deres arrogance. Jesus kritiserer farisæerne, fordi de mener sig selv socialt, politisk og religiøst hævet over deres næste. I deres selvretfærdighed vil de ikke dele deres rigdom med andre, de vil ikke dele med dem, som er uden for; de udsatte, de fremmede og anderledes tænkende. De behøver ikke næsten, de kan klare sig uden – de klarer sig bedst uden næsten. De har nok i sig selv og Gud. Det er denne selvoptagethed, som Jesus vil til livs.

Når evangelisten Lukas derfor lader Jesus fortælle lignelsen om Lazarus og den rige mand, er det vel fordi, at ingen må være ligeglad med sin næste, og bør være optaget af næstens ve og vel. Og at ingen må have nok i sig selv og sit – men altid have fokus for dem, som har brug for hjælp.

Gud ønsker næstekærlighed i praksis. Det er det, som profeten Esajas taler om i dagens læsning fra det Gamle Testamente, når han lader Gud Herren sige: “Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker, og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg, ja at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne”.

Tager vi som eksempel de stakler i vores danske samfund, som vores samfund synes at have opgivet, f.eks. nogle af de mest udsatte, de hjemløse. De har intet sted at gå hen, ingen steder de kan kalde deres, ingen sted at gøre af deres ting, intet sted de kan være i fred. Det er vor tids Lazarus’ser. Der er mange tusinde hjemløse, alene i København. Der er kun herberger til halvdelen. Den anden halvdel er henvist til at sove på gaden eller andre steder. Og en gang imellem hører man at historier om hjemløse, der ikke får lov at være i fred på gaden, men bliver spyttet på, skubbet og voldeligt overfaldet.

Lykkeligvis er min oplevelse af de danskere jeg kender, at de er meget hjælpsomme og omsorgsfulde over for f.eks. hjemløse. Og det som jeg synes er tankevækkende, er at flere af landets rigeste har et stort hjerte for f.eks. hjemløse.

De holder sig ikke tilbage med at hjælpe de fattige og svage stakler i vores samfund. De er ikke bange for at mødes med eller prøve at sætte sig ind i de hjemløses sted. Det tænker jeg er grænseoverskridende i en positiv forstand og det finder jeg glædeligt og nærmest som et lille evangelium. Og i den forstand også et evangelium som taler imod det evangelium, man umiddelbart hører, når man første gang hører lignelsen om Lazarus og den rige mand.

Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var og bliver en sand treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 725 494 365 – 638 476 372

– Asser Skude 2009 ©

Evangelium og prædikenvejledning Trinitatis 2021

Evangelium til søndag den 30. maj 2021
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: “Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Jesus svarede ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus sagde til ham: Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”Nikodemus spurgte ham: “Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: “Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

