Kristus’ kærlighed eller Kristi kærlighed?

Det er fint med forsøg med nyoversættelser af klassiske (antikke) tekster, herunder også det kristne evangelium. Det er vel kun modstandere af oplysning og retten til fri tanke, der kan være modstander af nyoversættelser.

For mig at se er det ikke afgørende, om det er en ateist, der oversætter et religiøst skrift, eller det er en troende. Det springende punkt må være en balance mellem historie, tradition og modernitet. Argumenter fremfor blind oversættelse.

På mange måder hilser jeg f.eks. Bibelselskabets nyoversættelse “Bibelen 2020” velkommen, fordi man her gør forsøget på at tage en antik hellig skrift op og gøre skriften og evangelierne gennemskuelige og opdaterede.

Men når det gælder Bibelselskabets oversættelse af søndagens (sjette søndag efter påske) epistel fra Romerbrevet (kapitel 8, vers 35) kan jeg håbe at næste oversættelse bliver anderledes. Som det lyder i “Bibelen 2020″ oversættelsen” med f.eks. “Kristus’ kærlighed” bliver det mere tungt end smukt. Det skurrer i mine ører.

Nogle vil måske finde det anstødeligt, og hævde at man – tilsigtet eller utilsigtet – kommer til at profanere Jesu guddommelige ophav, når man anvender en så klumpet betegnelsen.

Lad os beholde det som det har været, “Kristi kærlighed”. Det er jo en grund til at det oprindeligt hedder Kristi lidelse, Kristi død, Kristi opstandelse og Kristi Himmelfart. Vil Bibelselskabet gå hele vejen med deres nye oversættelse, skal følgende herefter hedde:

Kristus’ lidelse, Kristus’ død, Kristus’ opstandelse og Kristus’ Himmelfart?

Vil man virkelig gå ned ad den vej?

Det vil betyde vanskeligheder for menigheder, præster og ikke mindst – og måske allerværst – hovedrysten fra folk udenfor det kirkelige landskab at en oversættelse næsten bliver til at “brække tungen på”.

Det virker unaturligt fremfor den mere klassiske oversættelse “Kristi kærlighed”.

Prædikenforberedelse til Kristi Himmelfartsdag 2022

Evangelium
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Lukasevangelisten, kapitel 24, vers 46-53

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 1030 søndag den 26. maj 2022 fra Bellahøj kirke

– det ophøjede mødes med det almindelige

Dagens evangelium handler om det både himmelske og jordiske møde, som er skabt mellem Gud og verden. Den særlig forbindelse, der knyttes, da Gud stiger ned til verden, bliver ét med verden, i Jesus Kristus. Dagens evangelium til Kristi Himmelfart er evangeliet om den særlige forbindelse, der derved er opstået imellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Det er en forbindelse der er så stærk, at den er utænkelig i enhver anden trosretning, hverken islam eller jødedom kan acceptere troen på, at Gud er blevet menneske.

Netop dette særlige, at Gud er blevet menneske, er ikke nogen svaghed eller gudsfornægtende tanke, men derimod en styrke og unik egenskab i den kristne tro. At Gud er blevet menneske, betyder for os at der er etableret en særlig en forbindelse mellem Gud og mennesker, mellem himmel og jord, fordi Gud er hævet over tid og rum, men samtidig også har været menneske som du og jeg. Gud er både ophøjet og steget ned. Det som kristne teologer kalder to-naturlæren, Guds guddommelige natur samt Guds menneskelige natur.

Det er specifikt og kendetegnende ved vores kristne tro – og det er en blasfemisk tanke for andre religioner, at Gud skulle kunne blive menneske og blev det. Men menneske har Gud været i Jesus. Gud blev én af os og vandrede iblandt os, som vi hører fra dagens epistel fra Apostlenes Gerninger. Her hører vi, at Guds søn viste sig for mange, selv efter sin død, hvor han i fyrre dage vandrede iblandt dem og viste sig for dem som den opstandne, indtil han fór til himmels.

Fordi han blev sendt fra sin himmelske fader til denne jord, fordi han kom ned fra himlen, var han også nødt til at vende tilbage dertil – og det skete som bekendt i dag, fyrre dage efter opstandelsen påskemorgen.

Guds søn var allerførst hos sin himmelske fader i det høje – ved altings begyndelse og skabelse, som der står i én af trosbekendelserne, nemlig Nikænum: “født af Faderen alle tider” (svenskerne siger “avlad”, dvs. ”avlet” og franskmændene siger “engendré”, dvs. også ”avlet”, hvilket er mere præcist i og med at en fader ikke føder børn, men “avler” dem.) Fordi Guds søn er født af faderen eller avlet af faderen er Guds søn også nødt til at vende tilbage til sit himmelske ophav.

Der er altså tale om en bevægelse fra det himmelske til det lave og en bevægelse igen opad, tilbage, en ophøjelse.

Vi kan sammenligne denne bevægelse fra et udgangspunkt og tilbage igen med en boomerangs bevægelse: Ud og væk og tilbage igen: Faderen sender sønnen ud, og sønnen lader sig sende ud, og sønnen fuldfører sin opgave og vender tilbage igen.

Den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard har vist sagt, at ingen far kan give sin søn væk af et helt hjerte. Men det kunne Gudfader i himlen. Kun fordi den himmelske fader har så meget kærlighed, kan han give sin søn. Gudfader giver verden sin søn – uden at forvente at få sin egen søn tilbage. Det er i sandhed noget af en fader – ikke at sønnen ikke er savnet eller ønsket – men sønnen bliver givet til verden – uden bagtanker eller uden modkrav. I den forstand kan man måske forstå, hvilket offer det er, Gudfader giver verden: Nemlig det bedste Gudfader har: Sit eget kød og blod. Det er kærlighed. Sådan er Guds væsen.

Ligeså gavmild som den himmelske fader er, ligeså sårbar bliver han også derved: For Gudfader har givet sit mest dyrebare, sin egen søn. Og sønnen havner i verdens vold. Og det går helt galt: Verden vil ikke tage imod Guds søn, men slår ham ihjel. Så utaknemmelig er verden. Men fordi det er Guds søn, lader den himmelske fader sin søn oprejse, og endnu en gang viser sønnen sig for verden – i de fyrre dage, som dagens epistel beretter om, hvor den opstandne vandrer iblandt disciplene. Og så returnerer han til sin himmelske far. Til et himmelsk gensyn. Et glædeligt og festligt gensyn mellem fader og søn. Tænk, 33 år, har faderen undværet sin søn og endelig forenes han igen med ham. Det er da glædeligt og det er da værd at fejre. Det er glædeligt for faderen og sønnen.

Det er så sandelig også glædeligt for os. At vide at Guds søn, som sidder i det himmelske nu, én gang har været sendt til os og dermed er der etableret en enestående forbindelse mellem himmel og jord.

Og som vi hører i dagens epistel fra apostlen Paulus: “Den Jesus som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Altså, skal der komme tider, hvor Jesus skal komme igen på himlen, ligesom dengang han blev taget op til himlen. Og de tider kalder vi de sidste tider, på græsk “ta eskata”, dvs. “de sidste” (tider). Som der står i 2. Thessalonikkerbrev, kapitel 2, vers 3 ff.: “Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

De tider, som vi også kalder Dommedag. Tider, hvor Guds søn skal komme igen, for at dømme denne verden, én gang for alle. De tider, som også kaldes Verdens Genløsning med indsættelsen af en “ny himmel og en ny jord”, ligesom der står i Johannes’ Åbenbaring kapitel 21., hvilket er den glædelige udgang for denne verden: Guds søn skal indsættes som verdens definitive frelser og genopretter af retfærdighed, fred og glæde: De gode skal modtage deres og de onde deres.

Og når de sidste tider skal stå, så er det fuldendelsen af det møde, som skal stå mellem denne verden og den himmelske verden. Digterpræsten Grundtvig taler om det møde, og mange af de andre danske salmedigtere taler om det møde – imellem det himmelske og det jordiske. Grundtvig og mange af de andre danske salmedigtere sammenligner den forestående og definitive forening mellem denne verden og den himmelske som et bryllup: Kristus er brudgommen og verden og dens befolkning er bruden. Og ligesom ved et hvert andet bryllup skal det være festligt og glædeligt. Og det bryllup mellem Guds søn og Guds menighed skal være det flotteste og mest fantastiske bryllup, som verden nogensinde skal få at se.

Hvordan vi som Guds menighed skal forholde os indtil da, kan vi lære om i lignelsen om de ti brudepiger. Som Jesus selv formaner, skal vi være som de årvågne brudepiger: Altid klar og parat til at modtage vores himmelske herre, når han kommer igen. Årvågne skal vi være ved ikke at opgive troen eller håbet på at det skal ske, og indtil da leve og tjene hinanden. Som Paulus siger i brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 22: “Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.”

For ingen af os kender tiden, hvor brudgommen kommer, og det himmelske bryllup skal stå.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

-forslag til salmer 257 261 251 – 66 512 263

© Asser Skude, 2008, redigeret siden

Prædikenvejledning Femte Søndag Efter Påske 2022


Evangelium
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: “Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Johannesevangelisten, kapitel 17, vers 1-11

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Forberedelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 22. maj 2022 i Bellahøj kirke

Dagens evangelium er en lang bøn. Bøn er det, fordi det er en lang henvendelse til Gud. Og det er endda Jesus selv, der beder. Og det er bestemt ikke første gang det sker. Flere gange tidligere har Jesus henvendt sig til Gud i bønnens form. Så dagens evangelium er faktisk en lang bøn af Jesu egen mund.

