Prædikenvejledning 10. søndag efter Trinitatis 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

Matthæusevangeliet, kapitel 11, vers 16-24

Den Danske Bibeloversættelse, Bibelselskabet, København 1992 ©

Tanker forud for søndag den 21. august 2022

– veråb over Galilæas byer

Dagens evangelium er en del af en klagesang, som Jesus kommer med: Mange lader til ikke at forstå, hvad der er i vente. En ny tid er på vej – med en ny lov, som skal skrives i menneskers hjerter.

Alligevel er det som om, at mange hverken ser, hører eller forstår, det som sker: Johannes Døber er stået frem i ørkenen. Johannes Døber lever som en anden profet – i afholdenhed – som han vandrer rundt der i ørkenen – kun iklædt kameluld og spiser vilde biers honning – alt imens han prædiker omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Samtidig forbereder Døberen Jesu komme.

Jesus, der kommer efter Johannes, lever ikke asketisk ligesom Døberen: Jesus spiser og drikker ligesom enhver almindelig jøde: Jesus drikker både vin og spiser kød. Også det synes at falde mange for brystet, og man kalder ham “en frådser og en dranker”.

Det en urimelig anklage, for hvis Han havde levet ligesom Johannes – asketisk – havde det også været galt. Det er som om, at uanset hvad både Jesus og Johannes gør, er det bare ikke godt nok. Og hvad værre er: Mange synes overhovedet ikke at tage sig af deres forkyndelse af Guds rige og omvendelsesdåb til syndernes forladelse og fortaber sig i stedet i ydre banaliteter.

Mange har tilsyneladende slet ikke øje for det, som Døberen og Jesus vil. Det er ligesom en stor offentlig hemmelighed: Døberen og Jesus er stået frem og har prædiket løs og gjort mange undere, og samtidig tager mange det ikke ind og omvender sig. Det er vanskeligt at forklare, hvordan to så fremtrædende skikkelser alligevel ikke får folk til at indse, hvem de i virkeligheden er. Måske skyldes det, at det stadig er skjult for mange, hvad gudsriget er og hvem Guds udsendte er. Og først når Guds søn er opstået fra de døde og kommer igen, da vil mange forstå at han er messias, Guds salvede og udsendte.

Fuldt berettiget er Jesus frustreret over den ligegyldighed og hårdhjertethed, som han selv og profeterne før ham er blevet mødt med: Det er som om, at forkyndelsen af Guds rige sker for døve øren. Derfor er det kommet så vidt, som vi hører i dagens evangelium: “Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: “Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda!”

Andre byer havde nok ladet sig omvende, hvis noget tilsvarende var sket hos dem, men ikke Betsajda og Korazin, siger Jesus. Derfor kommer Jesus med disse veråb. Måske har de færreste hørt om Betsajda og Korazin, to mindre byer i Galilæa. Og så nævner Jesus Kapernaum. Den by kender til gengæld de fleste. Kapernaum er den mest kendte by i Galilæa – pga. Jesus selv, der er en af tidens mest markante skikkelser: Jesus slår sig ned i byen efter Døberens død. Og i Kapernaum indleder Jesus på mange måder sin forkyndelse og virke. Kapernaum er på mange måder centrum for Jesu virke:

Kapernaum har ligget i den østlige del af Galilæa, og altså ved det den nordvestlige bred af Genezareth sø. Og det er også ved den side af Genezaret sø at Jesus kalder fiskerne Filip, Simon og Andreas til at blive menneskefiskere. De er måske fra Betsajda, som betyder “fiskerby”, kun 5 km. nord for Kapernaum. Og det er i Kapernaum, at Jesus helbreder Peters svigermor. Ifølge evangelisten Matthæus er det også her at Jesus helbreder en officers tjener – ved en såkaldt fjernhelbredelse, og lige efter, ifølge evangelisten Matthæus helbreder Jesus den lamme i Kapernaum, en af de mest spektakulære helbredelser af dem alle sammen: Så mange er stimlet om det hus, hvor Jesus opholder sig, at den lamme ikke kan bringes til Jesus – uden at de bærer ham over menneskemængden og ned gennem taget, ned til Jesus. Det er også i Kapernaum at Jesus kalder tolderen Matthæus, til discipel.

Selvom det ikke skorter på undere i Kapernaum sætter det tilsyneladende ikke byen på den anden ende. Det er vel også derfor Jesus indleder dagens evangelium med: “Denne slægt ligner børn, som sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange, og I sørgede ikke”. Stort set alle i og omkring Galilæa og de byer, bl.a. Korazin, Betsajda og især Kapernaum har både hørt, set, oplevet så meget – med deres egne øjne og ører – og alligevel er det som om, de hændelser ikke har brændt sig fast på nethinden og er gået ind hos byens borgere. Det er som om Jesu undere og forkyndelse har været virkningsløs på mange. Kun få er kommet til tro.

Nu er det ikke for underholdningens skyld eller for at blive kendt, at Jesus gjorde og sagde, som han gjorde. Det er ikke bare for ingenting, alt det som er sket i de byer i Galilæa. Det er forståeligt Jesus er frustreret over den ringe modtagelse og den manglende reaktion: Og det gør det heller ikke lettere for Jesus, at Døberen kort forinden dagens evangelium er blevet kastet i fængsel, og Johannes har sendt bud med sine disciple for at spørge, om Jesus virkelig er den ventede Messias eller ej. Sagt på en anden måde: Selvsamme Johannes, som havde forkyndt for folket: “efter mig skal komme han som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem”, samme Johannes som har set himlene åbne sig ved Jesu dåb, tøver tilsyneladende på, at Jesus virkelig er Messias…

Netop fordi byerne og menneskene i Galilæa betyder så meget for Jesus, må han reagere. Netop fordi han har givet de byer så meget, gjort så meget, så er det noget særligt for ham. Derfor er det fatalt, ikke mindst for Kapernaum. Jesus siger direkte “i dødsriget skal du styrtes ned!” Fordi byen ikke har omvendt sig, kan Jesus ikke love, at det vil gå den tåleligere på dommens dag end den berygtede by Sodoma. De kyndige vil huske, at Sodoma i Det gamle Testamente bl.a. udstilles som gudsforladt og perverteret: Da Gud sender sine egne engle til byen, forsøger indbyggerne at voldtage de engle!

Selv den dag i dag er Sodoma et ord som er belastet af de fortællinger fra biblen og ordet sodomi er blevet synonym med alt det onde, som mennesker kan finde på i alskens former for afstumpethed og åndsforladthed. Jesus slutter sin klage af og siger, at endda Sodoma ville have omvendt sig, hvis det samme var sket i der, som allerede er sket i Kapernaum. Kort sagt: Kapernaum har ikke kendt sin besøgelsestid.

Dagens veråb over Galilæas byer ligger ikke i tilfældig forlængelse efter sidste søndags evangelium fra Lukasevangelisten, kapitel 12, vers 32-48, om den utro tjener, hvor Jesus siger at den tjener, som “kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygt.” Galilæas havde være vidne til så meget, de byer burde om nogen kende til Guds vilje og have handlet derefter, og gør det de bare ikke, derfor er de byer ilde stedt.

I lignelsen om den utro tjener hørte vi, at “enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” De ord gælder ikke bare Galilæas byer og folk på Jesu tid, de ord gælder også os: Vi, der har hørt om Guds mægtige gerninger, vi som har fået kendskab til de hændelser, som er sket i Galilæa, af os skal der derfor kræves meget.

Måtte vi lære af de gerninger og af de ord, som Jesus forkyndte i de byer. Sådan vi ikke gør som de uforstandige og hårdhjertede borgere i Galilæa, som ikke ville lade sig omvende. Måtte vi omvende os og tro hans gerninger og ord. Måtte vi omvende os fra vores onde gerninger og veje og i stedet med hjerte, mund og hænder bekende, at han er Guds søn, som er kommet til os.

Selvom vi ikke har set med vores egne øjne eller hørt hans ord med egne ører, så måtte ordet om ham dog røre os, så vi kan tro at han er kommet til os, ligesom han kom til de byer i Galilæa. Ligesom han ikke er kommet til retfærdige, men lovbrydere, dengang han kom til Galilæa, er han også kommet til os. Han er kommet som et menneske af kød og blog og har spist og drukket iblandt almindelige mennesker. Han er kommet for at blive en af os, for at han kan møde os, der hvor vi er.