– Nikodemus
Dagens evangelium er en del af den samtale, der finder sted mellem Nikodemus og Jesus. Første del af samtalen er dagens evangelium, anden del af samtalen er evangelium til 2. pinsedag. Nikodemus er en mand af magten og eliten. Han omtales “arkhon”, dvs. formand eller forstander for jødernes råd. For ham er det ikke smart at blive set sammen med Jesus, og Nikodemus sætter en del på spil ved at besøge Jesus. Og deri kan der ligge en form for anerkendelse fra Nikodemus’ side. Med andre ord kommer Nikodemus med en udstrakt hånd til Jesus.
For at ingen skal se Nikodemus besøge Jesus, er han kommet ud til ham – om natten – i ly af mørket. Nikodemus indleder mødet med at sige: “Vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.”
Det er store ord for en jøde. En ting er at Nikodemus taler positivt om Jesus som lærer og underviser, på græsk “didaskalos”. En anden ting er, at Nikodemus tilmed er overbevist om, at de tegn Jesus gør, er fra Gud, og at Gud er med Jesus. Og det er vel det tætteste på en trosbekendelse, der kan siges af Nikodemus som er jøde uden samtidig at sige, at Jesus er Guds søn. For det ville ikke være muligt for hverken Nikodemus eller nogen anden jøde, dvs. at tænke eller tro, at Gud skulle have en søn. Det ville være blasfemi.
Nikodemus vil som det første vide, hvordan man kan se Guds rige komme. Det er vel et helt legitimt spørgsmål og Jesus giver ham da også et helt ligetil svar: Guds rige ser man kun, når man tror.Herefter er det som om dialogen knækker, og Nikodemus hægtes af. Nikodemus begriber ganske enkelt ikke Jesu svar om, at “Guds rige ser man kun, ved at blive født på ny”. Jesus siger ifølge den oprindelige ordlyd – Guds rige ser man kun, ved at blive “avlet” på ny af Ånden.
At Nikodemus ikke forstår hvad at blive “avlet” af Ånden betyder, er vel i grunden ikke så underligt. Nikodemus spørger: “Hvordan kan et menneske fødes (avles), når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Nikodemus’ undren er stor og han er nok ikke den eneste for hvem resten af samtalen bliver vanskelig og svært tilgængelig.
Jesus siger: At blive født på ny, er at blive født af vand og ånd. Jesus refererer til dåben med neddykkelse af legemet i vand, og åndens udgydelse over det menneske. Dåbens gave er modtagelsen af ånden, der ikke lader sig måle og veje. Ånden er uforudsigelig. Jesus bruger vinden som metafor for Ånden: “Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.
Nogle vil mene, at Jesus herefter mere spiller sit eget spil og ikke længere er i samtale med Nikodemus. Det næste Jesus siger har ikke direkte noget med Nikodemus’ oprindelige spørgsmål at gøre, og handler mest af alt om Jesus selv og hans rolle som Guds søn eller menneskesønnen.
Jesus siger, at menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for mennesker. Kun menneskesønnen kan stige op til himlen, fordi han er steget ned derfra. Menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for enhver, som tror på ham.
Derpå foretager Jesus følgende sammenligning: Menneskesønnen skal ophøjes til himlen ligesom den kobberslange, Moses ophøjede under Gudsfolkets ørkenvandring: Jøderne var dengang (4. Mosebog, kapitel 21, 4ff.) plaget af giftige slanger og mange omkom af slangebid, indtil Gud befalede Moses at lave en slange af kobber og sætte den på en stang. Hvis nogen derefter blev bidt af en af giftig slange kunne vedkommende alligevel undgå døden og beholde livet, dersom hun/han blot kastede et blik på den kobberslange.
Så siger Jesus siger til Nikodemus: “Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.”
Her slutter dagens evangelium, og det er kun første del af samtalen med Nikodemus. Hvordan samtalen fortsætter hører vi om i de følgende vers, og de vers er evangelium til Anden Pinsedag: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Sagt med andre ord: Allerede fra begyndelsen havde Gud omsorg for sit folk: Gud var med sit folk dengang i ørkenen. Og Gud bekymrede sig for folkets overlevelse og dets frelse. Derfor lod Gud kobberslangen ophøje til folkets frelse – frelse fra døden. På samme måde som kobberslangen skal han selv, Menneskesønnen ophøjes af Gud, til frelse for enhver, som tror på ham.
Som sagt var det jo af kærlighed til denne verden, at Gud sendte sin enbårne til verden. Frelsens mulighed kom til enhver med sønnens sendelse til verden. At Gud blev kød og blod i sin ´søn kaldes også inkarnationen. Inkarnationen havde det ene, klare formål, at Gud ville frelse verden, dvs. enhver, som tror på ham.
Samtalen mellem Nikodemus kommer vidt omkring, og udvikler sig at blive en af de mest spændende i evangelierne. Ikke mindst for Nikodemus. Han møder Guds søn – med et åbent sind, og selvom samtalen mest har karakter af belæring fra Jesu side, gør den alligevel noget ved Nikodemus: For to gange senere hos evangelisten Johannes møder vi igen Nikodemus. Og her det som at møde et nyt menneske, en ny Nikodemus: Det er selvsamme Nikodemus, der tager Jesus i forsvar under et af farisæernes angreb, kapitel 7,50-53. Det er selv samme Nikodemus, der i kapitel 19,38-42 sammen med Josef fra Arimatæa er med til at gravlægge Jesus.
For Nikodemus kommer samtalen med Jesus altså til at få betydning, og samtalen mellem Guds søn og Nikodemus indbyder også menigheden til at forholde sig til de vældige temaer, som er på spil: Ikke mindst er dagens evangelium, hvor Guds søn taler om en fødsel på ny, tematisk forbundet med det overordnede tema om ånden, som kommer til apostlene og levendegør, som fornyr, som giver liv, som føder.
Ånden som konstituerer det fællesskab, som er det levende kirke, fællesskabet af troende. Ånden som stiger ned pinsedag og som grundlægger kirken af troende. I Apostlenes Gerninger – epistlen til Anden Pinsedag – hører man hvordan folk fødes af ånden: Ånden kommer til nogle, endda ikke-jøder, nogle som ikke er døbt, dvs. nogle som ikke er kristne. De er alle hedninger, alligevel kommer ånden til dem – og på den baggrund ræsonnerer apostlen Peter, at de fremmede derfor godt kan optages i fællesskabet. Af kød og blod er de blot fremmede hedninger, men pga. Ånden står de for at skulle optages i fællesskabet af troende. Fællesskabet af troende konstitueres altså ikke af, hvilken etnisk baggrund man har, hvor man er født, eller af hvem, men af om man er født af ånden.
Åndens komme til menigheden konstituerer fællesskabet! Åndens komme til menigheden kaldes som bekendt kirkens fødselsdag! Det er i pinsen, at fællesskabet af troende bliver til. Det er i pinsen, at den første menighed bliver indstiftet ved åndens sendelse.
Pinsen er kirkens dåbsdag eller ånds fødselsdag. Det er i pinsen vi hører om apostelkredsens ilddåb, hvor tunger som af ild satte sig på disse mennesker, så de omvendte sig, lovpriste og bar vidnesbyrd. De blev virkelig født på ny, født af ånd, sådan som Jesus havde fortalt Nikodemus om, på spørgsmålet om, hvad det vil sige at blive født på ny.
Og den tid, som indledes, Trinitatis, har fået sit navn efter den hellige treenighed, som menigheden bekender hver søndag: Gud som Skaber, Søn og Helligånd. De tre, som dog er een. Først var faderen og sønnen, og dernæst blev Guds søn sendt til jorden, men blev taget fra disciplene, og kom tilbage ved “faderens højre hånd”. Nu er i stedet ånden sendt til verden og disciplene er ikke alene. De klarer sig med åndens hjælp, indtil Gud selv kommer igen. Trinitatis er den længste tid i kirkeåret, det er den lange ’ventetid’. Det er den tid hvor kirken skal finde sig selv, opbygge sig og konstituere sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 331 330 – 419 476 786

