Hellig Tre Kongers søndag 2021

Prædikenudkast til gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 3. januar 2021 – online gudstjeneste der sendes fra Bellahøj-Utterslevs sogns hjemmeside og Facebook.


De vise mænd fremstilles ofte indsigtsfulde, rige herrer, der i følge traditionen var konger med masser af slaver og tjenere under sig.

Nu må vi forestille os, at de var draget op fra deres egne kongedømmer for at finde en større konge, med et endnu større magt, rigdom end dem selv. Og større indsigt end dem selv. Og så var han, som de fandt, lige blevet født!

De hellig tre konger blev dog ikke skuffede, da de fandt ham. Han var deres rejses mål og al besværet værd for dem. Og de sagde naturligvis ikke noget til kong Herodes, selvom han havde bedt dem om det. Kong Herodes havde sagt at han også ville komme og tilbede det nyfødte barn.

Herodes kunne ikke drømme om at tilbede det nyfødte barn. For Herodes var så gal i hovedet, at han følte sig truet af det lille barn, der var blevet født! I sit syge sind så Herodes sig truet på sin egen magt og position. Herodes frygtede at skulle afgive sin magt til det lille barn, om hvem man sagde, at det var den nyfødte frelser.

Herodes’ befaling om at slå alle nyligt fødte børn ihjel viste, hvor krampagtigt Herodes forsøgte at fastholde sin magt. I sin panik lod Herodes omtrent totusind børn slå ihjel. Det (I evangeliet julesøndag efter anden række) lykkedes dog Jesu forældre at undslippe Herodes’ onde plan, idet Josef og Maria drog i landflygtighed til Ægypten med den lille kongesøn.

Herodes var konge på den onde måde: Panisk, grådig, nærmest ubeskrivelig rædselsslagen for at miste magt. Det lille kongebarn Jesus var konge på den ydmyge måde: Selvom han skulle blive den mægtigste af alle jordens konger, var han først og fremmest fredsfyrste, et lys og et håb for mennesker, kommet med frihed og kærlighed til mennesker.

Allerede som 12-årig, da Jesus begyndte at lære i synagogen besad han en myndighed, som var en konge værdig. Den myndighed, som han besad, kom helt af sig selv. Myndighed er som bekendt ikke noget, man tilkæmper sig med magt. Myndighed er noget som man får givet af andre. Myndighed fik Jesus med det samme af dem, som mødte ham. Og Jesus beholdt den myndighed og værdighed hele vejen igennem. Ikke mindst fordi han havde indsigt, han var troværdig og kæmpede for den svage og den syge.

Den dag i dag findes herskere som Herodes, despoter med magt, men ikke myndighed. Diktatorer, som ikke lytter til folket og som folket ikke ønsker som deres ledere. Hvor længe skal det blive ved at mennesker og folk undertrykkes af tyraner og onde ledere? Lige så længe meninger og mennesker undertrykkes og holde nede i tavshed, fattigdom og uvidenhed.

Først når folk kan tale frit, og færdes frit og samles frit og først når meninger får lov at se dagens lys i et samfund, da kan menneskene leve frit. Når ordet bogstaveligt får frit løb i blandt mennesker. Ordet i samfundspolitisk forstand forstået som demokrati og lighed for loven. Dét er grundlaget for et frit samfund. Så vidt den verdslige, den sekulare frihed.

Hvad med den åndelige og religiøse frihed? Den gives først, når ordet om Guds søn forkyndes frit over hele verden, for da skal alle få mulighed at høre budskabet om det barn, som blev født for totusind år siden. Det guddommelige ord om Jesus Kristus, som er Guds egen søn og som blev født for menneskers skyld.

Det er julens budskab, at Guds søn blev født – for vores skyld – som en af os er Gud kommet til os. Og i dag, Hellig tre kongers søndag er det glædelige budskab, at vi skal gøre ligesom de hellig tre konger. Vi skal – billedlig talt – søge ledestjernen og følge den til vejs ende. Som præsten og salmedigteren Grundtvig udtrykker det i “Dejlig er den himmel blå” i de sidste to strofer:

“Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.”

For os skal vores ledestjerne være budskabet om ham, Guds søn, Jesus Kristus, som er vor konge, vores herre i himmelen og jorden.

Når ordet om ham forkyndes vækker det tro i os eller styrker os i den tro, som vi allerede har. Sagt på en anden måde: Kristus er vores mål med livet, og samtidig er han vores mål i livet. Fordi hans skæbne er blevet vores skæbne og omvendt. Fordi vi lever forbundet med ham, og fordi vores næstes skæbne er vores liv, og fordi vores næstes ve og vel samtidig er målet.

Der er kun en vej til Jesus Kristus, det er Jesus Kristus selv. Jesus sagde jo: “Jeg er vejen, sandheden og livet” og et andet sted: “Følg mig”.

Hvad andet kan vi gøre end netop dette: Følge det guddommelige ord om Jesus Kristus, ligesom de vise mænd der fulgte efter stjernen indtil de fandt, hvad de søgte, Guds søn, Jesus Kristus.

Og da skal vi få indsigt og visdom i hjertet om hans rige, som ikke er af denne verden, men dog er kommet til verden og er ved at bryde igennem. Da skal vi arve visdom i vores hjerter. Visdom som ikke kan købes for guld eller mønt, som Jobs bog fra dagens gammeltestamentlige læsning taler om. Alene Gud kender vejen til den visdom, men for mennesker er den gemt. Som Jobs bog afslører har mennesker i dårskab bildt sig ind, at visdom ikke kommer fra Gud eller at visdom kan erhverves for ussel mammon eller hvert tilfælde erstattes med ussel mammon. De, som tror det, må tro om igen og indse, at Guds rige ikke er af denne verden og, at den eneste virkelige skat der findes, og som ikke forgår er den, som et menneske kan samle i himlene. Her kommer nemlig ingen tyv om natten og stjæler ens skat. Som Jesus siger: Søg derfor mit rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.                      

