Prædikenvejledning til 16. søndag efter Trinitatis 2021


Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: “Græd ikke!” Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: “En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Lukas, kapitel 7, vers 11-17

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for søndag den 19. september 2021

– Enkens søn i Nain

“Helligånd, hør, hvad vi bede trøstig nu i Jesu navn: Over os du vinger sprede, råde bod på alle savn, vække liv med lys og styrke, hvor kun før var død og mørke!”

Sådan sang vi før prædiken i Grundtvigs gendigtning. Den salme udtrykker rammende klart den følelse man kan have, når man mister een man holder af. Og den salme udtrykker rammende klart det afmægtige råb om hjælp et sådan tab kan føre med sig. Da kan man have brug for Helligåndens trøstende vinger, sådan at død og mørke kan vække liv med “lys og styrke”.
Det kan være en ubehagelig realitet at skulle forholde sig til døden. Intet menneske kommer uden om døden, og enhver bliver konstant mindet om døden, hver gang en af vore kære tages bort:

Døden kan tage ens kæreste fra een, og døden efterlader een tilbage med savn og sorg. Det kan føles som man har mistet noget af een selv. Man kan ende der, hvor man kun kan se død og mørke – en følelse af afmægtig sårbarhed og en følelse af at være efterladt og alene.

Sådan er det også i dagens evangelium: Død og mørke hviler over enken i Nain. Hun har mistet sin eneste søn. Og hun har allerede mistet sin mand og er virkelig efterladt og står alene tilbage – sårbar. Hun er overladt til sig selv. Som forælder er hun ramt af den største tragedie, der kan overgå een, nemlig at overleve sit eget kød og blod, og som enke har hun tilmed ingen ægtefælle at dele tabet med.

I et samfund, hvor ens identitet ligger i ens familie, har hun ikke blot mistet sin ære og anseelse, men også sin eneste forsørger. Hun befinder sig i en verden af tomhed og fortvivlelse. Ikke alene en fortvivlelse over at have mistet sin eneste søn, men også en fortvivlelse over at have mistet ethvert livsgrundlag. Ikke alene sønnen bringes til dødens rige – også den efterladte enke kan se frem til et liv i et dødens rige på jord – et liv som levende død – uden hverken livsgrundlag eller håb:

Enken deltager allerede sammen med et stort følge i det sørgetog, som bærer hendes døde søn ud af byen. Gruppen af sørgende – på vej ud af byen – mødes af en anden gruppe, der er på vej ind i byen. De mødes ved byporten i Nain. Det er gruppen af Jesu disciple som møder ligtoget. Hvor gruppen med sørgende bærer mørket og dødens mærke, bærer gruppen af Jesu disciple håbet – håbet om at der er godt nyt på vej: Håbet om lys og styrke i stedet for død og mørke. Gruppen af Jesu disciple bringer det glædelige budskab: Budskabet om at Gud er kommet til mennesker – også til enkerne, de faderløse og de fremmede – dem, der sidder ladt alene tilbage. Som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: “for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”.

Og da Jesus får øje på kvinden “ynkedes han over hende”. I den græske og oprindelige ordlyd står der : “at det vendte sig inden i ham”. Så ondt får han af enken. Der er altså ikke tale om en smule medfølelse, men virkelig indlevelse i enkens situation.

Bemærk det er Jesus selv, der tager initiativ til at kontakte enken og griber ind. Ikke omvendt. Det er ham, der opsøger hende: Han griber ind i gruppen af sørgetoget, hvor hun befinder sig. Han blander sig og siger direkte til hende: “Græd ikke!”.

Straks går han “hen og rører ved den dødes båre”. Det er som om alt står stille i det øjeblik. Bærerne ved båren står helt stille. Den ellers håbløse situation ændrer sig på hans indgriben og idet han befaler: “Unge mand, jeg siger dig: “Rejs dig op!”. Og det sker. Den døde adlyder! – sætter sig op – og taler!

Jesus oprejser enkens søn fra døden. Og mere til. Ikke kun sønnens liv, men i lige så høj grad enkens liv rejses op. Vi skal lægge særligt mærke til det følgende: ”og Jesus gav ham til hans mor”. Enken rejses fra et liv i ensomhed, mørke og død til liv og glæde. Ikke eet menneske rejses idag til livet, men to: Ikke bare sønnen kommer til live, men også enken får sit liv tilbage – som mor til sin eneste søn.

Enhver, der har mistet en kær, og set sine kære på dødslejet har konstateret at noget af det sværeste at håndtere i den situation er følelsen af afmagt. Ethvert forsøg på at kommunikere med afdøde er og bliver forgæves. Ethvert forsøg på kontakt mødes med larmende tavshed!

Sådan er det ikke i dagens evangelium. I evangeliet om enkens søn i Nain hører vi svar fra dødens rige og en død bringes tilbage til livet. Det sker fordi det er Gud selv, der taler til den døde. Og Guds søn kan opvække den døde. På Guds søns befaling sætter den døde sig op og begynder at tale! Både gruppen omkring Jesus og sørgetoget bliver ramt af frygt, og snart lovpriser alle Gud, takker og lover Gud med ordene “Gud har besøgt sit folk”.

Nu er beretningen om enkens søn i Nain mere end blot en fantastisk begivenhed – mere end en dødeopvækkelse. (Jf. min prædiken til forrige søndag om forskellen mellem at “forbavses og forundres”). Det er et evangelium, der gælder for enhver. Det er det glædelige budskab om, at der er håb for enhver: Selv enken, den faderløse, selv den fremmede skal Gud være Gud for. For Gud vil besøge sit folk, ligesom Gud selv i skikkelse af Jesus besøgte sit folk, da han kom til Nain.

Og det er et sandt evangelium, et sandt glædeligt budskab. At Guds søn gør alvor af sit løfte om at være nærværende, ikke bare med trøst og støtte, men også som i dagens evangelium, med virkelig indgriben. Guds søn giver virkelig enken hendes liv tilbage, ved at give hende sønnen igen. Guds søn giver hende livet tilbage, for nu er sønnen der igen til at forsørge hende, nu er sønnen der igen, som hun kan være mor for.

Enken får livet tilbage – det umulige bliver muligt ved mødet med Guds søn – det døde liv bliver til et levende liv. Enken bliver skænket et håb, der gør hende i stand til at se fremad – og helt konkret vender de om fra de dødes rige til de levendes. Beretningen om enken, der får sin søn igen fortæller os, at der ikke findes et liv, der er så ødelagt, at det ikke kan genoprettes af Guds nåde og kærlighed.

Derfor er det glædelige budskab idag, at ingen må opgive troen på, at Gud kan ændre ulykke og ensomhed til lys og liv: Som Gud rejser enkens søn op, rejser Gud mennesker op – af støvet, fornedrelsen og håbløsheden – og gør os i stand til at gå oprejst bort ud i livet. Guds herlighed er i stand til at bryde igennem og trænge selv de mørkeste kræfter bort – også håbløshedens.

Når Gud spreder sine vinger over os, kan Gud føre os fra død og mørke til lys og styrke. Enken fra Nain bliver helt konkret rejst op af støvet. Guds søn kommer helt konkret enken til undsætning og gør hende i stand til at gå bort ud i livet med opløftet hoved. Og på samme måde spreder Guds søn troens vinger over os og rejser os op af støvet.

Det samme oplevede Job, da han lå i støvet uden noget håb for fremtiden og da han mindedes Guds trøstende vinger: “Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, Når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue ham og ingen anden skal mine øjne se.” Jobs fastholden på troen og håbet, viser sig at blive hans redning.

På samme måde blev også enkens og hendes søn skænket troens mulighed, da de fik livet tilbage igen af Guds søn. Og på samme måde – omend ikke så dramatisk som evangeliet idag, skænkes også vi troens mulighed, når vi hører det glædelige budskab om Guds søn, der kom til os, for at åbenbare sin kærlighed til os – for at frelse og forløse os – uanset hvilket mørke eller hvilken dal, vi måtte befinde os i er Guds veje uransagelige og Gud formår det umulige.

Ved sin egen søn har Gud besøgt mennesker og skænket troen på ham, som er opstået, og som kalder enhver af os til at følge ham. Gud har altså i Jesus Kristus besøgt os – som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: “fra det høje at besøge os, for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge”. Gud har besøgt sit folk. Og hvor Gud altså er, findes dødens mørke ikke mere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 406 316 739 – 448 476 11

– udgivet første gang på www.asserskude.dk 2009, © Asser Skude

Prædikenforberedelse til 15. s. e. Trinitatis 2021

Evangelium
Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

Matthæusevangelisten, kapitel 6, vers 24-34


– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser til prædiken kl. 10.30 søndag den 12. september 2021 i Bellahøj kirke:

– om ikke at gøre sig timelige bekymringer

Det er lettere sagt end gjort, for menneskeligt er det dog i høj grad at gøre sig bekymringer. Bekymringer om alt det, som kan gå galt, og som derfor også går galt. Menneskeligt er det også at bekymre sig om sin egen rolle i de ulykker, der sker i ens liv. Menneskeligt er det også at spekulere og gøre sig tanker om man skulle have handlet anderledes, og hvad man kunne have gjort anderledes. Og selv hvis der en sjælden gang slet ikke er noget at bekymre sig over, er dét i høj grad bekymrende!