For kun ved at være en af os og møde os der hvor vi er, kan han frelse os. Og måske kan vi trøste os ved at “Kapernaum” ikke alene betyder “Naums by”, men også kan betyde “trøstens by”. Måtte vi finde trøst i håbet om, at Jesus er kommet til os – ligesom dengang han kom til Galilæas byer for at kalde de mennesker der. Måtte vi finde trøst i håbet om, at han vil skænke os vore synders nådige forladelse for at kalde os til retfærdighed, fred og glæde på den yderste dag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer: 7 306 365 – 276 320 13

Asser Skude, 2008 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning 9. søndag efter Trinitatis 2022

Evangelium
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.«

Lukasevangelisten, kapitel 12, vers 32-48

Den Autoriserede Danske Bibeloversættelse, Det Danske Bibelselskab 1992 ©

Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 14. august 2022 Bellahøj kirke

– Gud formår at frelse os, vi formår ikke at frelse os selv
(forsvar for en konservativ teologi, kritik af den liberale teologi)

Det umiddelbare glædelige ved dagens evangelium er, at vi ikke skal være bange. Vi har fået Guds rige betroet. Det er vidunderligt, og det er om at gribe det budskab og tage det ind og tro det. Samtidig med det budskab, får vi også en advarsel om at det ikke må blive en sovepude. Ellers vil vi blive straffet. Slutningen af evangeliet er en lignelse om, hvad der sker, hvis man ikke allerede nu gør sig klar. Og det er ikke rare ting, der vil overgå dem “som sover i timen”. Så kort fortalt er dagens evangelium både gulerod og pisk.

Advarslen i dagens evangelium skal tjene til at gøre os opmærksomme på, hvad det vigtigste er for os. Der, hvor vi har vores hjerte, dér er vores skat. Vores skat er der, hvor vi viser interesse, nærvær, opmærksomhed. Vi kan vælge at have en skat i himlene. En skat, som ingen tyv kan franarre os, en skat som intet møl kan æde op. En skat, som ikke er gods eller fast ejendom. Det kan vi jo ikke tage med os, når vi dør.

Vi kan få en skat i himlene ved at bekymre os om at tjene Gud og næsten. Jesus siger blandt andet: Sælg jeres ejendele og giv almisse. Altså, vi skal bruge af vores eget og give det til dem, som har mere brug for det. Meget af det, gør vi som kristent dansk samfund allerede. Vi lever i et af verdens mest gennemregulerede og socialt bevidste samfund. Vi betaler nogle af verdens højeste skatter og afgifter i verden. Og vi gør det endda med glæde viser mange undersøgelser.


Vi betaler skat for bl.a. at kunne dele ud af vores overskud og ressourcer og det bliver fordelt gavmildt ud til syge, gamle og svage. Det er i grunden ikke så galt, og man kunne vælge at gøre ligesom en af mine venner, der siger: ”Jo mere jeg betaler i skat, jo bedre”. Altså, læg bevidstheden over på det, som du gør for helheden, for andre, frem for at lægge opmærksomheden på det, som du gør for dig selv. Det gælder ikke, hvor meget jeg tjener til mig selv, nej, det er meget bedre samfundssind, at fokusere på, hvor meget du selv gør for dit samfund.

Det er jo alt sammen meget godt, og så alligevel ikke. For er det er ikke op til os at frelse os selv eller hinanden. Hvis det hele handler om at gøre verden til et bedre sted, hvad så med os når vi fejler og ikke formår at leve den kærlighed ud, som Jesus formaner os at gøre? Er vi så fortabte, fordi vi ikke lykkes i vores bestræbelser på at gøre det godt for andre? Er vi fortabte, fordi vi kommer til kort i at gøre det godt for vores næste?

For omkring tyve år siden besøgte en meget populær biskop fra USA vores land. Hans navn var John Shelby Spong (1932-) og hans tanker var at skære alle mirakler og dogmer ud af evangelierne og i stedet have fokus på Jesu glædelige budskab, om at være gode ved hinanden. Lokkende, men også illusorisk af os mennesker at bilde sig ind, at vi er tilværelsens herre og ikke vil fejle og ikke behøver Guds guddommelige og mirakuløse indgriben for at blive frelst.

Nogle sagde, at Spong bragte det kristne evangelium tilbage til dets rødder. Nogle sagde endda, at han bragte et nyt evangelium. At han skulle blive den nye reformator af den kristne kirke.

Sådan er det for mig at se ikke gået. Og så alligevel. Spong (og Torkild Grosbøll (1948-2020) og en del andre danske præster) har i større eller mindre grad repræsenteret Spongs teologi, den såkaldte liberale teologi, som lægger vægt på alt det gode mennesker formår at gøre og som underspiller Guds suverænitet. Og faren er – som jeg ser det – at Folkekirken og de danske præster, derved risikerer at fjerne behovet for Guds eksistens. For groft sagt: Hvis ikke Gud behøves for at frelse mennesker og frelse verden, så bliver Gud undværlig.

Min pointe er, at vi kan have nok så mange gode intentioner om at hjælpe næsten og at frelse verden, men når det kommer til stykket, er vi kun mennesker, af kød og blod, som også svigter og glemmer og falder fra. Uden Gud er vi fortabt. Uden Gud er vi alene. Uden Gud vil det ikke lykkes. Naturligvis fritager det os stadig ikke fra at gøre forsøget – at lykkes, at gøre det som bør gøres, at kæmpe og tro på at vi kan gøre en forskel og gøre verden til et bedre sted at være, at tro og håbe og kæmpe for det vi tror på, at gøre godt for vores næste, vise kærlighed og omsorg for dem, som behøver vores hjælp.

Og jeg tror, modsat Spong, at miraklerne i evangelierne er sande. Jeg tror på miraklerne er sket, som vi kan læse om i evangelierne. Miraklerne er ikke – som Spong siger – tilføjet senere for at gøre evangelierne troværdige. Jeg tror på Gud, som vi også bekender ham i Trosbekendelsen og jeg tager afstand fra Satan og hans rige, som også Trosbekendelsen indledes med. Vi mennesker er ikke Gud, men er sårbare og skrøbelige og har brug for Guds mirakuløse og vidunderlige frelse, netop sådan skal vi arve det rige, som Gud skænker os og lover os i dagens evangelium.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

(Kritik af Spong (Grosbøll):

Jeg har kun læst lidt af Spong, og jeg havde ikke lejlighed til at overvære hans besøg i Danmark. En pensioneret amerikansk biskop ved navn John Shelby Spong, fra Newark, New Jersey, USA. En af hans bøger udkom 2004 på dansk “En ny kristendom i en ny verden”. Og undertitlen: Hvorfor traditionel tro er ved at dø og hvordan en ny tro er ved at blive født”.

Spong siger, at den kirke vi kender i dag, er kommet meget langt væk fra det, som Jesus lærte.
Spong siger, at Jesus var en god og vis mand, som forkyndte en meget fin og god måde at leve på. F.eks. dagens evangelium, om at vise social omsorg, et udtryk for det som Jesus oprindelig lærte sine disciple.

Efter Jesus levede, siger Spong, er en masse udenoms ting kommet på. Evangelierne er jo skrevet efter Jesu død. Ja de er nedskrevet mere end to generationer efter Jesu død, og det har betydet, siger Spong, at Jesu forkyndelse, som var det oprindelige budskab af eftertiden er blevet overdænget med mange fantastiske beretninger. Beretninger som mirakler, guddommelig undfangelse, himmelfart og opstandelse. Himmelfarten, f.eks. mener Spong er noget som eftertiden har lagt på, for at underbygge teorien om, at Jesus er Guds søn. Alle de mest utrolige ting, som er sket og alle de andre dogmer, det er noget som eftertiden har lagt på, for at gøre evangelierne uigendrivelige.

Spong understreger altså, at de første evangelier, er skrevet længe efter Jesu død, og derfor kan man ikke være sikker på at alle de ting der står i evangelier er rigtige. F.eks. siger Spong, at det ældste evangelium, som er Markusevangeliet, er meget mere enkelt i sin opbygning. Her er godt nok nogle historier om mirakler, men der står intet om himmelfart, om jomfrufødsel, men dogmerne om det, er noget som eftertiden altså har tillagt evangelierne, for ligesom at vise, at det er guddommeligt og derfor værd at tro på.