Bønnen er så lang, at den udgør hele dagens evangelium samt næste søndags evangelium, som er afslutningen på bønnen.
Ifølge evangelisten Johannes er denne Jesu bøn en udfoldelse af Jesu allersidste ord på korset. Ifølge evangelisten Johannes er denne Jesu bøn altså en fyldigere og mere uddybende gengivelse af Jesu sidste ord: “Det er fuldbragt”.

Dagens evangelium er den sidste tale, som Jesus giver til sine disciple. Hvad er så indholdet i denne Jesu sidste tale til sine disciple? Jo, indholdet er hans egen udlægning af hvilken funktion, som Jesus har: Han er sønnen, der åbenbarer sin himmelske faders herlighed. I den forstand er Jesu funktion, som en anden ypperstepræst, alene han udreder og demonstrerer Guds vilje – på Guds vegne og med Guds fuldmagt. Dagens evangelium kaldes med god grund Jesu ypperstepræstelige bøn.

Det som gør dagens evangelium vanskeligt at forstå og mindst lige så vanskeligt at prædike over, er, at evangelisten Johannes åbenlyst selv fortolker samtidig med, at han vil gengive Jesu sidste ord. Jesu sidste ord kommer derved til at fremstå som en blanding af bøn og prædiken: På én og samme tid hører vi Jesus bede samtidig med at vi hører en forkyndelse af, hvem Jesus er, nemlig Sønnen, søn af Gudfader i himlen.

Dagens evangelium indledes med “Timen er kommet”. Dvs. nu er tiden kommet for højdepunktet i åbenbaringen. Nu skal Gud åbenbare sig gennem sin søn. I ham vil Gud åbenbare sin herlighed. Den herlighed, der er tale om, er herliggørelsen af sønnen. Herliggørelsen af Sønnen er identisk med Jesu død. ”Herliggør din søn”, hører vi Jesus selv bede. Dette er i virkeligheden en bøn fra Jesu side om, at han nu må dø.

Det er en bøn om, at han som er Sønnen nu skal herliggøre Faderen ved at fuldende Faderens gerning. Forholdet mellem Faderen og Sønnen er komplementært: Faderen afspejles af Sønnen – og omvendt. Afsløringen af dette forhold sker netop ved, at Sønnen overgiver sig fuldt ud til menneskers verden. Faderen sender sin Søn til verden, da han ikke selv kan komme til verden – kun Sønnen kan komme til verden.

Faderen er den ophøjede, mens Sønnen er den, som er steget ned til mennesker. Faderen er den, som er fjernt hævet over mennesker – den, som er i himlene. Det er jo Faderen i himlene, som Jesus henvender sig til – tag bare dagens evangelium, hvor Jesus før han indleder bønnen med at løfte sine øjne mod himlen. Eller tag f.eks. bønnen Fadervor, som Sønnen lærer sine disciple at bede. Den begynder jo sådan: “Fadervor, du som er i himlene”. Sønnen er derimod dén, som er steget ned, den som er nærværende hos mennesker. Sønnen lever og dør som et menneske, mens Faderen er i himlene, ophøjet.

Ved at Sønnen åbenbarer Faderen, så betyder det at kun ved også at kigge på Sønnen, kan Faderens fuldstændige åbenbaring ses. Ingen kan derfor komme til Faderen uden gennem Sønnen. I den forstand er der tale om monopol: Der er kun én fuldstændig og fyldestgørende åbenbaring af Faderen, nemlig den som går via Sønnen, der har fuldendt sin himmelske Faders gerning. “Alt mit er dit”, siger Jesus.

Set i det lys, er det klart, at Sønnen er den eneste, som har fuldmagt fra Gud, magt til at herliggøre Faderen – ligesom Sønnen fra Faderen har fået magt til at give evigt liv til alle, som Faderen har givet Sønnen.

Og det evige liv er, siger Jesus, dels at kende den eneste sande Gud, dels at kende Sønnen, som er udsendt fra faderen. Det evige liv har menigheden del i, for den kender Gud og har taget imod de ord, som Sønnen har forkyndt. De har troet på, at Sønnen er udsendt fra Faderen.

På denne baggrund beder Sønnen om, at menigheden må holde fast ved ordet. Så de må få del i Faderens herlighed, da han selv har herliggjort Faderen. At menigheden må få samme rettigheder og del i Faderens rige, som Sønnen allerede nu har del i.

Selvom menigheden stadig er i verden, beder Jesus for, at den ikke opsluges af verden. Kun de som holder fast ved hans ord, er de udvalgte. Nok er de i denne verden, men de opsluges ikke af denne verden, for de bliver fastholdt af Ordet om ham, derved skal de også frelses fra denne verden.
Præcis derved er de ét med Sønnen, ligesom Sønnen er ét med Faderen. Ét er menigheden med Sønnen, fordi de ikke opsluges af verden, ligesom Sønnen ikke blev opslugt af verden, men steg op fra denne verden og gik ind til sin himmelske Faders rige.

Således skal også menigheden, når den holder fast ved og stoler på Sønnen, ikke fortabes i denne verden, men rives ud af denne verden, ligesom Sønnen blev revet ud af denne verden. Og efter at Sønnen er faret til himmels – op til sin himmelske Fader, så skal Faderen forbinde sig med verden gennem sin Ånd, som han sender til sin menighed, når den er samlet om hans guddommelige ord, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus.

Sådan at menigheden, selvom den lever i denne verden, må den have et håb, der rækker ud over denne verden. Sådan at denne verdens bekymringer ikke kommer til at optage hjerte, sind og sjæl. Sådan at vi forsøger at anråbe vores himmelske Fader og beder om at Han kommer os til undsætning: Ved at Han sender sin Ånd til at vejlede og retlede os.

Også selvom vi føler os fanget i mørke, ensomhed, forladthed eller selvoptagethed. Som vi hørte ved dagens epistel, fra apostlen Paulus’ brev til romerne:
“Hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.”

Måtte Ånden give os tro på, at vi ikke er overladt til os selv i denne verden, men at Faderen har sendt sin Søn til os, for at vise os vejen og for at frelse os – for at frelse os, som er i denne verden “ud af denne verden, når de dage kommer”

Ligesom Grundtvig udtrykker det: (Talsmand, som på jorderige DDS 294)
“Trøster over alt, som truer,
alt, hvorfor vort hjerte gruer,
trøster over alle tab!

Skænk os, skønt vi bo på sletten,
i det høje indfødsretten,
i Guds rige borgerskab!

så i alt for onde dage,
glade vi herfra kan drage did,
hvor der er evig fred.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Salmeforslag: 12 294 588 – 587 512 673

© Asser Skude 2008, redigeret siden

Prædikenforberedelse fjerde søndag efter påske 2022

Evangelium
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Johannesevangelisten, kapitel 8, vers 28-36

– Bibelen, den kongeligt autoriserede bibel oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for søndag den 15. maj 2022

– Syndens trælle?
Jesus er i diskussion med jøderne. Fortsættelsen af den diskussion er, om de jøder er Abrahams børn (det er evangeliet til 3. søndag i fasten efter anden tekstrække)


I dagens evangelium taler Jesus til de jøder om, at han har Gud til fader, og hans himmelske fader har sendt ham, og det han gør, er godt i hans himmelske faders øjne. Og vi hører, at mange kommer til tro på Jesus. Han formaner nu de jøder til at blive hans disciple og blive i hans ord og lære sandheden at kende og blive frie. På den baggrund protesterer de jøder og siger, at de aldrig har været nogens trælle, så hvad mener Jesus med at de skal blive frie?

Jesus siger: “Enhver som gør synden er syndens træl”. Ligesom de jøder havde svært ved at forholde sig til at de skulle være “syndens trælle” kan vi – som moderne mennesker – have svært ved at genkende os selv i den beskrivelse. Nogle af os vil dårligt nok kunne genkende sig selv som syndere og vel slet ikke som trælle for synden?

Hvad er det egentligt “synder” betyder, og hvad menes der egentlig med “synden” ? Mig bekendt er det professor i retorik og tidligere Roskilde biskop Jan Lindhardt, der forklarede at “synd” kan afledes af ordet “sund”, dvs. et vand imellem to tørre områder. Altså kan synden opfattes som den afstand, der er imellem os og Gud. En distance, som skiller mennesker fra Gud. I det lys kan de fleste af os moderne mennesker vel stadig tale med om at være syndere: For hvem vil påstå, at hun eller han konstant gør Guds vilje og til alle tider kan se, forstå og rumme livet som Gud? Nok er mennesket skabt i Guds billede, men ofte går mennesket sine egne veje.

For at forstå dagens evangelium og de ret kryptiske ord “syndens trælle”, kan vi med fordel bruge apostlen Paulus og hans eget liv og omvendelse som eksempel: Som vi hører i dagens epistel, var Paulus selv engang syndens træl, dvs. han trællede for synden: Dengang han hed Saulus og var en ivrig bekæmper af kristendommen. Han kunne ikke have at gøre med forestillingen om, at Gud var blevet født som menneske, og at Guds søn skulle have vandret på jord – og slet ikke var død og opstanden. Enhver som troede på dette var Saulus med til at forfølge: Saulus selv kunne ikke se noget galt i, at han nidkært forfulgte, fangede og arresterede disse “Kristus-bekendere”, som man kaldte dem hånende.