Måske ligger det til menneskets natur at bekymre sig for dagen i morgen. Måske er en af menneskets største vildfarelser, at det bilder sig ind at have en fri vilje og magt over sit eget liv, sådan at det er i stand til at sikre sin fremtid og planlægge, hvad der skal ske, således at intet uforudset indtræffer. Derved narrer mennesket sig selv for en stund og bilder sig ind at det er herre over sit eget liv og lykke: I stedet for at give slip på sine bekymringer og leve uden bekymringer for dagen i morgen, glemme alt om fortid og fremtid og være i nuet, i øjeblikket. Det ville være den bedste og mest lykkelige tilstand.

Hvordan er det kommet så vidt, at mennesket ikke kan leve ubekymret længere? Filosoffen og præsten K. E. Løgstrup giver det svar, at mennesket i et forsøg på at skabe sig tryghed og planlægning, har opgivet det mest dyrebare – nemlig spontanitet og hengivelse. I forsøg på at planlægge sit liv har mennesket kommet væk fra at leve i nuet og øjeblikket. Derved er mennesket blevet sin egen værste fjende: I sin higen efter alt som kan kontrollere verden, gør mennesket sig bekymringer.

Problemet er blot at samme bekymringer kommer til at adskille mennesket fra Gud, fra livet, øjeblikket. Fordi mennesket bilder sig ind, at det kan gøre sig til herre over livet og døden. Herrer over livet og døden er mennesker ikke – og bliver det ikke: Vi har ikke magt over død og ulykke – nogen gange kan vi have en medindflydelse på det, men intet menneske har eller vil få magt over alt der sker. Uanset hvor mange bekymringer vi end måtte gøre os, kan vi ikke lægge en alen til vores vækst eller blot en enkelt dag til vores liv.

Jo mere vi forsøger at fastholde livet og binde livet ned over os selv og hinanden, jo længere væk kommer vi fra livet. Og jo før jo bedre mennesket indser dette, jo før kan det menneske give sig hen, til Gud, til næsten, til øjeblikket. For at leve som det var tænkt fra begyndelsen, i hengivelse til Guds og til næsten, fri til at elske og røres. Fri fra bekymringer, sorger og spekulationer. Fri for alt det som binder mennesket ned og gør det ufrit.


Dagens evangelium ifølge Matthæus er en del af den såkaldte Bjergprædiken (Matthæus, kapitel 5-7). I sin bjergprædiken introducerer Jesus sine disciple for, hvordan de bedst tjener Guds vilje. De skal ikke gøre det, som man kunne forvente af dem, men de skal gøre langt mere.Jesus går imod alle principper om, at jordisk magt og gods er at foretrække, og opfordrer i stedet til at søge Guds rige først, for “Ingen kan tjene to Herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden…I kan ikke tjene både Gud og mammon.”Jordisk gods, kaldet “mammon”, kan forblænde mennesket og gøre det ufrit og forhindre det i at tjene Gud.Bemærk Guds vilje ikke handler om at have ingenting eller at have alting. Det handler ikke om at være meget fattig eller meget rig. Begge dele kan være lige galt. Det handler om at have fokus rettet mod at søge det himmelske, ikke det jordiske. Det handler om at have fokus på Guds vilje og søge Guds riges retfærdighed.
Guds vilje er ikke at afhænde jordisk gods – blot for at afhænde det, det ville blot være en ny vildfarelse. Måske kunne det i stedet være at bruge sin ejendom og rigdom og hjælpe dem, som ingenting har.
På samme måde ville det også være en ny vildfarelse at tro at Guds vilje skulle byde mennesket afholdenhed og askese. Hvad skulle det for eksempel gavne et menneske at gå i kloster for at tjene Gud? Hvorledes skulle man da kunne elske næsten som sig selv, hvis man levede afsondret fra verden og næsten?Jesus gentager ofte et centralt bud fra Moseloven: At du skal hengive dig Gud Herren af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele din styrke – og din næste som dig selv.
Hvordan skal du gøre dette? Det skal du ved netop at bruge alle dine ressourcer, midler, penge mm. på at fremme Guds og næsten sag. At fremme din egen sag eller dine egne private interesser er ikke at tjene Gud eller næsten, det er og bliver selvkærlighed.
Alle dine bekymringer og al din fokus i dit liv bør du være optaget af at tjene Guds vilje og søge Guds riges retfærdighed. Det bør være din største bekymring, hvordan du vil tjene Guds vilje og søge Guds riges retfærdighed.
Gud har selv sagt at Guds rige er på vej og kommer. Uanset hvad der sker. Derfor kan du ligeså godt overgive dig til det budskab og den vilje, som er Guds. Guds bud er radikalt, dvs. i ordets oprindelige græske betydning. Radix betyder egentlig rod og dvs. at Guds bud er helt ned til roden radikale og nye og omvæltende.
Guds bud er ikke at du kun skal elske dig selv og dem, som ligner dig. Det skal ikke være din største bekymring. Nej, din primære fokus og optagethed bør være at elske enhver, og selv dine værste fjender og dem, som er efter dig, bør du bede for og elske. (Bjergprædiken)

Blot at elske dem, som allerede elsker dig, gør allerede hedningerne – og deri ligger intet nyt. Nej, det nye og radikale bud er at du skal elske næsten UANSET om du bryder dig om ham eller hende. Det er din pligt og din opgave, at være næste for selv den mest usympatiske og uelskelige. Selv den, som svigter og forlader dig, bør du have omtanke for – som dine aller nærmeste.

Det kristne bud om kærlighed springer derved alle rammer og er på alle måder nyt. Det kristne bud om kærlighed findes ikke i jødedom eller islam eller andre steder.

Det kristne bud er – som apostlen Paulus har formuleret i første Johannes brev – “så bliv da hinanden skyldige i dette ene, at elske hverandre.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

salmeforslag: 15 29 41 – 369 69 730

– udgivet første gang på min blog i 2009, redigeret siden
© Asser Skude

Prædikenvejledning til 14. s. e. Trin 2021

Evangelium
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem, sagde han: “Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!” Og mens de var på vej derhen, blev de rene.
Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: “Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” Og han sagde til ham: “Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”
Luk 17,11-19

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


forberedelse forud for prædiken kl. 11.00 søndag den 5. september 2021 i Kapernaum kirke

– De ti spedalske

Dagens evangelium giver anledning til overvejelser om helbredelse kontra frelse.
Frelse er noget andet og mere end helbredelse. Man kan godt få svar på sin bøn om helbredelse – uden at det nødvendigvis fører til frelse.

Om de ni andre blev frelst, hører vi ikke noget om. Sagt på en anden måde: Kun den ene af de ti blev helbredt og frelst. Netop han, der ikke alene tog imod den ydre gave, men takkede Gud og forstod, at Jesus var Guds søn. Jesus sagde til manden: Din tro har frelst dig.

Altså: Troen frelser den, som tror. “Din tro har frelst dig”, siger Jesus til manden. De ord lyder også til os i dag. Vores tro holder os opmærksom på, at vi ikke er tilværelses herre, og bør sætte pris på livet og være taknemmelige for det.

Hvis vi tager alt i vores liv for en selvfølge, så har takken ingen grobund. Takkens grobund er en tro på, at alt vi får, skænkes som en ufortjent gave til os. Vi ved, at vi ikke er overladt til vilkårlighed, og vi modtager vores liv og kraft fra Gud.

Vor tak til Gud udtrykker vi bl.a. i vor gudstjeneste – og vi er i dag samlet i Guds hus og til Guds tjeneste, og hvor vi gennem vore ord, bøn, sang og lovprisning lader vor tro og taknemmelighed komme til udtryk.

I dagligdagen opfører vi måske som en af de ni, der tager et godt helbred og fysisk velbefindende som en selvfølge, men i dag skænker Gud os på ny den mulighed, at vi kan blive som den ene – samaritaneren – der hører Guds søn sige til ham: “Din tro har frelst dig”. Og derfor har vi al mulig grund til at være glade og takke Gud.

Når vi hører dagens evangelium, må vi samtidig standse op over det under, som sker: Ikke bare et menneske, men hele ti mennesker udfries for deres fysiske lidelser, og de får også chancen få at vende tilbage til et socialt og kultisk fællesskab med de andre “rene”.

Ikke desto mindre er det alligevel så som så med taknemmeligheden. Vi må spørge os selv hvordan det kan være, at kun den ene vender tilbage for at takke Guds søn. Jesus selv synes også at være uforstående over for det og spørger: “Var der ikke ti, der blev rene?” Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?”

