Prædikenvejledning til søndag den 31. januar 2021, septuagesima

Evangelium ifølge Matthæus, kapitel 20, vers 1-16

– arbejderne i vingården

Dagens evangelium er en lignelse over Guds rige. Guds rige lignes med en vingård og dens ejer, som suverænt bestemmer over sin vingård og hvilken løn, han vil give sine medarbejdere. Og hans medarbejdere gør uklogt i at protestere over hans vilje. Det tilkommer ikke dem at gøre indsigelser. Det tilkommer ikke dem at anklage ham for at være uretfærdig.

De mest arbejdsomme synes at være dem, som er mest forbitrede. De tænker: Desto mere man arbejder, desto tjener man. Og det gør de vel ikke uret i? Sådan tænker vel de fleste? Jeg gad godt at se de medarbejdere, som stiltiende havde accepteret, at deres kolleger havde fået samme løn – for mindre arbejdsindsats.

Bemærk i øvrigt, at medarbejderne ikke selv melder sig under fanerne, men hverves af vingårdsejeren, som selv går hen på torvet flere gange i løbet af dagen og henter sin arbejdskraft. Agoraen var datidens form for jobcenter, og der man meldte sig, og der håbede man at blive hvervet til nyt arbejde, for ellers var der ingen løn. Og understøttelse var der intet af fra det offentlige.

Hvad er det glædelige budskab i, at alle får samme løn? Det er vel især glædeligt for dem, som har arbejdet mindst? For de andre som har slidt og “båret dagens byrde og hede” er det vel knap så morsomt? Alligevel får de dog, hvad der er blevet lovet dem. Både de, som har arbejdet lidt, får en denar og de, som har arbejdet hele dagen, også en denar, altså en dagløn.

I og for sig kunne alle arbejdere være glade og tilfredse, for alle fik de det, som var blevet lovet dem og nogle endda mere til. Der hvor forargelsen opstår, er da arbejdsdagen er slut og lønnen udbetales, og de sidst ankomne får samme løn, og endda lønnen udbetalt først.

For mig at se vil lignelsen ikke moralisere over, at alle medarbejdere får samme løn. Lignelsen vil tegne en karakteristik af vingårdens ejer. Han er centrum for dagens evangelium: Han dømmer ikke efter fortjeneste, han er ikke nøjeregnende. Og han vil gerne have så mange arbejdere med som muligt: Flere gange i løbet af dagen er han forbi torvet for at finde flere arbejdere, han kan hverve. Det er vel et billede på, hvordan Gudfader er opsat at kalde sine arbejdere til sin vingård? Og det er vel et billede på, at Gudfader vil tilbyde arbejde til så mange som muligt i sin vingård?

Gudfader er på ingen måde en traditionel arbejdsgiver. Tværtimod. Han sparer ikke på lønnen til sine medarbejdere. Han tænker ikke i cost-benefit analyser eller i, om han har en løntung virksomhed. Han er derimod generøs og storsindet – nogen ville sige ubekymret med sine omkostninger for sin vingård.

På den måde er vingårdens ejer en højst usædvanlig arbejdsgiver. På den måde er lignelsen også langt væk fra noget, som vi kender fra vores tid. Hans form for logik og retfærdighed overgår menneskelig fatteevne. Han stiller ikke andre krav for sine medarbejdere, end at de arbejder i hans vingård, uanset om de så arbejder kort eller lang tid. Han kontrollerer heller ikke hvor effektive, de har været.

Dagens evangelium understreger på god evangelisk luthersk vis, at selv de gør lidt, kan få del i lønnen. Det er det glædelige, at selv lidt kan gøre en forskel. Selv en lille og kortvarig indsats, kan være tilstrækkelig til at få del i lønnen. Ingen skal derfor heller ikke gøre sig til dommer over andres indsats eller mangel på samme. Bare man har arbejdet med i vingården, er det tilstrækkeligt.

Dagens formaning er at undgå at blive som de forsmåede medarbejdere i vingården, som ikke under deres kolleger samme løn. Ingen bør give ondt af sig og optræde som disse jaloux, middelmådige, og selvretfærdige medarbejdere. Ingen bør unde kun sig selv del i den løn, som vingårdens ejer vil udbetale. Det skal vingårdsejeren nok tage sig af, med eller uden disse emsige, nævenyttige og krakilske medarbejdere, som “har båret dagens byrde og hede”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

– forslag til salmer: 736 301 170 – 360 321 658

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Prædikenvejledning til sidste søndag efter Hellig Tre Konger, søndag den 24. januar 2021