– © Asser Skude 2009, redigeret siden

Evangelium samt prædikenvejledning til Anden Pinsedag 2021, 24. maj 2021

Evangelium
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Johannesevangelisten kapitel 3, vers 16-21


– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenvejledning

– Guds frelsesplan

Dagens evangelium er et af de mest citerede steder fra Biblen – og genkendeligt og karakteristisk for evangelisten Johannes. Dagens budskab er glædeligt, for det er Guds frelsesplan, der introduceres: Gud giver sin enbårne til verden, for at frelse verden.

Det er Guds plan og Guds værk. Det er Gud, der sætter det i gang. Det er Gud, der elsker først, ikke omvendt. Og nu hvor udspillet fra Guds side ligger klar, er det op til den enkelte at afgøre sig, ved at tro eller ikke tro. Og ved at være tro eller ikke være tro.

Vælger noget menneske det sidste, dømmer det derved sig selv. Det er ikke Gud, som dømmer, men det er mennesket og dets gerninger, som skal afsløre sig selv. Og omvendt: Den, der tror og forbliver tro, skal komme “til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort af Gud”.
Med dette sidste evangelium før Trinitatis, står præst og menighed over for den længste periode i kirkeåret, Trinitatistiden.

Denne tid strækker sig som bekendt over nogle og tyve søndage – alt afhængig af, hvor sent påsken falder. Trinitatistiden kan betragtes som kirkeårets hverdags-tid – uden særlige højtider eller særlige fester.
Der er en relation mellem dagens evangelium og Trinitatis. Evangelium til

Trinitatis er også fra Johannes kapitel 3, og er optakten til dagens evangelium. Trinitatis har beretningen om Nikodemus – der handler om at blive født på ny: “Den der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige… Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige… Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd”, vers 5ff.