Sagt på en anden måde: De ni er overraskede pga. af deres helbredelse, og her slutter det også. Sådan forholder det sig ikke med samaritaneren: Han kan sandsynligvis ikke leve videre med sin helbredelse uden at han må standse op – og undres. Han må give efter for den forundring, som oplevelsen må have vækket i ham.

Dagens evangeliet vil fortælle os, at du og jeg skal have øjne og ører åbne, så når vi møder Guds rige, hvad enten det er i form af små lyspunkter og forandringer i vores liv, glæde, kærlighed, venskab eller ordets forkyndelse eller på anden vis forundres, vender os til Gud.

Hvor mange af os ville egentlig, hvis vi blev genstand en uforklarlig og glædelig helbredelse, sige tak til Gud? Det ville vel kun de færreste. For som moderne menneske er det vanskeligt at røres af det uforklarlige: Måske forbavses du og jeg en gang imellem, men sjældent kommer vi til den religiøse forundring.

Det er præsten og filosoffen K. E. Løgstrup, der har gjort sig overvejelser over forskellen imellem at “forundres” og “forbavses”: Når vi forundres, søger vi efter meningen bag det hele. Når vi forundres, leder vi efter Guds delagtighed i vores skæbne. Forundringen stikker langt dybere end de små forbavselser.

Ofte søger du og jeg de tomme forbavselser, når vi vælger nyheder og tv-udsendelser. Vi vil have de mest saftige og mest hårrejsende historier, der for et øjeblik giver os oplevelse af noget, noget der er større end vores eksistens.

Turde vi blot i stedet lade os bevæge dybere end blot forbavselsen! Hvornår kommer vi til det punkt i vores liv, hvor vi må forundres, give os selv lov at stille dybere spørgsmål til livet, til eksistensen, til Gud.

Du og jeg kunne vælge at gøre ligesom samaritaneren i dagens evangelium. Han, som de andre gjorde grin med. Han, som andre talte nedsættende om pga. hans tro. Han handlede dog viist. For han havde en søgen, en spørgen til livet. Han turde se ud over sin egen eksistens. Han mente ikke selv han var tilværelsens herre. I den forstand var han den viiseste af dem alle.

Sådan som samaritaneren kunne du og jeg måske også gøre: Og som Løgstrup opfordrer enhver til, når han siger noget i retning af – Tag dig tid og giv dig tid til at pleje din forundring, som dit liv nok skal give dig anledning til. Når du forundres og ikke kan forklare, hvad det præcist er, da er det livet selv og livets gave, som er større, end du troede:

Livet er skænket fra Gud, det var det samaritaneren blev opmærksom på. Det liv, han havde fået i kraft af helbredelsen, kom fra Livet selv, Guds søn, derfor måtte han forundres. Det nye liv, han var blevet skænket, var større end ham selv, derfor måtte han vende tilbage til Guds søn og takke Ham – uanset at han ikke selv var jøde, men blot en fremmed, en samaritaner.

De ni andre var sandsynligvis jøder, egentlig fromme og troende mennesker, som også burde være blevet forundrede. De burde have takket Jesus, det gjorde de bare ikke! Man kunne derfor spørge: Hvor var deres spontane glæde og begejstring over at have fået livet tilbage? Hvorfor kunne de ikke takke deres livs giver? Hvor var deres forundring?

Når det i stedet er en fremmed, en samaritaner, der handler forbilledligt i dagens evangelium, giver det yderligere anledning til forundring. Det er netop evangeliets kendetegn: Evangeliet er ikke vished eller sikkerhed, det er overraskelse og uforklarlighed. Evangeliet overrasker os med budskabet om, at en fremmed og forhånet mand frelses, ikke ni fromme og gudstro jøder!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Salmeforslag 730 23 310 – 28 476 728

– udgivet første gang på denne blog 2009, redigeret siden

Opfinder Bibelselskabet fjendebilleder?

Med den nyeste oversættelse ”Bibelen 2020” forekommer Bibelselskabet mig at opfinde nye fjendebilleder. Hvis det er tilsigtet er det ulykkeligt og begrædeligt. Hvis ikke, kan man håbe det bliver ændret ved en kommende udgivelse, konkret i forhold søndagens og kommende søndags evangelier, hvor samaritaner oversættes med ”fjender”, henholdsvis trettende og fjortende søndag efter trinitatis.

Sidstnævnte, Lukas, kapitel 17 vers 11-19 rummer tilføjelsen ”en af jødernes fjender” om samaritaneren. Ved at tilføje ”en af jødernes fjender” om samaritaneren opstår et helt andet billede end det originale. Evangeliet kommer på denne måde til at handle om ”dem og os”, ”fjender eller ikke-fjender”.
Hvad er formålet med den tilføjelse til den oprindelige tekst ”jødernes fjender” eller ”en af vores fjender” med den nyeste oversættelse ”Bibelen 2020”? Det står ikke i den oprindelige tekst og det er f.eks. heller ikke med i den nuværende autoriserede oversættelse af 1992. For mig at se er den tilføjelse unødig og tjener intet formål, hverken pædagogisk eller teologisk.

Som jeg har forstået evangelierne er Jesus generelt sen i sin forkyndelse at skabe fjendebilleder, det sker stort set ikke. Oftest forkynder Jesus kærlighed til næsten og fremmede, det er god jødisk tradition. Jesus er retfærdig og uden fordomme. Derfor støder det i mine ører, at Jesus skulle have sagt ”en af vores fjender” (13. søndag efter Trinitatis) eller ”en af jødernes fjender” (14. søndag efter Trinitatis).

Jesus er ikke smagsdommer eller moralist, tværtimod, han helbreder og stiller ikke spørgsmål om herkomst eller tro eller noget andet, nærmest på trods af baggrund og historik. Det er netop også det, som er befriende ved Jesu forkyndelse og gerning. Der er plads til alle.

De gange hvor Jesus er polemisk, er som oftest i forhold til sine egne, de selvretfærdige jøder, som mener at have deres på det tørre.

Sagt på en anden måde. Jesus griber – som jøde – i egen barm, frem for at pege fingre af andre, det vil sige. Jesu forkyndelse handler om at se og ændre egne fejl og mangler, fremfor andres, jf. lignelsen om se sin egen ”bjælke i øjet” fremfor at se ”splinten” i sin næstes øje. Jesu forkyndelse lægger op til at man peger pilen på sig selv og ikke på andre.

Det er rigtig nok, at det er provokerende og en vigtig pointe at det er en samaritaner (og ikke en from jøde), der hjælper den nødstedte (13. søndag efter Trinitatis,) og at han som takker for helbredelse også er samaritaner (14. søndag efter Trinitatis).

Det er ganske vist rigtigt, at der vitterligt bestod et vist fjendskab/uvenskab mellem jøder og samaritanere på Jesu tid, men for mig at se er beretningen om den barmhjertige samaritaner en fortælling om næstekærlighed og en fortælling, der overrasker os med, at næstekærlighed kan komme fra en uventet kant.

Sagt på en anden måde. Jesu forkyndelse er altså, at alle mennesker kan overraske, til begge sider. Præsten og kirketjener, som burde vide bedre, svigter, mens den lidt ugle sete samaritaner overrasker positivt.

Derfor kunne en af pointerne være, at vi som mennesker ikke må skære alle over en kam. Der findes hjælpsomme mennesker, ikke mindst blandt dem som ikke ligner, men pointen er ikke, hvem hjælpen kommer fra, men at nogen hjælper.

Jesus roser samaritaneren for at være den person, der gør det rigtige, den person, som foretager sig den eneste ordentlige og anstændige handling i forhold til staklen, der ligger forslået i vejkanten. Samaritaneren udviser næstekærlighed, hvorimod præsten og levitten, som man forventede mere af, svigter.

Til søndagens evangelium om taknemlighed hører vi godt nok ikke noget om, hvem præcis de ni andre er, men man må gå ud fra at det sandsynligvis kun er den ene som er samaritaner og de ni andre er jøder, hvis lignelsen skal give mening. Men hvorfor tilføje ”fjende” ind i evangeliet om ham, som er taknemlig? Er det fordi Bibelselskabet vil have vi skal mene at kun fjender er taknemlige?

Sat på spidsen: Så bliver der med den nye oversættelse skabt to nye evangelier, dels et evangelium om den taknemlige fjende, dels et evangelium om den barmhjertige fjende.

For mig at se er de to søndages evangelier noget helt andet. De to evangelier har jo slet ikke ordet ”fjende” med om samaritaneren og de er i stedet en opsang til dem, der mener de altid gør rigtige og det der forventes af dem. På den måde er de to søndages evangelier også en forkyndelse af menneskets uperfekthed, at vi mennesker fejler, uanset hvem vi er og hvilken baggrund vi har. ”Alle skuffer over tid” som en moderne dansk popgruppe synger (Minds Of 99).