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Salmeforslag: 749 136 137 – 134 96 138

2020 © Asser Skude

Anden juledag 2020 – Sankt Stefans dag

Stefan – den første kristne martyr

Religionsfrihed herskede som bekendt ikke i det romerske imperium på Stefanus’ tid. Nægtede man f.eks. at tilbede Kejseren kunne man anklages og føres for en domstol. Og det er netop fra domstolen, at det bibelske begreb ”bekende sig til noget” stammer fra. Bekendelse er et forensisk begreb: ”At bekende noget” kan bedst oversættes med “at tilstå noget”. Det var det, som de første kristne var tvunget til, når de blev stillet for retten, anklaget for at være “Kristus-tilhængere”. Uanset om man tilstod eller ikke tilstod, var straffen hård. Sagt firkantet: Tilstod man ikke, blev man straffet hårdt, men tilstod man, var straffen endnu hårdere: Tortur eller måske endda døden.

Selvom det græske ord ‘martyrium’ ret beset betyder “at aflægge vidnesbyrd” så blev de kristnes martyrium hurtigt synonym med at lide døden for sin overbevisning. Det er altid vanskeligt at finde noget glædeligt i nogens død, og ikke mindst er det særligt vanskeligt at glæde sig over den medfart, som tilstøder den sympatiske og profetiske Stefanus. Og særligt vanskeligt er det vel også at finde noget glædeligt på dagen efter den vidunderlige beretning om fødslen i stalden: Det lille Jesusbarn, den lille familie, de lykkelige omstændigheder, som er indtruffet, og Guds søn er kommet til verden, og aldrig så snart skal menigheden konfronteres dagen efter med konsekvenserne for den første, som må vidne og dø for sin tro: Stefanus.

Hvis der er noget glædeligt over Stefanus’ død, er det bestemt ikke hans død i sig selv, men at det forhold, at han ikke døde forgæves. Også selvom prisen var høj. Så var prisen dog ikke for høj. Det er vel det, som er det evangeliske: At Stefanus’ mod og udholdenhed var med til at bane vejen for andre – og at deres martyrdød heller ikke var forgæves. Men at den rettighed, som kristne med tiden fik i det romerske imperium, var en væsentlig og basal rettighed: Nemlig retten til frit at kunne tro på Kristus og være Kristus-tilhænger. I den forstand er der noget evangelisk at sige over beretningen om Stefanus: At han kan tjene som forbillede for andre – i tro og gerning.

Det som måske – på en dag som den første martyrs dag – dog er nok så beskæmmende, er at martyrdøden desværre ikke hører en fjern fortid til, men stadig findes – endda i lande ikke langt fra os, og på mange måder lande, som ligner vores.

En ting er ondskab, der påføres mennesker udefra: forfølgelser, fangenskab, tortur og måske endda med døden til følge, men det værste er dog, at det er andre mennesker, der udøver disse overgreb på deres egne. Det er mennesker, der er onde mod andre mennesker. Ligesom de, der hånede og forfulgte Stefanus. Selv de var mennesker. Selv de havde familier, kone og børn. Alligevel kunne de piske et sådant had og stemning op, så at det lykkedes dem at få ham, som de ikke forstod, ned med nakken og af vejen.

Usympatisk, uetisk og anstødeligt var de menneskers handlinger, som forårsagede Stefanus’ død, men endnu mere uforståeligt og ufatteligt, at det var mennesker af kød og blod, som gjorde dette mod Stefanus. Mennesker, skabt i Guds billede, skabt i kærlighed, og de fleste af dem troende og Gudfrygtige mennesker, alligevel ville de med fuldt overlæg forårsage Stefanus’ død – og sandsynligvis uden moralske eller religiøse skrupler efterfølgende. Måske endda mente de selv, at have hjulpet aktivt i deres samfund ved at skaffe Stefanus af vejen. Stefanus selv betalte en høj pris, men måske endnu højere betalte det samfund, der lod det ske.

2. Juledag er i sandhed en brat opvågnen efter den skønne juledag. Og det er i sandhed endnu mere barsk desto mere man går ind i den vold og ondskab, som ligger bag: Tænk hvilken sammensværgelse, som gennemsyrer og præger det samfund og de mænd, der kaster sten efter Stefanus – indtil han dør. Personligt er det deres ondskab, der skræmmer mig mest og det er dem, som er at frygte. Ikke Stefanus og hans vidnesbyrd, han var en god mand, og han bad endda for de onde mennesker: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!”

forslag til salmer: 122 103 129 – 126 123 121

– udgivet som prædikenvejledning i Præsteforeningen Blad
© Asser Skude 2010

Juleprædiken for børn – juledag

Mine to sønner på 7 og 9 er meget begejstrede for Fortnite. Jeg regner med I alle sammen ved hvad det er for et spil. I hvert tilfælde jer drenge i skolen ved det. Både jer i indskolingen og i udskolingen, og også jeres mandlige lærere og pædagoger. Det er skabt af Epic Games. Det er det spil, som er verdens mest populære og mest spillede for tiden. Jeg har hørt at mindst 100 millioner spiller det spil. Man har en profil og så kan se ud på forskellige måder og så kan man næsten gøre lige hvad man vil. Man kan mødes med andre, bygge sammen, kæmpe sammen, slås sammen, slås mod hinanden, ”chille”, danse, vise emods, altså følelser osv.

Mine sønner er meget optaget af især hvordan de ser ud. Man kan få forskellige udseender, de såkaldte ”skins”. Man kan have den ene dag et ”skin” hvor man er en lille kat eller en tegneseriefigur, og den næste dag kan man være et ”skin”, hvor man er en superhelt med superkræfter, og f.eks. kan være helt usynlig, hvis man er superhelt og ”blende” ind.

Det her med at skifte mellem ”skins” er også noget som var til før spillet Fortnite kom til for nogle år siden. Faktisk tror vi på i kirken, at Gud f.eks. kan være tre forskellige ”skins” og det har Gud været de sidste to tusinde år. Det er det som vi i kirken kalder ”treenigheden”. Det er ikke fordi Gud ikke kan finde ud af hvem han er. Og det er heller ikke fordi at vi som tror på Gud, så har en ulogisk Gud, bare fordi Gud kan være tre forskellige former.

Men netop os kristne har de sidste to tusinde år troet på at Gud har tre ”skins”.

Enten er Gud skaber. Dvs. Gud, som har skabt og opretholder jorden, os, alle dyrene, planterne osv. Det fejrer vi i hele den længste periode i kirkeåret, trinitatis. Gud som skaber. Det er den tid, hvor vi har forår, sommer og efterår. Den tid, hvor alting spirer og gror og vi høster og samler ind – til vores forråd.

