Evangelium samt prædikenvejledning til Tiende søndag efter Trinitatis 2021, søndag den 8. august 2021


Evangelium
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.” Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: “Der står skrevet: “Mit hus skal være et bedehus.” Men I har gjort det til en røverkule.”Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Lukasevangelisten, kapitel 19, vers 41-48

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken
– Jesus græder over Jerusalem.

Forud for dagens evangelium hos Lukas finder vi beretningen om Jesu indtog i Jerusalem: Som fredens konge ridder Jesus ind i byen. Han modtages af folket som den nye tids konge, ridende på et æsel. Uden våben indtager han byen. Som den nye frelser, Guds salvede, Davids søn ifølge profetien skulle gøre det. Og folket og den evige by Jerusalem modtager ham med fredens og evighedssymbol, palmegrene, der kastes foran ham på hans vej. Folket råber, “Lovpris Herren” og “Fred i himlen”.

Indtoget står i skærende kontrast til de begivenheder, der udspiller sig kort efter: Folkets hyldest til deres nye fredskonge er kortvarig. Før ugen er omme er stemningen vendt – og nu anklager de ham for at være en falsk profet.

Han bliver genstand for en sammensværgelse. Folket og de religiøse ledere kræver hans død på korset! Hvilken by, hvilket folk kan gøre en sådan katastrofe mod ham, der er profet og Guds søn?
Det gør selv samme by, som er fredens og evighedens by. Den by, hvor Gud havde taget bolig og Gud havde besøgt sit folk. Og de følgende årtier og frem bliver byen genstand for ufred og vold, og den ødelægges.

Det vidnesbyrd er entydigt, hvis man kender fortsættelsen på byens historie: Jerusalem belejres af romere gennem fire år, fra år 66-70, indtil den indtages år 70. Jerusalem plyndres og ødelægges, dens mure rives ned. Og fatalt bliver det 60 år senere, da endnu en jødisk opstand under oprørslederen Bar-Kokba ledsages af en systematisk ødelæggelse af Jerusalem: På den gamle bys ruiner lader den romerske kejser Hadrian demonstrativt en helt ny romersk (ikke-jødisk) by opføre.

Den hedder Ælia Capitolina, “den fremmede by”. Og et tempel for den mægtigste romerske (dvs. ikke-jødiske) gud Jupiter opføres på Templets plads! Og vel og mærke, der hvor alle jøders tempel havde ligget, der bygges et tempel for ikke-jøder. Og ikke nok med det, i begyndelsen af det 2. årh. bliver enhver jøde forment adgang til sin egen by, sin kulturs vugge! Og jøderne henvises til landflygtighed, den såkaldte diaspora.

Det er blot i korte rids det århundrede, der følger efter Jesu lidelseshistorie. De næste århundreder for jødernes og byens vedkommende fortsætter med samme tragiske udvikling, en lang tid med etnisk forfølgelse, overgreb og undertrykkelse.

Og samme skæbne synes at have hjemsøgt byen den dag i dag. Hvor tragisk. Jerusalem nyder langt fra den fantastiske skæbne, som den kunne – som fredens by. I stedet er Jerusalem og de begivenheder, der udspiller sig i og omkring den blevet en anstødssten for en del af verdens befolkning. Ikke fordi de nødvendigvis har ret, men nogle mennesker mener ikke byen ligefrem bidrager til verdensfreden.

Det må være alt det, som Jesus ser for sit indre i dagens evangelium, da han ser ud over byen og forudser dens ulykkelige fremtid. Jesus græder. Fordi han helst så, at byen ikke led denne grumme skæbne. Som enhver anden jøde er han opdraget og opvokset med den forestilling at byen Jerusalem er verdens centrum.

Han, som kommer fra Nazareth, ikke langt der fra, han er vant til at valfarte til byen og vant til at deltage i byens religiøse og folkelige fester. Som da han som 12-årig på egen hånd gik rundt i byen, og hjemmevant gav sig til at lære ved dens tempel, i en af forhallerne. Jerusalems historie er historien om fredens by, forsoningens by, der hvor Gud har forsonet sig med sit pagtsfolk, jøderne.

Derfor kunne Templet ikke ligge andre steder end det lå, derfor var det her jødernes åndelige og kulturelle centrum lå. Her havde Gud jo besøgt sit folk. Her havde Gud ifølge legenden David skænket sit folk tusindårsriget med fred og glæde. Fred fra fjenders angreb og fremmede hære.

Som sagt tidligere, det Jesus nu ser for sig, er et andet Jerusalem. Ufreden og voldens by. Den by står for fald, Templet står for fald, hele folkets kulturelle og religiøse samlingspunkt står for fald. Den evige stad, fredens by skal indtages og ødelægges.

For en jøde som Jesus har det været det samme som verdens undergang. Og det er værd at græde over. Som en anden domsprofet advarer Jesus for sidste gang og retter en skarp kritik: “Jerusalem har ikke kendt sin besøgelsestid” .

Jesus rydder tempelpladsen og advarer sit folk og dets ledere. Imidlertid er det for døve øren. Jerusalems indbyggere tager ikke imod. Derfor kender byen ikke sin besøgelsestid, nu hvor en stor profet er stået frem. Gentagne gange er byen blevet advaret – af profeter før Jesus, og mange af dem har måttet lade livet pga. deres kritik.

Endnu engang afviser og ihjelslår byen en ny profet, der er kommet til dem. Blot med den forskel, at denne gang er profeten selveste Guds søn. Byen gør sig skyldig i sin egen undergang. Den tager ikke imod Guds søn, byen dømmer ham til døden.

Bemærk at det ikke er Guds søn, der dømmer byen, det er byen selv der med sin afvisning af Guds søn bringer dommen ned over sig selv.
Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til os om at kende vor besøgelsestid. Og det vil sige, at også vi må være parate til at omvende os – før det er for sent.

Omvendelse er muligt for enhver, som tror Guds Ord. Omvendelse betyder ikke at mennesket skal ud og præstere en masse gode gerninger. Omvendelse betyder, at Gud kalder mennesket med sit ord og glædelige evangelium, og at mennesket tager imod det ord.

Eller sagt på en anden måde. Ordet er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til mennesker, for at de skal omvende sig og tro. Bemærk altså at omvendelse ikke er det samme som at mennesket nu skal gøre alverdens ting for at være god nok.

Evangeliet er netop nådigt og glædeligt derved, at mennesket intet andet skal gøre end netop dette ene – at tage imod Guds ord. Gud er allerede kommet til mennesker. Og Gud har besøgt os og har allerede taget chancen med os, og det er tilstrækkeligt. Det skete, da Gud ville møde os – igennem sin Søn. Og Gud måtte bøde for sin gavmildhed. Selv da det kom dertil, at Gud skulle lade sin egen søn dø for os, gjorde Gud det alligevel.

Det var og er en chance – ikke for mennesker, men for Gud. En chance Gud tog i tillid og kærlighed til os. Gud er kommet til os, vi er ikke kommet til ham. Gud er kommet til os, ligesom han kom til Jerusalem. Gud er kommet til os med fred og forsoning. Gud har besøgt os, da Gud kom til os i Jesus Kristus. For at skænke os sin fred.

Fred fra den kommende dom over verden. Fred for at dele samme skæbne som Jerusalem led. Guds søn, Jesus Kristus, er et modsigelsens tegn, et tegn til fald for nogle, et tegn til oprejsning for mange. Til oprejsning for dem, som tror, til fald for dem, der ikke tror. Til fald for dem, for hvem troen er blevet en falsk sikkerhed, til fald for dem, som ikke føler sig under stadig tiltale – af Guds ord.

Til fald for dem, som ikke frygter Gud og Guds vrede. Til fald for dem, som har hjertet hårde som stene og ikke vil åbne deres hjerte.

Måtte vi ikke føle os så stolte eller selvsikre som byen Jerusalem, måtte vi ikke tro, at vi kan være foruden Guds søn. Måtte vi ikke tro at vi kan være foruden den forsoning, som rækkes os i Jesus Kristus. Måtte vi ikke blive så skråsikre, at vi ligesom er som det Jerusalem, der ikke behøver Guds ord. Måtte vi derimod tage Guds ord til os. Guds ord, der sætter os under stadigt ansvar i vores livsførelse. Guds ord, der samtidig giver os den frihed, at vores overtrædelser en gang for alle er sonet i Jesus Kristus. Måtte vi leve af det ord.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver en, sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.


forslag til salmer: 752 7 335 – 174 726 676

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Prædikenvejledning til syvende søndag efter Trinitatis 2021

Prædikenvejledning til syvende søndag efter Trinitatis 2021, søndag den 18. juli 2021

Evangelium
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: “Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.” Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: “Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.” Da sagde Jesus om ham: “I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”

Lukasevangelisten, kapitel 19, vers1-10

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser
– Zakæus

Dagens evangelium er en klassisk omvendelsesberetning: Jesus kommer og gæster et almindeligt menneske, en syndig mand. Og det sker i mandens eget hjem. Og manden omvender sig. Og selvom det ikke siges direkte er det nok hele Zakæus og hans familie og slaverne i husstanden der omvendes, dvs. Zakæus’ kone, børn og slaver. Hele husstanden omvendes i denne beretning. Hvorfor skulle Jesus ellers sige: “I dag er der kommet frelse til dette hus”.