Selvom disse ord klinger typisk johannæiske og forekommer specielle, lægger de dog op til de efterfølgende vers, som udgør dagens evangelium: “For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke.”, vers 17 f. Sagt på en anden måde. Adgang til Guds rige, skænker Gud ved troen på Ham.

Fødes et menneske på ny er Guds ånd kommet til det menneske, og Guds ånd virker nu i det menneske: Guds ånd bor i hjertet i det menneske og skaber et nyt menneske. Og den fødsel på ny sker ved vand og ånd, dvs. dåben: Ligesom det lyder i dåbsritualet: “Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden…”

Den, som tror skal også blive ved troen og forblive tro: De, som tror på ham må handle på hans Ord og på hans bud, sådan at hans vilje sker. Omvendt, følger de deres egne veje og ikke hans vilje, vil det blive afsløret: “For enhver, som øver ondt, hader lystet og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.” Vil nogen tjene Gud, må det menneske “blive født på ny”, og det indebærer altså ifølge evangelisten Johannes en ny livsførelse: Det menneske skal aflægge sig det gamle og blive nyt. Det menneske skal aflægge sig mørkets gerninger og iføre sig lysets gerninger.
Og omvendt, tror et menneske ikke på ham er det menneske allerede dømt: “den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn”. Dette er den nedslående virkelighed, som gælder de, som ikke tror.

Kort sagt: Frelsen kommer fra Gud, og fortabelsens mulighed fra mennesket. Derved er rammen sat. Det er ikke Guds hensigt at dømme nogen. Og det er ikke Gud, der fradømmer mennesket sin frelse, men det er mennesket selv, der allerede er dømt ved sin manglende tro.

Bolden er spillet over på menneskets banehalvdel, og der er lagt op til at mennesket selv afgør sig. Og om den frie vilje siger Melanchton i artikel 18 i Confessio Augustana: “Men den har ikke uden Helligånden magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed eller den åndelige retfærdighed…men den bliver til i hjerterne, når Helligånden modtages ved Ordet”.

Forslag til salmer: 290 292 294 – 681 490 725


– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011

Prædikenvejledning til pinsedag 2021, søndag den 23. maj 2021

– Et moderne kommunikationsunder

Dagens evangelium hos Johannes er del af Jesu afskedstale til disciple: Her taler Jesus til dem – før sin egen tilfangetagelse, død og bortgang. Hans tale er en foregribelse af det, der skal komme. Det er en prædiken om talsmanden eller sandhedens ånd, der skal komme over disciplene, når han selv er taget fra dem. Det er naturligvis pinsen og pinsedag, der hentydes til.

Hvad skete der så egentlig pinsedag? Det hørte vi om i dagens epistel fra Lukas’ Apostlenes Gerninger: Her oplevede disciplene, at Guds ånd steg ned iblandt dem. Alle havde de forskellig kulturel baggrund og talte forskellige sprog. Og da Guds ånd kom, forstod de, hvad hinanden sagde, også selvom de hver især talte på deres eget sprog. Pinseunderet var – udover at være et under i religiøs forstand – også et moderne sprog- og kommunikationsunder: For sproglige forskelle blev overvundet.

Man kan med fordel drage paralleller mellem pinseunderet og vores moderne kommunikationsunder: Internettet. Internettet bringer alverdens folk med forskellig baggrund sammen. For sproget på Internettet er det samme over hele jorden. Det er det fælles sprog, som computere over hele verden taler med hinanden, når de er forbundet. Ingen, der vil på internettet behøver at lære dette sprog, som computerne snakker sammen, for selv det klarer computeren i de fleste tilfælde. Det er faktisk overraskende let at kommunikere via internettet – også med folk på den anden side af kloden, folk med en gammel eller ny computer, folk med anden hudfarve, andet sprog, anden kultur: Ethvert menneske med en computer og adgang til nettet kan bruge Internettet. Det er demokratisk, alle er lige, ingen er bedre stillet end andre på forhånd. Faktisk lyder det for godt til at være sandt.