Den anden tid i kirkeåret, det er juletiden. Den tid vi er på vej ind i. Her fejrer vi at Gud bliver en af os. Gud bliver menneske. Hans ”skin” er ligesom dit og mit ”skin”, et helt almindeligt menneske, af kød og blod. Guds søn bliver født som et lille menneskebarn, som du eller jeg engang, da vi blev født. Helt små, sårbare og nogen som havde brug for forældre og kærlige hænder, der kunne passe på os.

Og det vi tror som kristne, når Gud har været en af os, så ved Gud også hvad det vil sige at være menneske. Tiden fra jul og til påske, handler om hvordan Guds søn levede imellem mennesker. Og ingen andre end kristne, tror at Gud har været menneske, det er også ret vildt at tro, men det tror vi på.

Det tredje ”skin” som Gud har, det er det usynlige ”skin”, som ikke kan forklares eller ses, men måske mærkes og føles. Ligesom når der sker noget dejligt i ens liv. Når man får venner, det går godt, man har det rart, der er god stemning, man er glad, man har venner og de forstår en og man snakker godt sammen, eller man er til fest og humøret er i top. ”Giv et ”f” som gamere vist siger. Når alting er NICE så er det ligesom når Guds usynlige ånd, det tredje ”skin” er tilstede. Guds ånd kan ingen se, men nogle siger det er en varme, en kilde, uudtømmelig, evig, glæde, ligesom da de første af de kristne var samlede i pinsen, så kom Guds ånd og gav dem en ny begyndelse.

Guds ånd er det som vi tror på hjælper os igennem vores liv, og Guds ånd er usynligt tilstede når vi er samlet i kirken, eller synger salmer eller hører budskabet om Gud. Guds ånd er det som måske giver os gåsehud, giver os håb og tro på fremtiden. Tro på at det nok skal gå. Og ingenting, selv ikke julen skal blive ødelagt af en corona eller andre ting. Men Guds ånd vil hjælpe os igennem, selvom det er svært, så vil vi holde ud og komme igennem – ligesom børn og voksne har gjort før os, de sidste to tusind år. Vores håb er at kærligheden, venskaberne, familierne skal holde os sammen, så vi hjælper støtter og fortsat holder ud – uanset hvilken tid, og hvad som kommer.

Prædikenvejledning Juledag 2020

Når jeg prædiker over juleevangeliet ynder jeg at anvende Møllehaves tolkning af fødselsberetningen: Særligt den version, som findes i ”Børnebiblen”, hvor fødslen genfortælles med enkle og klare greb: Kejser Augustus ville vide hvor mange undersåtter han havde i hver en flække af sit mægtige imperium. Provinserne i hans imperium var hans skattegrundlag. Derfor denne folketælling, så han kunne tælle, hvor mange borgere han kunne opkræve skatter af! Så store var indtægterne fra de skatter i provinserne, at Kejser Augustus selv og hans folk, romerne, helt var fritaget for at betale skat. Og jo flere hoveder i provinserne, Augustus kunne tælle, jo flere skatter, jo mere overskud og desto bedre for ham og for romerne!

For Kejser Augustus talte det lille barn, som Maria ventede, ikke. Det lille barn havde jo ingen penge, og det var derfor uinteressant for Kejseren. Som Møllehave siger: “Det var nu engang pengene, som talte, og for kejseren talte de deres eget sprog! Men ikke for Gud! Gud tæller ikke, som kejseren tæller”.

Gud ser det, som mennesker ikke ser. Eller mere præcist: Gud ser det, som mange mennesker overser. For Gud betyder selv det noget, som andre ser ned på eller ser bort fra. Om det så var verdens rigeste og mægtigste mand, som dengang var Kejser Augustus, var hans magt langtfra så stor som Guds. Og Kejseren troede, at den mindste i hans rige, det lille Jesusbarn, ingen betydning havde. Der tog Kejseren fejl: Barnet er en himmelsk kongesøn. Han er Guds søn.

Og Guds søn kom til verden i Betlehem, fordi Josef var på vej til sin hjemby for at lade sig tælle af Kejseren. I den gamle oversættelse hedder det ”at skrive i mandtal” i stedet for ”holde folketælling”. ”At skrive i mandtal” lyder ganske vist en anelse antikveret, men den vending siger dog samtidig det hele: Dengang talte man på mændenes præmisser, og det var en mandeverden, styret og domineret af mænd – både storpolitisk og selv ned til mindste flække og ind i den mindste familie. Alt der så at sige talte var mænd. Når Maria alligevel talte med, var det i kraft af Josef, som hun var forlovet med. Derfor var hun også tvunget til at deltage i den optælling og tage med til Josefs by, hans families by, Betlehem.

I byen var der imidlertid ikke et ledigt sted, hvor de to unge mennesker kunne søge ly for natten, så de var nødsaget til at søge lidt uden for byen. Og det var her midt om natten, mens det var både koldt og mørkt, at Guds søn blev født – inde i den lune stald mellem får og kvæg.

Og som Møllehave siger frit citeret, så blev Guds søn født her: Ikke på et kongeslot, men Guds søn blev født i mellem dyrene, og Maria svøbte sin søn og lagde ham i en krybbe, det sted, man plejer at lægge dyrenes foder. Til trods for de ydmyge forhold: stalden, krybben, de to unge forældre, så blev denne fødsel noget helt særligt. Og det er stadig denne fødsel vi fejrer her totusind år efter. Og vi fejrer ikke Kejseren, Augustus. Den eneste grund til, at Augustus stadig omtales, er ikke fordi han har gjort noget særligt, men ene og alene pga. det lille Jesusbarn, som Kejseren ikke regnede for noget og ikke ville tælle med.