Zakæus er vel det som med et moderne udtryk betegnes som omstillingsparat. Zakæus har mod på forandring – hvorfor skulle han ellers kravle op i et træ? Zakæus opsøger situationen og er med et andet moderne udtryk proaktiv. Han gør en aktiv indsats og der følger konsekvenser. Jesus får øje på Zakæus oppe i træet. Det er Jesus, der siger, at han i dag vil gæste Zakæus i hans hus. Og Zakæus tager imod. Zakæus indser, at hans gamle liv er forkert, og han er villig til at forbedre sig: Det skal ikke længere kun handle om at tjene penge på sine medborgere. Nu vil Zakæus være mere retfærdig – både mod mennesker og mod Gud. Nu vil Zakæus give pengene tilbage til dem, som han har været urimelig mod og nu vil han fremover give større del af sin indkomst til de fattige.

Hvad Zakæus gør i dag er prisværdigt og modigt. Det kan enhver forstå. Og Zakæus’ omvendelse er et skoleeksempel på, at forandring til det bedre er muligt, og at det ikke er for sent.

Som teologen og filosoffen Søren Kierkegaard taler om, at det handler om at blive et selv, dvs. ikke være sig selv nok, men være tro mod sig selv, gøre sit liv op og at vælge at blive et selv. Det handler om at tage sit personlige ansvar op. Det er ikke lige meget, hvad man bruger sit liv til. Det gør en forskel om man sælger ud af sig selv og sine værdier, derved risikerer man at miste sig selv. Vores liv kræver så at sige, at vi vælger til og fra, og tager ansvar for vores valg og vælger den vej, vi skal gå.

Zakæus havde i sit gamle liv betalt en høj pris for sine valg: Han var tolder og levede af at indkræve penge fra sit eget fattige folk, og give skatterne videre til de rige romere – som ingenting selv betalte i skat. Romerne levede højt på strå – pga. de skatteindtægter, der kom ind fra de besatte (imperialiserede) områder i Romerriget (Imperium Romanum).

Zakæus selv var blevet en rig mand – i kraft af han gjorde det, han gjorde, i kraft af han havde valgt at forråde sine egne. Den udokumenterede anklage ligger imellem linjerne i dagens evangelium: At Zakæus som enhver anden tolder på den tid var korrupt og faktisk tog mere fra til sig selv end han behøvede.

Måske havde Zakæus ræsonneret som så, at hvis ikke han ikke var overtolder i Jeriko, var der bare end anden som fik hans arbejde, og så kunne han ligeså godt være korrupt, når nu alle andre toldere var berygtet for det.

Og selvom vi ikke hører det direkte, så var han nok ikke blevet spor lykkelig af alle de penge, og både romerne og hans eget folk foragtede ham. Måske var Zakæus til sidst kommet til at hade sig selv og sit liv. Så meget, at Zakæus ikke ville mere. Derfor var der alt at vinde og intet at tabe, siden Zakæus var parat til forandring

Der må have været noget særligt, der drev Zakæus op i figentræet for at få et glimt af ham, som han havde hørt så meget om. Og så skete det helt uventede, at Guds søn i stedet fik øje på ham. Og Guds søn insisterede på at komme ind i Zakæus’ hus. Guds søn var ikke bange for at mødes med denne forhadte lille mand, denne værnemager.

Måske så Guds søn endda ligefrem potentiale i Zakæus? Måske så Guds søn, hvad ingen andre så i Zakæus? Måske så Guds søn, at her var en ærlig synder, som ville omvende sig, hvis han fik chance? Og måske var det i sig selv nok til at Zakæus lod sig omvende – af bar forundring og forbløffelse over at få besøg af ham, som alle talte om? Og måske var det tilstrækkeligt for Zakæus, at der endelig var en person som kom i hans hjem og så ham, som den han var? At Zakæus blot var en helt ordinær person, en lille, almindelig mand, borger og jøde – på godt og ondt – som alle andre i den by, Jeriko. Kort sagt. Zakæus var en syndig mand – som alle andre – men med mulighed for at møde Guds søn og lægge sit liv om til det bedre.

Og selvfølgelig er det fantastisk, at Guds søn kommer til Zakæus og gæster hans hus. Mest fantastisk – er dog at Zakæus – ikke er mere rædselsslagen for at give sig selv en ny chance og komme videre. Zakæus er åben for, at han kan få et nyt liv, som han havde ønsket sig.

Nærmest som et barn, der er i leg – så åben var Zakæus for at hans liv kunne forandres. Nærmest naivt. Med et troskyldigt og naivt håb til fremtiden, tager Zakæus imod Guds søn.

Et sted siger Guds søn: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Sådan tænker jeg også at du og jeg må give os lov til at have den tro og det håb, til os selv og til Gud. At Gud også vil komme til os – selv hvis/når vi har svigtet os selv, og det vi tror på.
Måtte vi bede Gud give os mod til at gøre det, som vi længes efter. At Gud vil give os styrke til ikke at give op – hverken i forhold til os selv, hinanden eller Gud. At Gud vil give os mod til at kæmpe videre, stå op for det vi tror på, værne om hinanden, vores næste – fjern og nær.

At vi kan arbejde på den fælles sag: Nemlig Guds og menneskers sag. Den sag, som er, at Gud er kærlighed og har sendt sin egen søn til os for at fri os fra vores selvoptagethed og selvkærlighed, sådan at vi indser vi har brug for hinanden. Sådan at vi indser vi behøver Guds hjælp til at arbejde på vores egen og næstens bedste, Guds og menneskers sag. Ligesom den dag Gud kom og hjalp Zakæus til at omvende sig fra sin selvoptagethed – for at blive en bedre borger og bedre menneske – i Guds og menneskers øjne.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

forslag til salmer: Zakæus var tolderfuld 31 339 – 419 476 591

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Prædikenvejledning til sjette søndag efter Trinitatis 2021, søndag den 11. juli 2021

Evangelium
Jesus sagde: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: “Du må ikke begå drab”, og: “Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.” Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”
Matt. 5,20-26.- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken
– Lovens anden brug

Dagens evangelium er en del af Jesu mest berømte forkyndelse, nemlig den såkaldte “Bjergprædiken”. På mest elegante vis sammenfatter Jesus sin forkyndelse i “Bjergprædiken”: Ikke blot udlægger han den gamle lov, mens han samtidig er tro mod den gamle lov, han nyfortolker den samtidig – for at bringe den nye lov: Ingen skal længere være tynget af den gamle lov og den udlægning, som farisæerne og de skriftkloge nærmest havde taget monopol på. I deres udlægning af loven kunne man få det indtryk at kun de selv er lovtro, retfærdige og fromme, men Jesus viser at farisæernes og de skriftkloges udlægning af loven er gammeldags og i bund og grund hykleri.
Sådan er den nye lov ikke. Den nye lov er radikal ny – og her altså radikal forstået i den latinske betydning “radix”, dvs. indtil roden noget nyt. Sagen er den, at virkelig retfærdighed over for Gud opnår intet menneske i kraft af egne præstationer. Det kan ingen være i tvivl om, som har hørt dagens budskab: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

I dagens evangelium viser Jesus ad absurdum, hvorledes den gamle lov gælder i alle livets forhold og ned til mindste detalje, således forstået at intet menneske formår at opfylde den gamle lov, end ikke den mest fromme og oprigtige farisæer eller skriftkloge: Jesus tager som eksempel den gamle lovs femte bud: Budet om ikke at slå ihjel. Det bud handler ikke om at undgå manddrab, for så er loven opfyldt. Nej, siger Jesus, budet omfatter selv den mindste tanke og omtanke for vores næste, så blot tanken om at volde hinanden ondt eller påføre smerte er forkert og imod Lovens brug.