Dengang var Saulus et redskab for synden, han var selv syndens træl, for han gjorde synden og blev i synden: Forblændet af sin nidkærhed og snæversyn, forfulgte han kristne – i den tro, at han gjorde Guds vilje! Saulus handlede med myndighed fra ypperstepræsterne selv, og Saulus var en magtfuld mand. Stakkels de kristne, som kom Saulus’ vej forbi. Selvom vi ikke hører det direkte, er der nok ikke tvivl om, at Saulus havde mange kristnes liv på sin samvittighed.

Og sådan kunne det være blevet ved og ved, hvis det ikke var for den åbenbaring, som vi hørte om i dagens epistel: Den opstandne Jesus viser sig i et syn for Saulus. Alle ser et lys fra himlen, men kun Saulus ser den opstandne og Saulus kaster sig ned på jorden. De, der står omkring Saulus hører stemmen af en, der siger: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Saulus forstår ingenting og spørger igen: “Hvem er du, herre?” Nu svarer den opstandne: “Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre”.

Fortsættelsen på mødet mellem Saulus og den opstandne, er historie: Deres møde, som beskrives i dagens epistel, bliver starten på slutningen af forfølgelserne af de kristne. Samtidig bliver deres møde starten på begyndelsen af kristendommen som den dominerende trosretning i Middelhavsområdet. Ikke blot bliver Paulus en af de vigtigste apostle, dvs. udsendinge, som spreder ordet om Jesus Kristus og som hjælper de første menigheder i gang – menigheder, som Saulus ellers ville have forfulgt som en anden blodhund, havde historien ikke taget den drejning. Ikke blot skyder mange nye menigheder op, også menigheder af jøder, som tror på Jesus som Guds søn. Præcis sådan som Saulus selv, der først var jøde, men så omvendte sig og troede på Jesus som Kristus, Guds søn. Og Saulus selv fik det navn, som de fleste kender ham ved: Paulus.

Vil vi vide mere om, hvordan de første menigheder blev til eller følge med de første apostle på deres rejser i Middelhavsområdet, kan vi med fordel læse i Apostlenes Gerninger, som fortsætter beretningen om kristendommens første historie: Her møder vi de udfordringer, som apostlene som udsendinge og missionærer stilles over for. Apostlene møder både hedninger og jøder, ikke-troende og troende. De møder persere, medere, syrere, grækere og mange flere.

Mange vil sige, at Apostlenes Gerninger har samme forfatter som evangelisten Lukas. Nogle vil mene ,at det netop er Lukas, lægen, som var Jesu discipel, og som Jesus siden gør til en af apostle, da han som den opstandne sender ham og de øvrige disciple ud i verden – med ordene: “Gå derfor ud i verden og gør alle folk til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”

Som sagt så var Paulus, dengang han stadig hed Saulus og forfulgte kristne og endnu ikke havde mødt den opstandne, syndens træl. Paulus gjorde onde ting samtidig med han selv var overbevist om, at han handlede, som Gud ønskede det – for Paulus havde jo loven og magthaverne på sin side! Troede han. Paulus blev klogere. Det var måske ikke så smart at forfølge anderledes tænkende – og det var næppe Guds vilje eller Guds ønske, at de mennesker skulle dø. Paulus måtte sande – at det grundlag han havde bygget sit liv på var falsk:

Guds vilje var ikke, at han skulle forfølge andre mennesker, Guds vilje var snarere næstekærlighed, forståelse og tolerance. Og netop kun sådan ville Paulus blive i stand til at nå ud til alle de mange mennesker, som han gjorde. Måske fordi Paulus selv havde kæmpet på “den anden side” blev han en af de mest betydningsfulde apostle. Paulus satte nu alle sine kræfter ind på at rette op på de skader, han tidligere havde forvoldt. Hele sit liv viede Paulus til det arbejde. Og det er gennem Paulus, hans forståelse, både af de kristne troslærdomme, og af jødedommens og den græske filosofi, at vi får et af de mest fantastiske indtryk af de forestillinger, som de første apostle møder, da de kommer ud i til byerne og afkrogene omkring Middelhavet.

Det er også derfor, at stort set alle kristne og teologer, præster osv. igen og igen griber tilbage til Paulus ord – for Paulus har så mange pointer og kloge ord – næsten til enhver sammenhæng – ikke blot var Paulus rasende begavet og lærd, Paulus havde set og oplevet så ufattelig meget. Samtidig glemmer Paulus ikke, at han skylder Gud alt, og Paulus får ikke for høje tanker om sig selv, for han ved, hvad han tidligere har gjort og hvor mange onde skader, han har forvoldt på mennesker.

Set i det lys var den gamle Paulus et redskab for synden og det onde, men nu er Paulus et redskab for Gud. Det er også derfor Gud kan bruge Paulus og udvælger Paulus til at blive et redskab for kristendommens udbredelse. Han, som tidligere var den argeste modstander og forfølger af kristne, udvælger Gud til at blive en af de vigtigste apostle i kristendommens historie. Vi som kender historien, må indrømme, at det var ikke så tosset at tildele Paulus den rolle.

Sådan kan Guds veje være uransalige. Hvem skulle have vidst det? Hvem havde vidst det ville gå sådan med Saulus? Eller hvem havde vidst, at tolderen Zakæus skulle få besøg af Guds søn og Zakæus lagde sit liv om? Eller hvem havde vidst, at Lazarus, kunne vækkes til live igen og få livet tilbage? Og sådan er evangeliet fuld af beretninger om Gud, der giver mennesker liv, håb og muligheder.

Vi, som hører Guds ord, hører også at livet har Gud skænket os. Til låns, til gavn for næsten og Gud. Ikke for at herske over hinanden, ikke for at forfølge eller slå hinanden ihjel, men for at tjene og elske næsten og Gud. Ikke for at hovere med lærdom og skriftsteder, men for at rette vores hjerte, sjæl og sind i taknemmelighed og ydmyghed til Gud – i forventningen til at Gud alene vil skænke os det fornødne.

Det betyder ikke at vi skal sidde og vente med hænderne i skødet. Tværtimod. Budskabet om kærlighed forpligter, lige nu og her. Ligesom Gud har elsket os, bør vi også elske hinanden. Ligesom Gud har tilgivet os, bør vi også tilgive vores syndere. Ligesom Gud har tjent os i verden, bør vi nu tjene Gud i verden:

Vores liv kan vi tilegne Gud og Guds bud om kærlighed og trofasthed – som arbejdere på samme hammel i Guds vingård. Sådan skal vi, som hører evangeliet ikke længere være trælle for synden, men vi kaldes ud af slaveri og ind i friheden: Friheden til at elske Gud og næsten som os selv.
Som Paulus selv siger det: “Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed? Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden – jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges. Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.”, Romerne kapitel 6, vers 15ff.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer 722 309 670 – 492 512 668

© Asser Skude 2008, redigeret siden

Prædikenvejledning Store Bededag 2022

Evangelium:
Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for fredag den 13. maj 2022

– Bønnen

Bibelkyndige vil huske, at kapitel 5 til 7 hos Matthæus kaldes Jesu bjergprædiken: Her på bjerget taler Jesus til skarerne og holder sit livs prædiken – bogstaveligt talt. Jesus indleder med saligprisningerne: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes…” Derefter følger Jesu belæring og formaning til skarerne om at udvise næstekærlighed. Jesus kaster ikke de gamle bud fra Moseloven bort, men skærper indholdet af budene: F.eks. siger Jesus: “I har hørt, at der er sagt: ‘Du må ikke bryde ægteskab’. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.”, kapitel 5, 27 ff.

Vil du holde Guds bud, skal du gøre det med hele dit hjerte, hele din sjæl og af hele dit sind. Ikke fordi det står skrevet i en lov eller fordi andre skal se dine gerninger, men fordi du vil det og ønsker det af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Også sådan skal du også gøre, når du beder. Jesus siger: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”, kapitel 6, vers 5f.

Og efter denne advarsel kommer endnu en. Jesus siger: “Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for hvordan I får tøj på kroppen…Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”, kapitel 6, vers 25 ff.
Sådan kan livet forstås, og sådan kan bønnen forstås: Bønnen er ikke til for at skaffe sig timelig lykke og velstand, for det ville være misbrug. Bønnen er derimod til for at bringe mennesket tilbage til dets rette Gudsforhold – i tillid og ydmyghed til, at Gud vil skænke det tilstrækkelige, ja mere til. Og ikke for syns skyld eller for berigelses skyld, men for at hjælpe mennesket til at elske Gud og næsten som sig selv.

I Jesu egen kulturkreds var bønnen en vigtig faktor i fromhedslivet. Som jøde var Jesus selv fra barns ben opvokset med bønnen som en naturlig og aktiv del af fromhedslivet. Jesu eget folk, jøderne, anvendte dagligt bønnen. Dels offentligt – på tempelpladsen i Jerusalem, dels privat, typisk tre gange dagligt på faste tider. Den bedende kunne indtage særlige bedestillinger: stående, på knæ eller liggende med arme og ben strakt ud – med ansigtet mod jorden. Den bedende kunne sågar iføre sig særlige bedeklæ’r. Disse bedeklæ’r anvendtes som beskyttelsesmidler, nærmest som magiske amuletter, som vi kender dem fra de såkaldte primitive religioner. Jødiske bedeklæ’r kunne f.eks. være et læderbælte om armen eller panden – og i læderbæltet sad kapsler med særlige udvalgte skriftsteder fra Biblen.
Denne praksis med at bede på offentlige steder var en naturlig del af enhver jødes liv, men kunne tage overhånd og ende i overdreven, udvortes fromhed. Det er især hyklerisk adfærd, som Jesus kritiserer: Tag f.eks. Jesu lignelse om tolderen og farisæeren, der begge går til templet. Farisæeren beder længe for syns skyld, mens tolderen er ydmyg og siger: “Gud, vær mig arme synder nådig”. Jesus roser tolderen for sin ærlighed og selverkendelse. Og Jesus siger, at det er tolderen, der går retfærdig fra templet, ikke den nidkære farisæer.