Jeg kan jo af gode grunde ikke vide, hvilke tanker eller overvejelser der ligger bag Bibelselskabets nyeste oversættelse ”Bibelen 2020”. Jeg ved godt, at oversættelsen nok ikke er tiltænkt som en autoriseret oversættelse til søndagsbrug i danske kirker, og jeg vil da gerne medgive at jeg som udgangspunkt altid hilser enhver debat velkommen om de bibelske tekster og evangelier, netop for at gøre sproget aktuelt og forståeligt for danskere i det 21. århundrede.

Prædikenforberedelse til 13. s. e. Trinitatis, søndag den 29. august 2021

Evangelium
“Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden svarede: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: “Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: “Hvem er så min næste? Jesus svarede og sagde: “En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: “Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: “Gå du hen og gør ligeså”.
Lukas kap. 10, v. 23-37.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 i Bellahøj kirke samt kl. 12.00 i Ansgar kirke søndag den 29. august 2021

Den barmhjertige samaritaner

Når der kommer en hen til Jesus og spørger “Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”, så er det ikke af interesse eller nysgerrighed, men det er for at fange Jesus på ord. Det er en lovkyndig, som vil have Jesus af vejen og en, som ikke skyr nogen midler for at finde noget, han kan bruge på ham.

Samtidig med at spørgsmålet til Jesus er en fælde, så er spørgmålets præmis fra starten helt gal: Intet menneske kan gøre noget, hvorved det menneske frelser sig selv. Intet menneske præstere tilstrækkeligt, hvorved det derved fortjener frelsen.

Derfor giver det ingen mening, når spørgsmålet hedder “Hvad skal jeg GØRE for at arve evigt liv”. Du skal lige præcist intet gøre, for frelsen skænkes ufortjent, på latin kaldet “gratis”. For mennesket skal ikke gøre sig fortjent til Guds kærlighed og frelse. Mennesket er allerede elsket af Gud. Gud har allerede elsket mennesket først, derfor er det eneste noget mennesket er pligtig, dette ene, at blive i kærligheden, for Gud er kærlighed.´, som det hedder i 1. Johannesbrev kapitel 4: “Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Og sådan forkynder Jesus ved flere lejligheder og i flere af sine lignelser. Gud er kærlighed. Kærlighed er ikke noget, man gør sig fortjent til, kærligheden er der bare fra Guds side, og mennesket frelses ikke af sine gerninger. Mennesket frelses af troen alene.

Til trods for at spørgsmålet i dagens evangelium er en fælde og til trods for at spørgsmålets præmis er gal, går Jesus alligevel ind på mandens tankegang og spørger ham uddybende: Hvad læser du selv ud af Loven?

Det svar, som manden kommer med kaldes “det dobbelte kærlighedsbud”, dvs. du skal elske Gud og du skal elske næsten som dig selv. Det er rigtigt, det er det største bud i Loven, men frelse noget menneske kan det ikke. Og selv hvis det kunne: Hvilket menneske kan i ramme alvor hævde at det til punkt og prikke – og til alle tider – har holdt det største bud i loven – elsket Gud og elsket næsten som sig selv?

Det er dog rigtigt at vil nogen elske Gud, må det menneske elske næsten, som Gud har skabt. Ingen kan hade sin næste, som han ser og kender, men elske Gud, som han ikke har set – jf. første Johannesbrev. For mennesket er skabt i kærlighed og er skabt til kærlighed. Derved tjener det også Gud bedst at elske Gud og elske næsten som sig selv. Det er det største bud, det dobbelte kærlighedsbud.

Læg øvrigt mærke til, at Jesus svarer manden, at hvis han gør alt dette, så “skal du leve”, ikke “så vil du blive frelst”. Når Jesus siger “så skal du leve”, er det altså ikke det samme som frelse, men det er tilstrækkeligt til kunne holde sig selv ud. Det er tilstrækkeligt til at være et anstændigt og ordentligt menneske, dette dobbelte kærlighedsbud, at elske Gud og elske næsten. Mere end dette kan man ikke forlange af noget menneske.

Alligevel fortsætter manden med sine spørgsmål og spørger igen – for at retfærdiggøre sig selv: “Hvem er min næste?” Og husk på, det er ikke fordi manden ønsker at vide svaret, Det er stadig for at fange Jesus på ord. Og i stedet for at udpensle for manden præcis, hvem næsten er, gør Jesus det overraskende, at han fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Den lignelse overrasker og provokerer. For den lignelse giver et andet svar end spørgeren kunne forvente: Den lignelse handler ikke om, at næsten er en som skal være genstand for ens egen godgørenhed og selvretfærdighed. Næsten er ikke en som skal være passiv modtager af ens egen selvtilfredshed og ens egen selvforherligelse.

I dagens lignelse er det næsten, der gør alt det rigtige, det er næsten, som er der for den nødlidende. Det er næsten, som er der for dig, og ikke næsten, som du kan gøre noget for. Sagt lidt mere firkantet: I dagens evangelium er budskabet, at du ikke kan vide, hvorfra hjælpen kommer og hvem der er din næste. Samtidig er næsten i dagens lignelse en person, som tilhørte en gruppe i samfundet, som mange hadede og så skævt til. Mange latterliggjorde samaritanerne for deres Gud, tro og praksis. Alligevel anvender Jesus i dagens evangelium en samaritaner som et forbillede!

Samaritaneren havde ikke behøvet al det besvær for den stakkels forkomne mand i vejkanten. Alligevel gjorde samaritaneren det – og derved var samaritaneren den bedste ven i nøden for den forslåede stakkel i vejkanten. Derved var samaritaneren der for sin næste. Derved gik samaritaneren ud af sin vej for sin næste.

Og vigtigst af alt: Derved var samaritaneren den næste, som enhver måtte ønske sig. Tænk at der findes så hjælpsom og sød og gavmild en person. Så synes selv den værste medfart til at holde ud, når bare hjælpen er nær og ens næste er ligesom den barmhjertige samaritaner.

Dagens lignelse lægger naturligvis op til at enhver bør stræbe imod at være hjælpsom og barmhjertig – ligesom samaritaneren. Enhver må arbejde på sin næstes glæde. Enhver bør være der for hinanden. Enhver bør elske sin næste, fremfor at have nok i sig selv.

Dagens lignelse bringer det overraskende budskab, at din næste ved du ikke hvem er. Den hjælp du vil få, ved du ikke hvor vil komme fra. Måske vil det være fra en, du ikke kender. Ingen kunne have forudset, at det var samaritaneren der ville hjælpe den forslåede stakkel. Det var imod alle odds. De fleste ville have troet præsten eller levitten, de to fromme, gode mennesker hjalp. Det gjorde de bare ikke. De var der ikke for den forslåede stakkel. De var der ikke næste for den forslåede.

Næste for den stakkel var en som mange ikke regnede for noget. En, som samfundet havde lagt for had og spottede. Men hjælp er hjælp og tænk at hjælpen kunne komme fra en fremmed, en med en anderledes tro!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 365 309 164 – 360 476 728


– udgivet første gang på denne blog 2009

Hvem er min næste?

– og hvor kommer næstekærligheden fra?


Spørgsmålet er naturligvis retorisk formuleret og helt teoretisk.
Men hvad siger Det Nye Testamente f.eks. om det spørgsmål, og helt aktuelt søndagens evangelium, til kommende søndag, søndag den 29. august 2021 eller trettende søndag efter Trinitatis, efter første tekstrække, Lukas kapitel 10, vers 23-37.


Læser man i den nyeste oversættelse, den såkaldte Biblen 2020, © Bibelselskabet, 2020, er tilføjet en beskrivelse af hovedpersonen, samaritaneren: ”en af vores fjender”. Hvordan kan det være at Bibelselskabet vælger at tilføje at samaritaneren er en fjende? Det er ikke sådan der står i den oprindelige græske udgave.

Det er problematisk, at Bibelselskabet ”lægger til” i den oprindelige såkaldte ”grundtekst”, i stedet for blot at oversætte, hvad der egentlig står. I den nuværende autoriserede oversættelse fra Bibelselskabet 1992 står blot ”samaritaner”.

Det er ganske vist rigtigt, at der vitterligt bestod et fjendskab mellem jøder og samaritanere på Jesu tid, og den kendsgerning, at Jesus fremhæver en samaritaner frem for en jøde er i sig selv en provokation for de samtidige jøder, som hører hans forkyndelse. For mig at se er det i beretningen om den barmhjertige samaritaner (som han ofte kaldes) en fortælling om næstekærlighed og en fortælling, der overrasker os med, at næstekærlighed kan komme fra en uventet kant.


Sagt på en anden måde. Jesu forkyndelse er altså, at alle mennesker kan overraske, til begge sider. Præsten og kirketjener, som burde vide bedre, svigter, mens den lidt ugle sete samaritaner overrasker positivt.