Evangelium
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: “Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: “Rejs jer, og frygt ikke!” Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: “Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.Matthæusevangelisten, kapitel 17, vers 1-9
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Forklarelsen på bjerget
Gud åbenbarer sig i Jesus. Det sker efter det forudgående ophold i Cæsarea Filippi, hvor Peter over for Jesus bekender: “Du er Kristus, Guds søn!” Derpå forudsiger Jesus for første gang sin lidelseshistorie og Jesus taler om, hvad efterfølgelse vil sige. Forklarelsen på bjerget afklarer flere spørgsmål for disciplene om, hvem deres mester egentlig er, og hvad det vil sige at være discipel.
På den anden side giver forklarelsen på bjerget ikke disciplene mere vished for deres mesters identitet end at de glemmer deres oplevelse på bjerget, da lidelseshistorien sætter ind: Tag som eksempel Peters fornægtelse. Hvordan kan Peter fornægte Ham, som han på bjerget har skuet i forklarelsens og herlighedens lys?Først efter Jesu opstandelse påskemorgen får Peter og resten af disciplene vished for det, som deres mester i live havde talt til dem og forudsagt om sin kommende herlighed – og det som forklarelsen på bjerget i glimt havde vist for dem: Nemlig, at deres mester virkelig er den Guds søn, som har del i faderens herlighed. At Han er Guds søn, som har sæde ved Faderens højre hånd.
Ved forklarelsen på bjerget får Peter og disciplene nok syn for sagen, at Jesus er Guds søn, men det glemmer de hurtigt igen, da Jesu lidelseshistorie begynder.
Kun retrospektivt kommer forklarelsen på bjerget i sit rette perspektiv: Først efter påsken og efter at disciplene har oplevet Jesus som opstanden, har de vished for det skin af Guds herlighed, som blev åbenbaret for dem denne dag med forklarelsen på bjerget.
Så dobbelt, så uafklaret må forklarelsen på bjerget have været for disciplene. Og som de havde det dengang med den oplevelse, sådan kan vel også vi have det i vores liv, hvor Gud i perioder kan være en del af vores liv – og så alligevel ikke…
I glimt kan vi vel fornemme Guds virkelighed i vores liv? Nærmest på guddommelig vis skuer vi i korte øjeblikke ind i en virkelighed, som ikke er af denne verden. En verden som er så smuk og fantastisk, at vi let beruses af den! Og i givet fald uden tøven kan længes imod, imod den fantastiske verden og væk fra vores hverdag, der ikke er nær så farvestrålende.
Nærmest som når man drømmer. Eller måske endda som spiritister, der henrykt fortæller om en verden på den anden side af det liv, vi kan se og føle. Spiritister har man kunnet opleve og hørt fortælle om deres “åndelige oplevelser” i en række Tv-programmer: Programmerne beskæftiger sig med mennesker, der i deres liv oplever hændelser, der er uforklarlige. Folk som hævder, at uforklarlige fænomener i vores verden, skyldes fænomener fra en bagved liggende åndelig verden.
Jeg er ærgerlig over hvis nogen tror, at åndernes magt og den åndelige verden skulle være så interessante, at den virkelige verden, vores verden, de levendes verden måtte træde i baggrunden! For det er den åndelige verden ikke værd. Ensidigt at ville forsøge at nå denne bagvedliggende åndelige verden på bekostning af den sanselige og fysiske verden, vil jeg betegne som virkelighedsflugt.
Det kan ikke være meningen med åndelige oplevelser eller religiøse oplevelser. Det er enkeltstående og glimtvise syn, hvor der skues ind i en anden verden. Det må ikke betage nogen så meget, at man drømmer sig bort fra hverdagen. Tværtimod. De øjeblikke med nærvær af guddommelig eller åndelig inspiration, som vi måtte få i vores liv, dem skal vi i stedet tage med os, og bringe dem ind i vores hverdag!
Vi skal netop tage ved lære af Peters fejltrin i dagens evangelium: Peter misforstod situationen. Peter ville blive på bjerget i det ophøjede. I stedet for at vende tilbage til den verden, der ventede på ham og de andre disciple og deres mester.
Hele passionshistorien lå foran dem. Dét havde Jesus sagt forud for forklarelsen på bjerget. Alligevel var Peters forslag at slå sig ned, bygge boliger på bjerget! Hvilken virkelighedsflugt! Hvor tydeligt et tegn på, at Peter havde mistet jordforbindelsen!
Som hørere af dagens evangelium er det oplagt at spejle sig i den drømmende side i Peters sind, den side af Peter som vil blive i det ophøjede. Hvor mange af os kan ikke drømme om en ideal verden, hvor der er ro og harmoni. Ja, kort sagt, det rigtige liv, for Gud og mennesker. Dér, hvor vi har fred med Gud og med os selv. Og der, ja, der kunne det nu være rart at være! Og ikke mindst at blive der for altid? Hvem kan fortænke Peter i at foreslå at bygge bolig i det høje?
Ligesom Peter i dagens evangelium afbrydes i sit forehavende og modsiges af den himmelske røst, sådan er Guds tiltale til os i dag: Vi må ikke i vores liv forsøge at leve et perfekt og ophøjet liv med Gud alene – afsondret fra andre mennesker – adskilt fra denne verden!
Ligesom Peter ikke skulle leve afsondret fra andre mennesker med de besværligheder og problemer, der følger med deraf – ja sådan skal vi det heller ikke. Vi må ikke lukke alt andet ude fra vores liv – i et forsøg på at undgå sorger og skuffelser – i et forsøg på kun at ville det fantastiske – et liv i ophøjethed med Gud.
Det kunne ellers være fristende at søge Gud og det åndelige (og afsondrede liv)! Og mange mennesker har siden kirkens første dage gjort det – på godt og ondt. Levet deres liv i askese, som enspænder eller en form for eremit – et simpelt liv uden samspil med almindelige mennesker – til opofrelse og til den sande vej eller Guds ære. En verden i isolation – optaget af sig selv og deres egne erfaringer og oplevelser.
En verden hvor den enkelte selv har været centrum for sin egen såkaldte “personlige udvikling” – mod et højere plan, nærmere Gud, længere væk fra helt almindelige mennesker! For det er bedst at være hos Gud, synes logikken at være i de strømninger, som lægger vægt på menneskets egen personlige higen mod Gud og det enkelte menneskes guddommeliggørelse ved egen kraft.
I dagens evangelium er budskabet det stik modsatte: Disciplen Peter får klar besked på at gå ned fra bjerget – og ud mellem mennesker – ud i en verden af kaos og uorden! En verden sammen med andre mennesker.
Vi skal gøre som Peter. Nok må vi gerne skue mod det ophøjede – dog vores fokus skal være på det plan, som vi nu er og lever i. Vores fokus skal være det mellem- menneskelige plan. Vi skal have for øje de mennesker, som vi lever vores liv sammen med. Så vi ser hinanden i øjenhøjde – så vi griber de muligheder, der er hér og lever i den virkelighed, der er vores.
I den foreliggende verden skal vi være, det er her vi skal leve vores liv. Vi skal elske næsten, også selvom vi synes bedre om Gud og egentlig helst ikke bryder os om vores næste.Gud har selv åbenbaret det for os. Da hans egen søn kom til os, gjorde Gud det netop for at vise at Gud er blevet en af os. Gud er ikke en fjern Gud, men Gud er Gud blandt mennesker, og ikke blandt halvguder, spiritister eller munke. Gud er Gud blandt helt almindelige mennesker. Det var her Gud levede og døde! Derfor er det også her – i blandt mennesker af kød og blod – på godt og ondt- at vi skal leve vores liv.
Guds søn har selv vist disciplene og os den vej i livet.
For efter forklarelsen på bjerget går Jesus ned ad bjerget, for at møde mennesker, for at undervise, og så indleder han sin lidelseshistorie, blandt mennesker, for mennesker. Med sin egen lidelseshistorie viser Jesus os den vej, der fører os fra den guddommelige åbenbaring ud blandt andre mennesker – en vej med fællesskab og ansvar, opgaver og problemer.
Naturligvis kan forklarelsen på bjerget bruges til at tyde forklarelsen som et skin af Jesu guddommelige herlighed og som en foregribelse af Jesu egen opstandelse påskemorgen! Forklarelsen på bjerget kan vi også se som en foregribelse af den herlighed, som venter os, når vi skal opstå, ved de sidste tider. Først når Jesus kommer igen i de sidste tider, skal vi se ham som den, han virkelig er.
Som apostlen Paulus siger i Korinterbrevet: “Nu skuer vi i et spejl, men da skal vi skue, ansigt til ansigt.” For når Guds søn kommer igen til jord, da skal ingen være i tvivl om hans ophav om og Hans herlighed. Det syn kan vi frem til. Men det syn må vi også frygte. Derfor må vi leve vores liv her på jorden – på Hans bud, af hans nåde – med Dommens dag for øje. Med øje for alt det, som vi har gjort og vil gøre og med øje for alt det, som vi burde have gjort og bør gøre, i lyset af den herlighed, som han åbenbarede for os med sit liv og lære. Og som blev åbenbaret i et glimt for disciplene på bjerget.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen!
forslag til salmer: 54 292 162 – 161 56 57
– Asser Skude 2021 ©

Prædikenvejledning til Anden søndag efter Hellig Tre Konger

Prædikenvejledning forud for søndag den 17. januar 2021 over evangeliet ifølge evangelisten Johannes, kapitel 2, vers 1-11, anden søndag efter Hellig Tre Konger.


– Brylluppet i Kana.