For at undgå misbrug af bønnen i det offentlige rum, anviser Jesus i stedet det private rum. Ved privat bøn vil der ikke være samme risiko for, at ens personlige fromhed stilles til offentligt skue – og dermed ringere anledning til selvforherligelse. Jesus vil at fromheden skjules og forbeholdes Gud, sådan at den enkelte går til sit eget rum, hvor den enkelte kan være alene med sin Gud. At gå afsides giver tilmed den fordel, at den bedende har stilhed fra evt. støjende og forstyrrende omgivelser. Ro og fred styrker og intensiverer koncentrationen og hengivenheden til Gud.

Ifølge seneste opgørelser antager man at op mod 80-90 procent af jordens befolkning anvender bøn – mere eller mindre ofte. Nogle trosretninger udstikker ligefrem anvisninger til, hvor ofte den troende skal bede. Det gør både jødedom og islam. Sådanne krav udstikker Jesus ikke. Måske netop for at undgå, at bønnen bliver en ‘sur’ pligt. For mig at se anviser Jesus bønnen som et frivilligt, men dog effektivt middel til at søge Gud. Jesus siger selv, “at enhver som beder, skal få, og enhver som banker på, for ham eller hun skal der lukkes op.” Mon da ikke bønnen giver anledning til at håbe og tro, at Gud vil lytte til den, som ærligt og ydmygt beder til Gud ?

Naturligvis findes der stadig mulighed for at bede sammen med andre. Når vi er samlet i kirken eller andre steder, hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn, har Jesus lovet at han vil være tilstede -i deres midte. Vores kirker er de levende fællesskaber af troende, som samles og henvender sig i sang, bøn og ikke mindst for at fejre de hellige sakramenter, dåb og nadver (skriftemål inklusiv). Vores kirker er de levende stene af kød og blod, som menigheden er.

Dog er kirkerummet ofte med til at stemme hjerte, sjæl og sind til Gud: Ofte skærper den særlige arkitektur oplevelsen af rummet som helligt: For at nå til alteret må man gå ad midtergangen og for til sidst at nå alteret, ofte hævet over gulvhøjde. Samtidig er rummets størrelse og dimensioner eller søjler og hvælvinger med til at minde menigheden om Guds storhed og ophøjethed: Tag f.eks. den gigantiske Grundtvigs kirke, i øvrigt en af landets højeste, største og længste kirker: Dens nærmest katedralagtige og himmelstræbende arkitektur maner kirkegængeren til ydmyghed.

Størrelsen på kirkerummet er dog ikke alt: Også vores mindre landsbykirker i provinsen er ofte indtagende og stemningsmættede: Generelt maner kirkerummene til eftertanke – så kirkegængeren stopper op, nyder stemningen, lader tankerne flyde og glemmer en ofte stresset og fortravlet hverdag: Enhver, der kommer til kirken er i princippet fredet og kan samle sine tanker og følelser – uden at andre skal blande sig eller blandes ind i det. Her er der mulighed for stilhed – og mulighed for at henvende sig til Gud. Her bliver ingen filmet eller overvåget. Selv om søndagen, når der er højmesse, selv når der er barnedåb og en eller flere fotografer farer rundt, så filmes ingen af kirkegængernes ansigter, al film- og fotooptagelse sker i retning mod altereret.

Her er alle kirkegængere på en og samme tid fælles og dog privat. Fælles om salmer, sang, ritualer og musik. Og dog samtidig privat. Enhver kommer med sit eget. Enhver har sit private rum med fred og ro til at passe sit og de andre kan ikke se ens ansigt, medmindre de vender sig om. Det er helt klart en af fordelene ved at kirkens grundform er netop den arkitektoniske type, basilikaen, den aflange rektangulære form. Det er også klart den mest anvendte arkitektoniske form i vores kirkebygningshistorie – herhjemme som i udlandet.

Den, som kommer til kirke får også mulighed for at “lette sit hjerte”: Det private skriftemål tilbydes stadig i Folkekirken. Folkekirkens præster har en tavshedspligt, som overgår de flestes, og hemmeligheder, der fortælles til præsten under skriftemål, skal præsten tage med i graven. Selv den dag i dag har præster ikke underretningspligt over for selv de mest alvorlige forbrydelser. Dog undtaget forbrydelser mod landets sikkerhed og Folketing. I det private skriftemål har enhver mulighed for at lette sit hjerte for sine mest personlige tanker, følelser og oplevelser.

Ifølge den ældste jødiske visdom, er det netop hjertet, som er menneskets primære kilde til tanker og følelser – både i forhold til mennesker og i forhold til Gud. Forholdet til næsten og til Gud går gennem hjertet. Derfor er det altafgørende for mennesket, at det har hjertet med – i forhold til sig selv, andre og Gud. Har mennesket ikke hjertet med, lytter det menneske ikke til dets inderste væsen og natur. Det sted, som den jødiske visdomstradition mente mennesket skulle høre ”Guds stemme”, var gennem hjertet. Selv i vore dage findes i ordet “samvittighed” den betydning “sam-viden”, dvs. samviden med Gud. Alene Gud kender vores inderste tanker, følelser og sjæl – netop gennem vores hjerte.

Ligesom når et musikinstrument stemmes før det tages i brug, så stemmes menneskets hjerte mod Gud, når et menneske beder til Gud: Bønnen sætter mennesket i dets rette plads over for Gud. Bønnens funktion er bla. at mennesket ikke opkaster sig til Gud eller lade sig forgude. Alene Gud er Gud. Intet menneske har forrang for andre. Hverken pave, biskop eller præst. Det afstedkommer også det ukrukkede og ligefremme forhold, som mennesker er sat i forhold til hinanden, nemlig som ligestillede, forpligtet på at elske hinanden, fordi alle er skabt i Guds billede.

Den, som beder, bør være indstillet på, at bønnens ord er oprigtige. Og hvert ord forpligter, når det siges i bønnen. Og bønnen forpligter – også at man selv gør, som man vil andre skal gøre mod en. Ikke uden grund siger Jesus: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Troen er ikke kun tomme ord, men der skal følge gerninger af troen:

Hvordan kan vi ellers bede Gud om det daglige brød, og ikke tænke på dem, som lider nød og sulter – både her og i udlandet? Hvordan kan vi ellers bede Gud om tilgivelse, uden vi selv tilgiver dem, som har gjort os ondt? Hvordan kan vi ellers kalde os Guds børn, og ikke samtidig unde vores næste kærlighed, tolerance, medfølelse?

Som Jesus siger: “Alt, hvad I altså vil, at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre med dem” (jf. den gyldne regel fra Herodot og den gammeltestamentlige apokryf Tobits bog)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen

Salmeforslag 496 203 584 – 367 476 58

© 2008 Asser Skude, redigeret siden

Mange “boliger” eller “værelser” i Guds rige?

På søndag (tredje søndag efter påske 2022) er det som bekendt beretningen om ”de mange boliger” i Guds rige. Det er i sandhed et glædeligt evangelium, der tilgår os. Håbet om – efter et forhåbentlig langt og rigt liv – at kunne ”vende hjem” til de boliger, som allerede står klar til hver og en af os. Det er ikke for at lyde patetisk eller rørstrømsk, men det er virkeligt skønt budskab at kunne viderebringe, kort sagt: Håbet om at det nok skal gå alt sammen, at der er noget skønt ”på den anden side” som venter os.

Derfor springer det mig i øjnene at de ”mange boliger” – fra Bibelselskabets 1992 oversættelse (den kongeligt autoriserede) – i den seneste (og uautoriserede) oversættelse (2020 Bibelen) er blevet til ”mange værelser”.

Det er da lidt skuffende, hvis Guds søn nu skulle tilbyde, dem som tror på ham, ikke boliger, men værelser. Det er ikke for at lyde utaknemlig. Naturligvis er det hovedsagen om at blive frelst og komme i himlen, men mon ikke Gud kan gøre det bedre, end at anvise et værelse?

Et værelse er noget man måske har som barn eller ung studerende eller hvis man måske er på rejse i udlandet eller (undskyld mig) hvis man skulle have brug for et værelse til et tarveligt formål.

Derfor finder jeg ”værelser” fremfor ”boliger” ærgerlig. Den oversættelse kunne jeg godt være foruden. Hvem vil leve et langt og rigt liv på jorden – i håbet om, i Guds rige, at få nøglen til et værelse anvist?

Jeg vil da hellere have en bolig. Jeg ved, at de gamle danskere, som har givet deres til samfundet efter et langt liv og i alderdommen f.eks. får stillet boliger til rådighed, ikke værelser.

Det græske ord (Johannes, kapitel 14, vers 2) ”monai” er mig bekendt flertalsform, afledt af ”monæ” (entalsform), når man læser den oprindelige græske version hos Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”, jf ”Wörterbuch Zum Neuen Testament” af W. Bauer, hvor ”monai” eksplicit nævnes fra Johannes kapitel 14, vers 2 som at oversætte med ”himml. Wohnungen”, eller ”himmelske boliger” på dansk.

Jeg kan af indlysende grunde ikke forstå, hvorfor Bibelselskabet har valgt en anden oversættelse end ”boliger”, når vi traditionelt har været forundt sådan en skøn retorik fra 1992-oversættelsen.