Derfor kunne en af pointerne være, at vi som mennesker ikke må skære alle over en kam. Der findes hjælpsomme mennesker, og hjælpen kan komme fra uventet kant, fra dem vi ikke regnede med. Redningsmanden i søndagens evangelium er ikke en af folkets (læs jødernes) egne, men en nabo.

Jesus roser samaritaneren for at være den person, der gør det rigtige, den person som foretager sig den eneste ordentlige og anstændige handling i forhold til staklen, der ligger forslået i vejkanten. Samaritaneren udviser næstekærlighed, mens præsten og levitten, som man forventede mere af, svigter.

På den måde er søndagens evangelium en opsang til dem, der mener de altid gør rigtige og det der forventes af dem. På den måde er søndagens evangelium også en forkyndelse af menneskets uperfekthed, at vi mennesker fejler, uanset hvem vi er og hvilken baggrund vi har. ”Alle skuffer over tid” som en moderne dansk popgruppe synger (Minds Of 99).

Jeg kan jo af gode grunde ikke vide, hvilke tanker eller overvejelser der ligger bag Bibelselskabets nyeste oversættelse ”Biblen 2020”. Jeg ved godt, at oversættelsen nok ikke er tiltænkt som en autoriseret oversættelse til søndagsbrug i danske kirker, og jeg vil da gerne medgive at jeg som udgangspunkt altid hilser enhver debat velkommen om de bibelske tekster og evangelier, netop for at gøre sproget aktuelt og forståeligt for danskere i det 21. århundrede.

Alligevel gør det indtryk, at man alligevel til det måske mest kendte evangelium fra alle søndage i kirkeåret (udover måske lige juleevangeliet), vælger netop denne tilføjelse ”en af vores fjender”, når vi har at gøre med denne samaritaner eller den barmhjertige samaritaner.

Jeg har selv tidligere – godt nok for at provokere – draget paralleller mellem fremmede i vores samfund, som opfører sig eksemplarisk og er et gode for vores samfund og så samaritanere, som af mange af datidens jøder var ugle set.

Men ligefrem gøre samaritaneren til ”en af vores fjender” er at tage den for langt ud af en tangent.

Som jeg har forstået det, var samaritanerne på Jesu tid rigtig nok anderledes end datidens jøder. Men datidens samaritanere levede ikke fjernt fra datidens jøder og datidens samaritaneres bibel var ikke vildt fjern fra jødernes bibel. De var nærmest naboer allerede, og de var ikke mere fremmede end en svensker ville være for en dansker, hvis man nu skulle bruge en nutidig sammenligning på vores breddegrader.

Prædikenvejledning til 12. s. e. Trin, søndag den 22. august 2021

Evangelium
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: “Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!”Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”Markusevangelisten, kapitel 7, vers 31-37
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken
– Helbredelsen af den døvstumme
Selv med forstanden er det vanskeligt at gribe, hvor forfærdeligt det har været for denne døve og næsten stumme mand: Han er fanget i sin egen krop, han kan ikke kommunikere eller forstå omverden på samme måde, som alle andre. Han lider af et svært handikap. Nogen ville kalde ham hjælpeløs, levende død. På Jesu tid var man virkelig prisgivet sine omgivelser, hvis man led af handikap. Det var afgørende om der var hjælpsomme mennesker i ens nærhed. Hvis ikke, var det bare ærgerligt.
Heldigvis er der søde og hjælpsomme mennesker, som bringer denne handikappede til Jesus og gør opmærksom på hans ulykkelige situation. Denne hjælp fra andre og denne tro fra andre på, at manden kan få hjælp, kaldes også “den stedfortrædende tro”, Johannes Nissen i Præsteforeningens Blad, 1997, s. 707 ff.


Personligt er jeg rørt over denne stedfortrædende tro og denne hjælpsomhed fra andre. På en måde mere bevæget af de andres hjælpsomhed end, at Jesus helbrede:

De andre kunne jo bare havde ladt ham i stikken. De behøvede ikke komme med ham. Alligevel gjorde de det! Det er sådanne mennesker, der kommer til undsætning, der med til at gøre forskellen for manden i dagens beretning. Og uden Jesus havde det naturligvis ikke været muligt for manden at blive helbredt. Og uden vennerne havde miraklet ikke fundet sted, for så var manden slet ikke kommet frem til sin helbredelse.
Om selve helbredelsen hører vi, at Jesus tager imod den døvstumme, og Jesus forlader menneskemylderet “og tager ham afsides, væk fra skaren”. Med tegn og handling går Jesus i gang med at helbrede: Jesus spytter på sine fingre og stikker dem i mandens ører, hvorefter han igen spytter på sine fingre og rører ved mandens tunge. Brugen af spyt i forbindelse med helbredelse var ikke usædvanlig på Jesu tid, man mente det kunne have en positiv effekt.

Det næste som sker, er, at Jesus sukker. Det græske verbum for at “sukke”, betyder egentlig “klage” eller “stønne”. Der er tale om en ægte medlidenhed. Jesus lider sammen med manden. Også her kunne man tale om stedfortrædelse: Det er som om at Jesus træder i mandens sted, mærker og føler mandens handikap.
Og “Jesus så op mod himlen”. Det er ikke fordi Jesus bebrejder himlene mandens handikap, det er snarere en bøn sendt til himlene om, at måtte denne mand undslippe sine lidelser.
Og da Jesus befaler: “Luk dig op” sker det: Mandens ører “lukkede sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst”. Mandens tale- og hørehandikap forsvinder på Jesu blotte ord. Bemærk at Jesu ord er performative, dvs. de udretter, det, som de udtrykker. Når Jesus siger det, så bliver det, som han har sagt det.

Efter den mirakuløse helbredelse af stumheden og døvheden, forbyder Jesus manden at fortælle nogen om det. Det kan naturligvis undre, for hvorfor skulle manden da ikke netop fortælle alle og enhver om hans glædelige og uforklarlige helbredelse, hans nye livssituation?
Grunden kan være, at Jesus vil undgå hysteriet og fanatismen omkring helbredelserne: Det er ikke underne i sig selv, Jesus er kommet for. Nok er de en del af hans virke, de er snarere en forsmag på det Guds rige og den herlighed, som venter. De er tegnhandlinger, der peger fremad, henimod den kommende herlighed, det Guds rige, som Jesus forkynder, og som han selv bringer. Jesu undere er altså tegn på, at Guds rige er brudt ind i historien.

Den såkaldte Messias-tid er på vej. En tid, hvor Gud skal besøge sit folk. Tegnene på den tid er, som profeten Esajas siger i kapitel 35, vers 5 f.: “Da skal bindes øjne åbnes og døves ører lukkes op.” Gud skal genoprette den orden, som var fra begyndelsen. Som der står i 1. Mosebog, kapitel 1, vers 31: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og Gud så, hvor godt det var”. Den gamle skabelsesorden etableres igen. Det er den nye virkelighed, som vidnerne til dagens helbredelse konstaterer: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”

Med Jesu Kristi komme er frelsen altså kommet til mennesker, og den gælder ikke alene sjælens frelse, men også legemets. At blinde bliver seende, døve hørende, stumme talende, syge raske og fangerne sættes fri, ja, den nye virkelighed etableres på linje med, at Jesus forkynder Guds riges komme og Guds nåde forkyndes.

Evangeliet om helbredelsen af den døvstumme er altså ikke kun en underberetning. Det er et evangelium, der formidler håb. Der fortælles i dag om et menneske, som er ramt af håbløshed, og som alligevel modtager et nyt håb. Johannes Nissen kalder det en “håbshistorie”. Gud er kommet til mennesker og en ny og bedre tid er på vej. En tid, hvor det tabte skal genvindes, en tid, hvor det som var håbløst ud, igen skal lykkes, en tid, hvor skaberværket skal genoprettes, alle vores sanser skal vi igen tage i brug, som de var tiltænkt:

F.eks skal talens brug skal anvendes til at lovprise Gud for skaberværket. Og talens brug skal anvendes til at skabe nærhed og forståelse med hinanden. Talens brug skal forbinde, ikke skabe afstand. Det er et billede på den fremtid, der venter, og som vi håber på.

En fremtid, som kan være langt fra vores liv og dagligdag. Når vi føler os alene og isolerede. Når vi ikke kan sætte ord på vores lidelser og ord på vores desperation. Vi lever måske som “levende døde”. Nok trækker vi vejret og sover og spiser, men uden menneskelig kontakt og nærvær: Når vi rammes af sorg, smerte, men ingen har, som vi kan dele vores følelser og frustration med. Uanset hvor meget vi måtte ønske det, magter vi ikke at dele det. Og vores omgivelser magter det heller ikke! De undlader at tale om det, der egentlig burde tales om. Vores omgivelser ser ikke de tegn, der kommer fra os, når det er galt, når livet gør ondt.