Internettet er uafhængigt af nationale forsamlinger eller regeringer, uafhængigt af internationale konventioner eller love. Så godt som alt er tilladt – på godt og ondt. Så godt som alt findes her. Og det kræver også, at man selv sorterer imellem informationerne. Men dertil får man hjælp af forskellige såkaldte søgemaskiner, der hjælper én med at finde det, man søger. Man kan også sammenligne internettet med verdens største bibliotek, hvor man selv er bibliotekaren. Det er selvsagt sin sag at finde hoved og hale i alle informationerne. For nogen er det ligefrem en konkurrence om hvem som er hurtigst og bedst: Hvert år afholdes der konkurrencer i at søge på Internettet eller som det kaldes “surfe på nettet”.

Nettet har oplysninger om alt – for alle – til alle. Alle kan kommunikere med alle – og om alt – på én og samme tid. Vildt fremmede mennesker kan mødes her: Ægtefæller har mødt hinanden første gang på Internettet. Sidste år viede jeg f.eks. to par, som traf hinanden første gang – ikke via et fysisk møde, men via internettet! Internettet er åbent døgnet rundt, og tilgængeligt overalt på jorden.

I den forstand giver det mening at sammenligne internettet med Guds ånd. For Ånden er allestedsnærværende: Guds ånd skeler ikke til kulturel eller sproglig baggrund. For Guds ånd er alle lige, der kommer til Ham. Guds ånd binder alverdens kristne menigheder sammen med én fælles ånd. Og det arbejder en del kristne for – bl.a. i den såkaldte økumeniske bevægelse. Jesus beder selv til, at Guds Ånd må skabe enhed imellem alle, som tror “for at verden må tro”.

Guds ånd skaber og opretholder liv, inspiration, hjælp, håb og tro for kristne jorden over. Ligesom enhver på kloden kan få adgang til internettet, kan enhver blive optaget i Guds menighed ved at blive kristen: Det sker ved at lade sig døbe til fællesskabet af troende, hvor Guds ånd virker og fornyer med liv og vækst. Fra dåbsdagen og til evighed vil Guds ånd være med det menneske overalt hvor det færdes.

Ånden er mere end blot et kommunikationsunder. Ånden er mere end internettet: Guds ånd, der steg ned pinsedag var og er et religiøst under, som fejres hvert år af over en milliard kristne verden over. Mennesket kan leve uden internettet, men intet menneske kan leve uden Guds ånd: Uden den kan menneskelivet miste indhold eller retning. Mennesket er en åndelig skabning, som behøver Guds ånd, der giver liv og inspiration.

Guds ånd samler alle kristne sammen i et verdensomspændende netværk af levende mennesker, ikke ligesom Internettet et netværk af døde computere. Guds ånd skaber fællesskaber af levende mennesker af kød og blod. Derimod er fællesskabet via internettet illusion, for det sker via en telefonlinje. Og det er ikke nær så konkret som det kristne fællesskab og samvær af levende mennesker.

Pinseunderet, hvor Guds ånd kom, gav disciplene én fælles identitet, ét fælles ståsted. Der gik det op for dem, at Guds ånd skaber liv og indgyder tro, håb og kærlighed i og mellem mennesker. Guds ånd giver disciplene nyt mod og et håb for fremtiden: Håb om hvordan de skal bringe budskabet om Guds søn ud i verden. Da Helligånden faldt på apostlene pinsedag, kom evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus dem ved på en ny måde. Derfor holdt apostlen Peter efterfølgende sin berømte pinseprædiken. Peters prædiken var vedkommende og tilhørerne følte sig ramt. “Det stak dem i hjertet”, står der i Apostlenes Gerninger. Derfor spurgte de Peter: “Hvad skal vi gøre?” Hans svar var: “Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse. Så vil I modtage Helligånden som gave, for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere – ja, alle dem som Herren, vores Gud vil kalde på fra både nær og fjern”

Oversat til menighedens situation som døbte, kan Peters svar formuleres sådan: “Vend om og tilbage til jeres dåb!” For er et mennesket kommet væk fra dåben, er det menneske kommet væk fra det, som var dets oprindelige udgangspunkt: I dåben og troen er alt, hvad noget menneske behøver: Her rækkes Helligånden og syndernes nådige forladelse. Omvendelse er derfor at vende tilbage til den plads hos Gud, som mennesket fik, ligesom den gang det kom til dåben og modtag Guds kærlighed og omsorg.