Loven forpligter og lovens bud forpligter den enkelte på oprigtighed og ydmyghed – både i forhold til Gud og næsten. Ingen kan følge loven uden at have forstand og hjerte med – og der er ingen genveje eller ingen nemme løsninger – andet end grundreglen, som Jesus selv giver et andet sted, nemlig det dobbelte kærlighedsbud: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din styrke og hele din sjæl – og din næste som dig selv!”
Således er der mere indeholdt i den gamle lov end man måske skulle tro. Tager vi det femte bud igen: Budet om ikke at slå ihjel, så er det altså langt mere omfattende end at undgå manddrab. Ifølge Luthers Lille Katekismus betyder det bud, at ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi al legemlig nød”.

For Luther har loven to funktioner, også kaldet lovens første og anden brug. Gud er subjekt i såvel første som anden brug: I lovens første brug opretholder Gud gennem øvrigheden ydre offentlig ro og orden, dvs. mennesket forsøger at holde budene, som Gud har givet. Dels forsøger mennesker at overholde budene af frygt for straf, dels i håb om belønning.

Lovens første brug frelser ikke menneskene og forandrer ikke menneskers natur, loven skænker mennesket og samfundet grænser og tryghed: Et samfund, hvor ingen i fredstid behøver bekymre sig for sit liv.
Lovens anden brug handler om, at Gud trænger ind i menneskers samvittighed og afslører menneskers ufuldkommenhed, dvs. syndige natur. I fortvivlelse over ikke at kunne overholde loven føres menneskene til at sukke efter Guds nåde. Og her er det, at evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus skal forkyndes: I kraft af Guds søn skænkes mennesket nåden ufortjent, på latin “gratis” – ikke ved menneskers velgerninger.

Sagt på en anden måde: Lovens anden brug gør mennesket opmærksom på dets syndige natur og dets rette plads i forhold til Gud: Mennesket vil ikke nogensinde gøre alt rigtigt og til rette tid – uanset om det menneske ønsker det nok så brændende eller ej. Det lader sig ikke gøre for mennesket at præstere tilstrækkeligt i forhold til loven. Mennesket er og bliver ufuldkomment. På denne vis er lovens anden brug: At hjælpe mennesket til at indse at det behøver Guds nådige hjælp.

Denne lovens anden brug er for mig at se, hvad Jesus appellerer til i dagens evangelium: Jesus vil, dels at ethvert menneske optræder så retskaffent og moralsk ansvarligt som muligt, dels at mennesket indser, at det ikke kan holde Guds bud ned i mindste detalje. Alt andet er indbildning, ligesom hedningerne og hyklerne, som tror de tilstrækkelige og retfærdige.
Netop i “Bjergprædiken”, som dagens evangelium er taget fra, berører Jesus de eksistentielle og religiøse forhold, som angår de fleste mennesker: Om irritation og vrede (dagens evangelium), om ægteskabsbrud, om at sværge, om at gengælde, om skilsmisse, bøn, almisse, faste mm. Jesus formaner enhver, som hører hans ord, om at man ikke må lade sine livskriser ødelægge sit forhold til næsten og Gud:

Den enkelte ikke bør lade sin vrede flamme op, ikke dømme eller fordømme, men til hver en tid forsøge at nå ud til og elske sin næste, ikke mindst den, som forbryder sig mod én. Jesus siger – kort efter dagens evangelium: “I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

At du og jeg skal være fuldkomne, som vores himmelske fader er fuldkommen, kan vel udelukkende ske i kraft af Guds søn, der har gjort det muligt. Som apostlen Paulus formaner i dagens epistel: “Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus”. At vi bliver levende for Gud i Kristus Jesus betyder, at vi får skænket nåden ved ham og derved bliver frie – døde fra vores syndige natur og tilbøjeligheder, og frie til at tjene ham og være hans fromme og ydmyge tjenere. Sagt på en anden måde: Det er ikke i kraft af os selv, vi gør gode gerninger efter hans vilje, men det er fordi, han gør det med os.

I Confessio Augustana siger Melanchton i artikel 6 “Om den nye lydighed: “…denne tro bør bære gode frugter, og at man skal gøre de gode gerninger, der af befalet af Gud, på grund af Guds vilje, men ikke for at vi skal stole på ved de gerninger at fortjene retfærdiggørelse hos Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelse gribes ved troen, sådan som også Kristi stemme bevidner: “Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: Vi er kun unyttige tjenere” Luk. 17.10. Det samme lærer også kirkefædrene. Ambrosius siger nemlig: “Dette er bestemt af Gud, for at den, som tror på Kristus, skal frelses uden gerning, ved troen alene, idet han uforskyldt modtager syndernes forladelse”.

Og videre i artikel 20 om tro og gode gerninger: “…det er nødvendigt at gøre gode gerninger, ikke så at vi stoler på ved dem at fortjene nåden, men på grund af Guds vilje. Kun ved troen gribes syndernes forladelse og nåden. Og fordi Helligånden modtages ved troen, fornyes nu hjerterne og antager et nyt sind, så at de kan øve gode gerninger…Heraf ses det let at denne lære ikke bør beskyldes for, at den forbyder gode gerninger, men langt snarere bør den prises, fordi den viser, hvordan vi kan gøre gode gerninger.”
Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed. Amen.

Evangelium

forslag til salmer: 754 397 598 – 612 449 695
– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Prædikenvejledning til femte søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Men Simon svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.Lukasevangelisten, kapitel 5, vers 1-11

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken ved Bellahøjmessen kl. 10.30 i Brønshøjparken søndag den 4. juli 2021


– Simon Peters fiskedræt

Dagens evangelium er den velkendte beretning om Jesu kaldelse af tre fiskere til at blive ‘menneske-fiskere’. Der er tale om fiskerne Simon, Jakob og Johannes, de sidste to også kaldet Zebedæus’ sønner.

Selvom det ikke siges direkte er det ikke utænkeligt, at denne kaldelse har fundet sted ikke langt fra den lille by Kapernaum, hvor Jesus har tilbragt det meste af sit voksenliv. Kapernaum kaldes ligefrem Jesu anden hjemby. I Kapernaum gør Jesus mange undere, bl.a. er der her Jesus helbreder Simons svigermor, jf. evangelisten Matthæus kapitel 8, vers 14.

Kapernaum har ligget ved Genezereths nordvestlige bred. Her på egnen talte folk aramæisk – og der har nok været et ordspil på den lokale dialekt mellem de folk, som boede der og de fisk, man fangede der: Dagens evangelium vil oversat til danske forhold svare til, at Jesus var bornholmer og havde henvendt sig til en lokal fisker og derpå havde sagt, at han ikke længere skulle fange bornholmersild, men bornholmere.

Jesus anvender humoren i sin forkyndelse: Han siger til Simon, Jakob og Johannes, at de skal fortsætte med at fiske, men nu skal de altså fiske mennesker. Og følgende er underforstået i det billedsprog, Jesus anvender i dagens evangelium: De tre nye disciple skal fiske mennesker, ligesom fiskere fisker efter fisk. I stedet for at kaste deres fiskegarn ud i søen, skal de sprede Guds ord, dvs. det glædelige budskab om Guds nåde ved hans søn Jesus Kristus, som er kommet til mennesker for at sone verdens synder. Og det er højst sandsynligt at de tre nye disciple vil blive succesfulde med deres fangst: Ligesom den glædelige fangst de gør i dagens evangelium – på Guds søns bud, skal de også tro at den fangst skal være glædelig og stor, når de skal hjælpe Guds søn med at fiske mennesker.

Det er ikke Jakob eller Johannes, som bliver husket for eftertiden, de kommer til at træde i baggrunden, og fokus kommer af flere grunde til at være på Simon: Dagens evangelium er bedst kendt som ‘(Simon) Peters fiskedræt’ og i kirkekunsten ofte afbilledet som sådan – med særligt fokus på Simon, der kaster garnet ud – på det ord, som Guds søn byder ham.

Hvad er det som gør, at Simon er bedst kendt og husket for eftertiden? Måske det forhold, at Simon er sympatisk: Simon er ærlig, ligefrem og spontan i sit møde med Guds søn. Og så er Simon også tillidsfuld: En selvstændig og voksen mand, der lytter til en fremmed, som afbryder ham i sit arbejde og byder ham at gøre anderledes.