For har vi ikke en tendens til at isolere dem, der har det svært og bærer på byrder, som ingen tør tale om, og som ingen vil lægge øre til?
Nok har vi talens og ørets brug, men vi anvender dem ikke som det var tænkt. Det kunne man også kalde en fænomenologisk erfaring af syndens virkelighed: Nemlig, at der er afstand imellem mennesker, selvom der ikke burde være det! At vi ikke lever sammen – med og af hinanden i det forhold, som vi var skabt til, nemlig i gensidighed og udleverethed til hinanden:

Ligesom den døvstumme hører vi bogstaveligt talt ikke når næsten trænger sig på med problemer, og vi holder sandheden om vores liv og vores næstes liv borte fra hinanden. I sproget er vi ofte fanget af selvtilstrækkelighed. I stedet for at gøre, de ting vi kunne gøre for os selv og vores næste griber vi det hverken med talens eller ørets brug.

Vores tale har en tendens til at forstumme – ligesom den døvstummes. Vores tale kan dø ud og vi kan fjerne os fra den sammenhæng, som Gud satte os i – i forhold til næsten. Til trods for vi altså er sat ind i en sammenhæng med hinanden og til trods vor vi er afhængige af hinanden, og har brug for hinandens opmærksomhed på det, som berører os, når vi ikke ind til hinanden, der hvor vi kan mærke, at vi bliver lyttet til.

Med helbredelsen af den døvstumme, må vi tro, at vi med Jesu mellemkomst igen kan blive sat i det forhold til Gud og næsten, som vi fra begyndelsen var sat ind i. Sådan at vi igen kan få sat ord på vores følelser, vores tanker, så vi kan kommunikere og forstå os selv og andre, så vores tale ikke mister sit salt, sin kraft, sin oprigtighed, ærlighed, sandhed, vedkommenhed og ligefremhed.

Vi må tro og bede til at vores tale bliver levende, ikke stum, modig, ikke fej, kærlig, ikke fjendtlig, så vi i fred og kærlighed og forståelse for næsten må være sammen med hverandre.

Vi må tro og bede til at vores hørelse med Jesu mellemkomst ikke isolerer os fra den sandhed og virkelighed, at Gud har sat os ind i denne sammenhæng med næsten, og at vi lever i afhængighed af Gud og næsten.

Måtte vi ikke lukke vores ører for dette guddommelige budskab, at Gud har skabt os og stadig opretholder os, og at Gud en dag vil genskabe os med både sjæl og legeme og alle sanser i deres rette brug, til tjeneste for Gud og næsten – når Guds rige indsættes.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

– forslag til salmer: 752 7 335 – 174 726 676

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Evangelium samt prædikenovervejelser til for 11. søndag efter Trinitatis 2021

Evangelium til søndag den 15. august 2021
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
Lukasevangelisten, kapitel 18, vers 9-14.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

– Den hykleriske og den oprigtige

Dengang – på Jesu tid – var romerne velhavende og privilegerede – de nød eksotiske varer fra hele middelhavsområdet, de havde en velfungerende infrastruktur og et veludviklet samfund, der tog hånd om sine borgere med gode boliger, sundhedssystem, hospitaler, skoler og uddannelse, medindflydelse og et parlamentarisk styre. Romerne var suveræne på alle områder, de var verdensborgere. Og de eksporterede ligefrem deres kultur og civilisation til de omkringliggende områder og de civiliserede deres områder, og de koloniserede deres omkringliggende områder, deres kolonier. Hemmeligheden bag var ikke undertrykkelse eller diktatur, snarere det modsatte, de integrerede og gav medindflydelse. Det gjorde det ved at bl.a. uddanne og integrere deres nye medborgere i deres system, både teknologisk, socialt, militært og politisk.

Den antikke romerske politiker, digter mm. Cicero sagde engang “Jeg er en romersk borger”. Den sætning er gået hen og blevet et af verdens mest kendte citater, mest kendt i den form, som anvendes af den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy under hans besøg i Berlin i denne form “Ich bin ein Berliner”. “At være en romersk borger” hænger sammen med forestillingen om Rom og at være borger i Rom som et privilegium, hvilket det også var. (“borger” er netop også forsøgt inkorporeret i den danske velfærdsmodel de seneste årtier – vi skal alle omtales som “borgere”, dette kan kun være inspireret af den romerske model og forestillingen om et samfund, hvor enhver borger er privilegeret og nyder en række goder.)
Nu var der som nævnt en bagside ved romernes succes: Alle dem, som betalte for romernes luksus. De nederste i hierarkiet, dem som ikke var romerske borgere, de som ikke var integrerede og dem som ikke stod på den romerske imperiums lønningsliste, de som ikke var i Roms tjeneste: De som levede i kolonierne og som f.eks. ligesom jøderne oplevede at blive beskattet hårdt.

De som indkradsede skatter var typisk landsmænd med samme etniske baggrund. Mange jøder så dem som lakajer for overmagten, og mange blev endda beskyldt for at være korrupte og ubarmhjertige, jf. beretningen om Zakæus, evangeliet til 7. s. efter trinitatis.

Den tolder, som er en af hovedpersonerne i dagens lignelse, er ikke en navngiven tolder, men en person i en lignelse, og tolderen står som repræsentant for en forhadt befolkningsgruppe. “Lejesvend” eller “stikker” ville nogen måske kalde ham. Og nogle ville kalde ham en forræder mod sit eget folk, men også forræder mod Gud: For i mange jøders øjne var toldernes arbejde uforenligt med at være jøde og en troende.

Tolderen i dagens lignelse synes også selv at være klar over, at den er gal, og at han ikke ligefrem er Guds bedste barn. Han erkender sit svigt i forhold til Gud og mennesker. Meget kan man sige om ham, en ærlig tolder er han, og selverkendelse har han: Han slår sig i tøjet og undskylder over for Gud og så går han ud af templet. Da lignelsen slutter, kommer Jesus med den overraskende konklusion, at det er tolderen, som går retfærdig derfra, og det er tolderen, der er retfærdig. Og det er tankevækkende. Det er ikke som forventet den hellige og fromme farisæer, der går retfærdig fra templet, det er forræderen, tolderen!

Med den pointe provokerer Jesus endnu en gang sine tilhørere om, hvem der er retfærdig, og hvem som er lovbryder! Enhver forestilling om, at er farisæeren, som Gud vil rose, gøres til skamme. Tolderen er nok en syndig mand, dog er han en ærlig synder og ved det godt selv.
Farisæeren derimod ser alene sin egen fortræffelighed. Han behøver kun sig selv. Det er måske ikke helt løgn… Og alligevel. Han er dybest set sig selv nok. Han kredser om sig selv og sin egen godhed.

Det er ikke til at holde ud at høre på farisæerens selvros og nedladende holdning til sin næste. Fra farisæerens side er der tale om selvforherligelse, ja arrogance. Farisæerens holdning er bestemt ikke ydmyg – hverken i forhold til Gud eller næsten. Hvad skal farisæeren overhovedet bruge Gud eller næsten til? Han kan selv og magter alting selv – på den duede måde.
Sin næste anvender han til at forherlige sig selv. Sin næste nedgør og håner han, alene med det formål at fremhæve sin egen formåen og godhed. Og Gud behøver farisæeren dårligt nok, for med det liv farisæeren lever, er han helt overbevist om at han selv skal klare sin egen frelse – ved egen mellemkomst, ikke Guds.

Farisæeren overser det Gudsforhold, han er sat i: At han har fået sit eget liv skænket og er sat ind i et gensidigt afhængighedsforhold til Gud og mennesker. At livets middel eller mål ikke at skabe sin egen lykke for sig selv. Livet handler om at skabe lykke for sig og sine – ikke som et enmandsprojekt, men som et fælles projekt – hvor alle er medspillere, og alle har noget at bidrage med, både de stærke og de svage.

Nok er farisæeren at regne for en af de stærke. Han er en from mand, der gør alt for at gøre Guds vilje og holde Guds bud. Farisæeren glemmer, at han er et menneske, der behøver Guds nåde. Ja, han kan ikke leve uden. Det ved han bare ikke, han tror kun at det er de andre der behøver Guds nåde. Uden Guds nåde ville selv farisæeren være fortabt. Han kan ikke klare sig uden. En, der kan se at han behøver hjælp udefra er tolderen. Tolderen er bevidst om sin egen utilstrækkelighed. Han ved godt, at det han gør mod sit eget folk ikke er særlig smart. Han ved godt, hvorfor han er lagt for had af sine egne landsmænd. Og dybest set kan han godt forstå det. Det er derfor han har en dårlig smag i munden, da han kommer til templet. For han lever ikke efter Guds bud. Han tjener ussel mammon. Han bør skamme sig, og det gør han rent faktisk også. Han indrømmer sit svigt og sin utilstrækkelighed, da han står foran alteret i templet: ”Gud, vær mig arme synder nådig”.