I sit forsøg på at underbygge evangelierne med mirakler, himmelfart og opstandelse har eftertiden og den kristne kirke med sine mange dogmer gjort Jesus til en så fantastisk og guddommelig person, at Jesus samtidig bliver svært at tro på for nogle. Alle dogmerne om Jesus kan jo lyde for fantastisk til, at man kan tro det.

Spong vil tilbage til det som det hele drejede sig om. Spong vil at vi dropper troen på dogmerne, og i stedet retter vores opmærksomhed om de kloge og fornuftige ting, Jesus lærte. Spong siger, at vi skal glemme al tale om mirakler, om jomfrufødsel, himmelfart osv., men i stedet holde os til Jesu forkyndelse, som handler livet som menneske, at det er op til os mennesker, at leve den kærlighed ud, som Jesus taler om

Det Spong siger, lyder meget som den meget omtalte præst fra Taarbæk, Thorkild Grosbøll talte om, da han sagde: Det er op til os at leve kærligheden ud, og ”Uden os er der intet der lykkes.” Det var de ord, som for alvor fik biskop Lise Lotte Rebel i Helsingør til at reagere og suspensere ham for en tid. ”Intet lykkes uden ved os.” Det siger altså også Spong, som også Grosbøll er discipel af. Vi bør lægge fokus på det, vi kan som mennesker – for at gøre hinanden godt og være hinandens hjælper.

Det er interessant, men også skræmmende at følge Spongs teologi, og hvordan det bliver taget imod i den danske kirke – af menigheder og præster. Efter hvad jeg kan forstå, er der en del præster i Den Danske Folkekirke, som er meget optaget af Spongs teorier. Der ligger en styrke i Spongs teorier – i og med at vi som mennesker bør påtage os et moralsk og etisk ansvar for hinanden i forhold til at leve den kærlighed ud, som Jesus taler om.
Risikoen ved Spongs teologi er, at mennesket ensidigt forlader sig på sin egen formåen og storslåethed, så mennesket helt sætter Gud ud af spillet. Når Grosbøll kunne sige, at intet lykkes uden ved os, da kunne man spørge retorisk: Hvad skal vi da med Gud i himlen, nu da det hele er op til os?
Min personlige holdning er at Spong (Grosbøll) har taget fejl, den liberale teologi har taget fejl, og vi må holde fast i troen på Gud som suveræn og Gud som alene frelser mennesker. Det kan vi blandt andet læse om i evangelierne, med alle de mirakler og undere, som virkelig er sket, altså en konservativ teologi, som fastholder den kristne tro som vi kender den siden evangelierne om Jesus Kristus, verdens frelser. )

Asser Skude 2006 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning til 8. søndag efter Trinitatis 2022

Evangelium
Jesus sagde: “Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Matthæusevangelisten, kapitel 7, vers 22-29

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken til udendørs Bellahøjmesse kl. 10.30 søndag den 7. august 2022 i Brønshøj parken (overfor Bellahøj kirke)

Dagens evangelium udgør sidste og afsluttende del af Jesu såkaldte Bjergprædiken. Og lignelsen om de to typer husbyggere bliver derved Jesu afsluttende kommentar til de skarer, som er samlet for at høre hans forkyndelse: For de, som ikke ved det, er Jesu Bjergprædiken kulminationen af hans forkyndelse. I Bjergprædikenen stilles tingene skarpt overfor hinanden: Tilhørerne forventes at vælge imellem at følge Jesu forkyndelse eller det modsatte. Tilhørerne forventes at vælge imellem den rette vej, som fører til Gud eller at vælge den vej, som fører til fortabelse.

Der er naturligvis lagt op til at tilhørerne selv foretager det rigtige valg. Der ligger implicit en forventning om, at tilhørerne selv skal reagere på Jesu forkyndelse og følge hans ord. Sådan forventes det også af os, som hører dagens evangelium.

Dagens evangelium består af to dele: Første del er advarslen imod hyklerne. Den advarsel begyndte allerede i de forudgående vers – nemlig advarslen om de falske profeter, de, der kommer i fåreklæ’r, men indeni er som glubske ulve: De, som skal kendes på deres frugter eller mangel på samme, ligesom et dårligt træ kendes på dets dårlige frugt og et godt træ på dets gode frugt. Dernæst advares imod de, der snakker om Guds vilje, og det bliver ved snakken, og der er ingen handling bag, også de skal på den sidste dag afvises og få deres dom.

Anden del af dagens evangelium er lignelsen om de to typer husbyggere. Den vise er den, der bygger sit liv på den sikre grund. Det er den person, som efter at have hørt Guds ord, bygger sit liv på Jesu forkyndelse og følger hans ord. Den, der hører lignelsen og ikke handler derefter, er som tåben, der bygger sit hus på sand. Hvem anden end en tåbe vil bygge sit liv på noget så uholdbart? Ve derfor den tåbe, for hans hus skal ikke stå, når der kommer storm, og bølgerne går højt. Hans hus skal falde.

Når Jesus fortæller lignelsen om de to husbyggere som sidste og afsluttende del af sin bjergprædiken, så er det fordi denne lignelse opsummerer hele indholdet i hans forkyndelse: Hvilke værdier skal vi bygge vores liv på? Hvad skal vi stille op med os selv og livet oh hinanden? Hvordan skal vi bære os ad – i forhold til Gud og næsten?

Ingen tvivl om, at livet er svært til tider og kan være en stor mundfuld. Og intet liv vil blive levet uden storme eller høj bølgegang. Og livet er ikke noget, som man kan melde sig ud af eller blive fritaget for. Ja, selv de der i ulykke og desperation forsøger at gøre ende på deres dage, løser derved ingenting. Livet er skænket os, og livet skal leves sådan. Livet må intet menneske forsøge at afslutte – hverken for sig selv eller for andre. På godt og ondt vil det levede liv få konsekvenser: Og der vil komme storme, før eller siden, som vil prøve at vælte os om kuld.

Og måske er det under modgang i livet, at vi erfarer, hvor skrøbeligt livet er, og hvor sårbare vi er. I de situationer, hvor vi ligefrem må kæmpe for livet og det, vi tror på og fastholde det, i de øjeblikke vil det måske vise sig, om vi har det mod, der skal til for at kæmpe for vores værdier, tro, håb og kærlighed? Og når det kommer dertil, tør vi så vove at sætte vores liv ind på det, vi tror på? Tør vi kæmpe til den bitre ende? Og forholder det sig i virkeligheden sådan, at det først er, når vi kæmper for noget, at vores liv bliver noget værd?

Søren Kierkegaard siger: “At vove er at miste – fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste livet.” At turde bygge sit liv på værdier, der er holdbare og sande er ikke let – ikke desto mindre er dette det eneste rigtige at gøre. Livet er ikke noget, man kan undslippe sig, og der er ingen halve eller letkøbte sandheder, som ikke står for fald, når der kommer modgang. Livet er en alvorlig sag. Derfor bliver lignelsen om de to husbyggere en tydelig afslutning og kommentar på hele bjergprædiken: Hvorledes vi indretter vores liv, er en ganske afgørende sag. Bygger vi vores liv op på et falsk fundament, vil det briste – før eller siden.

Det er vel også en livserfaring, som ethvert ældre menneske kan tale med om: At leve er at have nogle bestemte grundværdier og at turde kæmpe for det, som man tror på. Den generation, som oplevede Anden Verdenskrig lærte kun alt for godt, at de værdier vores samfund er bygget op på, hurtigt kan bringes til fald: Demokrati, retssikkerhed, fri presse mm. må ikke betragtes som goder, der er altid vil bestå uanset krig og terror. Det er værdier, som er sårbare og som hurtigt kan trues. Det er værdier, der skal kæmpes for, og som der ikke kan gives køb på.

