Prædikenforberedelse, fjerde søndag i advent, evangelisten Johannes, kapitel 1, vers 19-28

Døberen

For os, der kender beretningen om Døberen, er hans baggrund ikke helt almindelig: En engel forkynder hans undfangelse i Elisabeths skød (Lukas 1,11 ff.). Samme engel forkynder et halvt år senere Jesu undfangelse i Marias skød. Og Maria og Elisabeth er i familie, for englen siger til Maria: “også din slægtning Elisabeth”

Ingen kan imidlertid beskylde Johannes Døberen for at opkaste sig til mere, end han er: Døberen afviser i dagens evangelium, at han kommer direkte fra himlene. Han konstaterer blot: “Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹” Samtidig siger Døberen, at der midt iblandt dem, står en, som de ikke kender, en, som skal komme efter, en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse: Døberen hentyder helt klart til Herren selv, selvom det ikke siges direkte i dagens evangelium.

Hvordan kan det glædelige budskab forkyndes på en dag som i dag? Er det evangeliske mon ikke, at vi har mange lighedspunkter med Døberen? Selvom vi ikke er bebudet af en engel, så er de fleste af os forhåbentlig ønsket og elsket fra den dag, vi blev til. Og forhåbentlig ikke bare elsket af vores forældre og familie, men også af Gud, som har skabt og opretholder os. Og så ligner vi vel også Døberen – ved på den ene side at være mennesker af kød og blod – og egentlig ret almindelige, og på den anden side ualmindelige: For med vores forventning om han, som kommer, får vi en særlig opgave: Ligesom Døberen banede Herrens vej, kan vel også vi gøre det, på hver vores måde – ved at forkynde budskabet om ham og hilse ham velkommen.

Ingen tvivl om, at Døberen gjorde en forskel for andre: Med sit virke blev han på mange måder et forbillede – i ord og gerning – en person, der havde et kald og forfulgte det. Johannes Døberen havde hverken penge eller magt. Alligevel var det ham, som tog imod Guds søn ved Jordanfloden. Guds søn kom til denne helt almindelige mand med dette ualmindelige kald – og Guds søn lod sig siden døbe af denne mand. Johannes Døberen indfriede på den måde menneskers forventning om Guds søns komme til jord. 4. søndag i advent er det i dag, og så kommer vi ikke meget tættere på julen.

I julens evangelium hører vi, at en helt almindelig pige fødte en ualmindelig søn, Guds søn. Maria var en typisk pige på den tid – i det lille samfund. Og netop fordi hun havde taget imod den ualmindelige opgave, at tjene Gud og sagde: “Lad det ske mig efter dit ord, se jeg er Herrens tjenerinde”, så blev Marias liv forvandlet fra at være almindeligt til også at være ualmindeligt.

Forhåbentlig er det ikke alene Maria eller Johannes Døberen, som er noget særligt. Det glædelige budskab er, at enhver er noget særligt – i Guds øjne: At vi er udvalgt og elsket af Gud. Det handler blot om at turde leve på Guds ord: At være elsket og udvalgt, som den, du nu engang er. Du skal ikke forstille dig. Du skal være dig selv. Du skal vælge dig selv. Du skal blive dig selv, som Søren Kierkegaard siger (frit citeret). At blive sig selv er ikke det samme som at være sig selv nok. Det er at være tro mod sig selv, sin identitet, sit liv, sin erfaring – som et almindeligt menneske på godt og ondt – og dog med det ualmindelige budskab fra Gud: At du er elsket, som du er – og med dine synders nådige forladelse!

Og vi skal modtage dette glædelige budskab i dag, om at Gud vil os og elsker os, som vi er. At Gud her i det ny kirkeår vil byde os velkommen til at gå ind til ham og hans rige: At du og jeg er elsket og vores synder er os forladt! Dette er en ny begyndelse for enhver af os – gammel som ung – og med den glædelige forventning kan vi tage imod det nye år, som kommer til os fra Herren.

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010

forslag til salmer: 93 90 91- 441 87 74

Lignelse eller sammenligning

”Lignelse” eller ”sammenligning”? Hvilket ord foretrækkes?

I søndags var det som bekendt anden søndag i advent og læsningen af evangeliet var fra Lukas, kapitel 21, vers 25-36. Hovedtemaet var ”den store verdensdom”, de sidste tider, hvor Guds søn vil komme at dømme.

En opmærksom kirkegænger gjorde mig efter gudstjenesten opmærksom på at ordet ”lignelse” er forsvundet i den såkaldte 2020 oversættelse og erstattet med ”sammenligning”. Nu hedder det ” Jesus forklarede det med en sammenligning”

Det er positivt, at nogen overhovedet vil bruge tid og kræfter og forsøge at oversætte det ofte lidt ældre dansk, nogle gang arkaiske dansk, som man måske ofte finder i Biblen. Det kræver mod at oversætte noget kendt og elsket, for det er uden tvivl også øretævernes holdeplads at være bibeloversætter.

Uagtet dette er det dog stadig vigtigt, at vi, som bruger den nyeste oversættelse, også er villige til at bringe os selv i spil og komme med feedback til den seneste oversættelse, for at en kommende oversættelse må blive endnu bedre.

I den autoriserede oversættelse fra 1992 hedder det ” Og han fortalte dem en lignelse”, det er blevet til ”Jesus forklarede dem med en sammenligning” Det er tydeligt oversætterne vil gøre det mere tydeligt at Jesus er i gang med at forklare og sammenligne. Jesus er altså oprigtigt optaget af at være pædagogisk. Det er også rigtig nok set, al den stund at den tradition Jesus selv er ud af er den jødiske og rabbinske tradition, hvor man udlægger det man har læst op fra de hellige skrifter, kommer med sin egen kommentar og forståelse, ja forklarelse.

Men spørgsmålet er om det ikke bliver en anelse for pædagogisk, når vi bruger ordet forklarer og ”sammenligning”, når det er Guds riget eller Guds dom vi skal høre om?