Sagt på en anden måde består forskellen mellem tolderen og farisæeren i, at farisæeren tror, at Gud har brug for ham, mens tolderen tror, at han brug for Gud!

Hvad sker der så efter, at tolderen og farisæeren har været i templet? Om farisæeren hører vi ikke noget om, at han går hjem. Er det måske bevist, at vi ikke hører det? Måske, for det er jo nærmest som om, at farisæeren ikke slipper sit tempel -sin kirke. Farisæeren forbliver i det hellige rum, alt imens han går rundt i sin selvtilfredshed og sin foragt for næsten. Måske står farisæeren der endnu, der i templet og priser sig selv for sine fortræffeligheder? Om tolderen derimod får vi at vide, at han går hjem igen; og deri kan der faktisk ligge en pointe. Det er tolderen, der også vender tilbage fra templet med noget. Sagt på en anden måde: Mens farisæeren holder sin jubelsang, holder tolderen kirkegang.

Tolderen vender sig i ydmyghed til sin Gud, og vender derpå tilbage til sit liv, som er hans. Tolderen bringer noget med hjem fra templet. For ham er der ikke tale om stilstand, men en dynamik, der er tale om en bevægelse, en udvikling. Til templet og tilbage igen. Det er også det som er meningen med overhovedet at gå i kirke! At komme og vende sig til Gud, få inspiration, glæde og liv og at vende tilbage igen – tilbage til det pulserende liv. For vi kommer til kirke for at takke Gud for livet, som Gud har skænket os, og for at vi kan vaske tavlen ren så at sige, begynde på en ny uge – begynde med friske øjne. Det er det, som sker når vi modtager Guds nåde, synderens forladelse.

Nogen vil sige, at i kirken tales der for meget om synd – og derfor er det ikke til at holde ud at gå i kirke. Dertil er at sige, at det er da godt, at der er et sted i vores liv, hvor der tales ærligt om den menneskelige natur. Et sted hvor, der tales åbent om vores svigt i forhold til hinanden og til Gud.
Samtidig tales der også om Guds nåde imod os. At Gud elsker os– uanset, på trods af vores utilstrækkelighed. Altså at vi kommer til kirken, for at se på os selv, realistisk, men også kærligt og tilgivende, fornyende.

Vi går kirke – forhåbentlig ikke for at blive herinde i selvretfærdig ophøjethed – ligesom farisæeren. Vi går forhåbentlig i kirke, for at gå ud igen i livet, i fællesskabet, fornyede af Guds nåde. Derfor skal de ord, som afslutter dagens lignelse være disse af Grundtvig:

Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.


forslag til salmer: 609 352 – 419 476 523

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

Evangelium samt prædikenvejledning til Tiende søndag efter Trinitatis 2021, søndag den 8. august 2021


Evangelium
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.” Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: “Der står skrevet: “Mit hus skal være et bedehus.” Men I har gjort det til en røverkule.”Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Lukasevangelisten, kapitel 19, vers 41-48

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken
– Jesus græder over Jerusalem.

Forud for dagens evangelium hos Lukas finder vi beretningen om Jesu indtog i Jerusalem: Som fredens konge ridder Jesus ind i byen. Han modtages af folket som den nye tids konge, ridende på et æsel. Uden våben indtager han byen. Som den nye frelser, Guds salvede, Davids søn ifølge profetien skulle gøre det. Og folket og den evige by Jerusalem modtager ham med fredens og evighedssymbol, palmegrene, der kastes foran ham på hans vej. Folket råber, “Lovpris Herren” og “Fred i himlen”.

Indtoget står i skærende kontrast til de begivenheder, der udspiller sig kort efter: Folkets hyldest til deres nye fredskonge er kortvarig. Før ugen er omme er stemningen vendt – og nu anklager de ham for at være en falsk profet.

Han bliver genstand for en sammensværgelse. Folket og de religiøse ledere kræver hans død på korset! Hvilken by, hvilket folk kan gøre en sådan katastrofe mod ham, der er profet og Guds søn?
Det gør selv samme by, som er fredens og evighedens by. Den by, hvor Gud havde taget bolig og Gud havde besøgt sit folk. Og de følgende årtier og frem bliver byen genstand for ufred og vold, og den ødelægges.

Det vidnesbyrd er entydigt, hvis man kender fortsættelsen på byens historie: Jerusalem belejres af romere gennem fire år, fra år 66-70, indtil den indtages år 70. Jerusalem plyndres og ødelægges, dens mure rives ned. Og fatalt bliver det 60 år senere, da endnu en jødisk opstand under oprørslederen Bar-Kokba ledsages af en systematisk ødelæggelse af Jerusalem: På den gamle bys ruiner lader den romerske kejser Hadrian demonstrativt en helt ny romersk (ikke-jødisk) by opføre.

Den hedder Ælia Capitolina, “den fremmede by”. Og et tempel for den mægtigste romerske (dvs. ikke-jødiske) gud Jupiter opføres på Templets plads! Og vel og mærke, der hvor alle jøders tempel havde ligget, der bygges et tempel for ikke-jøder. Og ikke nok med det, i begyndelsen af det 2. årh. bliver enhver jøde forment adgang til sin egen by, sin kulturs vugge! Og jøderne henvises til landflygtighed, den såkaldte diaspora.

Det er blot i korte rids det århundrede, der følger efter Jesu lidelseshistorie. De næste århundreder for jødernes og byens vedkommende fortsætter med samme tragiske udvikling, en lang tid med etnisk forfølgelse, overgreb og undertrykkelse.

Og samme skæbne synes at have hjemsøgt byen den dag i dag. Hvor tragisk. Jerusalem nyder langt fra den fantastiske skæbne, som den kunne – som fredens by. I stedet er Jerusalem og de begivenheder, der udspiller sig i og omkring den blevet en anstødssten for en del af verdens befolkning. Ikke fordi de nødvendigvis har ret, men nogle mennesker mener ikke byen ligefrem bidrager til verdensfreden.

Det må være alt det, som Jesus ser for sit indre i dagens evangelium, da han ser ud over byen og forudser dens ulykkelige fremtid. Jesus græder. Fordi han helst så, at byen ikke led denne grumme skæbne. Som enhver anden jøde er han opdraget og opvokset med den forestilling at byen Jerusalem er verdens centrum.

Han, som kommer fra Nazareth, ikke langt der fra, han er vant til at valfarte til byen og vant til at deltage i byens religiøse og folkelige fester. Som da han som 12-årig på egen hånd gik rundt i byen, og hjemmevant gav sig til at lære ved dens tempel, i en af forhallerne. Jerusalems historie er historien om fredens by, forsoningens by, der hvor Gud har forsonet sig med sit pagtsfolk, jøderne.

Derfor kunne Templet ikke ligge andre steder end det lå, derfor var det her jødernes åndelige og kulturelle centrum lå. Her havde Gud jo besøgt sit folk. Her havde Gud ifølge legenden David skænket sit folk tusindårsriget med fred og glæde. Fred fra fjenders angreb og fremmede hære.

Som sagt tidligere, det Jesus nu ser for sig, er et andet Jerusalem. Ufreden og voldens by. Den by står for fald, Templet står for fald, hele folkets kulturelle og religiøse samlingspunkt står for fald. Den evige stad, fredens by skal indtages og ødelægges.

For en jøde som Jesus har det været det samme som verdens undergang. Og det er værd at græde over. Som en anden domsprofet advarer Jesus for sidste gang og retter en skarp kritik: “Jerusalem har ikke kendt sin besøgelsestid” .

Jesus rydder tempelpladsen og advarer sit folk og dets ledere. Imidlertid er det for døve øren. Jerusalems indbyggere tager ikke imod. Derfor kender byen ikke sin besøgelsestid, nu hvor en stor profet er stået frem. Gentagne gange er byen blevet advaret – af profeter før Jesus, og mange af dem har måttet lade livet pga. deres kritik.

Endnu engang afviser og ihjelslår byen en ny profet, der er kommet til dem. Blot med den forskel, at denne gang er profeten selveste Guds søn. Byen gør sig skyldig i sin egen undergang. Den tager ikke imod Guds søn, byen dømmer ham til døden.

Bemærk at det ikke er Guds søn, der dømmer byen, det er byen selv der med sin afvisning af Guds søn bringer dommen ned over sig selv.
Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til os om at kende vor besøgelsestid. Og det vil sige, at også vi må være parate til at omvende os – før det er for sent.

Omvendelse er muligt for enhver, som tror Guds Ord. Omvendelse betyder ikke at mennesket skal ud og præstere en masse gode gerninger. Omvendelse betyder, at Gud kalder mennesket med sit ord og glædelige evangelium, og at mennesket tager imod det ord.

Eller sagt på en anden måde. Ordet er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til mennesker, for at de skal omvende sig og tro. Bemærk altså at omvendelse ikke er det samme som at mennesket nu skal gøre alverdens ting for at være god nok.