Det er afgørende at vi, som har visse grundlæggende værdier, nemlig det kristne livsgrundlag, også er villige til at kæmpe for og stå ved de værdier. I fredstid skal vi naturligvis ikke kæmpe fysisk med vold og magt. Vi skal kæmpe med forstand, pen og tale for disse værdier: kærlighed fremfor had, forståelse fremfor foragt, fællesskab fremfor isolation, barmhjertighed fremfor forråelse, retfærdighed fremfor uret, lighed fremfor ulighed. Så vi ikke glemmer, hvad vi lever for, og hvad vi lever af. At det, vi tror på, er det vi lever for. Og uden noget at tro på, dør vi vel? For da har vores liv vel ingen retning, da har vi intet at kæmpe for ej heller nogen kamp at udkæmpe længere?

Når Jesus i dagens evangelium advarer mod imod fromme ord, der ikke efterfølges af gerninger, er det for at understrege alvoren i sin forkyndelse. Jesus er derfor også nødt til at tage afstand fra dem, der ikke vil følge Guds love og forordninger. Guds bud og love er givet til mennesker som vejledning og rettesnor. Guds bud og love er givet til mennesker for at hjælpe dem til at opbygge et samfund, der sætter budet om kærlighed til Gud og næsten højest. Guds bud og love er givet for at hjælpe mennesket til at være en god samfundsborger og efterfølger af Guds ord. Det er det som Luther kalder lovens første brug.

Jesus tager afstand fra dem, som “udøver lovløshed”, i den græske oversættelse står der “ergazomenoi tæn anomian”. Det er ikke fordi Jesus er en ensidig nomist, der vil at loven skal overholdes for lovens skyld. Jesus er og bliver ikke en nidkær fortaler for overholdelse af loven – ene og alene for dens egen skyld. Loven er skænket af Gud – for at hjælpe mennesket til at elske næsten og Gud. Loven skal naturligvis indskærpes og søges efterlevet. Loven er ikke blot blødsøden støtte og vejledning, som mennesket kan diskutere og relativere, loven er bud fra himlene, som mennesket skal følge.

En anden sag er så, at mennesket ikke af egen kraft formår at opfylde loven: Deraf opstår det princip, som Luther kalder lovens anden brug. Stillet over for loven indser mennesket, at det ikke formår at opfylde loven og deraf peger loven indirekte på Kristus, som alene kan skænke mennesket frihed fra loven: Alene med Kristi mellemkomst sættes mennesket fri af lovens trældom og slaveri. Ved Kristi mellemkomst kan mennesket modtage det glædelige budskab og sandhed, at det er sat fri til at elske Gud og næsten – frit til at elske, tjene og adlyde Gud og næsten i trofast tjeneste og lydighed. Et liv kaldet til herliggørelse, som er lovens tredje brug. Et liv efter helliggørelse i Kristus, som ikke er syndigt og selvoptaget, men et liv fyldt med oprigtigt gode og kristelige gerninger, hvor mål og middel altid skal være at tjene Kristus og lade sige drive af Kristus.

Efter at have holdt sin bjergprædiken hører vi om skarernes reaktion: “Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge”. Vi hører om den særlige myndighed, som Jesus lærer med. En myndighed, som gør et stort indtryk på tilhørerne. Den myndighed, som Jesus har, har han naturligvis fra sin himmelske Fader, fra Gud, dels til at handle på Guds vegne, dels til at forkynde Gud ord. Ingen kan gøre som han, ingen kan tale som han, ingen kan lære som han. Hans lige findes ikke. Han er virkelig noget enestående. Det er det, som afspejler sig i tilhørernes reaktion på hans bjergprædiken.

Som antydet er Jesu bjergprædiken det mest grænsesprængende, der er givet til mennesker: Her forkyndes Guds rige og den radikalt nye situation, Guds søn bringer. Radikalt skal her ikke forstås som et politisk parti eller politisk intention. Historien viser – både i national og international sammenhæng, at de politikere, der har sagt de ville skabe nye verdensordner og indsætte en nye dagsorden med radikale reformer – deres politik er alt for ofte kuldsejlet, endda før, de fik begyndt.

Guds søn indstiftede ikke et politisk parti i sin forkyndelse eller i sin bjergprædiken, alligevel bringer Guds søn en ny verdensorden. Han bragte ikke reformer af livsstil eller moralsk forbedring hos mennesker. Han bragte ikke fromhedsreformer eller gerningsretfærdighed. Det, han bringer, skænker han mennesker gratis. Gratis er det modsatte af fortjeneste. Han indsætter et rige, som ikke er af denne verden, men som dog er i verden. Det rige skal bryde igennem, men er endnu ikke brudt helt igennem, så man kan sige: “dér er det” eller “dér er det ikke”. Det rige giver han mennesker del i. Han er selv begyndelsen, vejen og målet i det rige.

Det rige, som er Guds ubetingede kærlighed og nådige frelse til mennesker. I Jesus Kristus meddeler Gud sig helt og udelt med sin egen kærlighed, sit eget liv og blod, som han ikke sparer for mennesker. Tilmed går Guds søn i døden for at redde menneskers liv. Og han opstår fra døden. Hans forkyndelse, liv og gerning for menneskers skyld er langt mere end politik, livsstil og levemåde, det er Guds ubetingede kærlighed og Guds nådige forladelse af arme syndere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 350 267 348 – 501 778 333

– 2008 © Asser Skude, redigeret siden

Skal vi opfatte os selv som “syndere” eller blot “nogle, der opfører sig forkert”?

Spørgsmålet er retorisk og skal ikke tales bogstaveligt. Men stilles skal det spørgsmål alligevel. Anledningen til det spørgsmål er foranlediget af den nyeste oversættelse af dagens evangelium (Trejde Søndag efter Trinitatis, anden række) fra den episke lignelse om den fortabte søn.

Skal den fortabte søn nu med den nye oversættelse sige: ”…jeg har opført mig forkert både over for dig og over for Gud.” eller skal han sige ”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig”? (den autoriserede 1992 oversættelse)

Er den fortabte søn blot én, der har gjort noget forkert overfor Gud og mennesker eller er han at forstå som en synder? Det er naturligvis det helt store spørgsmål, ikke mindst i en tid som vores, hvor vi gerne vil gøre os til, stille os frem, være perfekte. I en tid hvor vi ikke bryder os om at blive fremstillet som uperfekte, fulde af fejl. Aldrig har vel så mange gjort så meget ud af at tage sig godt ud, på Facebook, på Tinder, på Instagram osv. Og aldrig har vel så mange gjort så meget ud af at være politisk korrekt, ikke sige noget forkert. Og aldrig har vel så mange talt om en forkert og rigtig måde at være menneske på, i forhold til at tage sig godt ud?

Men desværre er spørgsmålet om denne bevægelse ikke risikerer at blive en ny vildfarelse for det moderne menneske, hvis det alene kommer til at handle om, hvad det menneske selv kan gøre/skal gøre af rigtigt og forkert? Det er jeg bange for. Det er og vil være skruen uden ende. Aldrig vil det blive godt nok. Selv en Johannes Døber skikkelse (Skt. Hans var det i torsdags) som lever som asket (afholdende), spiser biers honning og går i kamelulds klæ’r, selv han afsatte et klimaaftryk, selv han var ikke perfekt, men blot et menneske – med mange positive intentioner ja vel – men dog alligevel fuld af fejl.

Og er det at være fuld af fejl – og samtidig være elsket og god nok (på trods) – ikke netop det som er hele befrielsen ved at være et kristent menneske? Vi er og skal ikke være fejlfrie og/eller perfekte. Vi skal ikke gøre os til for hinanden, for at fortjene kærlighed fra Gud, men vi er elsket som vi er – uanset hvor banalt end det lyder. Som Guds kære og elskede børn er vi at forstå, som den fortabte søn i lignelsen med faren med de to sønner.

Der ligger netop en enorm erkendelse og frihed i det kristne budskab om at være en synder. Det er sådan det er. Sådan er vi mennesker. Og vi udvikler os ikke og bliver heller ikke bedre med tiden eller alderen, men vil altid forblive syndere, så længe vi trækker vejret og uanset hvor meget vi end anstrenger os, kan det ikke blive godt nok til at fortjene Guds kærlighed.

Det befriende budskab er, at Gud elsker os som vi er. Vi skal ikke fortjene Guds kærlighed. Vi skal blot modtage Guds tilbud og accept kvit og frit – gratis som det hedder på latin. Vores kirkes reformator Luther gør en stor sag ud af at enhver af os er både synder og retfærdig. (simul justus et peccator).

Så selvom vi som mennesker er fulde af fejl er vi dog stadig elskede og accepterede som vi er – med alt det vi kommer med.