Ganske vist kommer ordet “lignelse” af ” gammeldansk ”liknelsæ”, efter middalnedertysk ”likenisse”, det som lader sig sammenligne med noget andet.

For mig at se er en lignelse et ord som har vundet indpas i den danske kristne tradition. Lignelse signalerer mere end bare en 1 til 1 sammenligning. “sammenligning” klinger af noget fladt. Det behøver det ikke. Hvorfor skal alt forklares? Vi har som danskere ikke nogen sinde før været bedre uddannet. Vi kan godt tåle at få udfordringer og at alt ikke skal forklares for os.

Hvorfor afskaffe et historisk ord, der har givet mening for danskere i generationer før os? Og som er smukkere.

”Lignelse” signalerer for noget højtideligt, højstemt. Det er lige præcis sådan et ord der giver mening når der skal sættes ord på noget som ikke kan sættes ord på. Hvad er kærlighed? Hvordan er Gud? Hvordan er Guds rige?

Hatten af for nogen vil oversætte Biblen til moderne dansk. Men visse ord må vi ikke udradere, f.eks. altså ikke det ord i søndags, anden søndag i advent “lignelse”.

Det risikerer at skabe desværre en fattigere sprogbrug og fattigere forestillingsevne for læseren/høreren

Jeg mener, og det går jeg også ud fra alle andre mener, at det danske sprog generelt set skal opbygge os, uddanne os, få os til at skabe associationer, billeder når vi hører og taler det.

Netop det formår et ord som “lignelse”. Det er poetisk og skaber billeder for vores indre. Hvorfor så i alverden afskaffe ”lignelse”?

Overvejelser forud for prædiken 3. søndag i advent 2020

Vi må forestille os, at Johannes Døberen sidder i en mørk, kold celle. Johannes er Herodes Antipas’ fange. Johannes sidder ifølge den jødiske historieskriver Josefus i den afsides liggende Makærusborg øst for det Det Døde hav. Ifølge Josefus er baggrunden for fængslingen af Johannes følgende: Johannes havde ophidset folket imod Herodes i en sådan grad, at Herodes betragtede ham som en politisk trussel. De kristne evangelier angiver en anden årsag til fængslingen: I følge dem havde Johannes nægtet at velsigne Herodes og hans elskerinde, Herodias. For Johannes var en stærk modstander af deres kæresteri og gifteplaner, ikke mindst fordi Herodias var Herodes egen svigerinde! Herodias var Herodes’ bror, Filips, hustru!

Uanset hvad baggrunden for Johannes’ tilfangetagelse end måtte være, så havde Johannes en del fjender i den herskende del af befolkningen samt det romerske og jødiske aristokrati: Embedsmænd, soldater, toldere og farisæere. Mange så ham gerne af vejen – på grund af hans skarpe tunge. Blandt folket derimod nød Johannes bred opbakning, netop pga. sin evne til at tale overmagten imod. For dem var Johannes’ kritik befriende at høre. For dem var Johannes talerør imod uretten, magtmisbrug og ugudelighed.

Hvem var han så, ham Johannes Døberen? Hos evangelisten Markus hører vi om ham allerede i indledningen: Johannes fremstilles som en gammeltestamentlig profet, der skulle bane vejen for Herren: Johannes kritiserede sin samtid og magthaverne for at have vendt sig bort fra Gud. Til gengæld forkyndte Johannes omvendelse og dåb til syndernes forladelse.

Hos dagens evangelist Mattæus møder vi en helt anden side af Johannes: Den tvivlende, ja næsten opgivende Johannes. Tilsyneladende var Johannes så meget i tvivl om Jesus, at han nu satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Jesus var Messias, og ikke blot en forløber for Messias.

Beretningen om Johannes’ tvivl er tankevækkende: For hvordan kunne en person og profet som Johannes overhovedet tvivle? Johannes var selv stået i frem i ørkenen, hvor han havde forkyndt Guds riges komme! Johannes havde jo med egne hænder døbt Guds søn.

Beretningen om Johannes’ tvivl åbner op for det skønne budskab, at selv en profet kan komme i tvivl. Selv dét menneske, som Jesus kaldte “den største blandt kvindefødte”, var i stand til at tvivle.

Beretningen om Johannes’ tvivl forløser, for det gør beretningen om ham endnu mere nuanceret og troværdig. At selv en profet og frontløber kan have sine svære dage. Selv en profetisk skikkelse som han er menneskelig.

Bemærk at Jesus ikke blev vred og irriteret over Johannes’ tvivl. Jesus afviste ham ikke. Derimod gav Jesus Johannes’ disciple en masse argumenter: ”blinde ser, spedalske bliver rene, døve hører, evangeliet forkyndes for fattige”, dvs. opfyldelsen af den Esajas-profeti om den Salvede, Guds søn, som jøderne ventede. Den tid, var nu kommet. Nu skete det. Forventningerne blev indfriet. Nu var Han kommet, Ham som skrifterne havde forudsagt. Disse argumenter ville disciplene så tage med tilbage til Johannes i fængslet, og personligt håber jeg, at ordene nåede frem Johannes, og Johannes fik troen tilbage på, at Jesus virkelig var Guds søn.

Om det skete ved vi ikke. For det fremgår ikke noget sted i evangelierne. Og kort tid efter denne beretning kom Johannes af dage, da Herodes lod ham halshugge, og hans hoved serveret på et fad vel og mærke – deraf det udtryk som findes den dag i dag.

Dagens evangelium forkyndt er det glædelige, at tvivlen ikke gør et stort menneske mindre! Tværtimod: I Johannes Døberen møder et ærligt menneske, der vedkender sig sin tvivl.

Og tvivl behøver ikke at betyde udelukkelse af troens genstand, men blot skepsis over for troens genstand. Tvivl kan være troens følgesvend. – Atomfysikeren Niels Bohr taler i sin kvantefysik om det såkaldte ”komplementaritetsprincip”, om atomare genstande, der både kan betragtes som partikler og som bølger. Det ene udelukker ikke det andet. Tilsammen fyldestgør de billedet.