© Asser Skude, 2022

Draft of Sermon, Third Sunday after Easter 2022

Gospel and draft of sermon prior to International Service (For refugees) 2.30 pm sunday 8th of May 2022 from Bellahøj Church.

From the Holy Gospel According to John:14 “Do not let your hearts be troubled. You believe in God; believe also in me. 2 My Father’s house has many rooms; if that were not so, would I have told you that I am going there to prepare a place for you? 3 And if I go and prepare a place for you, I will come back and take you to be with me that you also may be where I am. 4 You know the way to the place where I am going.”Jesus the Way to the Father5 Thomas said to him, “Lord, we don’t know where you are going, so how can we know the way?”6 Jesus answered, “I am the way and the truth and the life. No one comes to the Father except through me. 7 If you really know me, you will know[b] my Father as well. From now on, you do know him and have seen him.”8 Philip said, “Lord, show us the Father and that will be enough for us.”9 Jesus answered: “Don’t you know me, Philip, even after I have been among you such a long time? Anyone who has seen me has seen the Father. How can you say, ‘Show us the Father’? 10 Don’t you believe that I am in the Father, and that the Father is in me? The words I say to you I do not speak on my own authority. Rather, it is the Father, living in me, who is doing his work. 11 Believe me when I say that I am in the Father and the Father is in me; or at least believe on the evidence of the works themselves.
THE HOLY BIBLE, NEW INTERNATIONAL VERSION®, NIV® Copyright © 1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.

Draft of sermon for the third Sunday after Easter, Gospel According to John, chapter 14, verses 1-14.

-What does God look like?

In today’s reading from the Old Testament, we heard how God appeared to Moses in a burning bush, and God said, “I am who I am”. God refers to himself as “I am”. God’s fire burns, does not burn up, does not burn out – unlike human love, which is unstable and rarely lasts long – and not at all eternal, like God’s.God appeared to Moses and said, “Do not come near.”

God wanted distance between himself and humanity. God wanted respect and told Moses to take off his sandals, for the place where he stood was holy ground. And at the same time, God told Moses that God would be with him in his life, even go all the way with him: Out of slavery, across the Red Sea, into the Promised Land.For Moses and the Jewish people, God was and is the hidden God, in Latin called “deus absconditus”. God does not appear completely, only partially. No human being will be able to bear to see God; it will bring death. Even the name of God is kept holy, the name of God is rewritten and said in other words.In the New Testament, something radically new happens: God reveals himself to men: God reveals himself completely and undividedly through his Son, Jesus Christ. It’s part of our Christian faith that God appears to people in his Son, Jesus Christ. How it can be done, our mind can not grasp; at most our hearts can grasp it. Faith is neither security nor knowledge; it is expectation and hope.As the apostle Paul says in his first letter to the Corinthians, chapter 1, verses 21-31: 21 For since in the wisdom of God the world through its wisdom did not know him, God was pleased through the foolishness of what was preached to save those who believe. 22 Jews demand signs and Greeks look for wisdom, 23 but we preach Christ crucified: a stumbling block to Jews and foolishness to Gentiles, 24 but to those whom God has called, both Jews and Greeks, Christ the power of God and the wisdom of God. 25 For the foolishness of God is wiser than human wisdom, and the weakness of God is stronger than human strength.26 Brothers and sisters, think of what you were when you were called. Not many of you were wise by human standards; not many were influential; not many were of noble birth. 27 But God chose the foolish things of the world to shame the wise; God chose the weak things of the world to shame the strong. 28 God chose the lowly things of this world and the despised things—and the things that are not—to nullify the things that are, 29 so that no one may boast before him. 30 It is because of him that you are in Christ Jesus, who has become for us wisdom from God—that is, our righteousness, holiness and redemption. 31 Therefore, as it is written: “Let the one who boasts boast in the Lord.” (THE HOLY BIBLE, NEW INTERNATIONAL VERSION®, NIV® Copyright © 1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.)

As Christians, we stand quite alone among other faiths with our belief that God was born as a human being – and even born of a young woman, the Virgin Mary. Neither Jews nor Muslims share this belief. And when it comes to the Christian belief in a trinity of Father, Son and Holy Spirit, Jews and Muslims may get the impression that we Christians believe in three gods. It is perhaps no wonder that Jews and Muslims find it hard to understand what we Christians also have difficulty comprehending: Quite frankly, the doctrine of the Trinity is one of the most difficult theological problems: How can God have three faces and yet be one and the same?Jews, Christians and Muslims all share the belief in a single God (monotheism). A God who is almighty God, and who created everything and sustains everything. All three faiths are monotheistic: they recognize only one God.Muslims say it e.g. such in their profession of faith: “God is great” and “There is only one God and Mohammed is his prophet”. Muslims recognize the Old Testament and its stories, also that of Moses and the burning bush. Moses is told by God, “Take off your sandals, for the place where you stand is holy ground.”

To this day, Muslims take off their shoes before entering the mosque to pray. Muslims also believe in the words which God speaks to Moses, “I am the God of your father, the God of Abraham, the God of Isaac, and the God of Jacob.” And that is interesting, for according to the Old Testament, one of the sons of Abraham becomes the ancestor of the Arabs and another son of Abraham becomes the ancestor of the Jews. According to the Old Testament, Jews and Arabs are therefore half-siblings. They have the same father but different mothers.In the account of Moses and the thorn bush we are told that the face of God is holy and no man can bear to see the face of God. That story from the Old Testament is the first example of the prohibition against divine images – which is found in both the Muslim and the Jewish faith: Humans may not create (images of) God. Hence no artistic representation of God in any form. That is why in the Muslim world calligraphy has flourished, the beautiful writing with picturesque signs on mosques, since figurative decoration is forbidden. The Jewish faith also strictly enforces the prohibition against divine images.For Muslims and Jews, God does not show His face. It’s completely unthinkable. It would be against the nature of God, they believe. For they believe God is the hidden God.That is why Moses is not permitted to see the face of God. Or like the story from the Old Testament about Jacob wrestling with God by the ford called Penuel all night and not seeing God’s face. God would not even reveal his name. Yet Jacob almost desperately tries to wring a name out of the stranger he struggles with all night. And Jacob’s body is marked for life after his battle with God. In both Judaism and Islam, the name of God is holy and God does not reveal himself directly to people; people must keep their distance. Instead of saying the name of God aloud, the Jews rewrite the name of God and call him “Ælohim”, ie. “The Mighty One” or Adonaj, i.e. “The Lord”.

Muslims are permitted to say the name of God, “Allah”, but they often use other terms, such as “The Merciful” or “The Gracious”.Therefore, it is difficult for both Jews and Muslims to understand our Christian faith: For in our Christian faith, God shows his face. Directly and unvarnished. Anyone who has seen Mel Gibson’s 2004 film The Passion of The Christ, can’t doubt what pain the Son of God went through: The Son of God is portrayed as not just an insightful person, not just a mystic: The Son of God is alive and present and goes through suffering and pain. Here one sees the Son of God experience misery , doubt, contempt, hatred, ridicule. In this sense, Mel Gibson’s film gets it right: for God shows us his true and human face.

Namely, in Jesus the man, who was born, lived and grew up, walked with the disciples, but was betrayed, tortured, crucified, and died on the cross.The fact that God shows his face to people and among people – is completely unthinkable for Jews and Muslims. The incarnation, that God has become man and this has revealed himself is not possible in either Judaism or Islam. It’s blasphemous to believe it possible: For if God is so mighty and great, it is contradictory to them that God could take on the form of a man and be and live as man – of flesh and blood – and even make himself known among men . It is for a Muslim and a Jew a blaspehmous thought. For a Jew, as well as for a Muslim, God is and will always be the hidden God.For us as Christians, God is the creator who showed his face to neither Moses nor Jacob, the so-called hidden God. God is also more than that: For us Christians, God is also identical with the Son of God, Jesus Christ. In the Son of God, God has revealed his face, his name, his being, his intention, his will. In Jesus Christ, God has revealed himself, the revealed God, in Latin called Deus Relevatus.And even in the most hopeless conditions, God shows his face. One of my teachers, when I studied theology at the University of Copenhagen, Professor Theodor Jørgensen, has said something to the effect that God shows his face to us – even in the unredeemed creature, ie. the pigs being abused in the stables, the horses suffering from inhumane animal transport, the environment being weakened by chemicals, etc. Wars and hardships ravaging Africa, even here God shows his face in creation almost as a sign that this world is a not yet a finished work of the hand of God. There awaits a redemption, a salvation. A creation and re-establishment of peace and reconciliation, an end to hunger, war, distress and misery. It will happen in the last days, when God becomes everything in all things.The essence of God is therefore three in Christianity. The Father, who is the creative power. the Son, the Savior who came to Earth to restore the relationship between God and man. The Holy Spirit, which is the invisible power that descended upon men when the Son was taken away. They are three in one. They are three faces of the one and the same God. They are three manifestations of the same one and almighty God.Today’s gospel is precisely about how to understand the trinity. In today’s gospel, we meet both Thomas and Philip, who have a hard time grasping what it’s about. They can not understand how their master can be sent by the Father, and they can not understand that they must know the Father through him. But as Jesus himself says, “The Father is in me and I am in the Father.”, Which means that he, the Son of God, is doing the will of his Heavenly Father. He is the revelation of the Heavenly Father. Therefore they must know the Father through him, his Son.One can also explain it like this: The father is like a field commander who sends his soldiers out into battle. But he is not just a distant general. The father is also completely at the front where there is fighting. All the way out in the field, where it costs blood, sweat and tears. For the Father is at the battlefront through his own envoy, his faithful armor, his Son.So the way the Father reveals himself is not as a distant God, but as one who is part of human life and at the front of life. Therefore, the Father will also be able to follow us in our human lives. For God himself has been there. God himself has experienced it with his body. That the Father has sent his Son into the world, so that the world may know the Father through the Son, does not mean that God is divided, it does not mean that God is not one. For me, that God is both Father and Son makes Him more human, for God has been human and lived as human. And when God has taken on the form of a human being, surely God is also easier to relate to as a human being and conversely, God will also be able to understand each of us more easily since God himself has been one of us? For me to see it is the main argument that neither Judaism nor Islam can match.