Måske er det første gang Jesus møder Simon, måske ikke. Hvis det ikke er første gang er det lidt mere forståeligt, at Simon vælger at give så meget plads til Jesus: Dels får Jesus først lov at anvende Simons båd som en slags prædikenstol for skarerne, der er forsamlet inde på land, dels belærer Jesus, der ikke er fisker, Simon, der er fisker, hvordan han skal fiske!Jesus må selv have kendt til fiskernes arbejde, i kraft af Jesus selv tilbringer det meste af sit voksenliv i Kapernaum – ikke langt fra søen. Mange af byens indbyggere har ernæret sig fra fiskeriet på søen. Jesus selv kommer fra nabobyen Nazareth. Nok er han ikke fiskersøn, han er tømrersøn, men mon ikke han forstår, hvordan man giver en fisker en ordre. Han siger selv til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!”

Og Simon gør det! Simons garn fyldes med fisk, tilmed så mange at fangsten må fordeles over i båd nummer to, Jakobs og Johannes’s båd. Stadig er fangsten så voldsom at begge både er ved at gå ned under vægten. På sin egen hjemmebane er Simon så at sige spillet ud af banen: Normalt er det Simon, som afgør fangstmetode og praksis – og Simon burde vide, hvornår der fanges og hvornår der ikke fanges. Men i dag lærer Guds søn fiskeren Simon, hvordan man fisker!

Simon kan ikke forstå, hvad der sker – og hvem ville også kunne det – hverken dengang som nu. Det er et under – og uforklarligt. Og som reaktion herpå må Simon give op og overgive sig. Og sådan kan man se Simons reaktion, hvor han kaster sig ned på sine knæ foran Guds søn: Som en reaktion og en magtesløshed over for, hvad han har set med sine egne øjne: Et under, som intet menneske eller videnskab kan forklare. Et under at Guds søn er kommet til ham, som blot er en almindelig fyr med et almindeligt arbejde: “for jeg er en syndig mand”, siger Simon om sig selv.
Den dag på søen – på en ellers håbløs dag – bliver to både fyldt til randen med fisk: Hvad andet kan de tre fiskere gøre nu, end at opgive alt, hvad de kender i denne verden og overgive sig til ham, som har vendt op og ned på deres liv?

Og dagens under er tilstrækkeligt til at disse tre voksne og selvstændige mænd vælger at bryde op fra deres kendte rammer – uden modstand eller forbehold følger de ham, som just har kaldet dem til sine disciple og de bliver hans tro følgesvende – en del af discipelkredsen.

For deres mod på forandring og nye oplevelser skal de tre fiskere i dagens evangelium have ros. Hvem havde turde opgive alt, hvad de havde for at følge ham, som kalder dem? De tre fiskere i dagens evangelium er i sandhed “omstillingsparate” : De tre fiskere går ikke af vejen for en ny chance. De går ikke af vejen for karriere-skift.

Og de tre er i sandhed blevet headhuntet og udvalgt af selveste Guds søn: Guds søn kommer til de tre fiskere, lige præcis der, hvor de er. Guds søn kommer til dem – på deres præmisser – i deres hverdag og i den virkelighed og i den kontekst, som er deres. Han kommer ikke som en tåget silhuet eller en indre stemme, der taler til dem hver i sær. Nej, Guds søn kommer til dem i kød og blod og viser sig her i deres verden, og selv her byder han ind, og de må undre sig og forundres. De kan ikke gøre andet, for hans virkelighed overgår langt hvad de kan forestille sig – og hans verden byder ind med så meget mere, end deres forstand kan gribe.

Vi, der kender fortsættelsen på evangeliet, husker at Simon sidenhen af Jesus får tilnavnet “Petros”, som er græsk for “klippe”, fordi Simon er den klippe, som kirken skal bygges på. Meget godt kan siges om Peter – uden fejl er han dog ikke: F.eks. er det Peter, der fornægter Jesus tre gange, da Jesus er taget til fange. Det til trods for at Peter kort før har forsvoret, at han nogensinde skulle svigte Jesus. Efter Jesu død og opstandelse er det alligevel selvsamme Peter, som den opstandne betror den såkaldte nøglemagt: Jesus siger til Peter, at hvad han løser på jorden, skal være løst i himlene og hvad han binder på jorden, skal være bundet på jorden. Hurtigt bliver Peters magt stor og ikke mindst hans indflydelse. Simon Peter betragtes som den første blandt ligemænd (primus inter pares) blandt disciplene.

Dagens evangelium er en beretning om tre mænd, som ikke var mere optaget af det timelige, end at de lod sig gribe af ordet, som er evigt. Havde de tre fiskere derimod være mere optaget af det jordiske, var de blevet ved deres fangst og var gået hen for at sælge den – og de havde ikke fulgt ham. De tre fiskere afgør sig for ham – på hans ord. Og dermed afgør de sig også i forhold til det evige, ved at følge ham og hans bud – i stedet for at være optaget af det jordiske. Og fordi Guds søn rækker dem denne mulighed, bliver det sådan. Hverken mere eller mindre. Og fordi Guds søn opfordrer og tiltaler den enkelte med sit ord bliver det sådan. Når alt kommer til alt er det ikke mennesket selv som afgør sig for at følge Gud, men det er Gud, som lader det ske.


Og ligesom Guds søn kunne komme til en helt almindelig fisker og byde ham at gøre ham følgeskab, må vi også håbe at Guds søn vil møde os og gribe ind i vores liv med sit ord. Så vi møder ham og hans virkelighed, og når det sker, at vi ikke måtte tøve, men bryde op fra det, som vi er i færd med, parat til at gøre ham følgeskab.

For vores tro er at vi dur til det, som han kalder os til at gøre. Ligesom han kaldte Simon og de andre fiskere til at være sine medarbejdere – også selvom de var mænd med tvivl og tøven. Også selvom de siden svigtede ham og forlod ham, så blev de hans medarbejdere og han svigtede dem ikke.


Efter sin opstandelse kom han tilbage og indsatte dem til at være ledere og pionere og forkyndere af sit budskab. Peter fik den særlige opgave som bærer af nøglemagten – og som den første af ligemænd.
Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.

Amen.

forslag til salmer: 318 356 147 – 646 582 422

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Prædikenvejledning til 2. søndag efter Trinitatis 2021, 13. juni 2021

Evangelium
Jesus sagde: “Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.”
Lukasevangelisten, kapitel 14, vers 16-24

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

– Det store festmåltid

Ifølge evangelisten Lukas er det overraskende budskab, at det dårlige selskab ikke er så ringe endda og endda ender op med at komme i godt selskab, og kommer med til fest!

På Jesu tid var det bestemt ikke ligegyldigt, hvilket selskab, man omgav sig med. Og slet ikke hvem man f.eks. spiste sammen med: Måltidet var for enhver jøde et særligt fællesskab, spækket med sociale og religiøse symboler.

Måltidet så man som et minde om at være del af Guds eget folk, og måltidet skulle udtrykke enhed i troen på Gud og solidaritet mellem de spisende. F.eks. skulle man være del af det etablerede selskab for at kunne spise sammen med de fremmeste jøder på sabbatten. Man skulle ikke være fattig eller udstødt.

Dagens evangelium er en lignelse, som Jesus fortæller, mens han selv er inviteret til selskab hos en af de øverste af de fromme jøder. Jesus bryder den gode tone, da han afbryder måltidet for at helbrede en uren. Han udfordrer den etablerede religiøse og sociale omgangsform og mere til: Han bryder sociale og religiøse regler, regler som adskiller samfundets grupper.

Dermed giver han den urene mulighed for at blive del af samfundet igen. Han sprænger grænser for, hvad den urene mand kan med sit liv. Han giver manden livet tilbage, ikke bare socialt, men også kultisk, sådan forstået at han igen kan deltage på lige fod med andre ved religiøse fester og helligdage. Han behøver ikke længere optræde som en udstødt af det sociale og religiøse fælles rum.

På et mere abstrakt plan sprænger Jesus også de vante rammer, da han kort efter fortæller den lignelse, som er dagens evangelium, lignelsen om det store festmåltid eller det store “gjæstebud”, som det hed i den gamle oversættelse. Dagens evangelium sætter nye standarder for hvad en fest er.

Det er faktisk et billede på Guds komme, Guds nærvær, frelse og evigt liv. Og det nye er at frelse og evigt liv rækkes ud til dem udenfor – det dårlige selskab. De, der er udenfor skal ligefrem nødes til at tage imod – de skal med, nu hvor de andre ikke ville tage imod invitationen: “Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”.