Det kristne menneskes frihed består netop i at være elsket, ikke fordi man har gjort sig til for Gud eller mennesker, men blot fordi Gud har elsket os først og skænket os friheden i troen på Jesus Kristus som verdens frelser.

Det kristne menneskes frihed kommer ikke af lovgerninger. Heri adskiller kristendommen sig fra både jødedom og islam. Det kristne menneske skal altså ikke spise sig til at blive frelst. Det kristne menneske skal ikke klæde sig i rette klær for at blive frelst. I kristendommen er der ikke en facitliste, man skal slå op i eller følge.

Derfor giver det netop ingen mening at oversætte den fortabte søns ord med ”opført mig forkert”, for det leder tankerne hen på gerningsretfærdighed, hvis den søn kunne gøre noget rigtigt, så at hans far elskede ham (for det).

Kærlighed i kristen forstand er nemlig ikke at være elsket for det man gør (eller ikke gør), men kærlighed i kristen forstand er at være elsket, ligesom en far, der elsker sine sønner – uanset hvad.

Selv den uvorne og uperfekte søn, elsker den far lige så højt som den ”perfekte” og ”korrekte” søn, der altid har gjort hvad hans far har bedt ham om.

Og det glædelige budskab til denne søndag er naturligvis, at ligesom den far med de to sønner elskede dem lige højt, og ubetinget, vil Gudfader i himlene altså også elske enhver af os, så længe vi altså vil forlade os på troen på hans elskede søn, som han sendte til verden, ikke for at fordømme, men for at frelse verden. (Johannesevangeliet frit gengivet)

Disclaimer:

Naturligvis er det kristne menneskes frihed ikke carte blanche til at gøre ondt mod andre, frivolitet eller libertinisme, se tidligere artikel herinde “Frit land?”

Og Bibelselskabets nyoversættelse “Bibelen 2020” (Det Danske Bibelselskab, København 2020 ©) skal under alle omstændigheder og i enhver form hilses velkommen, al den stund man gør det forsøg at åbne skriften og evangelierne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst Luther og senere vores danske salmedigter og teolog og præst Grundtvig, der arbejdede med at bringe evangelierne ud på modersmålet til hele folket (desværre er det sidste den dag i dag en umulighed i resten af den uoplyste verden)

Asser Skude 2022 ©

Tredje søndag efter Trinitatis 2022

Evangelium
Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Lukasevangelisten, kapitel 15, vers 11-32

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab, København 1992

Overvejelser forud for søndag den 3. juli 2022

– Lignelsen om den fortabte søn
Guds kærlighed kan lignes med en far, som har to sønner. Og ligesom den far, der har to sønner, elsker han naturligt nok sine sønner lige meget – eller uendeligt lige meget kunne man sige. Lige meget ikke her forstået kvantitativt, men kvalitativt. Vi hører at der er rigeligt med kærlighed – selv til den søn som allerede havde fået sin del på forhånd.

Kærlighed kan – som man siger – ikke købes for guld. Og kærlighed får man ikke for god opførsel. I hvert tilfælde ikke i Guds rige. Så ville det jo være gerningsretfærdighed eller købmandskab, sådan som teolog og sjælesørger Bent Falk gør opmærksom på i “Kærlighedens Pris”:

I Guds rige er det ligesom en far, der har to sønner og elsker dem begge ubetinget og grænseløst. I Guds rige kan ingen af hans børn afkræve deres himmelske fader kærlighed, men kærligheden skænkes Guds børn i rigelige mængder, og de er alle arvinger til hans uendelige rigdom og kærlighed. De er alle sammen arvinger til uendelig og al ønskelig og tænkelig kærlighed. Den ene som den anden, den yngste såvel som den ældste. Ligesom i ethvert andet sundt og kærligt forhold mellem forælder og børn, har de to sønner deres forælders ubetingede kærlighed og hengivenhed. Derfor er det også absurd, da den forsmåede storebror i dagens lignelse forlanger, at faren ikke skal give lillebroren mere (kærlighed), da lillebroren allerede har fået hvad der tilkommer ham.

Den forsmåede storebror har ret i, at han som den fornuftige og retfærdige storebror fortjener at blive elsket mere – fordi han altid har gjort alting, som faren har ønsket. Men kærlighed er nu engang ikke noget som gives efter god opførsel eller fortjeneste, og derfor er storebrorens krav absurde. Kærlighed kan ikke købes – heller ikke for god opførsel. Uanset hvor meget den irriterende og flabede lillebror tosser rundt, vil der være rigeligt af kærlighed fra farens side. Faren vil elske lillebroren ubetinget, ligesom han vil elske storebroren ubetinget – det sidste hører vi ikke sagt, men det giver sig selv og alt andet ville være unaturligt.

Lignelsen om den fortabte søn handler i høj grad om kærlighedens natur, og at kærlighed oftest karakteriseres ved overbærenhed og tolerance – det som med et moderne ord kaldes for tilgivelse og rummelighed. Naturligvis er lignelsens pointe ikke, at fordi vores himmelske fader elsker os ligesom faren elsker, kan vi afkræve vores arv og forlange tilgivelse og tolerance for stort sagt alt, hvad vi foretager os. Eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke bare gøre som den forkælede lillebror, som er elsket uanset hvad, sin dårlige opførsel til trods.

Lignelsens sigte er snarere at fortælle os, at vi har barnekår hos Gud, og vi har arvet hans kærlighed og rigdom. Det er en arv, som vi ikke kan fortjene, men som Gud skænker af sin gavmilde nåde. På den måde har vi ingen rettigheder, men har dog alligevel ubetinget tillid og kærlighed fra vores himmelske fader – uanset og på trods af vores til tider tossede opførsel.

Tilsyneladende lignelsens yngste indset, hvad kærlighed handler om, idet han erkender sine tossede handlinger og indser at han ikke har fortjent sin fars kærlighed og derfor intet kan forlange. Netop derfor er han værdig til at blive modtaget med åbne arme. Den lillebror er at sammenligne med en ærlig synder, der åbenhjertigt og uhøjtideligt beder om tilgivelse og om at blive taget til nåde.

Netop derfor og kun derfor kan han blive del igen af det fællesskab. Ikke fordi han skal måles og vejes på hans dybfølte anger eller at faren skal aftvinge ham den ene undskyldning efter den anden. Lignelsen giver ingen mening, hvis ikke netop faren elsker sin søn ubetinget, og hvis ikke sønnen også havde realitetssans og selverkendelse nok til at se, at han ikke havde fortjent sin fars kærlighed. Lillebroren siger: “far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.”

De vilkår som lillebroren i lignelsen stilles af sin far, ligner de vilkår vi som børn stilles af vores himmelske fader. Guds kærlighed er i sagens natur og per definition grænseløs og uendelig og kan ikke købes for god opførsel eller pæn tale. Guds kærlighed kan ikke bestikkes – hverken til det bedre eller det modsatte. Gud er dog urokkelig indstillet på at elske hvert af sine jordiske børn – præcis som de er. Ikke for det, som de gør eller siger, men præcis som de er, inklusiv alle gode og mindre gode sider. Gud ser mennesker hvor de er og elsker mennesker, som de er.

Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard taler i “Kjerlighedens Gjerninger” om at se et menneske, som det er og elske det, som det er. Deri består det kristelige. Let er det at elske nogen, som ligner en selv, men det er også kedeligt i længden. Kunsten er at elske andre, selvom de ikke ligner en selv og selvom de – også – er ufuldkomne og ikke altid fortjener at blive elsket: “Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb at fuldkomme denne Pligt, i at elske at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaskee ligegyldigt vender sig bror eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig.”

Og videre: “Men vi Mennesker tale om at finde den Fuldkomne for at elske ham, Christendommen taler om at være den Fuldkomne, der grænseløst elsker det Menneske han seer”…”i Christo saa Fuldkommenheden ned til jorden og elskede det Menneske han saae”. Og med ordene fra Johannes brevet siger Kierkegaard: “Bliv Ingen Noget Skyldige uden dette, at elske hverandre”.