Det er bryllupsfest. Bruden, brudgommen, og gæsterne er der. Nogle af dem er Jesu mor, Jesu disciple og Jesus selv. Festen er godt i gang, og der sker det, som ikke må ske ved en sådan lejlighed: Vinen slipper op. Nu er gode råd dyre!
Det gør Jesu mor sin søn opmærksom på, men Jesus afviser hende. Alligevel forbereder hun tjenerne på at imødekomme eventuelle ordrer fra ham.
Til festen er der – som det var skik og brug – kar med vand, som gæsterne gjorde brug af til religiøs renselse. Det er disse kar, som Jesus byder selskabets tjenere at fylde op. Og karrene rummer ikke ubetydelige mængder: Hvert kar kan rumme to til tre spande – en spand svarer til 40 liter, med seks kar bliver det faktisk til ca. 700 liter i alt.
Hvordan selve forvandlingen i karrene af vandet til vin går for sig, uddybes ikke. Forvandlingen er en dog en realitet, og der er tale en virkelig forvandling, ikke bare en symbolsk forvandling. Det erfarer vi gennem det første vidne til at smage på vinen. Det er chefen for festen, overtjeneren eller ”skafferen”, der smager som den første på vinen: Intetanende om hvor vinen kommer fra, konstaterer han, at det er endda en fin vin. Han kalder endog brudgommen til sig og kritiserer, at denne gode vin ikke allerede er blevet serveret fra festens begyndelse. Argumentet er det velkendte, at den gode vin serveres først, derefter den ringere.
Hos evangelisten Johannes tillægges forvandlingen af vand til vin særlig betydning. Johannes siger udtrykkeligt, at Jesu tegn i Kana var “begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på ham”.
For evangelisten Johannes bliver vin-underet åbningen af Jesu guddommelige tegn og virke. Ikke alene er det første gang Jesus optræder offentligt med et under – og endda for de disciple, han har kaldt. Selv hans egen mor er med og ser det ske.
Det virker som om Jesus er lidt irriteret over sin mors tilstedeværelse, og især over at hun blander sig ved at sige: “De har ikke mere vin” – underforstået, at han nu bør gribe ind med sine særlige evner. Ingen skal bryde sig om at nøde ham. End ikke hans egen mor. Hun bliver hurtigt affejet, og han er kort for hovedet og taler ikke særlig pænt til hende. Han kalder hende ”kvinde”. Det er Maria godt nok, hun er bare ikke hvilken som helst kvinde, for hun er trods alt hans egen mor.
Når Jesus taler hårdt til sin mor er det fordi, det er nu og her han træder frem – for første gang som voksen og ikke længere som “mors dreng”. Han handler nu på egne veje og selv en mors indblanding er utidig.
På trods af irritationen over hendes indblanding, gør han alligevel, hvad hun siger. Dermed ikke sagt, det er fordi hun beder ham gøre det, at han så gør det. Nej, han griber ind, fordi situationen byder det. Fordi festen ikke skal ødelægges for brudeparret og gæsterne.
Et bryllup uden vin til gæsterne var ikke og kan ikke være nogen fest. Gæsterne og brudeparret har gået ud fra, at vinen naturligvis ikke slap op. Ansvaret for mad, vin og festen er ikke deres, det er og bliver skafferens.
Godt nok anerkender skafferen vinen, som Guds søn forvandler, for at være en god vin, ja ”den bedste vin”. Men skafferen ved ikke hvor den gode vin kommer fra. Ellers ville han heller ikke sige: ”Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere” (tidligere oversættelse)
Sagt med andre ord: skafferen har ingen anelse om, hvad der er foregået. Det kan man naturligvis heller ikke fortænke ham i. Hvordan skulle han have vidst, at seks store vandkar var blevet fyldt helt op med vin, helt op imod 700 liter vin! Omvendt er det ikke verdens dygtigste skaffer, der ikke har overblik over den fest, han selv er chef for, men en af gæsterne, nemlig Jesu mor, der finder ud af, at vinen er ved at slippe op.
Det glædelige i dagens evangelium er den overflod af god vin, som Guds søn donerer til festen. Tænk at Guds søn også har smag for god vin og fest og familie lykke, og han har endda sin egen mor samt sine nylig kaldede disciple hos sig. Det er svært at udlægge dagens evangelium som et evangelium om afholdenhed og mådehold 🙂
Det er altså sandsynligt, at Guds søn og disciple og Maria også har nydt den gode vin. Og højst sandsynligt har der været rigelige mængder lækkerier, musik og dans – selvom der ikke står det. Bryllupsfesten har næppe gået stille af. Og det mest væsentlige er, at festen bliver vellykket og ikke går død. Og hvad måske endnu mere væsentligt er, bryllupsparret, gæsterne og selv skafferen er ikke klar over, at Guds søn har reddet deres dag!
Guds søn hjælper et nygift jødisk par – sådan at denne dag, der ikke kan gøres om, ikke mislykkes eller ender som en pinlig affære: En fest for livet uden vin havde været en flad fornemmelse. En fest uden glade mennesker havde været en flad fornemmelse. En fest, der sluttede før tiden, havde været en flad fornemmelse.
Fordi Guds søn kom forbi, blev denne fest alligevel vellykket og med en glædelig udgang, glade mennesker og god stemning. Hvis ikke Guds søn var kommet forbi, ville det have set meget anderledes ud.
Hele scenariet i Kana med bryllup, bryllupsgæster, brudgom og brud leder tankerne hen på velkendte symboler fra jødedommen. Bryllupsmotivet anvendes ofte om forholdet mellem Gud og Israel.
Det forhold beskrives ofte som et forlovelses- eller ægteskabsforhold. I de lærde jødiske kredse var det almindeligt at udlægge Højsangen som allegoriske skildringer af dette forhold: Herren som brudgom, folket bruden. Højsangens digte skulle ifølge rabbinsk tradition være udtryk for kærligheden imellem Gud og folket. Ofte fremstilledes tiden indtil Frelseren kommer, som forlovelsestiden. Først når Messias kom, skulle brylluppet stå.
De første kristne (som er jøder) tager denne allegoriske skildring af gudsforholdet op: Brylluppet er billede på gudsriget, brudgommen billede på Kristus, menigheden er bruden.
Johannes Døber bruger endda selv bryllupsmotivet, da han skildrer sin relation til Kristus. Johannes Døber hævder, at Jesus er brudgommen, og han selv er brudgommens ven. Johannes Døbers opgave antydes som den, der fører folket hen til dets rette brudgom, Kristus.
Apostlen Paulus fremstiller på traditionel rabbinsk vis brudemotivet således, at det er menigheden der er trolovet med Kristus. Tiden indtil Messias’ komme, tiden nu – i forventning til hans komme er trolovelsestiden. Ifølge Paulus er det Paulus selv, som har formidlet denne trolovelse mellem menigheden og Kristus.
Dagens glædelige budskab er, at Gud er kommet til mennesker og han venter os, ligesom en brudgom spændt venter på sin brud. Forhåbentlig venter vi også på ham – og brylluppet med ham, når det skal stå. Forhåbentlig venter vi med spænding og glæde. Og måske ønsker vi også tegn og forvisning at det er den rigtige og eneste vi venter på – samt at vi ikke venter forgæves.
Og selvom Guds søn i første omgang afviser kravet om tegn, så giver han alligevel dette tegn, dette principielle tegn (i den latinske betydning “det første”), forvandlingen af vand til vin. At det er vin, som Jesus forvandler vandet til, er i sig selv et tegn. I datidens kulturkreds symboliserede vin både liv og frugtbarhed. Der fandtes udenfor jødedommen sågar en gud for vinen, den græske religions vingud, Dionysos.
Jesus er ikke synonym med vinguden. Jesus anvender metaforer hvor vin indgår, og hvor han endda også selv indgår, f.eks. når han omtaler sig selv som “det sande vintræ”, evangeliet ifølge Johannes, kapitel 5: Jesus er det sande vintræ, og menigheden er grenene på vintræet. Menigheden skal leve ved saften og kraften af det sande vintræ, Kristus. Som den gode livgiver vil han presse sin saft og liv og kraft igennem os, grenene, og vi vil bære frugt, og være lemmer på hans legeme. Og den saft og kraft, som vi skal leve af fra ham, det er den samme kraft, som udgår fra Guds tilgivelse og kærlighed til os gennem han, som er Guds søn, Vor Herre.
Tilgivelse modtager vi i nadverens sakramente med ordene: “Modtag dette… og gør dette til ihukommelse af mig og… til syndernes forladelse”. Til nadveren er enhver velkommen. Efter nadveren kan menigheden gå derfra med fred og glæde – med tilgivelsens og kærlighedens sakramente inden i, som levende grene på det sande vintræ.Som levende grene, der søger at holde fast ved roden, som er Kristus, sådan at Kristus giver liv og kraft til at vi kan bære frugt, som Kristi legeme på jord, den sande kirke på det sande vintræ, Kristus.
Som menighed og kirke, der lever i forventningen og håbet er vi indtil ventetiden er omme, henvist til nadverens sakramente. Nadveren styrker fællesskabet og skænker indvendig renselse i sjælen, en renselse som overgår en udvendige renselse med vand.
Renselse er nemlig til styrkelse af det indre menneske: Ligesom vi hører bortsendelsesordene efter nadveren: “til een sand tro indtil det evige liv”. Den dag, hvor vi som kirke skal stå brud med den sande brudgom, Jesus Kristus. På den største dag nogensinde. Til den største bryllupsfest nogensinde. Til det lykkeligste bryllup nogensinde – for tid og evighed.
Til dette bryllup er vi er alle indbudt: Høj som lav, gammel som ung, fattig som rig, alle som een er vi inviteret til dette bryllup, når Guds rige kommer.
Og den dag, skal der være til overflod af både vin, glæde, fest. Der er nok til alle. Og der er nok af den gode vin. Det bedste har vi endnu til gode. Ligesom den gode vin serveres til sidst i dagens evangelium, så er det billede på, at det bedste endnu er i vente, nemlig sammen med ham; Han som kommer med den gode vin, og har overflod af den. Han vil ikke spise os af med den ringe, men alene den bedste vin, til den glæde, den fest, som vi er inviteret til, når hans rige kommer.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Salmeforslag 16 22 25 – 144 319 14, udgivet første gang 2011 på min blog