Ved dåben, der typisk er ved indgangen til livet, mindes vi, at Gud rækker mennesket livet og Gud vil tage hånd om det lille barn fra det er helt spæd og hele livet igennem, men også efter døden vil skænke evigt liv.

Det evige liv modtager mennesket allerede ved dåben, hvor Gud meddeler sin absolutte kærlighed og omsorg. Det nye menneske får nu et navn – hos mennesker og hos Gud. Det navn, som mennesket modtog i dåben, er det navn, som Gud skal kende det menneske ved, og det er ved det navn, som siges ved dåben, at mennesker modtager fællesskab med Gud, og får fællesskab med andre døbte. Alle døbte som samles i hans navn udgør kirken, dvs. mennesker med én fælles identitet, én fælles tro og et fælles håb, troen på Guds uophørlige kærlighed til mennesker og hans uransagelige veje til at nå menneskene med sin kærlighed og nærvær – ligesom dengang, da han sendte sin ånd til de fortvivlede disciple pinsedag.

Lov og tak og evig ære dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

forslag til salmer: 290 287 294 – 419 476 291

– udgivet som forsideartikel ”Et moderne kommunikationsunder”, Kapernaum sogns kirkeblad 1998 ©

Prædikenvejledning til sjette søndag efter påske, 2021

– Efterfølgelse og forfølgelse

Fra en af de sidste evangelielæsninger før Trinitatis begynder, taler Jesus til sine egne før sin bortgang – ligesom de forrige tre søndage: Jesus forbereder disciplene på den sidste korte tid, han endnu er hos dem: Han advarer dem imod den tid, som vil komme og de forfølgelser, som de vil blive udsat for. Alligevel må de ikke falde fra, men de skal forsøge at holde ud.

Også selvom der vil komme utallige forhånelser og chikanerier: “De skal udelukke jer af synagogerne”. Og det er ondt, for mange af disciplene er oprindeligt fromme jøder, som er opvokset med den jødiske tro og er vant til at komme i synagogerne.

Jesus advarer endda direkte sine disciple om, at de risikerer at lide døden for deres tro: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”: Dvs. nogle vil stræbe dem efter livet ud fra den tankegang, at disciplene har gjort sig skyldige i blasfemi og derved fortjent døden, fordi disciplene tror, at Gud har en søn: At Gud skulle have en søn, strider imod den jødiske ortodoksi.

De som forfølger disciplene og de, som tror de derved tjener Gud, tager grueligt fejl: Jesus siger: “Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”. Med andre ord: Deres handlinger er udtryk for mangel på indsigt og visdom, for de kender hverken Faderen eller Sønnen.

Der pågik en regulær og hårdnakket forfølgelse af de første kristne – i de første århundreder indtil Kejser Konstantin.

Dagens evangelium kunne således give anledning til at reflektere over de vanskelige vilkår kristne gennem tiden har måttet tåle – og ikke bare i de første århundreder, men også helt op i vor tid, hvor man har kunnet høre beretninger om forfølgelser, ikke blot ved at udpege og isolere kristne fra det øvrige samfund, men også ved at forfølge dem med stort set alle tænkelige midler – lige fra forhør, overgreb, fængsel, og selv henrettelse uden rettergang. Og som om det ikke var nok, endda brandattentater og bomber imod deres forsamlingssteder og kirker.

På trods af dagens dystre tema om forfølgelser, opfordrer Jesus sine egne til ikke at give op: “Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”. For det glædelige er, at disciplene ikke skal efterlades alene, når han er taget fra dem: Guds ånd, skal sendes til disciplene, og Guds ånd skal vidne om Jesus. Disciplene vil altså få hjælp ovenfra – til at bringe budskabet om ham ud i verden og vidne om ham. Jesus siger: “Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig”

Netop Guds Ånd vil vidne om Guds søn og være hos dem, der følger ham og vidner om ham. Netop Guds Ånd vil forbinde sig med disse og knytte dem sammen. Og Guds ånd vil indgyde tro, håb og forvisning på, at han virkelig er Guds søn, som er sendt til mennesker.