Problemet for os mennesker er, at når vi ser og møder kærlighed, vi ikke forstår, har vi måske en tendens til at gøre som den forsmåede storebror, der føler sig forurettet og gør vrøvl, da han ikke føler han selv får nok. Han lader sig forarge over den kærlighed, som den anden får. Derved gør han både sig selv og broren og faren uret, for alle som én har de lod og del i Guds rige – som handler om kærlighed, nåde og fred mellem hverandre.

Én af de opgaver som lignelsen om den fortabte søn således kunne stille os over for, er den opgave ubetinget at unde andre del og lod i den kærlighed, som vi ikke forstår. Der kan være et utal af argumenter og årsager til at vi måtte mene, at den og den ikke fortjener at blive elsket eller behandlet ordentligt.
Og når alt kommer til alt, har vi ret til at dømme?

Og har vi ret til at tage kærlighed, accept og forståelse væk fra nogen, som vi ikke synes er elskelige?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

– forslag til salmer: 31 69 365 – 506 521 570

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Lever vi i et frit land?

I forbindelse med det snart er årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring 4. juli 1776 hermed et par overvejelser om vores frihed i den vestlige verden.

Nogen vil sige ”ja, vi lever i en fri verden” og det skulle man vel også tro, eftersom vi har den udbredte talemåde ”Vi lever jo i et frit land”. En talemåde, man ikke sjældent hører, når nogen vil udtrykke at vi herhjemme har retten til at gøre og sige lige præcis, hvad vi kan og vil.

Så enkelt er det bare ikke. Sandheden er snarere, at vi lever i et frit land med regulerede begrænsninger. Var alting frit i alle henseender ville det være anarki og libertinisme: Så ville enhver kunne gøre hvad der passede ham eller hende – uden tanke på konsekvenserne af deres handlinger og ytringer.

Sandheden om vores samfund er, at vi lever i et lovreguleret samfund. Et samfund, hvor vi skal stå til regnskab for alt hvad vi gør og siger – både strafferetligt i forhold til vores handlinger – og til injurielovgivningen i forhold til vores ytringer. Vi kan ikke uhæmmet sige eller gøre som det passer os, men vil altid stå til regnskab for gældende lovgivning.

Således kan vi f.eks. ikke selv afgøre os for hvordan færdselsloven gælder for os eller hvordan skattelovgivningen gælder for os eller hvad vi har lyst til at udtrykke os om og hvordan. Sagt på en anden måde: Vi kan ikke selv bestemme, hvor hurtigt vi vil køre på danske motorveje eller hvad vi slipper med i dansk skat eller hvordan vi udtrykker os om vores medborgere.

Når det er sagt har vi dog i vores samfund og vestlige verden en høj grad af personlig frihed og autonomi i forhold til vores handlinger og ytringer. Vi har retten til at samles frit og udtrykke os frit og diskutere frit med hensyn til polisk og religiøs overbevisning – så længe vores forsamling og fællesskab om dette ikke virker ved vold eller har et udemokratisk sigte.

Disse frie rettigheder er ikke mindst sikret af den danske Grundlov af 5. juni 1849

Nogle vil mene der er meget vide rammer for hvad man kan sige og gøre – uden at blive stillet til regnskab for det. Nogle vil endda mene, der er for vide rammer. Dertil er at sige, at fordi vores lovgivning muliggør det forhold, er det ikke ensbetydende med, at vi til en hver lejlighed og i enhver sammenhæng behøver gøre brug af denne udstrakte grad af frihed.

Sagt på en anden måde: Fordi vi har retten til at sige og tænke hvad vi føler om andre (og her tænkes ikke på det gode) er det altså ikke sikkert det fremmer sameksistensen med dem vi ikke synes om, at vi også gør brug af vores ret til at fortælle dem det.

Frihed er for mig at se, frihed under ansvar – både i forhold til gældende lovgivning, men også i forhold til den såkaldte ”gyldne regel” at man ”skal gøre mod andre, som man vil at de skal gøre mod en.”

Frihed er altså også frihed til at bruge sin medfølelse og empati for andre, samt holde dagen i morgen for øje – og ikke mindst opføre sig således, at man fremmer det samfund og de frihedsgrader, man ynder at hylde.

For mig står den 4. juli som en stærk markør af den vestlige frihedsgrad og – trang. Og det er for mig at se værd at fejre den dag og de mænd, som ville formulere og skrive ned deres tanker om et nyt, frit samfund – af frie mennesker, med en fri tanke og frie og oplyste idealer:

Som det hedder i indledningen til erklæringen ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke…” (dansk oversættelse fra google)

© Asser Skude, udgivet første gang 2013

Prædikenforberedelse Anden søndag efter Trinitatis 2022

Prædikenovervejelser Anden Søndag Efter Trinitatis 2022

 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Lukasevangelisten, kapitel 14, vers 25-35

Overvejelser forud for prædiken kl. 1030 søndag den 26. juni 2022 i Bellahøj kirke

– Jesu discipel

Den store skare, som Jesus taler til i dagens evangelium primært er jøder. En af grundpillerne i den jødiske tro er de ti bud, hvoraf det fjerde bud lyder: “Du skal ære din far og din mor”, det vil sige: “Du skal elske og ære og lyde og agte din far og din mor”. Derfor provokerer Jesu tale om, at ingen kan være hans discipel ‘uden at hade sin far og mor’. For jødernes tusindårige kultur bygger på et stærkt sammenhold i familien: Uden familiens opbakning var man ilde stedt, uden deres kærlighed, accept og billigelse var man socialt og økonomisk ilde stedt.

Jesu opfordring og bud om at forlade alt det kendte, handler om at være omstillingsparat. Klar til hans bud og formaninger om en ny lov, kærlighedens lov. En lov som afløser de gamle bud og den gamle lov (som findes i Det Gamle Testamente) Hans formaninger og bud skal afløse de gamle (ti bud). Hans bud sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud, budet om at du skal elske Gud af hele din kraft og al din styrke og af hele sin sjæl – og næsten som dig selv.

Hvordan kan det så forstås sammen med Jesu ord om at: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.

Jesus formaner ikke engang, han ligefrem kræver og forlanger. Hans krav er hverken politiske eller sociale, de kan dog have politiske, sociale og økonomiske konsekvenser. De er kategoriske krav, som han introducerer ved at henvende sig til den enkelte, som hører hans ord. Det er eksistentielle krav, som hver enkelt må forholde sig til. Alt efter hvad den enkelte er villig til.

Præcis sådan som når filosoffen og teologen Søren Kierkegaard taler om ‘at blive hin enkelte’, at afgøre sig for det ene eller det andet. At vælge at blive et selv og være tro mod sig selv og sine værdier. Ikke at være sig selv nok, men snarere at realisere sig selv – som et selv. Jesu forkyndelse er og bliver en etisk fordring, som filosoffen og præsten K. E. Løgstrup betegner det: Den enkelte må afgøre med sin egen samvittighed og handle derefter. Enhver må gøre sig klart, hvilken betydning Jesu ord skal få for ham eller hende.

Ej heller er det sikkert at de valg, som den enkelte træffer og handler efter, vil blive belønnet med det samme, tværtimod, nogle går mod strømmen og bliver forfulgt, og alene tiden – eller evigheden – skal dømme de handlinger. F.eks. som dengang herhjemme under den tyske besættelse, hvor få valgte fra starten at gå imod tysk overmagt og kæmpe for friheden. Nogle af de mest prominente danske frihedskæmpere blev af deres samtid i de første år af krigen betragtet som terrorister, men efter krigen er de blevet hædret og deres gerninger ses nu i et helt andet lys.

Dermed ikke sagt, at nogen form for terror eller vold er acceptabelt eller kan forsvares eller skal forsvares, og heller ikke at landets love ikke skal overholdes, det skal de naturligvis. Og følger nogen ikke landets love, skal det naturligvis have konsekvenser.

Omvendt ville være misforstået, hvis ikke Jesu forkyndelse skulle angå enhver som hører og tager hans ord ind. Enhver som hører hans forkyndelse må handle derefter – og leve med sine valg – både over for sig selv og sin næste og over for Gud – nu, bagefter og i al evighed. Jesus siger at “den som vil være min discipel må tage sit kors op og gå i mit spor” og “ingen kan være min discipel uden at give afkald på al sit eget”.