Gud lod de første vidner til fødslen blive hyrderne. Hyrderne, som ellers ikke blev regnet for noget: Dels var det et hårdt slid, dels var lønnen dårlig, og man sagde også om hyrderne, at de løj og ikke var til at stole på. Ikke desto mindre turde Gud bruge dem til at blive kronvidner til fødslen julenat. Også det i sig selv er et glædeligt budskab: Gud kunne bruge de hyrder, dem som ingen regnede med, og dem som ingen regnede for noget. Så også folk tog fejl, når de troede hyrderne ikke var noget værd. For selv de hyrder talte hos Gud, ligesom det lille barn i krybben talte. Altså: Gud tæller ikke som Kejseren tæller, det ved vi nu. Det lille barn talte også. Og selv hyrderne talte også. Og folk tog fejl, når de ikke troede hyrderne var noget særligt. Selv hyrderne tæller med. Gud tæller hverken som Kejseren eller som folk er flest.

forslag til salmer: 94 120 – 131 119

– udgivet som prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad © Asser Skude 2010

Juleprædiken til børn

Desværre aflyst gudstjeneste idag kl. 14. (Se om min holdning til nedlukningen i elvte time på min Facebook profil)

Jeg sender dog viralt samme tid via Facebook, hvor jeg håber I vil kigge med.

Kære børn

Mine to sønner på 7 og 9 er meget begejstrede for Fortnite. Jeg regner med I alle sammen ved hvad det er for et spil. I hvert tilfælde jer drenge i skolen ved det. Både jer i indskolingen og i udskolingen, og også jeres mandlige lærere og pædagoger. Det er skabt af Epic Games. Det er det spil, som er verdens mest populære og mest spillede for tiden. Jeg har hørt at mindst 100 millioner spiller det spil. Man har en profil og så kan se ud på forskellige måder og så kan man næsten gøre lige hvad man vil. Man kan mødes med andre, bygge sammen, kæmpe sammen, slås sammen, slås mod hinanden, ”chille”, danse, vise emods, altså følelser osv.

Mine sønner er meget optaget af især hvordan de ser ud. Man kan få forskellige udseender, de såkaldte ”skins”. Man kan have den ene dag et ”skin” hvor man er en lille kat eller en tegneseriefigur, og den næste dag kan man være et ”skin”, hvor man er en superhelt med superkræfter, og f.eks. kan være helt usynlig, hvis man er superhelt og ”blende” ind.

Det her med at skifte mellem ”skins” er også noget som var til før spillet Fortnite kom til for nogle år siden. Faktisk tror vi på i kirken, at Gud f.eks. kan være tre forskellige ”skins” og det har Gud været de sidste to tusinde år. Det er det som vi i kirken kalder ”treenigheden”. Det er ikke fordi Gud ikke kan finde ud af hvem han er. Og det er heller ikke fordi at vi som tror på Gud, så har en ulogisk Gud, bare fordi Gud kan være tre forskellige former.

Men netop os kristne har de sidste to tusinde år troet på at Gud har tre ”skins”.

Enten er Gud skaber. Dvs. Gud, som har skabt og opretholder jorden, os, alle dyrene, planterne osv. Det fejrer vi i hele den længste periode i kirkeåret, trinitatis. Gud som skaber. Det er den tid, hvor vi har forår, sommer og efterår. Den tid, hvor alting spirer og gror og vi høster og samler ind – til vores forråd.

Den anden tid i kirkeåret, det er juletiden. Den tid vi er på vej ind i. Her fejrer vi at Gud bliver en af os. Gud bliver menneske. Hans ”skin” er ligesom dit og mit ”skin”, et helt almindeligt menneske, af kød og blod. Guds søn bliver født som et lille menneskebarn, som du eller jeg engang, da vi blev født. Helt små, sårbare og nogen som havde brug for forældre og kærlige hænder, der kunne passe på os.

Og det vi tror som kristne, når Gud har været en af os, så ved Gud også hvad det vil sige at være menneske. Tiden fra jul og til påske, handler om hvordan Guds søn levede imellem mennesker. Og ingen andre end kristne, tror at Gud har været menneske, det er også ret vildt at tro, men det tror vi på.

Det tredje ”skin” som Gud har, det er det usynlige ”skin”, som ikke kan forklares eller ses, men måske mærkes og føles. Ligesom når der sker noget dejligt i ens liv. Når man får venner, det går godt, man har det rart, der er god stemning, man er glad, man har venner og de forstår en og man snakker godt sammen, eller man er til fest og humøret er i top. ”Giv et ”f” som gamere vist siger. Når alting er NICE så er det ligesom når Guds usynlige ånd, det tredje ”skin” er tilstede. Guds ånd kan ingen se, men nogle siger det er en varme, en kilde, uudtømmelig, evig, glæde, ligesom da de første af de kristne var samlede i pinsen, så kom Guds ånd og gav dem en ny begyndelse.

Guds ånd er det som vi tror på hjælper os igennem vores liv, og Guds ånd er usynligt tilstede når vi er samlet i kirken, eller synger salmer eller hører budskabet om Gud. Guds ånd er det som måske giver os gåsehud, giver os håb og tro på fremtiden. Tro på at det nok skal gå. Og ingenting, selv ikke julen skal blive ødelagt af en corona eller andre ting. Men Guds ånd vil hjælpe os igennem, selvom det er svært, så vil vi holde ud og komme igennem – ligesom børn og voksne har gjort før os, de sidste to tusind år. Vores håb er at kærligheden, venskaberne, familierne skal holde os sammen, så vi hjælper støtter og fortsat holder ud – uanset hvilken tid, og hvad som kommer.

En syndig oversættelse?

Det spørgsmål rejser sig efter læsningen af dagens evangelium fra Johannes, kapitel 1, vers 19-28 i den nyeste oversættelse, 2020 Biblen, Det Danske Bibelselskab.

Måske lægger man ikke umiddelbart mærke til det ved første øjekast, men faktisk er der en betydelig ændring af et af de kristne kærnebegreber. Ordet og begrebet ”synd” er blevet erstattet med ”ondskab” .

Som jeg tidligere har pointeret, så må man tage hatten af for enhver, der sætter sig for at nytænke og genopfinde kristne ord, begreber og oversættelser. Det er vigtigt at biblen og traditionen stadig og kontinuert udfordres.

Der er ingen grund til at gøre noget bare for traditionens skyld eller fordi ”det altid har været sådan”. Men omvendt, findes der ingen bedre ord, eller kun ringere ord eller begreber, der dækker den oprindelige og klassiske betydning, ser jeg ingen grund til at finde på nye ord eller begreber.

I tilfældet med dagens evangelium er det dog ikke så smart at ”synd” bliver til ”ondskab”. “Ondskab” klinger ikke så farligt eller provokerende som “synd”, men det er netop hvad det kristne syndsbegreb er, det rummer noget djævelsk, lumsk og uforudsigeligt.