Prædikenvejledning første søndag efter Hellig Tre Konger 2021


Lukasevangelisten, kapitel 2, vers 41-52

Hvor har jeg hjemme?

Dagens evangelium er første gang vi hører om Jesus efter fødslen. Her træder han frem, i Templet, og lægger afstand til sine egne forældre. Her optræder han for første gang på egen hånd og nærmest som en lille voksen. Og det forekommer nok mange på vor tid og breddegrader en smule underligt, at denne 12-årige dreng ender op med at være uden sine forældres opsyn i hele tre dage. Godt nok hører vi, at hans forældre antager han er i følget, dvs. sammen med nogle af de andre voksne i familien. Men da hans forældre ikke finder ham her, vender de tilbage til Jerusalem, for at se hvor han er blevet af.

At der går hele tre dage før de finder ham igen, skyldes den forsinkelse, at de er en hel dagsrejse fra byen, da det først er gået op for dem, at han er væk. De har været i god tro og taget for givet, at de andre voksne i følget tog sig af ham. Og den langsommelige rejse tilbage igen til byen – til fods – gjorde kun forsinkelsen værre.

Josef og Maria har hvert år været i Jerusalem til jødernes påskefest. De har fulgt jødisk skik og brug, og de har færdedes hjemmevant i byen. Sådan må det også have været for den 12-årige Jesus, han har kendt byen siden barns ben. Netop derfor har også han færdedes hjemmevant i byen og har lært byen og Templet at kende. Det er her, i Templet, at hans forældre genfinder ham.

Vi hører ikke direkte, at hans forældre skælder ham ud, men at de “er slået af forundring og har været ængstelige”. Hans forældre gør ret i at undres: Det er ikke normalt for en 12-årig at sidde i Templet blandt de lærde – og diskutere på lige fod med dem! I sit svar til forældrene lægger Jesus afstand til deres bekymring: de burde have vidst, at han ikke er hvilket som barn, men at han er Guds søn: Ikke mindst i lyset af beretningen om englen, der før hans fødsel viste sig for begge forældre (dog kun i en drøm for Josef) og samme engel forkyndte, at drengen havde Gud til far. Og da hyrderne fra marken kom ind til den nybagte mor julenat med budskab fra englene, hørte vi også at “Maria gemte ordene i sit hjerte”.

Det har ikke været en almindelig fødsel og ny start, som den lille familie fik, da Jesus kom til verden. Måske var det (for) meget at kapere for de nybagte forældre, Maria og Josef, begge var de unge, ugifte og for en tid flygtninge – på flugt fra den onde Herodes, som stræbte alle drengebørn under to år efter livet: Efter vore dages standarder på mange måder stressende og traumatiserende oplevelser, som den nybagte familie udsættes for.

Jesu forældre ville vel helst se deres dreng som et normalt barn. Og de betragtede ham vel som deres helt egen og helt igennem normale søn. Ham de havde passet og plejet siden han var spæd, ham havde de opdraget til at være en lydig og god søn. Det er værd at bemærke, at det er Jesu mor, Maria, der igen og igen nævnes og træder frem.

Således også i dagens evangelium, hvor hun bebrejder ham med ordene: “hvorfor gjorde du sådan mod os, din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige”. Og selvom hun går i rette med Jesus, er hun dog stadig hans mor og er den, som går hele vejen med sin søn og som ikke svigter: Hun følger ham – ved korsfæstelsen, gravlæggelsen og opstandelsen. Hun er sin søns mor. Far, Josef, nævnes ikke med et ord, hverken ved korsfæstelsen, opstandelsen eller graven. Det er tankevækkende.

Skal man finde det glædelige i dagens beretning, er det helt indlysende, at forældrene finder deres søn igen – og at han følger med dem hjem og på den måde igen bliver en del af en normal familie og at “han var lydig imod dem”. Og bemærk at der til slut står “Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte”. Samme beskrivelse som efter fødslen. Maria optræder i dag – endnu en gang – som en kærlig mor. Maria er en samvittighedsfuld mor, der opdrager sin søn og insisterer på nærhed, til trods for hun har en søn, der hævder at være Guds søn. Marias kærlighed og omsorg er forbilledlig – for enhver forælder, der vil gøre ligeså.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 411 308 140 – 694 362 69

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011©

Hellig Tre Kongers søndag 2021

Prædikenudkast til gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 3. januar 2021 – online gudstjeneste der sendes fra Bellahøj-Utterslevs sogns hjemmeside og Facebook.