På samme måde forholder det sig med forholdet mellem tro og tvivl. Det ene kan ikke tænkes uden det andet. Alting kan ses og iagttages – både med troens øjne og med tvivlens øjne. Det er ikke muligt for mennesker at se alt udelukkende med troens øjne. Ligesom det heller ikke er muligt for mennesker at se alt med tvivlens øjne. Så ved at acceptere tvivlen som troens følgesvend (Luther frit citeret), slipper vi for at bruge tid og kræfter på bekæmpe tvivlen – ligesom Johannes Døberen.

At være en ærlig troende er ikke en uopnåelig sag og kræver ingen særlige forudsætninger. At være et ærlig troende er netop at kunne rumme tvivlen. Den tvivl kan ingen fjerne. I stedet handler det om at gøre tvivlen til et redskab til at se kritisk på sin egen tro og sig selv, sådan at man erkender, at man ikke er perfekt, sådan kan man også lettere håndtere hverdagen og livet, som det nu arter sig for hver i sær.

Jeg håber at dagens evangelium opfattes sådan af enhver, som hører det. Kristen tro er ikke et præstationskrav og kræver ingen forudsætninger eller kundskaber, men er en mulighed for at ‘være, den man er’ ved at ‘blive den man er’. Som filosoffen og teologen Søren Kierkegaard har sagt, at det handler om at vælge at være den, du er. Og du kan alligevel ikke være andre, end den du er, derfor er det en befrielse at få lov til at være den, du er.

Dagens evangelium forkyndt er, at dit liv ikke behøver være rosenrødt eller præget af livsglæde, men godt må rumme det menneskelige tungsind og mørke, tvivlen, mismodet.

Det budskab Jesus overbragte Johannes’ disciple, at Guds rige forkyndes for fattige – både i timelig og åndelig forstand. Dvs. fattige i den forstand at de er hjælpeløse, uværdige, de som er ved at give op og tvivler på sig selv. Netop til dem rækkes og forkyndes Guds rige. Ligesom Johannes fysisk var fanget i et formørket sind – i fangekælderen, på samme måde var han mentalt fanget i et dystert sind.

Til os tilfangetagne i tvivl og fortvivlelse kom Jesus. Jesus glemmer ikke os, der er svage i troen og har brug for et opmuntrende og trøstende ord. Jesus forkynder netop det håb for os. Han er med os, som vi er. Uanset hvordan vi er, elsker Han os, og Han vil fortælle os, at Han vil være der for os.

Det sidste, som Jesus sagde til Johannes’ disciple var: “Salig er den, der ikke forarges på mig”. Forargelse i bibelsk forstand er skridtet videre end tvivl og fortvivlelse. At blive forarget vil sige helt at bortkaste troens mulighed og troens genstand. Forargelsen er fatal, da den troende her opgiver troen helt, men støder troen bort. Forargelsen udslettelser ethvert håb.

Måtte Gud hjælpe os til, at vi ikke forarges i denne bibelske forstand. Gud hjælpe os til, at vi ikke taber denne troens mulighed. Kan vi blot opretholde troens mulighed ved siden af tvivlen, da forstår vi bedre os selv, vores natur, da forstår vi, at Johannes er en ærlig troende OG en ærlig tvivler.

Og turde vi samtidig tro og håbe, at Jesus virkelig er de tvivlendes helbreder, ja alles frelser og befrier, Guds søn, Ham som vi venter, er kommet for at udfri os af vores fangehul i dødens og mørkets skygge og bringe os over i sit rige, Guds rige, der hvor der er lys og glæde, fred og glæde imellem mennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Far, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver en, hellig, treenig og højlovet Gud, fra begyndelsen, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer 78 80 86 – 87 69 74

© 2020 Asser Skude

Kritik af ny Højskolesangbog

Højskolesangbogen 2020 er blevet fattigere

Det er med smertelig beklagelse at undertegnede og mange elskere af Højskolesangbogen ikke længere finder ”Danmark” fra Shu-bi-duas album” 78-eren”. Det ukronede, vittige og måske mest elskede alternativ til nationalsangen ”Der er et yndigt land”

Hvordan det er kommet så vidt, at Danmarks mest folkekære band og en af deres mange landeplager fra 70-erne er blevet sorteret fra i den nyeste version af Højskolesangbogen, kan man kun gisne om, men der melder sig en række bange anelser. Måske er man bange for at støde nogen?

Selvom ”Shubberne” ikke hverken har afbilledet profeten Mohammed eller stødt nogen trossamfund med deres bud på en alternativ nationalsang, er det mig en gåde at denne sang kan bortcensureres af vor tids eksperter.

Det undrer mig såre, at Shu-bi-dua som Danmarks vitterligt bedst sælgende band nogensinde, med omkring 6 millioner solgte albums, ikke en med blot en enkelt sang længere er repræsenteret i den nyeste version af Højskolesangbogen.

Sangen indledes med “Se solen stiger op over bilkirkegården” og har det famøse omkvæd ”Storken er en dejlig flyver”, som rimer på ’koen har et dejligt yver’. Sangen består af to vers og når det i andet vers hedder: “Danmark er et dejligt land, de varme lande er noget lort”, skal naturligvis hverken læses, synges eller forstås bogstaveligt – som nagelfast oplysning – men er snarere ment ironisk. Ligesom det i første vers hedder “bondemanden får sin mad på sengen”.

Sangen ”Danmark” må først og fremmest opfattes som en kærlighedserklæring til Danmark og danskerne. Ude godt, hjemme bedst, kunne man sige – uden at være forbenet nationalist. Og som jeg forstår Shu-bi-duas sang ”Danmark”, så er essensen, at der er intet bedre end Danmark. Og det burde vel være Ok at mene at vi lever i verdens bedste land, ligesom eksempelvis nordmænd og svenskere mener at de bor i verdens bedste nation. Alle priser vi som vore naboer stolt vore lande, når vi taler om, hvor godt vi har det med demokrati, velfærd, fri skolegang, frit sundhedsvæsen osv.