I den oprindelige tradition (herunder f.eks. Augustin i ”Om Guds Stad”) udfoldes det, som noget der vender sig væk fra Gud, en afvigelse, en såkaldt privation. Noget som alene findes, fordi Gud findes. Som en snylter, der henter sin kraft fra det gode, men som isoleret ikke kan eksistere, men alene pga Guds eksistens.

Det er altså noget som vender sig væk fra Gud, afviger fra Gud. Ligesom når man f.eks. rammer forbi målet eller bestemmelsen. På samme måde med mennesket. Mennesket er alene til pga. Gud har skabt det. Og mennesket har en iboende afvigende karakter, som vender sig væk fra Gud. Det er menneskets medfødte ”skavank” og forklares f.eks. med syndefaldsberetningen, at mennesket ”falder” og mennesket gør det modsatte af Guds vilje. Det er for mig at se menneskets syndige natur, menneskets uperfekthed.

Vælger man at oversætte “synd” med ondskab, risikerer man samtidig at miste referencen til syndefaldsberetningen og mennesket som en ”synder” viskes ud. Det er en glidebane.

Ligesom man også mister referencen til den nuværende oversættelse af Trosbekendelsen, hvor vi tror på ”syndernes forladelse” som kristne. Dvs. vi tror på at Gud vil gøre os frie, med sin søns mellemkomst, af vores syndige natur og vores vej mod egen fortabelse.

Alene Gud vil kunne gribe ind og vende og frigøre os fra vores egen djævelskab, det kan vi ikke selv. At oversætte ”synd” med ondskab er for mig at se en underdrivelse af, hvad der står på spil.

Mennesket er ikke bare ondt, det er selvoptaget og indkroget i sig selv (Luthers billedsprog), utilstrækkeligt, og ingen selvhjælpskurser, meditationer, bønner eller gerninger, kan frelse mennesket fra dets egen villede ondskab, det kan alene Gud med sin suveræne indgriben, uafhængigt af menneskets vilje, formåen og ønsker.

Det mennesket dog kan gøre er at være opmærksom på, at det af sig selv intet formår, men at stille sig selv åben for den mulighed at Gud vil gribe ind, og frelse mennesket fra dets synd.

Som en af min personlige yndlingspræsidenter, Jimmy Carters rådgivere engang skulle have sagt ”If it aint broken, why fix it?”. Altså hvis det virker, hvorfor prøve at ændre det?

Sådan har jeg det også med den oversættelse af dagens nøglebegreb ”synd” med ”ondskab”. For mig fungerer det stadig at tale om ”synd” og ”djævelsk”. Oversættelsen ”ondt” har ikke det spirituelle og frelsesmæssige perspektiv med. ”ondt” kan man have i sin skulder eller man kan gøre ”onde” ting mod andre, men det siger ikke noget om forholdet til Gud eller det himmelske, ligesom det mere poetiske og billedlige ”synd”.

Nogen siger at det danske ord ”synd” er afledt af ”sund”, altså vand, som adskiller to stykker land. Det er måske ikke så ringe et billede, hvis den ene position er menneskenes og den andens Guds. Der er noget som skiller os fra Gud. Ingen af os er konstant hos Gud, men vi er adskilt fra Gud og fortabte – så længe Gud ikke griber ind. Det billedsprog og det metaforik stemmer ganske godt overens med f.eks. Augustins klassiske ære fra “Om Guds stad”

Prædikenforberedelse, fjerde søndag i advent, evangelisten Johannes, kapitel 1, vers 19-28

Døberen

For os, der kender beretningen om Døberen, er hans baggrund ikke helt almindelig: En engel forkynder hans undfangelse i Elisabeths skød (Lukas 1,11 ff.). Samme engel forkynder et halvt år senere Jesu undfangelse i Marias skød. Og Maria og Elisabeth er i familie, for englen siger til Maria: “også din slægtning Elisabeth”

Ingen kan imidlertid beskylde Johannes Døberen for at opkaste sig til mere, end han er: Døberen afviser i dagens evangelium, at han kommer direkte fra himlene. Han konstaterer blot: “Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹” Samtidig siger Døberen, at der midt iblandt dem, står en, som de ikke kender, en, som skal komme efter, en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse: Døberen hentyder helt klart til Herren selv, selvom det ikke siges direkte i dagens evangelium.

Hvordan kan det glædelige budskab forkyndes på en dag som i dag? Er det evangeliske mon ikke, at vi har mange lighedspunkter med Døberen? Selvom vi ikke er bebudet af en engel, så er de fleste af os forhåbentlig ønsket og elsket fra den dag, vi blev til. Og forhåbentlig ikke bare elsket af vores forældre og familie, men også af Gud, som har skabt og opretholder os. Og så ligner vi vel også Døberen – ved på den ene side at være mennesker af kød og blod – og egentlig ret almindelige, og på den anden side ualmindelige: For med vores forventning om han, som kommer, får vi en særlig opgave: Ligesom Døberen banede Herrens vej, kan vel også vi gøre det, på hver vores måde – ved at forkynde budskabet om ham og hilse ham velkommen.

Ingen tvivl om, at Døberen gjorde en forskel for andre: Med sit virke blev han på mange måder et forbillede – i ord og gerning – en person, der havde et kald og forfulgte det. Johannes Døberen havde hverken penge eller magt. Alligevel var det ham, som tog imod Guds søn ved Jordanfloden. Guds søn kom til denne helt almindelige mand med dette ualmindelige kald – og Guds søn lod sig siden døbe af denne mand. Johannes Døberen indfriede på den måde menneskers forventning om Guds søns komme til jord. 4. søndag i advent er det i dag, og så kommer vi ikke meget tættere på julen.

I julens evangelium hører vi, at en helt almindelig pige fødte en ualmindelig søn, Guds søn. Maria var en typisk pige på den tid – i det lille samfund. Og netop fordi hun havde taget imod den ualmindelige opgave, at tjene Gud og sagde: “Lad det ske mig efter dit ord, se jeg er Herrens tjenerinde”, så blev Marias liv forvandlet fra at være almindeligt til også at være ualmindeligt.