Praise and thanks and eternal glory be to you our God, Father, Son and Holy Spirit, you who were, are and will be, one true triune God, glorified from the beginning, now and for all eternity.
Amen.

© 2008 Asser Skude, translation by Kelly Anne Keenan Fjelstrup.

The Service is a cooperation with Tværkulturelt Center and two refugee camps in Sealand, Denmark www.tvaerkulturelt-center.dk

Prædikenvejledning tredje søndag efter påske 2022

Evangelium
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Johannesevangelisten, kapitel 14, vers 1-11

(c) Den kgl. autoriserede oversættelse af 1992, Bibelselskabet, Købehavn

Prædikenudkast til gudstjeneste for flygtninge (samarbejde med Tværkulturelt Center) kl. 14.30 søndag den 8. maj 2022 i Bellahøj kirke

Hvordan ser Gud ud?
Fra dagens læsning fra Det gamle Testamente hørte vi, hvordan Gud i en brændende tornebusk viste sig for Moses, og Gud sagde: “Jeg er den, jeg er”. Gud omtaler sig selv som “Jeg er”. Guds ild brænder, brænder ikke op, brænder ikke ud – modsat menneskers kærlighed, som er lunefuld og sjældent varer længe – og slet ikke evig, som Guds. Gud viste sig for Moses, og sagde: “Kom ikke nærmere”. Gud ville have afstand mellem sig og mennesker. Gud ville have respekt og sagde til Moses, at han skulle tage sine sandaler af, for det sted, han stod på, var hellig jord. Og samtidig sagde Gud til Moses, at Gud ville være med ham i hans liv, endda gå hele vejen sammen med ham: Ud af slaveriet, over Det Røde Hav, ind i det forjættede land. For Moses og det jødiske folk var og er Gud den skjulte Gud, på latin kaldet “deus absconditus”.
Gud viser sig ikke helt, kun delvist. Intet menneske vil ikke kunne tåle at se Gud, det vil medføre døden. Endda Guds navn holdes helligt, Guds navn omskrives og siges med andre ord. I Det nye Testamente sker noget radikalt nyt: Gud viser sig for mennesker: Gud åbenbarer sig helt og udelt igennem sin søn, Jesus Kristus. Det er del af vores kristne bekendelse, at Gud viser sig for mennesker i sin søn, Jesus Kristus. Hvordan det kan lade sig gøre, kan vores forstand ikke gribe, allerhøjest kan vores hjerte gribe det. Tro er nu engang hverken sikkerhed eller viden, men forventning og håb.

Som apostlen Paulus siger i sit første brev til menigheden i Korinth, kapitel 1, vers 21-31: “For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at “den, der er stolt, skal være stolt af Herren”, som der står skrevet”. Som kristne står vi ret alene blandt andre trosretninger med vores tro på, at Gud blev født som menneske – og endda af en ung kvinde, jomfru Maria. Det kan hverken jøder eller muslimer tro på. Og når det kommer til den kristne tro på en treenighed, mellem Fader, Søn og Helligånd, kan jøder og muslimer få den opfattelse, at vi kristne tror på tre guder. Det er måske ikke underligt, at jøder og muslimer har svært ved at rumme det, når også vi kristne har det:

Ret beset er treenighedslæren et af de sværeste teologiske problemer: Hvordan kan Gud have tre ansigter og dog samtidig være en og samme? Uanset om man er jøde, kristen eller muslim, deler vi alle troen på en eneste Gud (monoteisme). En Gud, som er almægtig Gud, og som står bag alting og opretholder alting. Alle tre trosretninger er monoteistiske, de anerkender kun en eneste Gud. Muslimer siger det f.eks. sådan i deres bekendelse: “Gud er stor” og “Der findes kun en Gud, og Mohammed er hans profet”. Muslimer anerkender Det gamle Testamente og bibelhistorierne, således også den om Moses og den brændende tornebusk.

Moses får besked af Gud: “Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” Muslimer tager den dag i dag skoene af, inden de går ind i moskeen for at bede. Muslimer anerkender også de ord, hvor Gud siger til Moses, “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Og det følgende er tankevækkende, for ifølge Det gamle Testamente, så bliver den ene af Abrahams sønner stamfar til araberne og den anden af Abrahams sønner bliver stamfar til jøderne. Ifølge Det gamle Testamente er jøder og arabere er altså halvsøskende. De har samme far, men forskellig mor. I beretningen om Moses og tornebusken får vi at vide, at Guds ansigt er helligt, og intet menneske kan tåle at se Guds ansigt. Den historie fra Det gamle Testamente er det første eksempel på billedforbuddet – som både findes i den muslimske og i den jødiske religiøse tro: Mennesket må ikke gøre sig (af-)billeder af Gud.

Derfor ingen kunstnerisk gengivelse af Gud i nogen form. Deraf er i den muslimske verden op blomstret den såkaldte kalligrafi, den smukke skrift med maleriske tegn på moskeerne, eftersom figurativ dekorering er forbudt. Denne muslimske religiøse praksis svarer til jødernes billedforbud, der også håndhæves strengt. For muslimer viser Gud sig ikke med sit ansigt. Og for jøderne heller ikke. Det er fuldstændig utænkeligt. Det ville være imod Guds væsen, mener de. For de mener, Gud er den skjulte Gud. Derfor må Moses ikke se Guds ansigt. Eller ligesom beretningen fra Det gamle Testamente om Jakob, der kæmper med Gud ved vadestedet Penuel hele natten og ikke får Guds ansigt at se. Ikke engang sit navn vil Gud afsløre.

Alligevel forsøger Jakob nærmest desperat at vride et navn ud af den fremmede, som han kæmper med hele natten. Og Gudskampen giver Jakob et mærke for livet på kroppen. I både jødedom og islam er Guds navn helligt og Gud åbenbarer sig ikke direkte for mennesker, mennesker skal holde sig på afstand. I stedet for at sige Guds navn højt omskriver jøderne Guds navn og kalder ham “Ælohim”, dvs. “Den Mægtige” eller Adonaj, dvs. “Herren”. Muslimerne kan godt sige Guds navn “Allah”, de bruger ofte omskrivninger, såsom “Den barmhjertige” eller “Den nådige”.

Derfor er det svært for både jøder og muslimer at forstå vores kristne tro: For i vores kristne tro viser Gud sit ansigt. Råt for usødet. Hvis man har set Mel Gibsons Kristus-film fra 2004 (The Passion of The Christ) så kan vel ingen være i tvivl om hvilken smerte Guds søn går igennem: Guds søn skildres ikke bare en indsigtsfuld person, ikke bare en mystiker: Guds søn er virkelig og tilstede og går igennem lidelsen og smerten. Her ser man Guds søn trængt ud i den yderste usselhed, tvivl, foragt, had, latterliggørelse. På den måde gør Mel Gibsons Kristus-film ikke helt uret:

For Gud viser os sit sande og menneskelige ansigt. Nemlig i mennesket Jesus, der blev født, levede og voksede op, gik sammen med disciplene, men blev forrådt, tortureret, korsfæstet og døde på korset. Det at Gud viser sit ansigt for mennesker og blandt mennesker – er helt utænkeligt for jøde og muslim. Inkarnationen, dvs. at Gud er blevet menneske og derved har åbenbaret sig, er ikke muligt hverken i jødedom eller islam. Det er ligefrem gudsbespottende at tro det muligt: For hvis Gud er så mægtigt og stor, er det selvmodsigende for dem, at Gud kunne tage et menneskes skikkelse på og være og leve et menneske – af kød og blod – og endda ligefrem give sig til kende blandt mennesker. Det er for en muslim og en jøde en gudsfornægtede tanke. For en jøde, såvel som for en muslim er og bliver Gud den skjulte Gud.

For os som kristne er Gud skabermagten, som stod bag skabelsen, og som ikke viste sit ansigt for hverken Moses eller Jakob, den såkaldte skjulte Gud. Gud er også mere end det: For os kristne er Gud også identisk med Guds Søn, Jesus Kristus. I Guds søn har Gud åbenbaret sit ansigt, sit navn, sit væsen, sin intention, sin vilje. I Jesus Kristus har Gud åbenbaret sig, den åbenbarede Gud, på latin kaldet Deus Relevatus. Og selv i de mest håbløse forhold i livet, viser Gud endda sit ansigt. En af mine lærere, da jeg læste teologi på Københavns universitet, professor Theodor Jørgensen, har sagt det omtrent sådan, at Gud viser sit ansigt for os – selv i den uforløste skabning, dvs. svinene, der mishandles i staldene, hestene der lider under dyretransporten, miljøet, der er svækket af kemikalier osv. Krige og nød der hærger i Afrika, selv her viser Gud sit ansigt i skabningen, i næsten, som billede på at denne verden er et endnu ikke fuldendt værk, fra Guds hånd.