De vise mænd fremstilles ofte indsigtsfulde, rige herrer, der i følge traditionen var konger med masser af slaver og tjenere under sig.

Nu må vi forestille os, at de var draget op fra deres egne kongedømmer for at finde en større konge, med et endnu større magt, rigdom end dem selv. Og større indsigt end dem selv. Og så var han, som de fandt, lige blevet født!

De hellig tre konger blev dog ikke skuffede, da de fandt ham. Han var deres rejses mål og al besværet værd for dem. Og de sagde naturligvis ikke noget til kong Herodes, selvom han havde bedt dem om det. Kong Herodes havde sagt at han også ville komme og tilbede det nyfødte barn.

Herodes kunne ikke drømme om at tilbede det nyfødte barn. For Herodes var så gal i hovedet, at han følte sig truet af det lille barn, der var blevet født! I sit syge sind så Herodes sig truet på sin egen magt og position. Herodes frygtede at skulle afgive sin magt til det lille barn, om hvem man sagde, at det var den nyfødte frelser.

Herodes’ befaling om at slå alle nyligt fødte børn ihjel viste, hvor krampagtigt Herodes forsøgte at fastholde sin magt. I sin panik lod Herodes omtrent totusind børn slå ihjel. Det (I evangeliet julesøndag efter anden række) lykkedes dog Jesu forældre at undslippe Herodes’ onde plan, idet Josef og Maria drog i landflygtighed til Ægypten med den lille kongesøn.

Herodes var konge på den onde måde: Panisk, grådig, nærmest ubeskrivelig rædselsslagen for at miste magt. Det lille kongebarn Jesus var konge på den ydmyge måde: Selvom han skulle blive den mægtigste af alle jordens konger, var han først og fremmest fredsfyrste, et lys og et håb for mennesker, kommet med frihed og kærlighed til mennesker.

Allerede som 12-årig, da Jesus begyndte at lære i synagogen besad han en myndighed, som var en konge værdig. Den myndighed, som han besad, kom helt af sig selv. Myndighed er som bekendt ikke noget, man tilkæmper sig med magt. Myndighed er noget som man får givet af andre. Myndighed fik Jesus med det samme af dem, som mødte ham. Og Jesus beholdt den myndighed og værdighed hele vejen igennem. Ikke mindst fordi han havde indsigt, han var troværdig og kæmpede for den svage og den syge.

Den dag i dag findes herskere som Herodes, despoter med magt, men ikke myndighed. Diktatorer, som ikke lytter til folket og som folket ikke ønsker som deres ledere. Hvor længe skal det blive ved at mennesker og folk undertrykkes af tyraner og onde ledere? Lige så længe meninger og mennesker undertrykkes og holde nede i tavshed, fattigdom og uvidenhed.

Først når folk kan tale frit, og færdes frit og samles frit og først når meninger får lov at se dagens lys i et samfund, da kan menneskene leve frit. Når ordet bogstaveligt får frit løb i blandt mennesker. Ordet i samfundspolitisk forstand forstået som demokrati og lighed for loven. Dét er grundlaget for et frit samfund. Så vidt den verdslige, den sekulare frihed.

Hvad med den åndelige og religiøse frihed? Den gives først, når ordet om Guds søn forkyndes frit over hele verden, for da skal alle få mulighed at høre budskabet om det barn, som blev født for totusind år siden. Det guddommelige ord om Jesus Kristus, som er Guds egen søn og som blev født for menneskers skyld.

Det er julens budskab, at Guds søn blev født – for vores skyld – som en af os er Gud kommet til os. Og i dag, Hellig tre kongers søndag er det glædelige budskab, at vi skal gøre ligesom de hellig tre konger. Vi skal – billedlig talt – søge ledestjernen og følge den til vejs ende. Som præsten og salmedigteren Grundtvig udtrykker det i “Dejlig er den himmel blå” i de sidste to strofer:

“Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.”

For os skal vores ledestjerne være budskabet om ham, Guds søn, Jesus Kristus, som er vor konge, vores herre i himmelen og jorden.

Når ordet om ham forkyndes vækker det tro i os eller styrker os i den tro, som vi allerede har. Sagt på en anden måde: Kristus er vores mål med livet, og samtidig er han vores mål i livet. Fordi hans skæbne er blevet vores skæbne og omvendt. Fordi vi lever forbundet med ham, og fordi vores næstes skæbne er vores liv, og fordi vores næstes ve og vel samtidig er målet.

Der er kun en vej til Jesus Kristus, det er Jesus Kristus selv. Jesus sagde jo: “Jeg er vejen, sandheden og livet” og et andet sted: “Følg mig”.

Hvad andet kan vi gøre end netop dette: Følge det guddommelige ord om Jesus Kristus, ligesom de vise mænd der fulgte efter stjernen indtil de fandt, hvad de søgte, Guds søn, Jesus Kristus.

Og da skal vi få indsigt og visdom i hjertet om hans rige, som ikke er af denne verden, men dog er kommet til verden og er ved at bryde igennem. Da skal vi arve visdom i vores hjerter. Visdom som ikke kan købes for guld eller mønt, som Jobs bog fra dagens gammeltestamentlige læsning taler om. Alene Gud kender vejen til den visdom, men for mennesker er den gemt. Som Jobs bog afslører har mennesker i dårskab bildt sig ind, at visdom ikke kommer fra Gud eller at visdom kan erhverves for ussel mammon eller hvert tilfælde erstattes med ussel mammon. De, som tror det, må tro om igen og indse, at Guds rige ikke er af denne verden og, at den eneste virkelige skat der findes, og som ikke forgår er den, som et menneske kan samle i himlene. Her kommer nemlig ingen tyv om natten og stjæler ens skat. Som Jesus siger: Søg derfor mit rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.                      

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Salmeforslag: 749 136 137 – 134 96 138

2020 © Asser Skude

Anden juledag 2020 – Sankt Stefans dag

Stefan – den første kristne martyr

Religionsfrihed herskede som bekendt ikke i det romerske imperium på Stefanus’ tid. Nægtede man f.eks. at tilbede Kejseren kunne man anklages og føres for en domstol. Og det er netop fra domstolen, at det bibelske begreb ”bekende sig til noget” stammer fra. Bekendelse er et forensisk begreb: ”At bekende noget” kan bedst oversættes med “at tilstå noget”. Det var det, som de første kristne var tvunget til, når de blev stillet for retten, anklaget for at være “Kristus-tilhængere”. Uanset om man tilstod eller ikke tilstod, var straffen hård. Sagt firkantet: Tilstod man ikke, blev man straffet hårdt, men tilstod man, var straffen endnu hårdere: Tortur eller måske endda døden.