Danmark er verdens bedste sted at være – “der er nemlig atmosfære”, som ”Shubberne” synger. For i Danmark er der højt til loftet. Vi har ytringsfrihed og kan sige, hvad vi vil. Og så alligevel ikke, når det nu viser sig at deres nationalsang er fjernet.

Er moralen at vi danskere skal bindes på hånd og mund? Og ikke længere må tænke, hvad alle danskere sang med på i 70-erne og 80-erne: ”de varme lande er noget lort”. Hvem kan ærligt sige, at det der var sjovt dengang, ikke længere virker som et sjovt vrøvlerim. For sangen lever jo stadig i bedste velgående som evergreen landeplage.

Og der er vel intet galt i at kunne synge med på det sidste vers – selv i 2020? Enhver fatter at der er tale om grov generalisering i muntert mod- og medspil. Og ikke om en specifik nation eller religion, men blot dette almene ”de varme lande er noget lort” versus ”Danmark er et dejligt land”. Altså set i relation til Danmark, er det meste andet noget lort.

Bevares, det lyder latrinært og ligger på kanten, men fortjener vel ikke at blive kastet i skraldespande, at hævde ”de varme lande er noget lort”? Enhver som kender “Shubberne”s sange ved, at de generelt smører tykt på med vendinger som:  “malkepigen pumper sin ged”, altså det kunne lyde som om malkepigen pumper noget andet end det hun er sat til…

“Præstens kone står på hænder for sin bror”, også her lyder det som om præstens kone laver noget hun ikke burde sammen med sin bror

I “Danmark” har vi ikke tradition for hellige køer eller tabuer som ikke kommer for en dag.

Samtidig kan “Shubberne” godt se, at noget er galt også i Danmark: ”Se, solen stiger op over bilkirkegården”. Danskerne er allerede godt i gang med at forurene og tilsvine det smukke land.

Alligevel står solen ”op og malkepigen pumper sin ged”. Livet går sin gang, selvom vi danskere bruger og smider ud – ikke mindst discount eller biler, som ender på bilkirkegården.

Jeg kommer til at tænke på en anden af Shu-bi-duas også ironiske og kritiske sange, hvor forureningen debatteres og klimaforandringerne tages på forskud: Det sker i sangen “Costa Kalundborg”, fra Shu-bi-duas album nr. 8, 1982: ”Der er sket en forurening

af den ydre atmosfære, så meteorologerne har lovet at det nu bliver bedre vejr”.

Shubbuerne forudsagde for næsten 40 år siden, hvor galt det ville gå med klimaforandringer. Også her havde “Shubberne” fat i den lange ende og denne sang bør naturligvis også optræde i en ny Højskolesangbog anno 2020.

For mig at se er meningen med en Højskolesangbog til alle tider at fange det populære, folkelige, folkekære, folkesjælen, både det historiske, men også og især det nutidige. “Shubberne”s tekster, ånd, lyrik, tematik, iderigdom mm er for mig fuldt på højde med det bedste der er skrevet i deres tid, og kærligt reciteret af de fleste danskere. Så derfor burde der i en ny Højskolesangbog optræde både ”Danmark” og ”Costa Kalundborg”.

Uden Shubiduas tekster og musik bliver Danmark lidt fattigere og mindre sjovt at være dansker i. Jeg elsker Shu-bi-dua for deres danske skæve humor, ironi og kritik – både når det går ud over andre, men også danskerne selv!

”Storken er en dejlig flyver

Koen har et dejligt yver

Danmark er et dejligt land

Kornet vokser vildt på engen

Bonden får sin mad på sengen

Dansken er en dejlig mand

Storken er en dejlig flyver

Den der siger andet lyver

Danmark er et dejligt

Sted at være

Der er nem’li atmosfære

Danmark er et yndigt land”

Prædiken 6. december 2020

Overvejelser forud for prædiken anden søndag i advent, kl. 10.30 søndag den 6. december 2020 i Bellahøj kirke.

Tema: Den store verdensdom

På den ene side er der i dagens evangelium rigeligt at ængstes over: Dommedag, hvor alle elementer raser og ”Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed”. På den anden side er der forventningen om noget glædeligt: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.

Det er for mig at se den afsluttende verdensdom, der tales om i dagens evangelium. Selv om det ikke er morsomt at skulle forestille sig, så er det alligevel identisk med det, som menigheden hver søndag bekender i trosartiklen om Guds søn: “Vi tror på Jesus Kristus… siddende ved Gud Fader, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde”.

Og med udgangspunkt i dagens evangelium kan der ikke være tvivl om, at Jesus selv vil fastholde sin menighed på denne konkrete forventning, for Jesus formaner til slut: “Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen”.


Nu er det imidlertid ingen kunst at prædike død og ødelæggelse ud fra dagens evangelium, det ville være den letteste sag i verden. Problemet er blot, at det ikke er at prædike evangelium, men derimod at prædike død og fortabelse. Og det var vel ikke det, som var meningen med Melanchtons formulering af artikel 7 i Confessio Augustana om, at “evangeliet forkyndes rent”? For ligesom enhver anden præst i Den Danske Folkekirke er jeg ud fra mit præsteløfte forpligtet på at forkynde evangeliet ”rent og purt”.

At prædike evangelium rent og purt til en dag som i dag er snarere at prædike alvorligt, dog ikke dommedagsagtigt: At opfordre menigheden til at forholde sig håbefuldt – til trods for der ellers er rigeligt at ængstes over. At fastholde det evangeliske, som er liv, glæde og håb. Det er glædens og håbets budskab, som bør forkyndes – i dag som alle andre dage.

Søren Kierkegaard siger i “Begrebet Angest” noget i retning af, at det handler om at være angst på det rette måde, dvs. hverken synke i angsten eller aldrig være angst, men ængstes ret: Som menneske ikke at forsøge at fjerne angsten, men derimod leve med angsten. At leve med angsten indebærer muligheden for, at selv det mest forfærdelige og uventede indtræffer, og alligevel gå hver en ny dag i møde. At leve sådan, det er tro. Det er ’at møde det frygtelige med løftet hoved.’