Der venter forude en forløsning, en genløsning. En oprettelse og genindstiftelse af fred og forsoning, ophør af sult, krig, nød og elendighed. Det skal ske ved de sidste tider, når Gud bliver alt i alle. Guds væsen er altså i kristendommen tre. Faderen, som er skabermagten. sønnen, frelseren som er kommet til jorden, for at genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Helligånden, som er den usynlige kraft, som steg ned til mennesker, da sønnen var taget bort. De er tre personer i een. De er tre ansigter af den ene og samme Gud. De er tre fremtrædelsesformer af samme ene og almægtige Gud.

Dagens evangelium handler netop om, hvordan man skal forstå treenigheden. I dagens evangelium møder vi både Thomas og Filip, der har svært ved at fatte hvad det går ud på. De kan ikke forstå, hvordan deres herre, kan være udsendt af Faderen, og de kan ikke forstå at de skal kende Faderen gennem ham. Men som Jesus selv siger: ”Faderen er i mig og jeg er i Faderen.”, hvilket betyder at han, Guds søn, gør sin himmelske faderes vilje. Han er åbenbaringen af den himmelske fader. Derfor skal de kende Faderen gennem ham, hans søn. Man kan også forklare det således:

Faderen er ligesom en feltherre, der sender sine soldater ud i fronten. Men han er ikke bare en fjern feltherre. Faderen er også helt med fremme i fronten, der hvor der kæmpes. Helt ude i marken, der hvor det koster blod sved og tårer. For Faderen er med i yderste linje gennem sin egen udsending, sin tro væbner, sin søn. Så den måde Faderen åbenbarer sig på, er altså ikke som en fjern Gud, men som en, der er med i menneskelivet og med på forkant med livet. Derfor vil Faderen også kunne følge os i vores menneskeliv. For Gud har selv været der. Gud har selv følt det på sin krop. Så at Faderen har sendt sin Søn til verden, så verden kan kende Faderen gennem Sønnen, betyder ikke at Gud er splittet, det betyder ikke at Gud ikke er en. At Gud er både Fader og Søn gør for mig at se Gud mere menneskelig, for Gud har været menneske og levet som menneske. Og når Gud har taget et menneskes skikkelse på, er Gud vel også lettere at forholde sig til som menneske og omvendt vil Gud også nemmere kunne forstå hver af os, når Gud selv har været een af os? For mig at se er det hovedargumentet, som hverken jøder eller muslimer kan matche.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

© 2008 Asser Skude, redigeret siden.

Læs mere om Tværkulturelt Center her

Befrielsen

Danmark Frit

Det er værd at markere, at maj måned er måneden for Danmarks befrielse (1945, dog Bornholm først dog året efter).

Når det er sagt, skal det også med, at det var en høj pris Danmark og danskerne kom til at betale, både på den korte og lange bane. Måske uendelig høj pris, hvis man måler den med en skala som ikke opererer i materielle tab: De menneskelige tab var uendelige; Tabte muligheder, brudte forbindelser, internt imellem kolleger, venner og familier.

Der er mange meninger om hvad danskerne gjorde og ikke gjorde og kunne have gjort i forhold til den tyske besættelse og ikke mindst den omdiskuterede samarbejdspolitik.

Min mormors ægtemand nr. to betalte f.eks. en høj pris for at have været politimand før og under krigen. Han endte heldigvis ikke sit liv i en tysk koncentrationslejr, idet han nåede at gå under jorden, da tyskerne forsøgte at arrestere danske politifolk. Han gik under jorden og tog et valg: Han kæmpede i modstandsbevægelse og deltog i likvideringer. Selvom han sjældent talte om det, må han have brugt sin uddannelse fra militæret og politiet, sin fortid som livgarder og politimand til at kæmpe imod den tyske besættelse – og ikke mindst aktivt eliminere tyskere og danske kollaboratører.

Det var på mange måder en ond tid, som også splittede mange danske hjem og danskere ad, for ikke alle kunne, ville eller turde gå imod tysk besættelse og overmagt. Den danske samarbejdspolitik gjorde på mange måder alt for at danskerne skulle hjælpe og samarbejde med tyskerne, uanset om man havde lyst eller ej. I de første år af besættelsen omtalte politikerne jo ligefrem konsekvent modstandsfolkene som terrorister, en paria for Danmark.

Der var dog omvendt mange danskere, som i det skjulte ikke samarbejdede med tyskerne og som ikke gjorde hvad politikerne ellers bad dem om. Mange danskere hjalp f.eks. jøder med at flygte til det neutrale Sverige i sikkerhed fra koncentrationslejr og den visse død. Blandt andet fiskere fra Sjælland hjalp jøder til Sverige, og jeg har også hørt om en del præster, ikke mindst i Nordsjælland, som havde jøder gemt på deres lofter eller lader, indtil at de kunne komme sikkert væk. Det var præster, som havde en høj integritet og stort netværk og kunne trække på ressourcer til at gøre en forskel.

Mange danskere var – i større eller mindre grad – med til at gøre en forskel – og det er prisværdigt. Fra min egen familie ved jeg dog, at det også havde en høj pris på et følelsesmæssigt plan. Ikke mindst for min mormors mand har jeg altid tænkt på at han – selvom han nødigt ville dele det med nogen – havde en tung byrde at bære. Både at have mistet politikolleger under krigen, venner fra modstandskampen, men værst af alt selv aktivt at have opsøgt, skudt og elimineret tyske, men også danske liv. Prisen for det han gjorde var også knyttet sammen med mørke minder og mareridt over at have taget andres liv.

Friheden, som danskerne vandt, også takket været de allieredes styrker og nedkæmpelse af de tyske tropper, som kun nødtvunget overgav sig, havde en menneskelig høj pris, ikke bare i tabte liv, danske, tyske og osv., men den største pris, var nok den som ikke kunne gøres op og som blev betalt i de efterfølgende år. Mange danskere var ikke de samme før som efter krigen.

Kampen og prisen for et frit Danmark var høj, og at opgøre prisen i menneskeliv giver ingen mening, men derimod skal man snarere søge at spørge til de menneskelige, sociale, etiske og moralske ”sår”, som Danmark i årene efter måtte slikke.

Sangen ”Danmark Frit” er en af de sange, som er kommet til at stå som symbol på befrielsen. Det er på den ene side en folkelig sang om livet, glæden, kærligheden, men også sorgen og tabet.

Ifølge www.hojskolesangbogen.dk blev netop denne salme symbol for eftertiden på befrielsen. Den er ”skrevet af Mads Nielsen der var apoteker i Kolding 1943-53. Han havde skrevet en del digte og sange, som især blev flittigt brugt i den kristelige ungdomsbevægelse. Derfor var der god grund til, at han modtog en opfordring fra KFUM til at skrive en sang om Danmarks befrielse. Resultatet blev Danmark frit, der snart efter kunne læses i Kolding Folkeblad.”

I ”Danmark Frit” er lærken det tydelige symbol på forårets komme, friheden, glæde og håbet. Lærken havde siden nederlaget i 1864 ”været et symbol på Danmark…. Bedst kendt er nok Velkommen lærkelil (Højskolesangbogen nr. 265), men også Det er lærkernes tid (Højskolesangbogen nr.  268) og Hvad synger du om (Højskolesangbogen nr. 494) kan nævnes. Det er forståeligt, at den endnu en gang benyttes i anledning af den store glædesdag i maj 1945.”

Bag glæden over forårets komme og Danmarks befrielse læser man også en sorg. Sorgen over tabet af dem, der har sat sit liv til eller på anden måde betalt en meget høj pris for den nye, frie tid. Prisen for frihed var altså også høj, uendelig høj, for den pris, som mennesker betaler for det de kæmper, kan også være umålelig og kan ikke gøres op. Tænk på alle de brudte bånd mellem elskende, familie, venner, kolleger, som besættelsen blev skyld. Ødelagte skæbner, muligheder, liv, familie og karrierer, der blev splittet og aldrig helet igen.

Men tanken om, hvis ikke danskerne havde været villige til at kæmpe imod tyskerne, er endnu værre at tænke til ende. Hvis danskerne havde givet efter og ikke gjort modstand imod tysk besættelse og samarbejdspolitik, så havde prisen været endnu højere set i den skala som ikke er målbar: Så havde Danmark mistet sin værdighed og ære, ved ikke at tale, kæmpe eller gøre modstand mod en så ond og hadsk overmagt, hvis samfundssyn og menneskesyn var så indsnævret, koldt, ukærligt og ufrit som noget.

En lærke letted, og tusind fulgte

1. En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.

2. Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.

3. Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.

4. Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit.
Velsign det, Herre, fra sund til klit.

© Asser Skude, udgivet første gang 2020 i forbindelse med min bispevalgkamp i Helsingør

Prædikenforberedelse Anden søndag efter Påske 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Johannesevangelisten, kapitel 10, vers 22-30

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken kl. 1030 søndag den 1. maj 2022 i Bellahøj kirke

Vi hører det alvorlige scenarie for fremtiden: Nogle kommer til tro og andre ikke, og dermed altså muligheden for at disse går fortabt.
Jesus anvender indirekte hyrdemetaforen om sig selv. “I er mine får” siger Jesus om dem, som hører hans røst, underforstået han er selv hyrden. På latin hedder “hyrde” “pastor” og det udtryk anvendes stadig om præster, at de er hyrder for deres flok af “hørere” af det glædelige budskab, menigheden.