Dagens evangelium handler om, at enhver har mulighed for at komme i godt selskab – i ordets bedste betydning, nemlig godt selskab hos Gud – uanset hvad hvem man er, eller hvad man er! I godt selskab betyder samtidig, at alle får samme adkomst til Gud: Ingen er mere for Gud end andre. Og over for Gud har alle det til fælles, at de er syndere. Den synd, som alle har gjort sig skyld i, at ville sig selv først, frem for at ville Gud. Alle har adskilt sig fra Gud, afstanden mellem Gud og mennesker er synden. (etymologisk er synd og sund beslægtede)

Gud vil bygge bro over den synd, som adskiller Gud og mennesker. Derfor indbyder Gud enhver til at komme i godt selskab hos sig. I det selskab er enhver lige agtet og værdig til Guds kærlighed, ingen er for ringe. Til trods for synden, har Gud gjort enhver værdig til at modtage hans kærlighed, hans rige. Enhver tilbydes Guds kredit og erklæres “kreditværdig”.

Når Gud krediterer os, så vil det sige, at det er Gud, tror på os, Gud viser os tillid, skænker os værdighed, skænker os kredit. Gud ‘siger god’ for os. Gud siger, at vi er ok, at Gud vil dække vores skyld og vores skyldnere. Vi er til at regne med, fordi Gud regner med os. Hvilken bedre kreditor, kan vi have end netop Gud, der siger god for os? Hvor tillidsfuldt, at vi krediteres, det er virkelig en gavmild Gud, som skænker os noget, som vi kan leve af og på. Og Gud skænker os det ufortjent.

På latin hedder det at Gud skænker os det gratis. Og gratis er ikke så ringe endda. Derved er vi – som er syndere – nu havnet i godt selskab. Præcis ligesom lignelsens vanføre, fattige og blinde havnede i det store gjæstebud. Det dårlige selskab er kommet i godt selskab. Og hvilket mere fornemt selskab end Guds selskab kunne vi da ønske os? Hvad bedre kan tænkes end Guds nærvær og tilstedeværelse? Hvad bedre budskab kan vi ønske os, end dette at Gud er kommet til mennesker og til os, og at Gud har åbenbaret sin kærlighed for mennesker og os? Og nu tilbyder Gud sin kærlighed og sit nærvær med os – i fest og glæde – billedliggjort af dette store Gjæstebud.

Guds kærlighed til mennesker er åbenbaret igennem sin søn, Jesus Kristus. Gudfader sparede ikke på sin kærlighed til mennesker ved at sende sin egen søn til os. Gud var så gavmild, så ødsel i sin kærlighed til os, at han ikke sparede sin søns liv, men sendte Ham til mennesker.

Og Gudfader betalte den højeste pris for sin kærlighed, Gud betalte med sit eget kød og blod – for vores skyld. Guds vilje og Guds ihærdighed kender som bekendt ingen grænser. Guds vilje og iver efter at nå ud til alle, sprænger konventioner og menneskelig forstand. Ligesom dengang da, de som i lignelsen blev indbudt til Guds fest ikke ville deltage, så gik tilbuddet videre til dem udenfor. Og om de tilmed skal nødes, skal de for enhver pris med.

Også dette, at ingen herefter skal undslå sig, er netop et billede på Guds totale og omsiggribende projekt. At Gud vil tage alle med, at Gud vil favne enhver. Selv de udsatte og fattige. Det er da glædeligt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer 385 411 330 – 68 400 404

– prædiken holdt 2013 i Christians kirke (Den danske kirke), Berlin, Asser Skude ©

Grundlovstale på Minoriteternes Dag 2021

Fars dag – men for alle?

I dag er det naturligvis Grundlovsdag, men også – hvis nogen skulle have glemt det – fars dag. Jeg siger det, fordi vi af hankøn på en eller anden måde er ved at blive marginaliseret. Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men der er desværre også et gran af sandhed i det. I dag er det kvinderne der i stigende grad klarer sig bedst i det danske samfund. Det under jeg dem gerne, men vi mænd sakker altså langt bagud. Vi er ved at blive det svage køn

Det er kvinderne der i stigende grad løber med de bedste og længste uddannelser og jobs, og gode stillinger. Det er dem, som generelt håndterer kriser og skilsmisser bedst. Det er dem, som har og opretholder de stærkeste relationer til børn og familier osv. Og ikke mindst det er kvinder, som lever bedst og lever længst, for kvinder klarer sig bedre igennem livskriser og i kontakten med de offentlige myndigheder, behandlingstilbud og sundhedsvæsen. Samtidig med at kvinderne generelt klarer sig bedst og mændene sakker bagud, skiller særligt en gruppe sig ud, og det har de gjort længe

Hjemløse danske mænd klarer sig markant dårligt, de findes især her i hovedstaden København og City er det tydeligt og sådan har det desværre været igennem alt for mange år. Alt for mange af disse mangler bolig – helt akut. Mere end tre fjerdedele af de hjemløse danskere er mænd – og disse danske mænd bliver i snit kun 50 år, tyve år mindre end gennemsnits dansker. Værst ser det ud for danskere med grønlandsk baggrund – uden job, uddannelse, og bolig. I snit bliver de kun 35, altså lever kun halt så længe som en gennemsnits dansk mand. På fars dag, hvor det samtidig er Grundlovsdag, er det således naturligt at slå et slag for denne minoritet af danske borgere, der på alle måder er udsat og marginaliseret – på alle parametre og sådan har det desværre været alt for længe og desværre ser billedet ikke ud til at ændre sig.

Hjemløse danske mænd klarer sig markant dårligere end andre dansker i vores samfund – og denne minoritet forbliver desværre ved at være en minoritet. På en eller anden ulykkelig måde er denne gruppe endt med at blive ”omsorgsvigtet” af vores samfund, vores myndighedspersoner, institutioner, skoler, uddannelsessystem, boligvæsen og sundhedsvæsen, der trods allehånde intentioner om det modsatte de facto ikke formår at række ud til dem. Disse hjemløse danske mænd står tilbage, havner af mange årsager ”sidst i køen” og de er derude i samfundets ”periferi”, hvor hjælpen er sværest at få rakt ud.

De snart tyve år jeg har arbejdet med denne minoritet af danskere, kan jeg desværre kun konstatere at meget er gjort fra samfundets side, men der er stadig plads til forbedring. Sagt på en anden måde: Selvom mange kræfter er sat ind på at bringe denne minoritet tilbage til fællesskabet, så er vi som samfund desværre ikke i mål. Denne minoritet af danskere bærer naturligvis også selv et ansvare for deres egen ulykke og mistrivsel og usunde levevis. Og alligevel ikke. For de fleste af dem er fra barns ben omsorgssvigtet af de voksne, som satte dem i verden, men som ikke magtede dem. De fleste af dem er skilsmissebørn, de fleste af dem har ikke haft forældre der ville eller magtede dem, mange af dem er vokset op med forældre, der var alkoholiserede og svigtede dem fysisk og psykisk og desværre er majoriteten af dem blevet misbrugt seksuelt fra barns ben af de voksne, som skulle passe på dem.

Og selvom det naturligvis heller ikke var hensigten fra samfundets side endte det for mange af disse som børn hos plejefamilier, som skulle have givet dem det, som de i deres barndom blevet snydt for af deres egne forældre, men plejefamilierne magtede heller ikke opgaven. Og selvom det naturligvis heller ikke var hensigten fra samfundets side endte det for mange af disse som børn at de pædagoger, lærere, behandlere osv. de facto ikke formåede at række ud til denne minoritet – de havde ikke ressourcerne eller mulighederne for at vende den onde spiral.

Kan vi få ligestilling for denne minoritet af danskere i det danske samfund? Kan vi finde ressourcerne til at bringe denne minoritet ”tilbage i folden”, tilbage til fællesskabet? Så også de får mulighed for at opleve at de lever i et af verdens bedste lande med det lykkeligste folk. Jeg håber det inderligt. God Grundlovsdag til alle!

NB Pga fortsat strenge restriktioner bliver min tale ikke fysisk i år (2021), ligesom sidste år (2020). I år er temaet ”hver for sig og sammen!”. En opfordring til ude lokalt at lave bannere og holde taler og markere dagen, selvom det sker under særlige omstændigheder – for andet år i træk – så er det værd at markere dagen i dag. Ikke mindst minoriteternes grundlovssikrede ret til at være dem de er. At alle er gode nok og elskede som de er, og skal behandles og respekteres som sådan). Da min tale på Minoriteternes Dag i 2019 på Christiania mig bekendt ikke blev udgivet dengang forsøger jeg nu – et år hvor fars dag og Grundlovsdag falder sammen. Ligesom i 2019. Læs mere om Minoriteternes og Christianias Kulturforening www.cakultur.dk og SAND Hovedstaden www.sandudvalg.dk

Prædikenvejledning til første søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium til søndag den 6. juni 2021
Jesus sagde: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.
Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.
Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”
Luk 16,19-31

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

– Den rige mand og Lazarus

Lazarus, kommer af ‘el-asar’, det betyder ‘den, som Gud hjælper’. Og det er netop, hvad Gud gør i dagens evangelium: Gud griber ind i en ellers ulykkelig og håbløs situation. Gud viser sig som den, der vender smerte til lindring. Gud viser sig som den, der vender elendighed til ophøjelse. Gud viser sig som den, der vender uretfærdighed til retfærdighed.