Når alt kommer til alt, er der er mangt og meget at glæde sig over i livet: Når kærligheden viser sig, når man føler sig elsket, når man oplever stor glæde. Ved sådanne lejligheder fyldes livet med tro og håb. Som sådan er vi nødt til at leve vores liv – med ubetinget tillid og hengivenhed: Vi kan ikke knytte kontakter, opleve kærlighed og nærhed uden samtidig at have tillid til det, som skal ske: Vi kan ikke møde hinanden, uden samtidig at møde hinanden med en grundlæggende tro og tillid. Uden denne basale tiltro til livet og til hinanden, ville alle relationer falde fra hinanden og blive meningsløst og uden håb – frit citeret efter K. E. Løgstrup.

At forholde sig til livet på evangelisk vis, må vel være at fastholde troen på det, som opløfter og inspirerer. Ikke blot de gode og nærende sociale oplevelser – som menneske sammen med andre mennesker, men også som menneske i forhold til Gud, der rækker sit glædelige budskab søndag efter søndag. Som menneske er vi sat til at leve af og på det Guds ord, som er evigt og altid vil bestå: “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”, siger Jesus i dag.

Det Guds ord, som er kommet til os med Guds søn, som allerede har forløst os, og gjort os frie til at leve – ubekymret og i tillid til en bedre fremtid, for os selv, vores børn og kommende generationer. Guds ord og Guds søn, som allerede har sat os ind i ny og bedre fremtid, som vi kan forlade os på.

Dog må den forventning om en bedre fremtid og frelse ved hans mellemkomst hverken gøre os dovne eller selvoptagne, men derimod leve ydmygt på og af hans ord – i kærlighed til Gud og næsten – så hvad enten vi sover eller våger, arbejder eller hviler, må forvente Guds søns komme i tro og glæde – frit citeret efter Johannes Johansens kollekt til dagen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 86 85 89 – 274 77 74

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010

© 2020 Asser Skude

Første søndag i advent, søndag den 29. november 2020

overvejelser forud for første søndag i advent, søndag den 29. november 2020

Døberen

For os, der kender beretningen om Døberen, er hans baggrund ikke helt almindelig: En engel forkynder hans undfangelse i Elisabeths skød (Lukas 1,11 ff.). Samme engel forkynder et halvt år senere Jesu undfangelse i Marias skød. Og Maria og Elisabeth er i familie, for englen siger til Maria: “også din slægtning Elisabeth”

Ingen kan imidlertid beskylde Johannes Døberen for at opkaste sig til mere, end han er: Døberen afviser i dagens evangelium, at han kommer direkte fra himlene. Han konstaterer blot: “Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹” Samtidig siger Døberen, at der midt iblandt dem, står en, som de ikke kender, en, som skal komme efter, en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse: Døberen hentyder helt klart til Herren selv, selvom det ikke siges direkte i dagens evangelium.Hvordan kan det glædelige budskab forkyndes på en dag som i dag? Er det evangeliske mon ikke, at vi har mange lighedspunkter med Døberen? Selvom vi ikke er bebudet af en engel, så er de fleste af os forhåbentlig ønsket og elsket fra den dag, vi blev til. Og forhåbentlig ikke bare elsket af vores forældre og familie, men også af Gud, som har skabt og opretholder os. Og så ligner vi vel også Døberen – ved på den ene side at være mennesker af kød og blod – og egentlig ret almindelige, og på den anden side ualmindelige: For med vores forventning om han, som kommer, får vi en særlig opgave: Ligesom Døberen banede Herrens vej, kan vel også vi gøre det, på hver vores måde – ved at forkynde budskabet om ham og hilse ham velkommen.

Ingen tvivl om, at Døberen gjorde en forskel for andre: Med sit virke blev han på mange måder et forbillede – i ord og gerning – en person, der havde et kald og forfulgte det. Johannes Døberen havde hverken penge eller magt. Alligevel var det ham, som tog imod Guds søn ved Jordanfloden. Guds søn kom til denne helt almindelige mand med dette ualmindelige kald – og Guds søn lod sig siden døbe af denne mand. Johannes Døberen indfriede på den måde menneskers forventning om Guds søns komme til jord. 4. søndag i advent er det i dag, og så kommer vi ikke meget tættere på julen.

I julens evangelium hører vi, at en helt almindelig pige fødte en ualmindelig søn, Guds søn. Maria var en typisk pige på den tid – i det lille samfund. Og netop fordi hun havde taget imod den ualmindelige opgave, at tjene Gud og sagde: “Lad det ske mig efter dit ord, se jeg er Herrens tjenerinde”, så blev Marias liv forvandlet fra at være almindeligt til også at være ualmindeligt.

Forhåbentlig er det ikke alene Maria eller Johannes Døberen, som er noget særligt. Det glædelige budskab er, at enhver er noget særligt – i Guds øjne: At vi er udvalgt og elsket af Gud. Det handler blot om at turde leve på Guds ord: At være elsket og udvalgt, som den, du nu engang er. Du skal ikke forstille dig. Du skal være dig selv. Du skal vælge dig selv. Du skal blive dig selv, som Søren Kierkegaard siger (frit citeret). At blive sig selv er ikke det samme som at være sig selv nok. Det er at være tro mod sig selv, sin identitet, sit liv, sin erfaring – som et almindeligt menneske på godt og ondt – og dog med det ualmindelige budskab fra Gud: At du er elsket, som du er – og med dine synders nådige forladelse!

Og vi skal modtage dette glædelige budskab i dag, om at Gud vil os og elsker os, som vi er. At Gud her i det ny kirkeår vil byde os velkommen til at gå ind til ham og hans rige: At du og jeg er elsket og vores synder er os forladt! Dette er en ny begyndelse for enhver af os – gammel som ung – og med den glædelige forventning kan vi tage imod det nye år, som kommer til os fra Herren.

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010forslag til salmer: 93 90 91- 441 87 74

Giv Trumps plan for fred en chance

Debatindlæg bragt i JyllandsPosten debat, 18. april 2020.