I teologisk sammenhæng omtales det at nogle frelses, andre fortabes som den dobbelte udgang. Det er både glædeligt og sørgeligt, hvis det kommer til at blive sådan, men vi hører det tydeligt idag i det Jesus siger: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” og omvendt: “Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.”

I dagens evangelium møder vi Jesus i en typisk konfrontation med farisæerne. Og det foregår i den såkaldte Salomos Søjlegang, en af forhallerne til det allerhelligste, det eneste opholdssted, hvor Gud ifølge den jødiske tradition kan tage bolig: Nemlig Templet i Jerusalem. Og tiden er festen for den såkaldte genindvielse.

Allerførst om den fælde, som farisæerne vil lokke Jesus ud i: Farisæerne anklager Jesus for ikke at ville svare på, hvem han egentlig er. Deres anklage er falsk, for den skjuler over en lumsk fælde, som de forsøger at lokke ham i: For hvis Jesus går ind på deres præmisser og siger ’ja, jeg er Kristus og har Gud til fader’, kan Jesus anklages for blasfemi, og modsat, hvis Jesus afviser og siger ‘nej, jeg er ikke Kristus og har ikke Gud til fader’ kan farisæerne påstå, at de selv har talt med Jesus, og han selv med egne ord afviser at være Kristus, Guds søn. Jesus gennemskuer imidlertid deres falske hensigter og undgår fælden ved at henvise til de mange gerninger, som peger hen på, at han virkelig er Guds søn.

Evangelisten Johannes gør meget ud af i sit evangelium at fortælle, hvordan Jesus gør særlige gerninger, som peger hen på, at Jesus er Guds søn. Det første tegn er ifølge evangelisten Johannes det vin-under, som Jesus gør ved brylluppet i Kana’an. Op imod seks hundrede liter vand forvandler Jesus ved den bryllupsfest til vin. Og hvilken glæde og lykke har den vin gjort for de gæster ved brylluppet. Der har været mere end rigeligt vin til flere hundrede gæster og måske endda også til ganske mange dage. Vin-underet er ikke bare et lille under, men et ødselt og ekstravagant under.

På mange måder bliver Jesus hurtigt en torn i øjet på den jødiske elite. Samtidig er det også på tide, der kommer nye boller på suppen. Og Jesus bliver den, som indleder den nye tid: Hvis det virkelig er sandt, at Guds søn er født som menneske og vandrer som menneske imellem mennesker og gør tegn, ligesom det vin-under, så er den gamle tid med det gamle Tempel forbi: Gud hører ikke længere til bag et indelukke, bag et forhæng, i Templets allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten kommer en gang om året.

Gud er ikke længere en fjern og ophøjet Gud, som ikke møder almindelige og fattige mennesker uden særlig viden magt eller indflydelse. Derimod færdes Guds søn i kød og blod i Jesus Kristus iblandt mennesker, og Guds søn siger selv: “Guds rige er midt iblandt jer”.

Det er provokerende nyt, hvis det virkelig forholder sådan – ikke mindst for de skriftkloge. Nok er jøderne oprigtig opsat på at tjene Gud, være retfærdige og rettroende mennesker. De skriftkloge har imidlertid – i deres iver på at tjene Gud rigtigt – har de lagt en masse regler ud, som forhindrer den oprindelige og spontane adgang til Gud. Almindelige mennesker uden viden, magt og uddannelse er afskåret fra at komme Gud nær, endsige komme nær Templets allerhelligste. Det er groft sagt kun indflydelsesrige personer, der har magten og midlerne til at ofre og behage Gud.

Det er blandt andet de forhold, som Jesus kritiserer i den lignelse, han fortæller hos evangelisten Lukas kapitel 18, vers 9 ff. om farisæeren og tolderen, der kommer til templet: Den selvretfærdige farisæer takker Gud for ikke at være som tolderen og alle de andre lovbrydere. Den ærlige tolder holder sig tilbage og tør dårligt kigge op og siger blot: ‘Gud vær mig synder nådig’, og Jesus konkluderer på lignelsen, at den som gik retfærdig fra templet, var den ærlige tolder, ikke den selvretfærdige farisæer! Jesus siger: “enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Andre gange kritiserer Jesus det misbrug, som Templet er blevet genstand for: Templet er blevet centrum for en masse handelsdrivende – ligesom de gadehandlende, man netop for tiden snakker så meget om hærger Københavns gader ved at rende rundt og prakke folk alt muligt på. På samme måde var Templet i Jerusalem på Jesu tid blevet en handelsplads – fyldt med plattenslagere. Og præsterne og magthaverne havde “taget monopol” på Gud og gudsdyrkelsen. Almindelige og fattige mennesker var afholdt fra Templet – og denne praksis gør Jesus op med: Ifølge evangelisten Markus kapitel 11, vers 15 ff. rydder Jesus markedsboderne på tempelpladsen og skræmmer kræmmerne væk og belærer dem og siger: “Står der ikke skrevet: “Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene”? Men I har gjort det til en røverkule.”

Måske føler farisæerne i dagens evangelium sig truet på deres religiøse praksis, da Jesus befinder sig tæt ved Templet. Det Tempel, som Jesus senere forudsiger skal falde og siger: “og der skal ikke lades sten på sten tilbage”. På en måde udgør Jesus en trussel mod Templet og den institution, som Templet er blevet. Skal denne religiøse praksis ændres til noget mere anti-autoritært og demokratisk vil det også betyde en ny æra for farisæerne i tempelbyen, Jerusalem. Og det er ikke sikkert alle ønsker det. Hvorfor ellers tage livet af Jesus – var det ikke netop fordi farisæerne ville ham til livs?

Det kan ikke være tilfældigt, at dagens evangelium foregår ved festen for genindvielsen af Templet. I det Gamle Testamente fortælles om genindvielse i forbindelse med, at Herrens tempel havde været udsat for vanhelligelse, dvs. forkert brug eller sågar misbrug og derved var blevet urent: F.eks. i 2. Krønikebog kapitel 29 omtales en genindvielse af Herrens tempel: Genindvielsen indledes med, at præsterne bringer de urene genstande ud af selve bygningen og resten af bygningen renses og genhelliges, derpå finder en særlig genoptagelse sted af den rette offerkult med et mindre offer, hvor sonofferets blod renser brændofferalteret – imens der synges og spilles musik. Festen afsluttes med en folkefest.

På en måde kan man sige, at Jesus bliver den, som kommer for at bringe renselse af det gamle Tempel. Med sit eget blod bliver Jesus det nye sonoffer, som skal rense det gamle Tempel. I den forstand bliver Jesus som Guds søn den som bringer det Nye Tempel. Alle kan nå Gud – nemlig gennem ham, Jesus Kristus. Intet menneske behøver derefter at tage fra verdens ende og til Templet i Jerusalem for at nå Gud. Intet menneske behøver komme med dyreofre til Gud for at mildne Gud. Intet menneske behøver at betale i dyre domme for særlig velduftende røgelse for at få Guds opmærksomhed. Guds opmærksomhed gives lige nu og her – via Guds søn, Jesus Kristus. Gud meddeler sig helt og udelt igennem ham: Fra himlene til jorden er den lige linje igennem ham, som har vandret på her.

Frelsen skænkes ikke fra en gigantisk bygning af sten, men derimod gennem et menneske af kød og blod, Guds søn. Guds søn har levet og vandret imellem mennesker – og er død imellem mennesker. Frelsen afhænger ikke længere for mennesker af love, påbud og forskrifter, de såkaldte lovgerninger, men frelsen skænkes af troen på Jesus som Guds søn. Og med Luthers ord “af troen på Guds søn, som døde og opstod for os”.
Det er derfor apostlen Paulus taler om, at Guds søn opfylder den gamle lov. Guds søns opfyldelse af den gamle lov “dækker” menneskers manglende tilstrækkelighed i forhold til den gamle lov. Det er ikke Jesu død i sig selv, der frelser, men det er Guds søns retfærdighed og lydighed mod sin himmelske fader: “og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning… så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”, som der står i Hebræerbrevet kapitel 9, v.12 ff.

Som kristne mennesker gives den nye lov til os som et evangelium: Et liv i frihed – ikke ved lovgerninger, men sat fri i kærlighed og forløsning – til at tjene Gud og mennesker.

Jesus afslutter dagens evangelium med at sige om sig selv “Jeg og Faderen er eet”. Det er mig bekendt alene hos evangelisten Johannes, at Jesus siger sådan om sig selv. Den vending anvender Jesus ikke om sig selv i de synoptiske evangelier, dvs. hverken hos Matthæus, Markus eller Lukas.
For farisæerne er det aldeles utænkeligt, at noget menneske skulle have Gud til fader. Gud er ophøjet, fjern, ikke et menneske af kød og blod. Det må man forstå for at kunne forstå deres forargelse over Jesu omtale af sig selv og faderen som eet. For farisæerne er det aldeles provokerende og gudsbespottende at forestille sig, at et menneske kan have Gud til fader og gøre sig Gud lig.

Vi, som sætter vores lid til Kristus, har derimod den overbevisning og det håb, at Gud virkelig lod sig føde, levede, døde og opstod for os. For derved at sone og rense vores skyld – for bringe os tilbage til det oprindelige gudsforhold – nemlig skabt i Guds billede, skabt i kærlighed og til kærlighed, til at elske og tjene næsten og Gud. Sådan som der står i Johannes brev kapitel 2, vers 1ff.: “Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: “Jeg kender ham”, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer 743 51 482 – 484 217 358

© 2008 Asser Skude, redigeret siden