Forhåbentlig er det ikke alene Maria eller Johannes Døberen, som er noget særligt. Det glædelige budskab er, at enhver er noget særligt – i Guds øjne: At vi er udvalgt og elsket af Gud. Det handler blot om at turde leve på Guds ord: At være elsket og udvalgt, som den, du nu engang er. Du skal ikke forstille dig. Du skal være dig selv. Du skal vælge dig selv. Du skal blive dig selv, som Søren Kierkegaard siger (frit citeret). At blive sig selv er ikke det samme som at være sig selv nok. Det er at være tro mod sig selv, sin identitet, sit liv, sin erfaring – som et almindeligt menneske på godt og ondt – og dog med det ualmindelige budskab fra Gud: At du er elsket, som du er – og med dine synders nådige forladelse!

Og vi skal modtage dette glædelige budskab i dag, om at Gud vil os og elsker os, som vi er. At Gud her i det ny kirkeår vil byde os velkommen til at gå ind til ham og hans rige: At du og jeg er elsket og vores synder er os forladt! Dette er en ny begyndelse for enhver af os – gammel som ung – og med den glædelige forventning kan vi tage imod det nye år, som kommer til os fra Herren.

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010

forslag til salmer: 93 90 91- 441 87 74

Lignelse eller sammenligning

”Lignelse” eller ”sammenligning”? Hvilket ord foretrækkes?

I søndags var det som bekendt anden søndag i advent og læsningen af evangeliet var fra Lukas, kapitel 21, vers 25-36. Hovedtemaet var ”den store verdensdom”, de sidste tider, hvor Guds søn vil komme at dømme.

En opmærksom kirkegænger gjorde mig efter gudstjenesten opmærksom på at ordet ”lignelse” er forsvundet i den såkaldte 2020 oversættelse og erstattet med ”sammenligning”. Nu hedder det ” Jesus forklarede det med en sammenligning”

Det er positivt, at nogen overhovedet vil bruge tid og kræfter og forsøge at oversætte det ofte lidt ældre dansk, nogle gang arkaiske dansk, som man måske ofte finder i Biblen. Det kræver mod at oversætte noget kendt og elsket, for det er uden tvivl også øretævernes holdeplads at være bibeloversætter.

Uagtet dette er det dog stadig vigtigt, at vi, som bruger den nyeste oversættelse, også er villige til at bringe os selv i spil og komme med feedback til den seneste oversættelse, for at en kommende oversættelse må blive endnu bedre.

I den autoriserede oversættelse fra 1992 hedder det ” Og han fortalte dem en lignelse”, det er blevet til ”Jesus forklarede dem med en sammenligning” Det er tydeligt oversætterne vil gøre det mere tydeligt at Jesus er i gang med at forklare og sammenligne. Jesus er altså oprigtigt optaget af at være pædagogisk. Det er også rigtig nok set, al den stund at den tradition Jesus selv er ud af er den jødiske og rabbinske tradition, hvor man udlægger det man har læst op fra de hellige skrifter, kommer med sin egen kommentar og forståelse, ja forklarelse.

Men spørgsmålet er om det ikke bliver en anelse for pædagogisk, når vi bruger ordet forklarer og ”sammenligning”, når det er Guds riget eller Guds dom vi skal høre om?

Ganske vist kommer ordet “lignelse” af ” gammeldansk ”liknelsæ”, efter middalnedertysk ”likenisse”, det som lader sig sammenligne med noget andet.

For mig at se er en lignelse et ord som har vundet indpas i den danske kristne tradition. Lignelse signalerer mere end bare en 1 til 1 sammenligning. “sammenligning” klinger af noget fladt. Det behøver det ikke. Hvorfor skal alt forklares? Vi har som danskere ikke nogen sinde før været bedre uddannet. Vi kan godt tåle at få udfordringer og at alt ikke skal forklares for os.

Hvorfor afskaffe et historisk ord, der har givet mening for danskere i generationer før os? Og som er smukkere.

”Lignelse” signalerer for noget højtideligt, højstemt. Det er lige præcis sådan et ord der giver mening når der skal sættes ord på noget som ikke kan sættes ord på. Hvad er kærlighed? Hvordan er Gud? Hvordan er Guds rige?

Hatten af for nogen vil oversætte Biblen til moderne dansk. Men visse ord må vi ikke udradere, f.eks. altså ikke det ord i søndags, anden søndag i advent “lignelse”.

Det risikerer at skabe desværre en fattigere sprogbrug og fattigere forestillingsevne for læseren/høreren

Jeg mener, og det går jeg også ud fra alle andre mener, at det danske sprog generelt set skal opbygge os, uddanne os, få os til at skabe associationer, billeder når vi hører og taler det.

Netop det formår et ord som “lignelse”. Det er poetisk og skaber billeder for vores indre. Hvorfor så i alverden afskaffe ”lignelse”?

Overvejelser forud for prædiken 3. søndag i advent 2020

Vi må forestille os, at Johannes Døberen sidder i en mørk, kold celle. Johannes er Herodes Antipas’ fange. Johannes sidder ifølge den jødiske historieskriver Josefus i den afsides liggende Makærusborg øst for det Det Døde hav. Ifølge Josefus er baggrunden for fængslingen af Johannes følgende: Johannes havde ophidset folket imod Herodes i en sådan grad, at Herodes betragtede ham som en politisk trussel. De kristne evangelier angiver en anden årsag til fængslingen: I følge dem havde Johannes nægtet at velsigne Herodes og hans elskerinde, Herodias. For Johannes var en stærk modstander af deres kæresteri og gifteplaner, ikke mindst fordi Herodias var Herodes egen svigerinde! Herodias var Herodes’ bror, Filips, hustru!

Uanset hvad baggrunden for Johannes’ tilfangetagelse end måtte være, så havde Johannes en del fjender i den herskende del af befolkningen samt det romerske og jødiske aristokrati: Embedsmænd, soldater, toldere og farisæere. Mange så ham gerne af vejen – på grund af hans skarpe tunge. Blandt folket derimod nød Johannes bred opbakning, netop pga. sin evne til at tale overmagten imod. For dem var Johannes’ kritik befriende at høre. For dem var Johannes talerør imod uretten, magtmisbrug og ugudelighed.

Hvem var han så, ham Johannes Døberen? Hos evangelisten Markus hører vi om ham allerede i indledningen: Johannes fremstilles som en gammeltestamentlig profet, der skulle bane vejen for Herren: Johannes kritiserede sin samtid og magthaverne for at have vendt sig bort fra Gud. Til gengæld forkyndte Johannes omvendelse og dåb til syndernes forladelse.