Vil nogen altså tage Jesu ord til sig og følge ham, må det menneske være forberedt på at gøre det helhjertet. Det er ingen middelvej eller genvej til at gøre hans vilje. Al bedsteborgerlighed og småborgerlighed må vige. Jesu bud er radikalt og forpligter ubetinget. Der er dog en sproglig vigtig nuance at have med, når Jesus taler om at den som ikke “hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv kan ikke være min discipel”. Det ord for “at hade” (sin bror…) kan også have betydningen “at underordne”. Dvs. en alternativ oversættelse kunne lyde sådan: “vil nogen følge mig, må det menneske underordne deres forældre, søskende, ja selv deres eget liv”.

Kort sagt: skal budet om at elske bredes ud til alle, ikke bare din biologiske familie, din mor og far, bror og søster, men enhver, som du møder på din vej. Sagt kort er dit liv ikke kun om, at elske dem, som elsker dig (fordi du er familie)

Selv den, som ikke elsker eller forstår dig, skal du elske. Selv din fjende skal du elske, siger Jesus (bjergprædikenen) Selv det menneske skal du elske, lige så højt som Gud og dig selv, ja det menneske, skal du elske som din egen mor eller far, søster eller bror. Det er denne kritiske nytolkning af Moselovens fjerde bud, som Jesus bringer i dag.

Jesu tale er revolutionerende, samtidig er det også en befriende at høre, at ethvert medmenneske skal mødes med uforbeholden respekt og kærlighed. Faktisk ligger det fint i forlængelse af skabelsesberetningen fra 1. Mosebog, at mennesket er skabt i Guds billede: At ethvert menneskeliv, uanset hvad folk måtte mene og sige om det, er skabt i Guds billede og skal elskes som sådan. Budet om at ære og elske Gud og næsten er så omfangsrigt og vidtgående, at det fjerde bud ligesom de øvrige bud må underordnes og forstås ud fra dette dobbelte kærlighedsbud: Budet om at elske Gud og næsten – som sig selv – møder os i enhver situation i livet, hvor vi er ansigt til ansigt med hinanden – i enhver situation, hvor vi mødes af hinandens ansigt og hinandens blik om hjælp. Når vi yder hinanden hjælp i den situation, dukker det særlige op i vores livs horisont, Guds rige.

Jesu krav om kærlighed imod næsten vil før eller senere igennem vores liv kræve af os, at vi underordner et af de ti bud, herunder budet om at elske vores far og mor. Det er det Jesus sigter til, når han siger, “ingen kan komme til mig uden at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre eller søstre”. At være Jesu discipel indebærer samtidig at vi er ordets tjenere. at vi holder os selv og hinanden fast på evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus. At vi ved at forkynde evangeliet for hinanden og ud i verden bliver og er det “jordens salt”, som Jesus også taler om i dagens evangelium.

Salt bruger og kender vi alle til: Under madlavning bibringer saltet maden smag og fylde, og saltning af fødevarer er et ældgammelt huskeråd, en måde at lagre madvarer på, for herved modvirker man forrådning. På samme måde skal vi som ordets tjenere, præster såvel som lægfolk, være jordens salt. Vi skal modvirke, at livet på jorden fordærves af menneskelig egoisme og selvtilstrækkelighed.

Vi skal være det jordens salt, som skal minde verden om, at Gud een gang for alle har afsløret denne verdens griskhed, det menneskelige fordærv og forhærdelse: For Guds egen søn, Jesus Kristus, kom til os mennesker med sin kærlighed og åbenbarede sig midt iblandt os, alligevel ville vi ikke tage imod ham, men lod ham korsfæste og lide døden. Vil du og jeg virkelig være hans disciple, da må du og jeg tage imod den nye retfærdighed, den nye virkelighed, som Jesus rækker os med sit liv, sin død og opstandelse.

Vil vi være Jesu discipel, da må enhver af os – som Jesus siger det “give afkald på alt sit eget”. Da må vi tage imod hans forkyndelse af en ny og grænseoverskridende kærlighed og glemme det gamle, vi har lært. Som Jesus siger: “Den, som gør Guds vilje, det er min bror og min søster”. Og et andet sted: “Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger”. For gør vi Guds vilje, elsker vi næsten som os selv og Gud af hele vort hjerte, da vil vi finde ud af, at vores nærmeste beslægtede ikke altid er vores familie, derimod er vores nærmeste beslægtede, dem, som vi er forbundet med åndeligt og forståelsesmæssigt.

Det er vores virkelige familie. Selvom det kan være smerteligt, var det også en erfaring Jesus selv gjorde, da han imens hans egen biologiske familie engang var over for ham, åbenlyst indrømmede, at hans virkelige familie, det er dem, som gør Guds vilje, de er hans bror og søster.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Forslag til salmer: 725 604 – 633 335 684

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

Prædikenforberedelse Sankt Hans 2022

kl. 17.00 torsdag den 23. juni 2022, Sankt Hans gudstjeneste, i Bellahøj kirke

Skt. Hans var oprindeligt en helligdag, men er det ikke længere, og derfor har man heller ikke denne dag som en fridag med skole lukket og butikker lukket, men selvom det ikke er en helligdag så er den alligevel stadig noget særligt.

Det er nemlig præcis halvvejs mod juleaften, den aften da vi har helligdag og vi fejrer at Jesus blev født og de hellig tre konger kom med gaver til den lille. De vise mænd kaldte man i gamle dage ”magere fra østerland”, det kan jeres bedste eller oldeforældre måske huske.

Disse magere besad en særlig indsigt, en visdom. De kunne læse stjernerne og de havde set den stjerne gå op og fulgt den indtil det sted, den stod stille over stalden hvor Jesusbarnet blev født. Immanuel var også hans navn, for det betød at Gud kom til os.

Før Danmark blev et kristent land var juleaften noget særligt, her var en særlig magi, for her var årets korteste dage, også kalder vintersolhverv og her fejrede man at solen nu snart ville bryde mørkets kræfter, nu ville de lyse timer bliver i flertal igen.

På samme måde er der også noget magisk ved midsommer, som vi har nu i disse dage, også kaldet sommersolhverv. Her mente de gamle danskere at naturens kræfter var stærkest og her skulle også de helbredende urter indsamles, for her toppede de.

Så midsommer er altså naturens og urternes fest, før vi blev kristne, og julen en hyldest af solen, fordi solen igen fik overtaget og blev stærkest.

I evangelierne møder man Johannes døberen, som har lagt navn til denne dag, som oprindeligt var naturens og urternes fest. Det er nok ikke tilfældigt at de første munke, der kom til vores land lagde Skt. Hans her. Johannes Døberen siges at have levet ude i ørkenen og levede i pagt med den sparsomme natur og også barske natur. Johannes Døberen levede i ørkenen, levede som nærmest en veganer, af bihonning og urter og kun klædt i fattige gevandter. Johannes Døberen repræsenterer det asketiske liv, i afholdenhed og afmålthed. Men også et liv med et stærkt politisk engagement, en stærk profet, der ikke holdt sig tilbage med at kritisere magthaverne for deres magtmisbrug og magtfuldkommenhed.

En sådan politisk figur var Jesus ikke. Jesus ville adskille det politiske og det religiøse fra hinanden. Det var kun dem som ikke forstod Jesus, der troede at han var kommet for at stifte en politisk bevægelse og et lave et oprør mod magthaverne.

Hvor Johannes Døberen mere repræsenterer det som kan forandres i verden, med moralske og etiske leveregler, love, der kom Jesus med et helt ny virkelighed.

En virkelighed som kun var begyndelsen til noget større, men en virkelighed som var ved at bryde igennem til denne jord. Guds søn kaldes Jesus også, fordi han kommer med en verden, som ikke handler om at leve i afholdenhed eller afmålthed ligesom Johannes Døberen. Jesus kom heller ikke med et politisk parti eller en politisk agenda, og Jesus kom slet ikke med ufred eller krig, men kom med det ultimative fredssymbol, som det mest sårbare og skrøbelige til denne jord, nemlig som et lille barn, født ind i en lille familie julenat for to tusinde år siden.

På forunderlig vis var Johannes Døberen som denne dag er opkaldt efter, ham som banede vejen for Jesus. Døberen kom jo med dåben, som også Jesus blev døbt med, men hvor Døberens dåb handlede om at blive et moralsk og etisk menneske, der blev vasket ren og lagde sit gamle liv bag sig, blev den nye dåb en dåb med ånd og som sætter mennesket fri, og som ikke stiller krav eller regler op for etisk og moralsk korrekt opførsel.

