Prædikenvejledning til sjette søndag efter påske, 2021

– Efterfølgelse og forfølgelse

Fra en af de sidste evangelielæsninger før Trinitatis begynder, taler Jesus til sine egne før sin bortgang – ligesom de forrige tre søndage: Jesus forbereder disciplene på den sidste korte tid, han endnu er hos dem: Han advarer dem imod den tid, som vil komme og de forfølgelser, som de vil blive udsat for. Alligevel må de ikke falde fra, men de skal forsøge at holde ud.

Også selvom der vil komme utallige forhånelser og chikanerier: “De skal udelukke jer af synagogerne”. Og det er ondt, for mange af disciplene er oprindeligt fromme jøder, som er opvokset med den jødiske tro og er vant til at komme i synagogerne.

Jesus advarer endda direkte sine disciple om, at de risikerer at lide døden for deres tro: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”: Dvs. nogle vil stræbe dem efter livet ud fra den tankegang, at disciplene har gjort sig skyldige i blasfemi og derved fortjent døden, fordi disciplene tror, at Gud har en søn: At Gud skulle have en søn, strider imod den jødiske ortodoksi.

De som forfølger disciplene og de, som tror de derved tjener Gud, tager grueligt fejl: Jesus siger: “Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”. Med andre ord: Deres handlinger er udtryk for mangel på indsigt og visdom, for de kender hverken Faderen eller Sønnen.

Der pågik en regulær og hårdnakket forfølgelse af de første kristne – i de første århundreder indtil Kejser Konstantin.

Dagens evangelium kunne således give anledning til at reflektere over de vanskelige vilkår kristne gennem tiden har måttet tåle – og ikke bare i de første århundreder, men også helt op i vor tid, hvor man har kunnet høre beretninger om forfølgelser, ikke blot ved at udpege og isolere kristne fra det øvrige samfund, men også ved at forfølge dem med stort set alle tænkelige midler – lige fra forhør, overgreb, fængsel, og selv henrettelse uden rettergang. Og som om det ikke var nok, endda brandattentater og bomber imod deres forsamlingssteder og kirker.

På trods af dagens dystre tema om forfølgelser, opfordrer Jesus sine egne til ikke at give op: “Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”. For det glædelige er, at disciplene ikke skal efterlades alene, når han er taget fra dem: Guds ånd, skal sendes til disciplene, og Guds ånd skal vidne om Jesus. Disciplene vil altså få hjælp ovenfra – til at bringe budskabet om ham ud i verden og vidne om ham. Jesus siger: “Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig”

Netop Guds Ånd vil vidne om Guds søn og være hos dem, der følger ham og vidner om ham. Netop Guds Ånd vil forbinde sig med disse og knytte dem sammen. Og Guds ånd vil indgyde tro, håb og forvisning på, at han virkelig er Guds søn, som er sendt til mennesker.

Guds ånd vil holde dem fast på den tro og bekendelse – ved at inspirere (fra latin, indgyde håb), så de ikke giver op, nu hvor Han snart tages fra dem. Guds ånd skal konstituere det fællesskab imellem, dem som følger ham. Guds ånd vil gøre ordet om ham til deres samlingspunkt og Guds ånd vil gøre ordet om ham nærværende, hvor det forkyndes.

Guds ånd skal ligefrem sætte nye standarder og sætte en ny dagsorden for verden: Guds ånd skal bygge den nye verden op af troende og menigheder. Guds ånd skal fylde menigheder og Guds huse med liv, lyst og kraft fra oven. Guds ånd er “den nye verdens skaber”, som vi synger i sidste vers af DDS 308:

“Du, den nye verdens skaber,
vis på os, hvad du formår,
kæmp, så verdens fyrste taber,
vind, så Jesu ord består!
Byg dit tempel i vort bryst,
fyld Guds hus med Himmel-lyst!”

– forslag til salmer: 294 332 348 – 596 455 308

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Evangelium samt prædikenvejledning til Kristi Himmelfartsdag 2021, torsdag den 13. maj 2021

Evangelium

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.” Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Mark 16,14-20

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Prædikenvejledning

– Det ophøjede og det almindelige

Dagens evangelium handler om det både himmelske og jordiske møde, som er skabt mellem Gud og verden. Den særlige forbindelse, der knyttes, da Gud stiger ned til verden, bliver ét med verden, i Jesus Kristus.