Der er mange grunde til at anbefale den amerikanske præsident, Donald Trumps, fredsplan for Israel og Palæstina. Planen forsøger at række ud til begge parter. Ikke alene til palæstinenserne, men også til det Israel og jødiske folk, som gennem historien har været forfulgt og fordrevet og levet i flere århundreder i landflygtighed i den såkaldte diaspora.​

Selv om verdenssamfundet for præcis 100 år siden forsøgte at løse situationen for et stigende antal flygtninge, lykkedes det desværre ikke, og særligt efter Anden Verdenskrig stod det klart for mange, at man havde svigtet.

Den situation kunne – set i bagklogskabens lys – måske være undgået, hvis verdens nationer havde tiltrådt den såkaldte Balfourdeklaration af 1917 eller siden Folkeforbundets forsøg i 1920.

Først efter de grusomme tab af millioner af liv og efter nazismens fald stod det klart for de fleste, at der måtte findes en løsning og ikke mindst et land til det jødiske folk. Det skete gennem FN, og man tildelte det jødiske folk staten Israel i 1947. Lige siden har Israel arbejdet på diplomatiske relationer med en bred vifte af nationer og stater, selv lande, som den dag i dag ikke anerkender Israel.

Den nye plan for fred vil – frit citeret efter Jyllands-Posten – sikre, at ingen palæstinensere eller israelere vil blive tvunget til at flytte. Israel vil få lov at beholde bosættelser på Vestbredden, mens palæstinensernes territorium f.eks. bliver fordoblet. Samtidig vil Israel frede de områder, som ifølge planen kan blive en del af den palæstinensiske stat, og den palæstinensiske økonomi vil blive fordoblet, og der vil blive skabt en million nye arbejdspladser. Den palæstinensiske hovedstad bliver placeret i det østlige Jerusalem, hvor USA vil åbne en ambassade. Der vil ikke blive ændringer om Tempelbjerget, så alle parter vil også fremover have mulighed for at besøge al-Aqsa-moskéen.​

Måske burde vi som danskere og en nation, der vil arbejde på fred i verden, også se intentionen i Trumps plan og håbe, at det kan bane vejen for en fremtid, hvor palæstinensere og israelere bliver enige om en fælles vej mod fred og sameksistens.

Det er for mig at se prisværdigt, at en amerikansk præsident gør forsøget på at skabe fred i et af verdens brændpunkter – og netop på 100-året for Folkeforbundets forsøg. ​

Måske burde vi som danskere og en nation, der vil arbejde på fred i verden, også se intentionen i Trumps plan og håbe, at det kan bane vejen for en fremtid, hvor palæstinensere og israelere bliver enige om en fælles vej mod fred og sameksistens.

Kritik af 2020 oversættelse – “discipel” er blevet til “tilhænger”

Er du tilhænger eller discipel? (juni 2020)

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af søndagens evangelium fra Lukas, kapitel 14, vers 25-35 som fremgår af den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020.”  © Bibelselskabet. Her er betegnelsen ”discipel” blevet til ”tilhænger”.

Måske er det ikke så smart. For mig at se er en tilhænger f.eks. en der er tilhænger af et fodboldhold og medlem i en fanklub. En tilhænger er en, som har hægtet sig på et hold, men dog med mulighed for at forlade det hold – når der kommer modstand. Samtidig er en tilhænger også en der står på sidelinjen, og måske er højrøstet, men ikke selv kommer til at spille med på banen, endsige have boldkontakt.

Når man er Jesu discipel medfører det ofte konsekvenser, det koster blod sved og tårer og nogle gange endda i bogstavelig forstand. Jf. de opgørelser der viser at kristne stadig er den gruppe, som forfølges mest i verden – pga deres tro, forfølgelser der ikke sjældent ender med døden til følge.

Så galt går det naturligvis ikke for kristne i Danmark, men det gør en forskel for den enkelte at bekende sig til den kristne tro. En tro uden handlinger ville være en form for fribillet. og det er den kristne tro bestemt ikke.

Mange af de møder Jesus har med mennesker i evangelierne (f.eks. Zakæus) fortæller om ændringer, som det medfører for den person, som tager imod Jesus. Ofte omvender det menneske sig, ja det ligger i ordet, at den person bliver et nyt menneske. Ikke kun i kraft af nåden og frelsen som det menneske modtager kvit og frit – i kraft af troen alene. Men oftest fordi det menneske lægger sit liv om, finder nye veje at gå.

En kristen er ikke en opportunist, som går hen, alt efter hvilken vej vinden blæser. En kristen er en person som får skænket en ny begyndelse og dermed også vasket tavlen ren, og bliver sat fri til at begynde en ny livsbane.

At følge efter Jesus eller være Jesu discipel er ikke det samme som at være på fribillet, men det er også at kunne bruge sin sunde fornuft, intelligens, handlekraft, også når der kommer modstand og kampe. At være kristen handler også om at kunne sætte ind og stå op for grundværdier, som ingen anden tro kan matche: Integritet, frihed, fri tale, tolerance (naturligvis ikke mod intolerance).

Kort sagt at være kristen er også forudsætningen for at vi kan have de videst tænkelige frihedsgrader som nogen samfund har i verden. Netop fordi hver enkelt er sat fri i kraft af Guds nåde, men også forpligtet på et liv, der afspejler den frihed og kærlighed.

At være kristen eller discipel er også en der tør tage kampen op imod ufrihed, undertrykkelse, uvidenhed, indgreb i den personlige frihed. Det er ikke for ingenting at Luthers mest kendte skift har titlen ”Om et kristent menneskes frihed”

At være kristen er at være kaldet til en frihed, fordi man er sat fri og fri-halset (frelst fra døden) men også fordi man er kaldet til en kæmpe opgave og ansvar – uanset om man er læg, præst, provst, biskop. Enhver som er krøbet ud af dåben, må ikke give køb på det kald.

Kritik af 2020 oversættelse – hvorfor er ordet “Israel” fjernet?