Selvom det græske ord ‘martyrium’ ret beset betyder “at aflægge vidnesbyrd” så blev de kristnes martyrium hurtigt synonym med at lide døden for sin overbevisning. Det er altid vanskeligt at finde noget glædeligt i nogens død, og ikke mindst er det særligt vanskeligt at glæde sig over den medfart, som tilstøder den sympatiske og profetiske Stefanus. Og særligt vanskeligt er det vel også at finde noget glædeligt på dagen efter den vidunderlige beretning om fødslen i stalden: Det lille Jesusbarn, den lille familie, de lykkelige omstændigheder, som er indtruffet, og Guds søn er kommet til verden, og aldrig så snart skal menigheden konfronteres dagen efter med konsekvenserne for den første, som må vidne og dø for sin tro: Stefanus.

Hvis der er noget glædeligt over Stefanus’ død, er det bestemt ikke hans død i sig selv, men at det forhold, at han ikke døde forgæves. Også selvom prisen var høj. Så var prisen dog ikke for høj. Det er vel det, som er det evangeliske: At Stefanus’ mod og udholdenhed var med til at bane vejen for andre – og at deres martyrdød heller ikke var forgæves. Men at den rettighed, som kristne med tiden fik i det romerske imperium, var en væsentlig og basal rettighed: Nemlig retten til frit at kunne tro på Kristus og være Kristus-tilhænger. I den forstand er der noget evangelisk at sige over beretningen om Stefanus: At han kan tjene som forbillede for andre – i tro og gerning.

Det som måske – på en dag som den første martyrs dag – dog er nok så beskæmmende, er at martyrdøden desværre ikke hører en fjern fortid til, men stadig findes – endda i lande ikke langt fra os, og på mange måder lande, som ligner vores.

En ting er ondskab, der påføres mennesker udefra: forfølgelser, fangenskab, tortur og måske endda med døden til følge, men det værste er dog, at det er andre mennesker, der udøver disse overgreb på deres egne. Det er mennesker, der er onde mod andre mennesker. Ligesom de, der hånede og forfulgte Stefanus. Selv de var mennesker. Selv de havde familier, kone og børn. Alligevel kunne de piske et sådant had og stemning op, så at det lykkedes dem at få ham, som de ikke forstod, ned med nakken og af vejen.

Usympatisk, uetisk og anstødeligt var de menneskers handlinger, som forårsagede Stefanus’ død, men endnu mere uforståeligt og ufatteligt, at det var mennesker af kød og blod, som gjorde dette mod Stefanus. Mennesker, skabt i Guds billede, skabt i kærlighed, og de fleste af dem troende og Gudfrygtige mennesker, alligevel ville de med fuldt overlæg forårsage Stefanus’ død – og sandsynligvis uden moralske eller religiøse skrupler efterfølgende. Måske endda mente de selv, at have hjulpet aktivt i deres samfund ved at skaffe Stefanus af vejen. Stefanus selv betalte en høj pris, men måske endnu højere betalte det samfund, der lod det ske.

2. Juledag er i sandhed en brat opvågnen efter den skønne juledag. Og det er i sandhed endnu mere barsk desto mere man går ind i den vold og ondskab, som ligger bag: Tænk hvilken sammensværgelse, som gennemsyrer og præger det samfund og de mænd, der kaster sten efter Stefanus – indtil han dør. Personligt er det deres ondskab, der skræmmer mig mest og det er dem, som er at frygte. Ikke Stefanus og hans vidnesbyrd, han var en god mand, og han bad endda for de onde mennesker: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!”

forslag til salmer: 122 103 129 – 126 123 121

– udgivet som prædikenvejledning i Præsteforeningen Blad
© Asser Skude 2010

Juleprædiken for børn – juledag

Mine to sønner på 7 og 9 er meget begejstrede for Fortnite. Jeg regner med I alle sammen ved hvad det er for et spil. I hvert tilfælde jer drenge i skolen ved det. Både jer i indskolingen og i udskolingen, og også jeres mandlige lærere og pædagoger. Det er skabt af Epic Games. Det er det spil, som er verdens mest populære og mest spillede for tiden. Jeg har hørt at mindst 100 millioner spiller det spil. Man har en profil og så kan se ud på forskellige måder og så kan man næsten gøre lige hvad man vil. Man kan mødes med andre, bygge sammen, kæmpe sammen, slås sammen, slås mod hinanden, ”chille”, danse, vise emods, altså følelser osv.

Mine sønner er meget optaget af især hvordan de ser ud. Man kan få forskellige udseender, de såkaldte ”skins”. Man kan have den ene dag et ”skin” hvor man er en lille kat eller en tegneseriefigur, og den næste dag kan man være et ”skin”, hvor man er en superhelt med superkræfter, og f.eks. kan være helt usynlig, hvis man er superhelt og ”blende” ind.

Det her med at skifte mellem ”skins” er også noget som var til før spillet Fortnite kom til for nogle år siden. Faktisk tror vi på i kirken, at Gud f.eks. kan være tre forskellige ”skins” og det har Gud været de sidste to tusinde år. Det er det som vi i kirken kalder ”treenigheden”. Det er ikke fordi Gud ikke kan finde ud af hvem han er. Og det er heller ikke fordi at vi som tror på Gud, så har en ulogisk Gud, bare fordi Gud kan være tre forskellige former.

Men netop os kristne har de sidste to tusinde år troet på at Gud har tre ”skins”.

Enten er Gud skaber. Dvs. Gud, som har skabt og opretholder jorden, os, alle dyrene, planterne osv. Det fejrer vi i hele den længste periode i kirkeåret, trinitatis. Gud som skaber. Det er den tid, hvor vi har forår, sommer og efterår. Den tid, hvor alting spirer og gror og vi høster og samler ind – til vores forråd.

Den anden tid i kirkeåret, det er juletiden. Den tid vi er på vej ind i. Her fejrer vi at Gud bliver en af os. Gud bliver menneske. Hans ”skin” er ligesom dit og mit ”skin”, et helt almindeligt menneske, af kød og blod. Guds søn bliver født som et lille menneskebarn, som du eller jeg engang, da vi blev født. Helt små, sårbare og nogen som havde brug for forældre og kærlige hænder, der kunne passe på os.

Og det vi tror som kristne, når Gud har været en af os, så ved Gud også hvad det vil sige at være menneske. Tiden fra jul og til påske, handler om hvordan Guds søn levede imellem mennesker. Og ingen andre end kristne, tror at Gud har været menneske, det er også ret vildt at tro, men det tror vi på.

Det tredje ”skin” som Gud har, det er det usynlige ”skin”, som ikke kan forklares eller ses, men måske mærkes og føles. Ligesom når der sker noget dejligt i ens liv. Når man får venner, det går godt, man har det rart, der er god stemning, man er glad, man har venner og de forstår en og man snakker godt sammen, eller man er til fest og humøret er i top. ”Giv et ”f” som gamere vist siger. Når alting er NICE så er det ligesom når Guds usynlige ånd, det tredje ”skin” er tilstede. Guds ånd kan ingen se, men nogle siger det er en varme, en kilde, uudtømmelig, evig, glæde, ligesom da de første af de kristne var samlede i pinsen, så kom Guds ånd og gav dem en ny begyndelse.