Sådan går det den fattige Lazarus. Sådan går det bestemt ikke den rige mand. Nu er det ham, der er en stakkel, og det er svært ikke at have ondt af den rige mand, når nu Lazarus har fået det godt. Også selvom den rige mand var usympatisk, mens han levede, så er det vel de færreste af os, der synes det er i orden, at den rige straffes og pines efter døden?

Dagens evangelium er det tætteste i evangelierne vi kommer på forestillingen om to former for død: Den ene død, er den som er en overgang til det evige paradis. Den død, som enhver troende kun kan håbe på. Den anden død, er den skrækkelige og rædselsfulde skæbne, som er et langt og smertefuldt ophold i dødsriget, uden udsigt til lindring eller bedring. En skæbne som enhver må frygte og håbe ikke sker.

Hvordan kan lignelsen have to så vidt forskellige udgange? Er der overhovedet noget glædeligt og evangelisk i, at et menneske straffes, mens at et andet belønnes og får det godt hinsides?

Svaret er vel, at det ikke er evangelisk at tro eller håbe på en straf og pine for noget menneske – uanset hvad det menneske har gjort. Det fortjener ingen. Det kristne budskab er det modsatte af fortjeneste eller gerningsretfærdighed. Det kristne budskab er glædeligt, sådan forstået at ingen får efter fortjeneste, for Gud er barmhjertig og ikke giver løn som forskyldt. Det kristne håb går imod, at onde mennesker straffes, også selvom de havde fortjent det.

Derfor skal der i dag prædikes imod det budskab, som vi hører i dag, forstået sådan at det ikke er kristen tro eller håb at nogen straffes, mens andre går fri. At mennesker får løn som forskyldt. At onde og rige straffes, mens fattige og stakkels personer går fri.

Essensen i dagens evangelium er ikke, at frelse modtager alene fattige stakler som Lazarus, mens rige og usympatiske ryger lige lukt i Helvedes ild og flammer. Det er ikke det budskab evangelisten Lukas vil formidle.

Hvad er det så evangelisten Lukas vil? Mange mener, evangelisten Lukas vil noget helt andet. Og det formål ses ud af den sammenhæng som Lukas bringer lignelsen i: Lukas har lignelsen umiddelbart efter, at farisæere har gjort grin med Jesu belæring om at give almisse. Altså formidler Lukas lignelsen om Lazarus og den rige mand som kontrast til farisæernes holdning til almisse.

For det andet er det nok disse farisæere, der står for skud, når evangelisten Lukas i dagens lignelse lader Abraham sige til den rige mand om hans fem brødre: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom een står op fra de døde”.

Man kan spørge sig selv om det er smart, at evangelisten Lukas farer så stærkt frem imod de farisæere. Han kalder dem “pengeglade” og karikerer dem og synes at skære alle rige mennesker over en kam. For spørgsmålet er om Lukas dermed ikke kommer til at være unuanceret i sin kritik, og dermed urimelig i sin kritik af farisæerne.

De fleste mener i dag, at sagen er den, at Jesu kritik af farisæerne ikke går så meget på farisæernes griskhed, men snarere går på deres arrogance. Jesus kritiserer farisæerne, fordi de mener sig selv socialt, politisk og religiøst hævet over deres næste. I deres selvretfærdighed vil de ikke dele deres rigdom med andre, de vil ikke dele med dem, som er uden for; de udsatte, de fremmede og anderledes tænkende. De behøver ikke næsten, de kan klare sig uden – de klarer sig bedst uden næsten. De har nok i sig selv og Gud. Det er denne selvoptagethed, som Jesus vil til livs.

Når evangelisten Lukas derfor lader Jesus fortælle lignelsen om Lazarus og den rige mand, er det vel fordi, at ingen må være ligeglad med sin næste, og bør være optaget af næstens ve og vel. Og at ingen må have nok i sig selv og sit – men altid have fokus for dem, som har brug for hjælp.

Gud ønsker næstekærlighed i praksis. Det er det, som profeten Esajas taler om i dagens læsning fra det Gamle Testamente, når han lader Gud Herren sige: “Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker, og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg, ja at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne”.

Tager vi som eksempel de stakler i vores danske samfund, som vores samfund synes at have opgivet, f.eks. nogle af de mest udsatte, de hjemløse. De har intet sted at gå hen, ingen steder de kan kalde deres, ingen sted at gøre af deres ting, intet sted de kan være i fred. Det er vor tids Lazarus’ser. Der er mange tusinde hjemløse, alene i København. Der er kun herberger til halvdelen. Den anden halvdel er henvist til at sove på gaden eller andre steder. Og en gang imellem hører man at historier om hjemløse, der ikke får lov at være i fred på gaden, men bliver spyttet på, skubbet og voldeligt overfaldet.

Lykkeligvis er min oplevelse af de danskere jeg kender, at de er meget hjælpsomme og omsorgsfulde over for f.eks. hjemløse. Og det som jeg synes er tankevækkende, er at flere af landets rigeste har et stort hjerte for f.eks. hjemløse.

De holder sig ikke tilbage med at hjælpe de fattige og svage stakler i vores samfund. De er ikke bange for at mødes med eller prøve at sætte sig ind i de hjemløses sted. Det tænker jeg er grænseoverskridende i en positiv forstand og det finder jeg glædeligt og nærmest som et lille evangelium. Og i den forstand også et evangelium som taler imod det evangelium, man umiddelbart hører, når man første gang hører lignelsen om Lazarus og den rige mand.

Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var og bliver en sand treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 725 494 365 – 638 476 372

– Asser Skude 2009 ©

Evangelium og prædikenvejledning Trinitatis 2021

Evangelium til søndag den 30. maj 2021
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: “Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Jesus svarede ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus sagde til ham: Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”Nikodemus spurgte ham: “Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: “Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