Dagens evangelium til Kristi Himmelfart er evangeliet om den særlige forbindelse, der derved er opstået imellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Det er en forbindelse så stærk, at den er utænkelig i enhver anden trosretning, hverken islam eller jødedom accepterer troen på, at Gud er blevet menneske.

Netop dette særlige, at Gud er blevet menneske, er ikke nogen svaghed eller gudsfornægtende tanke, men derimod en styrke og unik egenskab i den kristne tro. At Gud er blevet menneske betyder, at der er etableret en særlig en forbindelse mellem Gud og mennesker, mellem himmel og jord, fordi Gud både er hævet over jorden, men samtidig også har vandret på jorden. Gud er både ophøjet og steget ned. Det som kristne teologer kalder to-naturlæren, dels Guds guddommelige natur dels Guds menneskelige natur.

Det er specifikt og kendetegnende ved den kristne tro – og det er en blasfemisk tanke for andre religioner, at Gud skulle kunne blive menneske og blev det. Menneske har Gud været i Jesus. Gud blev én af os og vandrede iblandt os. Og Guds søn viste sig for mange, selv efter sin død, hvor han i fyrre dage vandrede iblandt dem og viste sig for dem som den opstandne, indtil han fór til himmels.

Fordi han blev sendt fra sin himmelske fader til denne jord, fordi han kom ned fra himlen, var han også nødt til at vende tilbage dertil – og det skete som bekendt i dag, fyrre dage efter opstandelsen påskemorgen.

Guds søn var allerførst hos sin himmelske fader i det høje – ved altings begyndelse og skabelse, som der står i én af trosbekendelserne, den såkaldte “Nikænum”: “født af Faderen alle tider”. Vores svenske broderfolk f.eks. bruger oversættelsen “avlad”, dvs. avlet og franskmændene ” engendré”, dvs. avlet, hvilket er mere præcist i og med, at en fader ikke føder børn, men avler dem. Fordi Guds søn er født af Faderen eller avlet af Faderen er Guds søn også nødt til at vende tilbage til sit himmelske ophav.

Der er altså tale om en bevægelse fra det himmelske til det lave og en bevægelse igen opad, tilbage, en ophøjelse.

Vi kan sammenligne denne bevægelse fra et udgangspunkt og tilbage igen med en boomerangs bevægelse: Ud og væk og tilbage igen: Faderen sender sønnen ud, og Sønnen lader sig sende ud, og Sønnen fuldfører sin opgave og vender tilbage igen.

Søren Kierkegaard har sagt, at ingen far kan give sin søn væk af et helt hjerte. Det kunne Gud fader i himlen. Kun fordi den himmelske fader har så meget kærlighed, kan han give sin søn. Gudfader giver verden sin søn – uden at forvente at få sin egen søn tilbage. Det er i sandhed noget af en fader – ikke at Sønnen ikke er savnet eller ønsket – men Sønnen bliver givet til verden – uden bagtanker eller uden modkrav. I den forstand kan man måske forstå, hvilket offer det er, Gudfader giver verden: Nemlig det bedste Faderen har: Sit eget kød og blod. Det er kærlighed. Sådan er Guds væsen.

Ligeså gavmild som den himmelske fader er, ligeså sårbar bliver han også derved: For Gudfader har givet sit mest dyrebare, sin egen Søn. Og Sønnen havner i verdens vold. Og det går helt galt: Verden tager ikke godt imod Guds søn, men slår Ham ihjel. Så utaknemmelig er verden. Fordi det er Guds søn, lader den himmelske fader sin søn oprejse, og endnu en gang viser Sønnen sig for verden – i de fyrre dage, som dagens epistel beretter om, hvor den opstandne vandrer iblandt disciplene. Og så returnerer han til sin himmelske far. Til et himmelsk gensyn. Et glædeligt og festligt gensyn mellem fader og søn. Tænk, 33 år, har Faderen undværet Sønnen og endelig forenes de igen. Det er da glædeligt og det er da værd at fejre. Det er glædeligt for Faderen og Sønnen.

Samtidig er det også glædeligt for os. At vide at Sønnen, som sidder i det himmelske nu, én gang har været sendt til os og dermed er der etableret en enestående forbindelse mellem himmel og jord.