Guds ånd er det som vi tror på hjælper os igennem vores liv, og Guds ånd er usynligt tilstede når vi er samlet i kirken, eller synger salmer eller hører budskabet om Gud. Guds ånd er det som måske giver os gåsehud, giver os håb og tro på fremtiden. Tro på at det nok skal gå. Og ingenting, selv ikke julen skal blive ødelagt af en corona eller andre ting. Men Guds ånd vil hjælpe os igennem, selvom det er svært, så vil vi holde ud og komme igennem – ligesom børn og voksne har gjort før os, de sidste to tusind år. Vores håb er at kærligheden, venskaberne, familierne skal holde os sammen, så vi hjælper støtter og fortsat holder ud – uanset hvilken tid, og hvad som kommer.

Prædikenvejledning Juledag 2020

Når jeg prædiker over juleevangeliet ynder jeg at anvende Møllehaves tolkning af fødselsberetningen: Særligt den version, som findes i ”Børnebiblen”, hvor fødslen genfortælles med enkle og klare greb: Kejser Augustus ville vide hvor mange undersåtter han havde i hver en flække af sit mægtige imperium. Provinserne i hans imperium var hans skattegrundlag. Derfor denne folketælling, så han kunne tælle, hvor mange borgere han kunne opkræve skatter af! Så store var indtægterne fra de skatter i provinserne, at Kejser Augustus selv og hans folk, romerne, helt var fritaget for at betale skat. Og jo flere hoveder i provinserne, Augustus kunne tælle, jo flere skatter, jo mere overskud og desto bedre for ham og for romerne!

For Kejser Augustus talte det lille barn, som Maria ventede, ikke. Det lille barn havde jo ingen penge, og det var derfor uinteressant for Kejseren. Som Møllehave siger: “Det var nu engang pengene, som talte, og for kejseren talte de deres eget sprog! Men ikke for Gud! Gud tæller ikke, som kejseren tæller”.

Gud ser det, som mennesker ikke ser. Eller mere præcist: Gud ser det, som mange mennesker overser. For Gud betyder selv det noget, som andre ser ned på eller ser bort fra. Om det så var verdens rigeste og mægtigste mand, som dengang var Kejser Augustus, var hans magt langtfra så stor som Guds. Og Kejseren troede, at den mindste i hans rige, det lille Jesusbarn, ingen betydning havde. Der tog Kejseren fejl: Barnet er en himmelsk kongesøn. Han er Guds søn.

Og Guds søn kom til verden i Betlehem, fordi Josef var på vej til sin hjemby for at lade sig tælle af Kejseren. I den gamle oversættelse hedder det ”at skrive i mandtal” i stedet for ”holde folketælling”. ”At skrive i mandtal” lyder ganske vist en anelse antikveret, men den vending siger dog samtidig det hele: Dengang talte man på mændenes præmisser, og det var en mandeverden, styret og domineret af mænd – både storpolitisk og selv ned til mindste flække og ind i den mindste familie. Alt der så at sige talte var mænd. Når Maria alligevel talte med, var det i kraft af Josef, som hun var forlovet med. Derfor var hun også tvunget til at deltage i den optælling og tage med til Josefs by, hans families by, Betlehem.

I byen var der imidlertid ikke et ledigt sted, hvor de to unge mennesker kunne søge ly for natten, så de var nødsaget til at søge lidt uden for byen. Og det var her midt om natten, mens det var både koldt og mørkt, at Guds søn blev født – inde i den lune stald mellem får og kvæg.

Og som Møllehave siger frit citeret, så blev Guds søn født her: Ikke på et kongeslot, men Guds søn blev født i mellem dyrene, og Maria svøbte sin søn og lagde ham i en krybbe, det sted, man plejer at lægge dyrenes foder. Til trods for de ydmyge forhold: stalden, krybben, de to unge forældre, så blev denne fødsel noget helt særligt. Og det er stadig denne fødsel vi fejrer her totusind år efter. Og vi fejrer ikke Kejseren, Augustus. Den eneste grund til, at Augustus stadig omtales, er ikke fordi han har gjort noget særligt, men ene og alene pga. det lille Jesusbarn, som Kejseren ikke regnede for noget og ikke ville tælle med.

Gud lod de første vidner til fødslen blive hyrderne. Hyrderne, som ellers ikke blev regnet for noget: Dels var det et hårdt slid, dels var lønnen dårlig, og man sagde også om hyrderne, at de løj og ikke var til at stole på. Ikke desto mindre turde Gud bruge dem til at blive kronvidner til fødslen julenat. Også det i sig selv er et glædeligt budskab: Gud kunne bruge de hyrder, dem som ingen regnede med, og dem som ingen regnede for noget. Så også folk tog fejl, når de troede hyrderne ikke var noget værd. For selv de hyrder talte hos Gud, ligesom det lille barn i krybben talte. Altså: Gud tæller ikke som Kejseren tæller, det ved vi nu. Det lille barn talte også. Og selv hyrderne talte også. Og folk tog fejl, når de ikke troede hyrderne var noget særligt. Selv hyrderne tæller med. Gud tæller hverken som Kejseren eller som folk er flest.

forslag til salmer: 94 120 – 131 119

– udgivet som prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad © Asser Skude 2010

Juleprædiken til børn

Desværre aflyst gudstjeneste idag kl. 14. (Se om min holdning til nedlukningen i elvte time på min Facebook profil)

Jeg sender dog viralt samme tid via Facebook, hvor jeg håber I vil kigge med.

Kære børn

Mine to sønner på 7 og 9 er meget begejstrede for Fortnite. Jeg regner med I alle sammen ved hvad det er for et spil. I hvert tilfælde jer drenge i skolen ved det. Både jer i indskolingen og i udskolingen, og også jeres mandlige lærere og pædagoger. Det er skabt af Epic Games. Det er det spil, som er verdens mest populære og mest spillede for tiden. Jeg har hørt at mindst 100 millioner spiller det spil. Man har en profil og så kan se ud på forskellige måder og så kan man næsten gøre lige hvad man vil. Man kan mødes med andre, bygge sammen, kæmpe sammen, slås sammen, slås mod hinanden, ”chille”, danse, vise emods, altså følelser osv.

Mine sønner er meget optaget af især hvordan de ser ud. Man kan få forskellige udseender, de såkaldte ”skins”. Man kan have den ene dag et ”skin” hvor man er en lille kat eller en tegneseriefigur, og den næste dag kan man være et ”skin”, hvor man er en superhelt med superkræfter, og f.eks. kan være helt usynlig, hvis man er superhelt og ”blende” ind.

Det her med at skifte mellem ”skins” er også noget som var til før spillet Fortnite kom til for nogle år siden. Faktisk tror vi på i kirken, at Gud f.eks. kan være tre forskellige ”skins” og det har Gud været de sidste to tusinde år. Det er det som vi i kirken kalder ”treenigheden”. Det er ikke fordi Gud ikke kan finde ud af hvem han er. Og det er heller ikke fordi at vi som tror på Gud, så har en ulogisk Gud, bare fordi Gud kan være tre forskellige former.

Men netop os kristne har de sidste to tusinde år troet på at Gud har tre ”skins”.