Hos dagens evangelist Mattæus møder vi en helt anden side af Johannes: Den tvivlende, ja næsten opgivende Johannes. Tilsyneladende var Johannes så meget i tvivl om Jesus, at han nu satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Jesus var Messias, og ikke blot en forløber for Messias.

Beretningen om Johannes’ tvivl er tankevækkende: For hvordan kunne en person og profet som Johannes overhovedet tvivle? Johannes var selv stået i frem i ørkenen, hvor han havde forkyndt Guds riges komme! Johannes havde jo med egne hænder døbt Guds søn.

Beretningen om Johannes’ tvivl åbner op for det skønne budskab, at selv en profet kan komme i tvivl. Selv dét menneske, som Jesus kaldte “den største blandt kvindefødte”, var i stand til at tvivle.

Beretningen om Johannes’ tvivl forløser, for det gør beretningen om ham endnu mere nuanceret og troværdig. At selv en profet og frontløber kan have sine svære dage. Selv en profetisk skikkelse som han er menneskelig.

Bemærk at Jesus ikke blev vred og irriteret over Johannes’ tvivl. Jesus afviste ham ikke. Derimod gav Jesus Johannes’ disciple en masse argumenter: ”blinde ser, spedalske bliver rene, døve hører, evangeliet forkyndes for fattige”, dvs. opfyldelsen af den Esajas-profeti om den Salvede, Guds søn, som jøderne ventede. Den tid, var nu kommet. Nu skete det. Forventningerne blev indfriet. Nu var Han kommet, Ham som skrifterne havde forudsagt. Disse argumenter ville disciplene så tage med tilbage til Johannes i fængslet, og personligt håber jeg, at ordene nåede frem Johannes, og Johannes fik troen tilbage på, at Jesus virkelig var Guds søn.

Om det skete ved vi ikke. For det fremgår ikke noget sted i evangelierne. Og kort tid efter denne beretning kom Johannes af dage, da Herodes lod ham halshugge, og hans hoved serveret på et fad vel og mærke – deraf det udtryk som findes den dag i dag.

Dagens evangelium forkyndt er det glædelige, at tvivlen ikke gør et stort menneske mindre! Tværtimod: I Johannes Døberen møder et ærligt menneske, der vedkender sig sin tvivl.

Og tvivl behøver ikke at betyde udelukkelse af troens genstand, men blot skepsis over for troens genstand. Tvivl kan være troens følgesvend. – Atomfysikeren Niels Bohr taler i sin kvantefysik om det såkaldte ”komplementaritetsprincip”, om atomare genstande, der både kan betragtes som partikler og som bølger. Det ene udelukker ikke det andet. Tilsammen fyldestgør de billedet.

På samme måde forholder det sig med forholdet mellem tro og tvivl. Det ene kan ikke tænkes uden det andet. Alting kan ses og iagttages – både med troens øjne og med tvivlens øjne. Det er ikke muligt for mennesker at se alt udelukkende med troens øjne. Ligesom det heller ikke er muligt for mennesker at se alt med tvivlens øjne. Så ved at acceptere tvivlen som troens følgesvend (Luther frit citeret), slipper vi for at bruge tid og kræfter på bekæmpe tvivlen – ligesom Johannes Døberen.

At være en ærlig troende er ikke en uopnåelig sag og kræver ingen særlige forudsætninger. At være et ærlig troende er netop at kunne rumme tvivlen. Den tvivl kan ingen fjerne. I stedet handler det om at gøre tvivlen til et redskab til at se kritisk på sin egen tro og sig selv, sådan at man erkender, at man ikke er perfekt, sådan kan man også lettere håndtere hverdagen og livet, som det nu arter sig for hver i sær.

Jeg håber at dagens evangelium opfattes sådan af enhver, som hører det. Kristen tro er ikke et præstationskrav og kræver ingen forudsætninger eller kundskaber, men er en mulighed for at ‘være, den man er’ ved at ‘blive den man er’. Som filosoffen og teologen Søren Kierkegaard har sagt, at det handler om at vælge at være den, du er. Og du kan alligevel ikke være andre, end den du er, derfor er det en befrielse at få lov til at være den, du er.

Dagens evangelium forkyndt er, at dit liv ikke behøver være rosenrødt eller præget af livsglæde, men godt må rumme det menneskelige tungsind og mørke, tvivlen, mismodet.

Det budskab Jesus overbragte Johannes’ disciple, at Guds rige forkyndes for fattige – både i timelig og åndelig forstand. Dvs. fattige i den forstand at de er hjælpeløse, uværdige, de som er ved at give op og tvivler på sig selv. Netop til dem rækkes og forkyndes Guds rige. Ligesom Johannes fysisk var fanget i et formørket sind – i fangekælderen, på samme måde var han mentalt fanget i et dystert sind.

Til os tilfangetagne i tvivl og fortvivlelse kom Jesus. Jesus glemmer ikke os, der er svage i troen og har brug for et opmuntrende og trøstende ord. Jesus forkynder netop det håb for os. Han er med os, som vi er. Uanset hvordan vi er, elsker Han os, og Han vil fortælle os, at Han vil være der for os.

Det sidste, som Jesus sagde til Johannes’ disciple var: “Salig er den, der ikke forarges på mig”. Forargelse i bibelsk forstand er skridtet videre end tvivl og fortvivlelse. At blive forarget vil sige helt at bortkaste troens mulighed og troens genstand. Forargelsen er fatal, da den troende her opgiver troen helt, men støder troen bort. Forargelsen udslettelser ethvert håb.

Måtte Gud hjælpe os til, at vi ikke forarges i denne bibelske forstand. Gud hjælpe os til, at vi ikke taber denne troens mulighed. Kan vi blot opretholde troens mulighed ved siden af tvivlen, da forstår vi bedre os selv, vores natur, da forstår vi, at Johannes er en ærlig troende OG en ærlig tvivler.