Hvorfor ikke oversætte Israel med netop Israel? (juni 2020)

Når jeg på søndag, som er Trinitatis søndag, holder gudstjeneste og læser op fra Det Gamle Testamente i den nyeste oversættelse fra Esajas kapitel 49, vers 1-6 ifølge © Biblen 2020 fra Det Danske Bibelselskab, synes jeg at konstatere at ”Israel” er gledet ud af oversættelsen. Jeg tænker det er en fejl, som for som jeg husker det fra min studietid, da jeg læste Det Gamle Testamente på det oprindelige jødiske sprog, hebræisk, stod netop lige præcis her hos Esajas ”Israel”.

I dag, som liturg, præst og forkynder på søndag især når jeg læser op fra Esajas bog giver det også netop mening med ”Israel” som det udvalgte folk i forhold til evangeliet ifølge Matthæus, hvor vi hører, hvordan det nye udvalgte Guds folk skal være de kristne. Det nye Guds folk skal være alle de som lader sig døbe og som holder sig til Kristi lære og ord. Det nye Guds folk er kvalificeret i kraft af dåben og sakramenterne og Guds ånd, som pinsedag stiger ned og etablerer kirken, den forsamling og det fællesskab af troende.

Det nye Guds folk er netop i kraft af troen og ånden konstitueret – uanset tidligere baggrunde og kultur, mens f.eks. det første Guds folk var kvalificeret via deres historie, udvælgelse, kun jøderne. Man kunne også sige det sådan, at det gamle Israel og det gamle Guds folk var jøderne eksklusivt forbeholdt, mens det nye Guds folk er inkluderende og vender sig ud i mod hele den vide verden, på latin kaldet ”kat – holos”, altså ”for hele verden”.

Sagt på en anden måde: søndagens evangelium ifølge Matthæus er, at frelsen i Jesus Kristus rækkes ud til alverden, globalt og derfor er det nye Guds folk, læs: det nye Israel. Dermed er reference til det gamle Israel og det gamle Guds folk ikke ligegyldig, men vigtig på mange måder, både for at forstå den historiske sammenhæng, men også for at forstå den teologiske og frelsesmæssige (latin soteriologi)  sammenhæng mellem jøder og kristne, mellem det gamle og det nye Testamente, mellem lov og evangelium, kort sagt.

Det Gamle Testamente handler kort sagt om Guds folk, jøderne: Gud udvælger det folk og giver dem det forjættede land, Israel, hvor de bosætter sig. Den historie er flere tusinde år gammel og er en af de bedst bevidnede historiske bosættelser fra den tid. Navnet ”Israel” er det navn som jøderne får som en samlebetegnelse for at være Guds udvalgte folk, men samtidig bliver det også synonym med det geografiske område, som tæller bl.a. Jerusalem, hvor det jødiske Tempel, det eneste af sin slags i verden opføres. Alle omgivende templer er ”kun” synagoger, steder hvor man nok samles, men ikke at sammenligne med Templet i Jerusalem, som rummer det allerhelligste.

sognepræst Asser Skude, kandidat til det kommende bispevalg i Helsingør stift

Kilde: Artikel fra www.religion.dk  14. oktober 2008 https://www.religion.dk/sp%C3%B8rg-om-j%C3%B8dedom/navnet-israels-historie

”Navnet Israel stammer fra Første Mosebog, hvor Abrahams sønnesøn Jakob en nat kæmpede med en mand i ørkenen. På grund af mørket kunne Jakob ikke se, hvem han kæmpede med. Ingen af dem vandt rigtigt over den anden, men bagefter fik Jakob at vide, at det var Gud han havde kæmpet med. På de semitiske sprog – som både hebraisk og arabisk tilhører – betyder “El” Gud. “Isra” har flere betydninger, men en af dem er “at kæmpe”. Isra-El er altså ham, der har kæmpet med Gud. Da jøderne nedstammer fra Jakob / Israel bliver de gennem resten af Biblen blandt andet kaldt israelitter.

Desuden var der fra 900-tallet fvt. to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 vt. (Det var den meget, meget korte udgave af historien!)

Når staten Israel hedder Israel i dag, skyldes det altså både, at det er et navn, som det jødiske folk har brugt om sig selv i over 3.000 år, og at der tidligere har eksisteret et kongedømme med det navn.”

Overvejelser forud for søndag den 6. september 2020

Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 20-28, evangelium til trettende søndag efter Trinitatis.

Dagens evangelium beskriver en situation umiddelbart før påskeugen i Jerusalem: Jesus har netop sat sine disciple ind i sin kommende skæbne; lidelse, død og opstandelse. Alligevel er det som om disciplene ikke kan fatte, hvad der er på færde: De forstår de ikke, at Guds egen søn skal gå grueligt meget igennem. Det som, Jesus har lært dem, er prellet af på dem: Han har lært dem, at livet er om at gå sin skæbne i møde og ikke forsøge at hytte sit eget på bekostning af andre. Alligevel optræder de to Zebedæussønner som om det er dem ganske ukendt: De tror åbenbart de kan skaffe sig fordele i Guds rige. De to Zebedæussønner har udset sig de to fornemste himmelske pladser, ved Guds søns side – en ved hans højre og en ved hans venstre side. Zebedæussønnerne er ret dristige, at de uden tøven insisterer på deres ambitiøse ønske. I deres iver tøver de heller ikke med at påstå, at de sagtens kan drikke af samme bæger som han, deres mester. Zebedæussønnerne sætter med andre ord ikke deres lys under en skæppe.

Egentligt er det ret menneskeligt, sådan som de to Zebedæussønner opfører sig. Hvor mange mennesker vil ikke gerne være have opmærksomhed og anerkendelse? Hvem vil ikke gerne høste frugterne af sin indsats og høste anerkendelse? Og hvem vil ikke gerne have belønning i himlen? Og hvilken forælder ønsker ikke, at deres børn skal klare sig godt og høste berømmelse? Dagens evangelium har sådanne hovedpersoner: To unge mænd, som gerne vil høste anerkendelse samt deres mor, som gerne ser hendes børn blive kendte og belønnet.