Guds ånd vil holde dem fast på den tro og bekendelse – ved at inspirere (fra latin, indgyde håb), så de ikke giver op, nu hvor Han snart tages fra dem. Guds ånd skal konstituere det fællesskab imellem, dem som følger ham. Guds ånd vil gøre ordet om ham til deres samlingspunkt og Guds ånd vil gøre ordet om ham nærværende, hvor det forkyndes.

Guds ånd skal ligefrem sætte nye standarder og sætte en ny dagsorden for verden: Guds ånd skal bygge den nye verden op af troende og menigheder. Guds ånd skal fylde menigheder og Guds huse med liv, lyst og kraft fra oven. Guds ånd er “den nye verdens skaber”, som vi synger i sidste vers af DDS 308:

“Du, den nye verdens skaber,
vis på os, hvad du formår,
kæmp, så verdens fyrste taber,
vind, så Jesu ord består!
Byg dit tempel i vort bryst,
fyld Guds hus med Himmel-lyst!”

– forslag til salmer: 294 332 348 – 596 455 308

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Evangelium samt prædikenvejledning til Kristi Himmelfartsdag 2021, torsdag den 13. maj 2021

Evangelium

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.” Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Mark 16,14-20

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenvejledning

– Det ophøjede og det almindelige

Dagens evangelium handler om det både himmelske og jordiske møde, som er skabt mellem Gud og verden. Den særlige forbindelse, der knyttes, da Gud stiger ned til verden, bliver ét med verden, i Jesus Kristus.

Dagens evangelium til Kristi Himmelfart er evangeliet om den særlige forbindelse, der derved er opstået imellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Det er en forbindelse så stærk, at den er utænkelig i enhver anden trosretning, hverken islam eller jødedom accepterer troen på, at Gud er blevet menneske.

Netop dette særlige, at Gud er blevet menneske, er ikke nogen svaghed eller gudsfornægtende tanke, men derimod en styrke og unik egenskab i den kristne tro. At Gud er blevet menneske betyder, at der er etableret en særlig en forbindelse mellem Gud og mennesker, mellem himmel og jord, fordi Gud både er hævet over jorden, men samtidig også har vandret på jorden. Gud er både ophøjet og steget ned. Det som kristne teologer kalder to-naturlæren, dels Guds guddommelige natur dels Guds menneskelige natur.

Det er specifikt og kendetegnende ved den kristne tro – og det er en blasfemisk tanke for andre religioner, at Gud skulle kunne blive menneske og blev det. Menneske har Gud været i Jesus. Gud blev én af os og vandrede iblandt os. Og Guds søn viste sig for mange, selv efter sin død, hvor han i fyrre dage vandrede iblandt dem og viste sig for dem som den opstandne, indtil han fór til himmels.

Fordi han blev sendt fra sin himmelske fader til denne jord, fordi han kom ned fra himlen, var han også nødt til at vende tilbage dertil – og det skete som bekendt i dag, fyrre dage efter opstandelsen påskemorgen.

Guds søn var allerførst hos sin himmelske fader i det høje – ved altings begyndelse og skabelse, som der står i én af trosbekendelserne, den såkaldte “Nikænum”: “født af Faderen alle tider”. Vores svenske broderfolk f.eks. bruger oversættelsen “avlad”, dvs. avlet og franskmændene ” engendré”, dvs. avlet, hvilket er mere præcist i og med, at en fader ikke føder børn, men avler dem. Fordi Guds søn er født af Faderen eller avlet af Faderen er Guds søn også nødt til at vende tilbage til sit himmelske ophav.

Der er altså tale om en bevægelse fra det himmelske til det lave og en bevægelse igen opad, tilbage, en ophøjelse.