Og turde vi samtidig tro og håbe, at Jesus virkelig er de tvivlendes helbreder, ja alles frelser og befrier, Guds søn, Ham som vi venter, er kommet for at udfri os af vores fangehul i dødens og mørkets skygge og bringe os over i sit rige, Guds rige, der hvor der er lys og glæde, fred og glæde imellem mennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Far, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver en, hellig, treenig og højlovet Gud, fra begyndelsen, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer 78 80 86 – 87 69 74

© 2020 Asser Skude

Kritik af ny Højskolesangbog

Højskolesangbogen 2020 er blevet fattigere

Det er med smertelig beklagelse at undertegnede og mange elskere af Højskolesangbogen ikke længere finder ”Danmark” fra Shu-bi-duas album” 78-eren”. Det ukronede, vittige og måske mest elskede alternativ til nationalsangen ”Der er et yndigt land”

Hvordan det er kommet så vidt, at Danmarks mest folkekære band og en af deres mange landeplager fra 70-erne er blevet sorteret fra i den nyeste version af Højskolesangbogen, kan man kun gisne om, men der melder sig en række bange anelser. Måske er man bange for at støde nogen?

Selvom ”Shubberne” ikke hverken har afbilledet profeten Mohammed eller stødt nogen trossamfund med deres bud på en alternativ nationalsang, er det mig en gåde at denne sang kan bortcensureres af vor tids eksperter.

Det undrer mig såre, at Shu-bi-dua som Danmarks vitterligt bedst sælgende band nogensinde, med omkring 6 millioner solgte albums, ikke en med blot en enkelt sang længere er repræsenteret i den nyeste version af Højskolesangbogen.

Sangen indledes med “Se solen stiger op over bilkirkegården” og har det famøse omkvæd ”Storken er en dejlig flyver”, som rimer på ’koen har et dejligt yver’. Sangen består af to vers og når det i andet vers hedder: “Danmark er et dejligt land, de varme lande er noget lort”, skal naturligvis hverken læses, synges eller forstås bogstaveligt – som nagelfast oplysning – men er snarere ment ironisk. Ligesom det i første vers hedder “bondemanden får sin mad på sengen”.

Sangen ”Danmark” må først og fremmest opfattes som en kærlighedserklæring til Danmark og danskerne. Ude godt, hjemme bedst, kunne man sige – uden at være forbenet nationalist. Og som jeg forstår Shu-bi-duas sang ”Danmark”, så er essensen, at der er intet bedre end Danmark. Og det burde vel være Ok at mene at vi lever i verdens bedste land, ligesom eksempelvis nordmænd og svenskere mener at de bor i verdens bedste nation. Alle priser vi som vore naboer stolt vore lande, når vi taler om, hvor godt vi har det med demokrati, velfærd, fri skolegang, frit sundhedsvæsen osv.

Danmark er verdens bedste sted at være – “der er nemlig atmosfære”, som ”Shubberne” synger. For i Danmark er der højt til loftet. Vi har ytringsfrihed og kan sige, hvad vi vil. Og så alligevel ikke, når det nu viser sig at deres nationalsang er fjernet.

Er moralen at vi danskere skal bindes på hånd og mund? Og ikke længere må tænke, hvad alle danskere sang med på i 70-erne og 80-erne: ”de varme lande er noget lort”. Hvem kan ærligt sige, at det der var sjovt dengang, ikke længere virker som et sjovt vrøvlerim. For sangen lever jo stadig i bedste velgående som evergreen landeplage.

Og der er vel intet galt i at kunne synge med på det sidste vers – selv i 2020? Enhver fatter at der er tale om grov generalisering i muntert mod- og medspil. Og ikke om en specifik nation eller religion, men blot dette almene ”de varme lande er noget lort” versus ”Danmark er et dejligt land”. Altså set i relation til Danmark, er det meste andet noget lort.

Bevares, det lyder latrinært og ligger på kanten, men fortjener vel ikke at blive kastet i skraldespande, at hævde ”de varme lande er noget lort”? Enhver som kender “Shubberne”s sange ved, at de generelt smører tykt på med vendinger som:  “malkepigen pumper sin ged”, altså det kunne lyde som om malkepigen pumper noget andet end det hun er sat til…

“Præstens kone står på hænder for sin bror”, også her lyder det som om præstens kone laver noget hun ikke burde sammen med sin bror

I “Danmark” har vi ikke tradition for hellige køer eller tabuer som ikke kommer for en dag.

Samtidig kan “Shubberne” godt se, at noget er galt også i Danmark: ”Se, solen stiger op over bilkirkegården”. Danskerne er allerede godt i gang med at forurene og tilsvine det smukke land.

Alligevel står solen ”op og malkepigen pumper sin ged”. Livet går sin gang, selvom vi danskere bruger og smider ud – ikke mindst discount eller biler, som ender på bilkirkegården.

Jeg kommer til at tænke på en anden af Shu-bi-duas også ironiske og kritiske sange, hvor forureningen debatteres og klimaforandringerne tages på forskud: Det sker i sangen “Costa Kalundborg”, fra Shu-bi-duas album nr. 8, 1982: ”Der er sket en forurening

af den ydre atmosfære, så meteorologerne har lovet at det nu bliver bedre vejr”.

Shubbuerne forudsagde for næsten 40 år siden, hvor galt det ville gå med klimaforandringer. Også her havde “Shubberne” fat i den lange ende og denne sang bør naturligvis også optræde i en ny Højskolesangbog anno 2020.

For mig at se er meningen med en Højskolesangbog til alle tider at fange det populære, folkelige, folkekære, folkesjælen, både det historiske, men også og især det nutidige. “Shubberne”s tekster, ånd, lyrik, tematik, iderigdom mm er for mig fuldt på højde med det bedste der er skrevet i deres tid, og kærligt reciteret af de fleste danskere. Så derfor burde der i en ny Højskolesangbog optræde både ”Danmark” og ”Costa Kalundborg”.

Uden Shubiduas tekster og musik bliver Danmark lidt fattigere og mindre sjovt at være dansker i. Jeg elsker Shu-bi-dua for deres danske skæve humor, ironi og kritik – både når det går ud over andre, men også danskerne selv!

”Storken er en dejlig flyver

Koen har et dejligt yver

Danmark er et dejligt land

Kornet vokser vildt på engen

Bonden får sin mad på sengen

Dansken er en dejlig mand

Storken er en dejlig flyver

Den der siger andet lyver

Danmark er et dejligt

Sted at være

Der er nem’li atmosfære

Danmark er et yndigt land”