Enten er Gud skaber. Dvs. Gud, som har skabt og opretholder jorden, os, alle dyrene, planterne osv. Det fejrer vi i hele den længste periode i kirkeåret, trinitatis. Gud som skaber. Det er den tid, hvor vi har forår, sommer og efterår. Den tid, hvor alting spirer og gror og vi høster og samler ind – til vores forråd.

Den anden tid i kirkeåret, det er juletiden. Den tid vi er på vej ind i. Her fejrer vi at Gud bliver en af os. Gud bliver menneske. Hans ”skin” er ligesom dit og mit ”skin”, et helt almindeligt menneske, af kød og blod. Guds søn bliver født som et lille menneskebarn, som du eller jeg engang, da vi blev født. Helt små, sårbare og nogen som havde brug for forældre og kærlige hænder, der kunne passe på os.

Og det vi tror som kristne, når Gud har været en af os, så ved Gud også hvad det vil sige at være menneske. Tiden fra jul og til påske, handler om hvordan Guds søn levede imellem mennesker. Og ingen andre end kristne, tror at Gud har været menneske, det er også ret vildt at tro, men det tror vi på.

Det tredje ”skin” som Gud har, det er det usynlige ”skin”, som ikke kan forklares eller ses, men måske mærkes og føles. Ligesom når der sker noget dejligt i ens liv. Når man får venner, det går godt, man har det rart, der er god stemning, man er glad, man har venner og de forstår en og man snakker godt sammen, eller man er til fest og humøret er i top. ”Giv et ”f” som gamere vist siger. Når alting er NICE så er det ligesom når Guds usynlige ånd, det tredje ”skin” er tilstede. Guds ånd kan ingen se, men nogle siger det er en varme, en kilde, uudtømmelig, evig, glæde, ligesom da de første af de kristne var samlede i pinsen, så kom Guds ånd og gav dem en ny begyndelse.

Guds ånd er det som vi tror på hjælper os igennem vores liv, og Guds ånd er usynligt tilstede når vi er samlet i kirken, eller synger salmer eller hører budskabet om Gud. Guds ånd er det som måske giver os gåsehud, giver os håb og tro på fremtiden. Tro på at det nok skal gå. Og ingenting, selv ikke julen skal blive ødelagt af en corona eller andre ting. Men Guds ånd vil hjælpe os igennem, selvom det er svært, så vil vi holde ud og komme igennem – ligesom børn og voksne har gjort før os, de sidste to tusind år. Vores håb er at kærligheden, venskaberne, familierne skal holde os sammen, så vi hjælper støtter og fortsat holder ud – uanset hvilken tid, og hvad som kommer.

En syndig oversættelse?

Det spørgsmål rejser sig efter læsningen af dagens evangelium fra Johannes, kapitel 1, vers 19-28 i den nyeste oversættelse, 2020 Biblen, Det Danske Bibelselskab.

Måske lægger man ikke umiddelbart mærke til det ved første øjekast, men faktisk er der en betydelig ændring af et af de kristne kærnebegreber. Ordet og begrebet ”synd” er blevet erstattet med ”ondskab” .

Som jeg tidligere har pointeret, så må man tage hatten af for enhver, der sætter sig for at nytænke og genopfinde kristne ord, begreber og oversættelser. Det er vigtigt at biblen og traditionen stadig og kontinuert udfordres.

Der er ingen grund til at gøre noget bare for traditionens skyld eller fordi ”det altid har været sådan”. Men omvendt, findes der ingen bedre ord, eller kun ringere ord eller begreber, der dækker den oprindelige og klassiske betydning, ser jeg ingen grund til at finde på nye ord eller begreber.

I tilfældet med dagens evangelium er det dog ikke så smart at ”synd” bliver til ”ondskab”. “Ondskab” klinger ikke så farligt eller provokerende som “synd”, men det er netop hvad det kristne syndsbegreb er, det rummer noget djævelsk, lumsk og uforudsigeligt.

I den oprindelige tradition (herunder f.eks. Augustin i ”Om Guds Stad”) udfoldes det, som noget der vender sig væk fra Gud, en afvigelse, en såkaldt privation. Noget som alene findes, fordi Gud findes. Som en snylter, der henter sin kraft fra det gode, men som isoleret ikke kan eksistere, men alene pga Guds eksistens.

Det er altså noget som vender sig væk fra Gud, afviger fra Gud. Ligesom når man f.eks. rammer forbi målet eller bestemmelsen. På samme måde med mennesket. Mennesket er alene til pga. Gud har skabt det. Og mennesket har en iboende afvigende karakter, som vender sig væk fra Gud. Det er menneskets medfødte ”skavank” og forklares f.eks. med syndefaldsberetningen, at mennesket ”falder” og mennesket gør det modsatte af Guds vilje. Det er for mig at se menneskets syndige natur, menneskets uperfekthed.

Vælger man at oversætte “synd” med ondskab, risikerer man samtidig at miste referencen til syndefaldsberetningen og mennesket som en ”synder” viskes ud. Det er en glidebane.

Ligesom man også mister referencen til den nuværende oversættelse af Trosbekendelsen, hvor vi tror på ”syndernes forladelse” som kristne. Dvs. vi tror på at Gud vil gøre os frie, med sin søns mellemkomst, af vores syndige natur og vores vej mod egen fortabelse.

Alene Gud vil kunne gribe ind og vende og frigøre os fra vores egen djævelskab, det kan vi ikke selv. At oversætte ”synd” med ondskab er for mig at se en underdrivelse af, hvad der står på spil.

Mennesket er ikke bare ondt, det er selvoptaget og indkroget i sig selv (Luthers billedsprog), utilstrækkeligt, og ingen selvhjælpskurser, meditationer, bønner eller gerninger, kan frelse mennesket fra dets egen villede ondskab, det kan alene Gud med sin suveræne indgriben, uafhængigt af menneskets vilje, formåen og ønsker.

Det mennesket dog kan gøre er at være opmærksom på, at det af sig selv intet formår, men at stille sig selv åben for den mulighed at Gud vil gribe ind, og frelse mennesket fra dets synd.

Som en af min personlige yndlingspræsidenter, Jimmy Carters rådgivere engang skulle have sagt ”If it aint broken, why fix it?”. Altså hvis det virker, hvorfor prøve at ændre det?

Sådan har jeg det også med den oversættelse af dagens nøglebegreb ”synd” med ”ondskab”. For mig fungerer det stadig at tale om ”synd” og ”djævelsk”. Oversættelsen ”ondt” har ikke det spirituelle og frelsesmæssige perspektiv med. ”ondt” kan man have i sin skulder eller man kan gøre ”onde” ting mod andre, men det siger ikke noget om forholdet til Gud eller det himmelske, ligesom det mere poetiske og billedlige ”synd”.

Nogen siger at det danske ord ”synd” er afledt af ”sund”, altså vand, som adskiller to stykker land. Det er måske ikke så ringe et billede, hvis den ene position er menneskenes og den andens Guds. Der er noget som skiller os fra Gud. Ingen af os er konstant hos Gud, men vi er adskilt fra Gud og fortabte – så længe Gud ikke griber ind. Det billedsprog og det metaforik stemmer ganske godt overens med f.eks. Augustins klassiske ære fra “Om Guds stad”