– Nikodemus
Dagens evangelium er en del af den samtale, der finder sted mellem Nikodemus og Jesus. Første del af samtalen er dagens evangelium, anden del af samtalen er evangelium til 2. pinsedag. Nikodemus er en mand af magten og eliten. Han omtales “arkhon”, dvs. formand eller forstander for jødernes råd. For ham er det ikke smart at blive set sammen med Jesus, og Nikodemus sætter en del på spil ved at besøge Jesus. Og deri kan der ligge en form for anerkendelse fra Nikodemus’ side. Med andre ord kommer Nikodemus med en udstrakt hånd til Jesus.
For at ingen skal se Nikodemus besøge Jesus, er han kommet ud til ham – om natten – i ly af mørket. Nikodemus indleder mødet med at sige: “Vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.”
Det er store ord for en jøde. En ting er at Nikodemus taler positivt om Jesus som lærer og underviser, på græsk “didaskalos”. En anden ting er, at Nikodemus tilmed er overbevist om, at de tegn Jesus gør, er fra Gud, og at Gud er med Jesus. Og det er vel det tætteste på en trosbekendelse, der kan siges af Nikodemus som er jøde uden samtidig at sige, at Jesus er Guds søn. For det ville ikke være muligt for hverken Nikodemus eller nogen anden jøde, dvs. at tænke eller tro, at Gud skulle have en søn. Det ville være blasfemi.
Nikodemus vil som det første vide, hvordan man kan se Guds rige komme. Det er vel et helt legitimt spørgsmål og Jesus giver ham da også et helt ligetil svar: Guds rige ser man kun, når man tror.Herefter er det som om dialogen knækker, og Nikodemus hægtes af. Nikodemus begriber ganske enkelt ikke Jesu svar om, at “Guds rige ser man kun, ved at blive født på ny”. Jesus siger ifølge den oprindelige ordlyd – Guds rige ser man kun, ved at blive “avlet” på ny af Ånden.
At Nikodemus ikke forstår hvad at blive “avlet” af Ånden betyder, er vel i grunden ikke så underligt. Nikodemus spørger: “Hvordan kan et menneske fødes (avles), når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Nikodemus’ undren er stor og han er nok ikke den eneste for hvem resten af samtalen bliver vanskelig og svært tilgængelig.
Jesus siger: At blive født på ny, er at blive født af vand og ånd. Jesus refererer til dåben med neddykkelse af legemet i vand, og åndens udgydelse over det menneske. Dåbens gave er modtagelsen af ånden, der ikke lader sig måle og veje. Ånden er uforudsigelig. Jesus bruger vinden som metafor for Ånden: “Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”.
Nogle vil mene, at Jesus herefter mere spiller sit eget spil og ikke længere er i samtale med Nikodemus. Det næste Jesus siger har ikke direkte noget med Nikodemus’ oprindelige spørgsmål at gøre, og handler mest af alt om Jesus selv og hans rolle som Guds søn eller menneskesønnen.
Jesus siger, at menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for mennesker. Kun menneskesønnen kan stige op til himlen, fordi han er steget ned derfra. Menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for enhver, som tror på ham.
Derpå foretager Jesus følgende sammenligning: Menneskesønnen skal ophøjes til himlen ligesom den kobberslange, Moses ophøjede under Gudsfolkets ørkenvandring: Jøderne var dengang (4. Mosebog, kapitel 21, 4ff.) plaget af giftige slanger og mange omkom af slangebid, indtil Gud befalede Moses at lave en slange af kobber og sætte den på en stang. Hvis nogen derefter blev bidt af en af giftig slange kunne vedkommende alligevel undgå døden og beholde livet, dersom hun/han blot kastede et blik på den kobberslange.
Så siger Jesus siger til Nikodemus: “Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.”
Her slutter dagens evangelium, og det er kun første del af samtalen med Nikodemus. Hvordan samtalen fortsætter hører vi om i de følgende vers, og de vers er evangelium til Anden Pinsedag: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Sagt med andre ord: Allerede fra begyndelsen havde Gud omsorg for sit folk: Gud var med sit folk dengang i ørkenen. Og Gud bekymrede sig for folkets overlevelse og dets frelse. Derfor lod Gud kobberslangen ophøje til folkets frelse – frelse fra døden. På samme måde som kobberslangen skal han selv, Menneskesønnen ophøjes af Gud, til frelse for enhver, som tror på ham.
Som sagt var det jo af kærlighed til denne verden, at Gud sendte sin enbårne til verden. Frelsens mulighed kom til enhver med sønnens sendelse til verden. At Gud blev kød og blod i sin ´søn kaldes også inkarnationen. Inkarnationen havde det ene, klare formål, at Gud ville frelse verden, dvs. enhver, som tror på ham.
Samtalen mellem Nikodemus kommer vidt omkring, og udvikler sig at blive en af de mest spændende i evangelierne. Ikke mindst for Nikodemus. Han møder Guds søn – med et åbent sind, og selvom samtalen mest har karakter af belæring fra Jesu side, gør den alligevel noget ved Nikodemus: For to gange senere hos evangelisten Johannes møder vi igen Nikodemus. Og her det som at møde et nyt menneske, en ny Nikodemus: Det er selvsamme Nikodemus, der tager Jesus i forsvar under et af farisæernes angreb, kapitel 7,50-53. Det er selv samme Nikodemus, der i kapitel 19,38-42 sammen med Josef fra Arimatæa er med til at gravlægge Jesus.
For Nikodemus kommer samtalen med Jesus altså til at få betydning, og samtalen mellem Guds søn og Nikodemus indbyder også menigheden til at forholde sig til de vældige temaer, som er på spil: Ikke mindst er dagens evangelium, hvor Guds søn taler om en fødsel på ny, tematisk forbundet med det overordnede tema om ånden, som kommer til apostlene og levendegør, som fornyr, som giver liv, som føder.
Ånden som konstituerer det fællesskab, som er det levende kirke, fællesskabet af troende. Ånden som stiger ned pinsedag og som grundlægger kirken af troende. I Apostlenes Gerninger – epistlen til Anden Pinsedag – hører man hvordan folk fødes af ånden: Ånden kommer til nogle, endda ikke-jøder, nogle som ikke er døbt, dvs. nogle som ikke er kristne. De er alle hedninger, alligevel kommer ånden til dem – og på den baggrund ræsonnerer apostlen Peter, at de fremmede derfor godt kan optages i fællesskabet. Af kød og blod er de blot fremmede hedninger, men pga. Ånden står de for at skulle optages i fællesskabet af troende. Fællesskabet af troende konstitueres altså ikke af, hvilken etnisk baggrund man har, hvor man er født, eller af hvem, men af om man er født af ånden.
Åndens komme til menigheden konstituerer fællesskabet! Åndens komme til menigheden kaldes som bekendt kirkens fødselsdag! Det er i pinsen, at fællesskabet af troende bliver til. Det er i pinsen, at den første menighed bliver indstiftet ved åndens sendelse.
Pinsen er kirkens dåbsdag eller ånds fødselsdag. Det er i pinsen vi hører om apostelkredsens ilddåb, hvor tunger som af ild satte sig på disse mennesker, så de omvendte sig, lovpriste og bar vidnesbyrd. De blev virkelig født på ny, født af ånd, sådan som Jesus havde fortalt Nikodemus om, på spørgsmålet om, hvad det vil sige at blive født på ny.
Og den tid, som indledes, Trinitatis, har fået sit navn efter den hellige treenighed, som menigheden bekender hver søndag: Gud som Skaber, Søn og Helligånd. De tre, som dog er een. Først var faderen og sønnen, og dernæst blev Guds søn sendt til jorden, men blev taget fra disciplene, og kom tilbage ved “faderens højre hånd”. Nu er i stedet ånden sendt til verden og disciplene er ikke alene. De klarer sig med åndens hjælp, indtil Gud selv kommer igen. Trinitatis er den længste tid i kirkeåret, det er den lange ’ventetid’. Det er den tid hvor kirken skal finde sig selv, opbygge sig og konstituere sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 331 330 – 419 476 786

– © Asser Skude 2009, redigeret siden

Evangelium samt prædikenvejledning til Anden Pinsedag 2021, 24. maj 2021

Evangelium
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Johannesevangelisten kapitel 3, vers 16-21


– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenvejledning

– Guds frelsesplan

Dagens evangelium er et af de mest citerede steder fra Biblen – og genkendeligt og karakteristisk for evangelisten Johannes. Dagens budskab er glædeligt, for det er Guds frelsesplan, der introduceres: Gud giver sin enbårne til verden, for at frelse verden.

Det er Guds plan og Guds værk. Det er Gud, der sætter det i gang. Det er Gud, der elsker først, ikke omvendt. Og nu hvor udspillet fra Guds side ligger klar, er det op til den enkelte at afgøre sig, ved at tro eller ikke tro. Og ved at være tro eller ikke være tro.

Vælger noget menneske det sidste, dømmer det derved sig selv. Det er ikke Gud, som dømmer, men det er mennesket og dets gerninger, som skal afsløre sig selv. Og omvendt: Den, der tror og forbliver tro, skal komme “til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort af Gud”.
Med dette sidste evangelium før Trinitatis, står præst og menighed over for den længste periode i kirkeåret, Trinitatistiden.

Denne tid strækker sig som bekendt over nogle og tyve søndage – alt afhængig af, hvor sent påsken falder. Trinitatistiden kan betragtes som kirkeårets hverdags-tid – uden særlige højtider eller særlige fester.
Der er en relation mellem dagens evangelium og Trinitatis. Evangelium til

Trinitatis er også fra Johannes kapitel 3, og er optakten til dagens evangelium. Trinitatis har beretningen om Nikodemus – der handler om at blive født på ny: “Den der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige… Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige… Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd”, vers 5ff.

Selvom disse ord klinger typisk johannæiske og forekommer specielle, lægger de dog op til de efterfølgende vers, som udgør dagens evangelium: “For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke.”, vers 17 f. Sagt på en anden måde. Adgang til Guds rige, skænker Gud ved troen på Ham.

Fødes et menneske på ny er Guds ånd kommet til det menneske, og Guds ånd virker nu i det menneske: Guds ånd bor i hjertet i det menneske og skaber et nyt menneske. Og den fødsel på ny sker ved vand og ånd, dvs. dåben: Ligesom det lyder i dåbsritualet: “Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden…”

Den, som tror skal også blive ved troen og forblive tro: De, som tror på ham må handle på hans Ord og på hans bud, sådan at hans vilje sker. Omvendt, følger de deres egne veje og ikke hans vilje, vil det blive afsløret: “For enhver, som øver ondt, hader lystet og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.” Vil nogen tjene Gud, må det menneske “blive født på ny”, og det indebærer altså ifølge evangelisten Johannes en ny livsførelse: Det menneske skal aflægge sig det gamle og blive nyt. Det menneske skal aflægge sig mørkets gerninger og iføre sig lysets gerninger.
Og omvendt, tror et menneske ikke på ham er det menneske allerede dømt: “den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn”. Dette er den nedslående virkelighed, som gælder de, som ikke tror.