De to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, afslører sig som ret menneskelige, når de fremkommer med deres ønsker. De handler og tænker som denne verdens børn: De har behov og bekymringer om deres fremtid og lykke. De to har endda en mor til at gå i brechen for dem. Og måske gør hun det ligefrem gerne? Og måske endda på eget initiativ? Og måske drevet af sin moderkærlighed nurser hun om sine sønner lige på kanten af hvad godt er – som en anden “helikopterforælder” :-).

Bag Zebedæussønnernes ønske om himmelsk anerkendelse gemmer sig en form for desperation. Ordet “desperat” kommer af det latinske tilsvarende ord, som betyder “uden håb”. De to Zebedæussønner må savne håb for deres fremtid siden de udfritter Guds søn om deres udkomme. Som Guds søns disciple har de ikke grund til at føle sig fortabte eller uden fremtid, alligevel opfører de sig sådan. Hvor tit har deres mester ikke vist dem kærlighed og trøstet og opmuntret dem?

Er de mon i tvivl om de er elsket? Er de mon i tvivl om, de er en del af fællesskabet? Hvordan kan det ellers være, at de higer sådan efter anerkendelse? Og hvorfor netop nu, hvor der er brug for sammenhold imellem disciplene? Det er ubelejligt, at de kommer med deres ønske lige netop nu, hvor discipel-fællesskabet er under pres og der er brug for at alle står skulder ved skulder. Jesus bruger sig selv som det gode eksempel: Han udøver ikke magt over dem eller nogen andre for magtens skyld, selvom han har magt til det. Tværtimod, han viser dem, at han, som er den mægtigste og største af dem alle, ofte tjener andre, frem for selv at lade sig tjene.

Jesus afviser de to Zebedæussønners ønske med, at den beslutning er op til hans himmelske fader. Jesus selv kan og vil ikke give nogle løfter om himmelsk belønning. Først nu træder de øvrige disciple i karakter: De øvrige disciple tager afstand fra Zebedæussønnerne og sætter dem på plads. Og Jesus lærer dem de berømte ord: “…den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl”

Det er meget menneskeligt, at Zebedæussønnerne siger og tænker, som de gør. Det er også nemt at genkende os selv i dem. Jesu disciple er hverken overmennesker eller supermænd, de er mennesker på godt og ondt, med fejl og mangler, med personlige behov og ønsker. Deres menneskelige egenskaber gør – for mig at se – at de er lettere at føle med og forstå, modsat hvis de havde været uden fejl.

Endnu engang er evangeliet om Guds søn og hans disciple hverken skønmaleri eller eventyr. Evangeliet er ukrukket, usentimentalt, virkelighedsnært og konkret: En skildring af situationer af disciplenes færden sammen med Guds søn: Vi hører disciplenes reaktioner, behov – både som venner, vidner, kammerater til Guds søn. Også i den forstand ser vi tydeligt at Guds søn lever og virker sammen med mennesker af kød og blod.

De mennesker kan Guds søn bruge. Til trods for deres mangler og fejl. For Guds søn ser hele tiden på potentialet i sine disciple. Guds søn ser på det mulige. Også her i dag, hvor vi hører, at to af dem stiller urimelige krav til ham. Alligevel bliver de ikke smidt på porten. I stedet bliver de sat på plads og ført tilbage i gruppen. Disciplenes sammenhold og loyalitet er det som skal bære igennem. Disciplenes styrke er det fællesskab, som rummer deres indbyrdes forskelle, fejl og mangler. På godt og ondt supplerer de hinanden og komplementerer hinanden: Det som den ene ikke har, har den anden osv.

Det fællesskab får de ikke lov at bryde ud af – hverken som i dag pga. ønske om at være bedre end de andre – og hverken ved – som det sker i påske – ved at prøve at stikke af fra gruppen, da de bliver bange og fortvivlede. De er bundet til Guds søn og det fællesskab – herfra og ind i evigheden. Uanset at de flere gange gør sig fortjent til at ryge ud af fællesskabet, opgiver Guds søn dem ikke. Selv ikke Peter opgives.


Selv han som svigter mest, opgives ikke: Langfredag, hvor Peter tre gange fornægter ham, selv han sendes ikke ud af fællesskabet: Guds søn svigter ikke, selvom Han selv svigtes. Sådan er Guds søn. Uanset hvor tarveligt Hans disciple end måtte opføre sig, og endda nægte at høre Ham til, så fornægter Han ikke dem. Tværtimod, Han strækker sin hånd ud mod dem, for at bringe dem tilbage i fællesskabet.

Man siger i daglig tale “det er menneskeligt at fejle”. De fleste glemmer fortsættelsen: “og guddommeligt at tilgive”. Den sidste sætning er den vigtigste. “Det er guddommeligt at tilgive”. Heri ligger visdommen. Apostlen Paulus siger det sådan: “Kærligheden er størst af alt, kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt… kærligheden hører aldrig op”, 1. Korintherbrev, kapitel 13. Kærlighed er netop hvad Guds søn magter. Med sin kærlighed kan han rumme disciplene, også selvom de svigter og ikke er perfekte. Guds søns kærlighed bygger bro over de svigt, som disciplene gør sig skyld i.

Alene Guds søn er i stand til at tilgive fuldt ud og elske fuldt ud – på trods af de svigt, som Guds søn udsættes for. Det er alene Guds søn, der kan elske, selv når Hans bedste venner fornægter, forråder og flygter fra ham. Alle som en svigter disciplene i påskeugen, der kommer. Alle som en bakker de ud – også selvom de er venner gennem de sidste år – og har gået sammen, sovet, spist, grædt og leet. Alle som en svigter de, da påskeugen kommer og Guds søn lider døden.

Når Guds søn kan udholde sine disciple, som svigter, forråder, fornægter, mon så ikke Guds søn også kan elske os, som også svigter og forråder? Mon ikke også Guds søn vil kunne rumme og elske os? Og mon ikke Guds søn alligevel vil skaffe os himmelsk sæde, både til de to Zebedæussønner og de øvrige disciple, og til enhver, som tror og bekender Guds søn som Frelser og Forløser?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 365 613 470 786

© 2020 Asser Skude