Evangeliet er netop nådigt og glædeligt derved, at mennesket intet andet skal gøre end netop dette ene – at tage imod Guds ord. Gud er allerede kommet til mennesker. Og Gud har besøgt os og har allerede taget chancen med os, og det er tilstrækkeligt. Det skete, da Gud ville møde os – igennem sin Søn. Og Gud måtte bøde for sin gavmildhed. Selv da det kom dertil, at Gud skulle lade sin egen søn dø for os, gjorde Gud det alligevel.

Det var og er en chance – ikke for mennesker, men for Gud. En chance Gud tog i tillid og kærlighed til os. Gud er kommet til os, vi er ikke kommet til ham. Gud er kommet til os, ligesom han kom til Jerusalem. Gud er kommet til os med fred og forsoning. Gud har besøgt os, da Gud kom til os i Jesus Kristus. For at skænke os sin fred.

Fred fra den kommende dom over verden. Fred for at dele samme skæbne som Jerusalem led. Guds søn, Jesus Kristus, er et modsigelsens tegn, et tegn til fald for nogle, et tegn til oprejsning for mange. Til oprejsning for dem, som tror, til fald for dem, der ikke tror. Til fald for dem, for hvem troen er blevet en falsk sikkerhed, til fald for dem, som ikke føler sig under stadig tiltale – af Guds ord.

Til fald for dem, som ikke frygter Gud og Guds vrede. Til fald for dem, som har hjertet hårde som stene og ikke vil åbne deres hjerte.

Måtte vi ikke føle os så stolte eller selvsikre som byen Jerusalem, måtte vi ikke tro, at vi kan være foruden Guds søn. Måtte vi ikke tro at vi kan være foruden den forsoning, som rækkes os i Jesus Kristus. Måtte vi ikke blive så skråsikre, at vi ligesom er som det Jerusalem, der ikke behøver Guds ord. Måtte vi derimod tage Guds ord til os. Guds ord, der sætter os under stadigt ansvar i vores livsførelse. Guds ord, der samtidig giver os den frihed, at vores overtrædelser en gang for alle er sonet i Jesus Kristus. Måtte vi leve af det ord.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver en, sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.


forslag til salmer: 752 7 335 – 174 726 676

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Prædikenvejledning til syvende søndag efter Trinitatis 2021

Prædikenvejledning til syvende søndag efter Trinitatis 2021, søndag den 18. juli 2021

Evangelium
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: “Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.” Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: “Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.” Da sagde Jesus om ham: “I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”

Lukasevangelisten, kapitel 19, vers1-10

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser
– Zakæus

Dagens evangelium er en klassisk omvendelsesberetning: Jesus kommer og gæster et almindeligt menneske, en syndig mand. Og det sker i mandens eget hjem. Og manden omvender sig. Og selvom det ikke siges direkte er det nok hele Zakæus og hans familie og slaverne i husstanden der omvendes, dvs. Zakæus’ kone, børn og slaver. Hele husstanden omvendes i denne beretning. Hvorfor skulle Jesus ellers sige: “I dag er der kommet frelse til dette hus”.

Zakæus er vel det som med et moderne udtryk betegnes som omstillingsparat. Zakæus har mod på forandring – hvorfor skulle han ellers kravle op i et træ? Zakæus opsøger situationen og er med et andet moderne udtryk proaktiv. Han gør en aktiv indsats og der følger konsekvenser. Jesus får øje på Zakæus oppe i træet. Det er Jesus, der siger, at han i dag vil gæste Zakæus i hans hus. Og Zakæus tager imod. Zakæus indser, at hans gamle liv er forkert, og han er villig til at forbedre sig: Det skal ikke længere kun handle om at tjene penge på sine medborgere. Nu vil Zakæus være mere retfærdig – både mod mennesker og mod Gud. Nu vil Zakæus give pengene tilbage til dem, som han har været urimelig mod og nu vil han fremover give større del af sin indkomst til de fattige.

Hvad Zakæus gør i dag er prisværdigt og modigt. Det kan enhver forstå. Og Zakæus’ omvendelse er et skoleeksempel på, at forandring til det bedre er muligt, og at det ikke er for sent.

Som teologen og filosoffen Søren Kierkegaard taler om, at det handler om at blive et selv, dvs. ikke være sig selv nok, men være tro mod sig selv, gøre sit liv op og at vælge at blive et selv. Det handler om at tage sit personlige ansvar op. Det er ikke lige meget, hvad man bruger sit liv til. Det gør en forskel om man sælger ud af sig selv og sine værdier, derved risikerer man at miste sig selv. Vores liv kræver så at sige, at vi vælger til og fra, og tager ansvar for vores valg og vælger den vej, vi skal gå.

Zakæus havde i sit gamle liv betalt en høj pris for sine valg: Han var tolder og levede af at indkræve penge fra sit eget fattige folk, og give skatterne videre til de rige romere – som ingenting selv betalte i skat. Romerne levede højt på strå – pga. de skatteindtægter, der kom ind fra de besatte (imperialiserede) områder i Romerriget (Imperium Romanum).

Zakæus selv var blevet en rig mand – i kraft af han gjorde det, han gjorde, i kraft af han havde valgt at forråde sine egne. Den udokumenterede anklage ligger imellem linjerne i dagens evangelium: At Zakæus som enhver anden tolder på den tid var korrupt og faktisk tog mere fra til sig selv end han behøvede.

Måske havde Zakæus ræsonneret som så, at hvis ikke han ikke var overtolder i Jeriko, var der bare end anden som fik hans arbejde, og så kunne han ligeså godt være korrupt, når nu alle andre toldere var berygtet for det.

Og selvom vi ikke hører det direkte, så var han nok ikke blevet spor lykkelig af alle de penge, og både romerne og hans eget folk foragtede ham. Måske var Zakæus til sidst kommet til at hade sig selv og sit liv. Så meget, at Zakæus ikke ville mere. Derfor var der alt at vinde og intet at tabe, siden Zakæus var parat til forandring

Der må have været noget særligt, der drev Zakæus op i figentræet for at få et glimt af ham, som han havde hørt så meget om. Og så skete det helt uventede, at Guds søn i stedet fik øje på ham. Og Guds søn insisterede på at komme ind i Zakæus’ hus. Guds søn var ikke bange for at mødes med denne forhadte lille mand, denne værnemager.

Måske så Guds søn endda ligefrem potentiale i Zakæus? Måske så Guds søn, hvad ingen andre så i Zakæus? Måske så Guds søn, at her var en ærlig synder, som ville omvende sig, hvis han fik chance? Og måske var det i sig selv nok til at Zakæus lod sig omvende – af bar forundring og forbløffelse over at få besøg af ham, som alle talte om? Og måske var det tilstrækkeligt for Zakæus, at der endelig var en person som kom i hans hjem og så ham, som den han var? At Zakæus blot var en helt ordinær person, en lille, almindelig mand, borger og jøde – på godt og ondt – som alle andre i den by, Jeriko. Kort sagt. Zakæus var en syndig mand – som alle andre – men med mulighed for at møde Guds søn og lægge sit liv om til det bedre.

Og selvfølgelig er det fantastisk, at Guds søn kommer til Zakæus og gæster hans hus. Mest fantastisk – er dog at Zakæus – ikke er mere rædselsslagen for at give sig selv en ny chance og komme videre. Zakæus er åben for, at han kan få et nyt liv, som han havde ønsket sig.

Nærmest som et barn, der er i leg – så åben var Zakæus for at hans liv kunne forandres. Nærmest naivt. Med et troskyldigt og naivt håb til fremtiden, tager Zakæus imod Guds søn.

Et sted siger Guds søn: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Sådan tænker jeg også at du og jeg må give os lov til at have den tro og det håb, til os selv og til Gud. At Gud også vil komme til os – selv hvis/når vi har svigtet os selv, og det vi tror på.
Måtte vi bede Gud give os mod til at gøre det, som vi længes efter. At Gud vil give os styrke til ikke at give op – hverken i forhold til os selv, hinanden eller Gud. At Gud vil give os mod til at kæmpe videre, stå op for det vi tror på, værne om hinanden, vores næste – fjern og nær.

At vi kan arbejde på den fælles sag: Nemlig Guds og menneskers sag. Den sag, som er, at Gud er kærlighed og har sendt sin egen søn til os for at fri os fra vores selvoptagethed og selvkærlighed, sådan at vi indser vi har brug for hinanden. Sådan at vi indser vi behøver Guds hjælp til at arbejde på vores egen og næstens bedste, Guds og menneskers sag. Ligesom den dag Gud kom og hjalp Zakæus til at omvende sig fra sin selvoptagethed – for at blive en bedre borger og bedre menneske – i Guds og menneskers øjne.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

forslag til salmer: Zakæus var tolderfuld 31 339 – 419 476 591

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©