Kort sagt: Frelsen kommer fra Gud, og fortabelsens mulighed fra mennesket. Derved er rammen sat. Det er ikke Guds hensigt at dømme nogen. Og det er ikke Gud, der fradømmer mennesket sin frelse, men det er mennesket selv, der allerede er dømt ved sin manglende tro.

Bolden er spillet over på menneskets banehalvdel, og der er lagt op til at mennesket selv afgør sig. Og om den frie vilje siger Melanchton i artikel 18 i Confessio Augustana: “Men den har ikke uden Helligånden magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed eller den åndelige retfærdighed…men den bliver til i hjerterne, når Helligånden modtages ved Ordet”.

Forslag til salmer: 290 292 294 – 681 490 725


– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011

Prædikenvejledning til pinsedag 2021, søndag den 23. maj 2021

– Et moderne kommunikationsunder

Dagens evangelium hos Johannes er del af Jesu afskedstale til disciple: Her taler Jesus til dem – før sin egen tilfangetagelse, død og bortgang. Hans tale er en foregribelse af det, der skal komme. Det er en prædiken om talsmanden eller sandhedens ånd, der skal komme over disciplene, når han selv er taget fra dem. Det er naturligvis pinsen og pinsedag, der hentydes til.

Hvad skete der så egentlig pinsedag? Det hørte vi om i dagens epistel fra Lukas’ Apostlenes Gerninger: Her oplevede disciplene, at Guds ånd steg ned iblandt dem. Alle havde de forskellig kulturel baggrund og talte forskellige sprog. Og da Guds ånd kom, forstod de, hvad hinanden sagde, også selvom de hver især talte på deres eget sprog. Pinseunderet var – udover at være et under i religiøs forstand – også et moderne sprog- og kommunikationsunder: For sproglige forskelle blev overvundet.

Man kan med fordel drage paralleller mellem pinseunderet og vores moderne kommunikationsunder: Internettet. Internettet bringer alverdens folk med forskellig baggrund sammen. For sproget på Internettet er det samme over hele jorden. Det er det fælles sprog, som computere over hele verden taler med hinanden, når de er forbundet. Ingen, der vil på internettet behøver at lære dette sprog, som computerne snakker sammen, for selv det klarer computeren i de fleste tilfælde. Det er faktisk overraskende let at kommunikere via internettet – også med folk på den anden side af kloden, folk med en gammel eller ny computer, folk med anden hudfarve, andet sprog, anden kultur: Ethvert menneske med en computer og adgang til nettet kan bruge Internettet. Det er demokratisk, alle er lige, ingen er bedre stillet end andre på forhånd. Faktisk lyder det for godt til at være sandt.

Internettet er uafhængigt af nationale forsamlinger eller regeringer, uafhængigt af internationale konventioner eller love. Så godt som alt er tilladt – på godt og ondt. Så godt som alt findes her. Og det kræver også, at man selv sorterer imellem informationerne. Men dertil får man hjælp af forskellige såkaldte søgemaskiner, der hjælper én med at finde det, man søger. Man kan også sammenligne internettet med verdens største bibliotek, hvor man selv er bibliotekaren. Det er selvsagt sin sag at finde hoved og hale i alle informationerne. For nogen er det ligefrem en konkurrence om hvem som er hurtigst og bedst: Hvert år afholdes der konkurrencer i at søge på Internettet eller som det kaldes “surfe på nettet”.

Nettet har oplysninger om alt – for alle – til alle. Alle kan kommunikere med alle – og om alt – på én og samme tid. Vildt fremmede mennesker kan mødes her: Ægtefæller har mødt hinanden første gang på Internettet. Sidste år viede jeg f.eks. to par, som traf hinanden første gang – ikke via et fysisk møde, men via internettet! Internettet er åbent døgnet rundt, og tilgængeligt overalt på jorden.

I den forstand giver det mening at sammenligne internettet med Guds ånd. For Ånden er allestedsnærværende: Guds ånd skeler ikke til kulturel eller sproglig baggrund. For Guds ånd er alle lige, der kommer til Ham. Guds ånd binder alverdens kristne menigheder sammen med én fælles ånd. Og det arbejder en del kristne for – bl.a. i den såkaldte økumeniske bevægelse. Jesus beder selv til, at Guds Ånd må skabe enhed imellem alle, som tror “for at verden må tro”.

Guds ånd skaber og opretholder liv, inspiration, hjælp, håb og tro for kristne jorden over. Ligesom enhver på kloden kan få adgang til internettet, kan enhver blive optaget i Guds menighed ved at blive kristen: Det sker ved at lade sig døbe til fællesskabet af troende, hvor Guds ånd virker og fornyer med liv og vækst. Fra dåbsdagen og til evighed vil Guds ånd være med det menneske overalt hvor det færdes.

Ånden er mere end blot et kommunikationsunder. Ånden er mere end internettet: Guds ånd, der steg ned pinsedag var og er et religiøst under, som fejres hvert år af over en milliard kristne verden over. Mennesket kan leve uden internettet, men intet menneske kan leve uden Guds ånd: Uden den kan menneskelivet miste indhold eller retning. Mennesket er en åndelig skabning, som behøver Guds ånd, der giver liv og inspiration.

Guds ånd samler alle kristne sammen i et verdensomspændende netværk af levende mennesker, ikke ligesom Internettet et netværk af døde computere. Guds ånd skaber fællesskaber af levende mennesker af kød og blod. Derimod er fællesskabet via internettet illusion, for det sker via en telefonlinje. Og det er ikke nær så konkret som det kristne fællesskab og samvær af levende mennesker.

Pinseunderet, hvor Guds ånd kom, gav disciplene én fælles identitet, ét fælles ståsted. Der gik det op for dem, at Guds ånd skaber liv og indgyder tro, håb og kærlighed i og mellem mennesker. Guds ånd giver disciplene nyt mod og et håb for fremtiden: Håb om hvordan de skal bringe budskabet om Guds søn ud i verden. Da Helligånden faldt på apostlene pinsedag, kom evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus dem ved på en ny måde. Derfor holdt apostlen Peter efterfølgende sin berømte pinseprædiken. Peters prædiken var vedkommende og tilhørerne følte sig ramt. “Det stak dem i hjertet”, står der i Apostlenes Gerninger. Derfor spurgte de Peter: “Hvad skal vi gøre?” Hans svar var: “Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse. Så vil I modtage Helligånden som gave, for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere – ja, alle dem som Herren, vores Gud vil kalde på fra både nær og fjern”

Oversat til menighedens situation som døbte, kan Peters svar formuleres sådan: “Vend om og tilbage til jeres dåb!” For er et mennesket kommet væk fra dåben, er det menneske kommet væk fra det, som var dets oprindelige udgangspunkt: I dåben og troen er alt, hvad noget menneske behøver: Her rækkes Helligånden og syndernes nådige forladelse. Omvendelse er derfor at vende tilbage til den plads hos Gud, som mennesket fik, ligesom den gang det kom til dåben og modtag Guds kærlighed og omsorg.

Ved dåben, der typisk er ved indgangen til livet, mindes vi, at Gud rækker mennesket livet og Gud vil tage hånd om det lille barn fra det er helt spæd og hele livet igennem, men også efter døden vil skænke evigt liv.

Det evige liv modtager mennesket allerede ved dåben, hvor Gud meddeler sin absolutte kærlighed og omsorg. Det nye menneske får nu et navn – hos mennesker og hos Gud. Det navn, som mennesket modtog i dåben, er det navn, som Gud skal kende det menneske ved, og det er ved det navn, som siges ved dåben, at mennesker modtager fællesskab med Gud, og får fællesskab med andre døbte. Alle døbte som samles i hans navn udgør kirken, dvs. mennesker med én fælles identitet, én fælles tro og et fælles håb, troen på Guds uophørlige kærlighed til mennesker og hans uransagelige veje til at nå menneskene med sin kærlighed og nærvær – ligesom dengang, da han sendte sin ånd til de fortvivlede disciple pinsedag.

Lov og tak og evig ære dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

forslag til salmer: 290 287 294 – 419 476 291

– udgivet som forsideartikel ”Et moderne kommunikationsunder”, Kapernaum sogns kirkeblad 1998 ©