Vi kan sammenligne denne bevægelse fra et udgangspunkt og tilbage igen med en boomerangs bevægelse: Ud og væk og tilbage igen: Faderen sender sønnen ud, og Sønnen lader sig sende ud, og Sønnen fuldfører sin opgave og vender tilbage igen.

Søren Kierkegaard har sagt, at ingen far kan give sin søn væk af et helt hjerte. Det kunne Gud fader i himlen. Kun fordi den himmelske fader har så meget kærlighed, kan han give sin søn. Gudfader giver verden sin søn – uden at forvente at få sin egen søn tilbage. Det er i sandhed noget af en fader – ikke at Sønnen ikke er savnet eller ønsket – men Sønnen bliver givet til verden – uden bagtanker eller uden modkrav. I den forstand kan man måske forstå, hvilket offer det er, Gudfader giver verden: Nemlig det bedste Faderen har: Sit eget kød og blod. Det er kærlighed. Sådan er Guds væsen.

Ligeså gavmild som den himmelske fader er, ligeså sårbar bliver han også derved: For Gudfader har givet sit mest dyrebare, sin egen Søn. Og Sønnen havner i verdens vold. Og det går helt galt: Verden tager ikke godt imod Guds søn, men slår Ham ihjel. Så utaknemmelig er verden. Fordi det er Guds søn, lader den himmelske fader sin søn oprejse, og endnu en gang viser Sønnen sig for verden – i de fyrre dage, som dagens epistel beretter om, hvor den opstandne vandrer iblandt disciplene. Og så returnerer han til sin himmelske far. Til et himmelsk gensyn. Et glædeligt og festligt gensyn mellem fader og søn. Tænk, 33 år, har Faderen undværet Sønnen og endelig forenes de igen. Det er da glædeligt og det er da værd at fejre. Det er glædeligt for Faderen og Sønnen.

Samtidig er det også glædeligt for os. At vide at Sønnen, som sidder i det himmelske nu, én gang har været sendt til os og dermed er der etableret en enestående forbindelse mellem himmel og jord.

Og som apostlen Paulus siger: “Den Jesus som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”Altså, skal der komme tider, hvor Jesus skal komme igen på himlen, ligesom dengang han blev taget op til himlen. Og de tider kalder vi de sidste tider, på græsk “ta eskata”, dvs. “de sidste” (tider). Som der står i 2. Thessalonikkerbrev, kapitel 2, vers 3 ff.: “Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

De tider, som vi også kalder Dommedag. Tider, hvor Guds søn skal komme igen, for at dømme denne verden, én gang for alle. De tider, som også kaldes Verdens Genløsning med indsættelsen af en “ny himmel og en ny jord”, ligesom der står i Johannes Åbenbaring kapitel 21., hvilket er den glædelige udgang for denne verden: Guds søn skal indsættes som verdens definitive frelser og genopretter af retfærdighed, fred og glæde: De gode skal modtage deres og de onde deres.

Og når de sidste tider skal stå, så er det fuldendelsen af det møde, som skal stå mellem denne verden og den himmelske verden. Vores danske digterpræst Grundtvig taler om det møde, og mange af de andre danske salmedigtere taler om det møde – imellem det himmelske og det jordiske. Grundtvig og mange af de andre danske salmedigtere sammenligner den forestående og definitive forening mellem denne verden og den himmelske som et bryllup: Kristus er brudgommen og verden og dens befolkning er bruden. Og ligesom ved et hvert andet bryllup skal det være festligt og glædeligt. Og det bryllup mellem Guds søn og Guds menighed skal være det flotteste og mest fantastiske bryllup, som verden nogensinde skal få at se.

Hvordan vi som Guds menighed skal forholde os indtil da, kan vi lære om i lignelsen om de ti brudepiger. Som Jesus selv formaner, skal vi være som de årvågne brudepiger: Altid klar og parat til at modtage vores himmelske herre, når Han kommer igen. Årvågne skal vi være ved ikke at opgive troen eller håbet på at det skal ske, og indtil da leve og tjene hinanden. Som Paulus siger i brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 22:

“Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” For ingen af os kender tiden, hvor brudgommen kommer, og det himmelske bryllup skal stå.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

– forslag til salmer: 252 261 – 419 476 260

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©