En dåb som tilsiger enhver deres synders nådige forladelse, Guds kærlighed. Frihed til at leve som et elsket Guds barn, ikke for at dømme andre eller sig selv, men sat fri til at elske og være der for sin næste, som sig selv.

Johannes banede vejen for Jesus. Johannes blev født et halvt år før Jesus, derfor er der præcist et halvt år mellem de to. Og deres mødre var kusiner, så også der havde de et slægtskab og så alligevel ikke. For Johannes var blot et almindeligt menneske og profet, men Jesus var og er Guds søn. Og hvor Johannes nok døde med sit hoved på et fad, deraf udtrykket, så døde Jesus for at frelse verden, og Jesus gav sit liv for verden, ikke for at dømme verden, men for at frelse verden.

Glædelig Sankt Hans

Tilhænger af “Bibelen 2020” oversættelsen?

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af søndagens evangelium (Anden Søndag Efter Trinitatis) Lukas, kapitel 14, vers 25-35 som fremgår af den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, udgivet af Det Danske Bibelselskab, København 2020 ©. Her er betegnelsen ”discipel” blevet til ”tilhænger”. (vers 27)

For mig at se er en tilhænger f.eks. en der er tilhænger af et fodboldhold og medlem i en fanklub. En tilhænger er en, som har hægtet sig på et hold, men dog med mulighed for at forlade det hold – når der kommer modstand. Samtidig er en tilhænger også en der står på sidelinjen, og måske højrøstet, men ikke som aktiv spiller på banen.

For mig at se er en discipel en der måske har stået i lære hos en mester, og nu skal gå vejen. At være discipel er ikke at køre på ”frihjul”, men det kræver mod, ansvar og udholdenhed. Det kan endda have konsekvenser, koste blod sved og tårer.

Endda døden til følge kan være en konsekvens af at være Jesu discipel. Det er ingen ”gratis omgang” at være kristen / discipel, jf de opgørelser, der viser at kristne stadig er den religiøse gruppe, som forfølges mest i verden. Se f.eks. mere på www.opendoors.dk
Så galt går det naturligvis ikke for kristne i Danmark, men det gør en forskel for den enkelte at bekende sig til den kristne tro. En tro uden handlinger ville være en form for fribillet. Og det er den kristne tro bestemt ikke.

Fra de kristne evangelier ved vi, at mange af dem, der møder Jesus (f.eks. Zakæus) fortæller selv om ændringer, som det medfører for den person. Ofte omvender det menneske sig, ja det ligger i ordet, at den person bliver et nyt menneske. Ikke kun i kraft af nåden og frelsen som det menneske modtager kvit og frit – i kraft af troen alene. Men oftest fordi det menneske lægger sit liv om, finder nye veje at gå.

Et kristent menneske er ikke en opportunist, som går hen, alt efter hvilken vej vinden blæser. Et kristent menneske er en person som får skænket en ny begyndelse og dermed også vasket tavlen ren, og bliver sat fri til at begynde en ny livsbane.

At følge efter Jesus eller være Jesu discipel er ikke det samme som at være på fribillet, men det er også at kunne bruge sin sunde fornuft, intelligens, handlekraft, også når der kommer modstand og kamp. At være kristen handler også om at kunne sætte ind og stå op for grundværdier, som ingen anden tro kan matche: Integritet, frihed, fri tale, tolerance (naturligvis ikke mod intolerance).

Kort sagt at være kristen er også forudsætningen for at vi kan have de videst tænkelige frihedsgrader som noget samfund har i verden. Netop fordi hver enkelt er sat fri i kraft af Guds nåde, men også forpligtet på et liv, der afspejler den frihed og kærlighed.

At være kristen eller discipel er en, der tør tage kampen op imod ufred, ufrihed, undertrykkelse, uvidenhed og indgreb i den personlige frihed. Det er ikke for ingenting at Luthers mest kendte skift har titlen ”Om et kristent menneskes frihed”

At være kristen er at være kaldet til en frihed, fordi man er sat fri og fri-halset (frelst fra døden) men også fordi man er kaldet til en kæmpe opgave og ansvar – uanset om man er læg (læs: ikke-gejstlig), præst, provst, biskop. Enhver som er krøbet ud af dåben, må ikke give køb på det kald.

Asser Skude 2020 ©, udgivet på Facebook, redigeret siden

Uforstandig oversættelse?

Sådan kunne man retorisk spørge efter at have set oversættelsen af kommende søndags evangelium (Første søndag efter Trinitatis 2022), ifølge Lukas, kapitel 12, vers 13-21 ifølge den nyeste oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © Bibelselskabet, København 2020.

Spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er uforstandigt at gøre som man har gjort med den konkrete oversættelse af vers 20, helt konkret den episke lignelse om den rige mand, der i sin iver efter rigdom har opgivet/glemt troen på Gud.

I den nyeste oversættelse udelades ganske enkelt det græske ord ”afrån”. Et ord som ifølge klassiske græske forfattere betyder ”uforstandig” eller ”letsindig”. I den nuværende kongeligt autoriserede oversættelse af 1992 anvendes ”tåbe”.

Når Jesus i dagens lignelse lader Gud tale dunder til den rige mand, er det fordi han har afskrevet Guds eksistens, eller rettere at han lever som om, at Gud ikke findes og at han ikke behøver Gud i sit liv. Jordisk gods er tilsyneladende alt rigeligt.

Det er dog tåbeligt, at leve sit liv uden at have Gud med i det, vil lignelsen helt eksplicit fortælle os. Derfor er det også ærgerligt, at denne klare udmelding helt er forsvundet i den nyeste oversættelse. For det er vigtigt at vide, hvad der er forkert, for at gøre det rigtige. Det er vigtigt at vide, at det er uforstandigt og tåbeligt ikke at have Gud med i sin verdensanskuelse.

Og det er vel og mærke ikke noget jeg som teolog har opfundet, men det står faktisk i den klassiske græske oprindelige læsemåde (Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”).

Hvis ikke menigheden hører, at det er tåbeligt og uforstandigt ikke at tro på Gud, hvem skal så fortælle dem det? Det kan hverken præster eller menighed, hvis de ikke husker deres klassiske græske skoling og vender tilbage til de antikke kilder.

Risikoen kan være, at menighed og præster uden en præcis oversættelse havner i et uoplyst mørke, hvor de ikke er i stand til at advare menigheden (og alle ateister mfl.) som vil afskrive Gud i deres (og andres) liv. Det er uforstandigt, at leve sit liv uden Gud, sådan er evangeliets ord ganske enkelt, men det er naturligvis ikke nogen garanti for at blive frelst.

Hvis præster, menighed og kirke ikke siger det højt, ”at det er uforstandigt ikke at tro på Gud og letsindigt at leve sit liv som om Gud ikke findes”, hvem vil så gøre det? Og hvem skal så hjælpe mennesker ud af det mørke og letsind, at verden og menneskene ikke behøver Gud og kan leve uden Gud?

Det er vitterligt synd for enhver, som endnu ikke tror på Gud, hvis de ikke kan komme til Gud ved evangeliets sande ord. Lad os derfor endelig melde klart ud, at indsigtsfuldt og viist er det, besindigt er det, at have muligheden for, at Gud findes, og Gud vil kunne nå enhver, som kommer til ham, ikke for at fortabe nogen, men netop for at advare imod fortabelse i sig selv og denne verdens rigdom, for derved at kunne tage imod den nådige frelse, som Gud gennem sin elskede søn rækker til enhver, som kommer til ham.

Ikke at mennesket af egen vilje eller kraft skal frelse sig selv, men ved at Gud lader sit nådige evangelium nå ud til de menneskehjerter, der af mange grunde ikke vil/kan/tør/kunne tro, at Gud findes. Ikke fordi Gud vil bestemme over det enkelte menneskes liv eller frie vilje, for kristentro er hverken gerningsretfærdighed eller udvortes synlig, men for at gøre det menneske frit og elsket, sat fri til at elske Gud og næsten.

Så en opfordring herfra om endelig at huske tage det ord ”afrån” med, – og udelad det ikke – næste gang der måtte komme en ny oversættelse. Alt andet vil være uforstandigt og letsindigt.