Og som apostlen Paulus siger: “Den Jesus som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”Altså, skal der komme tider, hvor Jesus skal komme igen på himlen, ligesom dengang han blev taget op til himlen. Og de tider kalder vi de sidste tider, på græsk “ta eskata”, dvs. “de sidste” (tider). Som der står i 2. Thessalonikkerbrev, kapitel 2, vers 3 ff.: “Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

De tider, som vi også kalder Dommedag. Tider, hvor Guds søn skal komme igen, for at dømme denne verden, én gang for alle. De tider, som også kaldes Verdens Genløsning med indsættelsen af en “ny himmel og en ny jord”, ligesom der står i Johannes Åbenbaring kapitel 21., hvilket er den glædelige udgang for denne verden: Guds søn skal indsættes som verdens definitive frelser og genopretter af retfærdighed, fred og glæde: De gode skal modtage deres og de onde deres.

Og når de sidste tider skal stå, så er det fuldendelsen af det møde, som skal stå mellem denne verden og den himmelske verden. Vores danske digterpræst Grundtvig taler om det møde, og mange af de andre danske salmedigtere taler om det møde – imellem det himmelske og det jordiske. Grundtvig og mange af de andre danske salmedigtere sammenligner den forestående og definitive forening mellem denne verden og den himmelske som et bryllup: Kristus er brudgommen og verden og dens befolkning er bruden. Og ligesom ved et hvert andet bryllup skal det være festligt og glædeligt. Og det bryllup mellem Guds søn og Guds menighed skal være det flotteste og mest fantastiske bryllup, som verden nogensinde skal få at se.

Hvordan vi som Guds menighed skal forholde os indtil da, kan vi lære om i lignelsen om de ti brudepiger. Som Jesus selv formaner, skal vi være som de årvågne brudepiger: Altid klar og parat til at modtage vores himmelske herre, når Han kommer igen. Årvågne skal vi være ved ikke at opgive troen eller håbet på at det skal ske, og indtil da leve og tjene hinanden. Som Paulus siger i brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 22:

“Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” For ingen af os kender tiden, hvor brudgommen kommer, og det himmelske bryllup skal stå.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

– forslag til salmer: 252 261 – 419 476 260

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©

Evangelium samt prædikenvejledning til femte søndag efter påske 2021

Evangelium til søndag den 9. maj 2021

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeger udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”Johannes evangelisten, kapitel 16, vers 23b-28
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Prædikenvejledning – Den fuldkomne glæde

Ligesom de seneste to søndage er evangeliet efter første tekstrække fra evangelisten Johannes, kapitel 16.Imidlertid er der er byttet om på den oprindelige rækkefølge, som findes hos Johannes til den rækkefølge, som vi møder i teksterrækken: Således udgør de første vers i Johannes kapitel 16 evangeliet til næste søndag, sjette søndag efter påske, og de efterfølgende vers evangeliet til sidste søndag, fjerde søndag efter påske, og de efterfølgende vers evangeliet til forrige søndag, tredje søndag efter påske, og til slut de vers, som udgør dagens evangelium.

Derfor kan det måske også forvirre menigheden, når der er byttet rundt på rækkefølgen i forhold til den oprindelige rækkefølge: Evangeliet til fjerde søndag efter påske samt sjette søndag efter påske er en ganske klar introduktion til Talsmanden, som er den ånd, som han vil sende til sine egne, når han selv er taget fra dem. Evangeliet til tredje søndag efter påske samt dagens evangelium kan læses som en uddybelse af, hvordan det skal gå til, og hvilke konsekvenser det får for dem og deres situation, og hvordan de alligevel skal klare sig igennem.

Hvis man gør sig denne sammenhæng bevidst, træder dagens evangelium tydeligere frem og er ikke nær så vanskeligt at gribe. Ret beset er dagens evangelium ganske enkelt og rummer ikke mange begivenheder eller temaer, som ikke allerede er slået an: Kort sagt handler dagens evangelium om det nærvær, Gud vil skænke sine disciple, når Guds søn tages fra disciplene.

Guds søn giver selv et konkret eksempel på, hvordan Gud(fader) vil være nærværende med sine disciple: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det … Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.” Sagt på en anden måde: Hver gang disciplene samles i hans navn og beder, skal Gudfader høre og bønhøre det. Bemærk, at det alene gælder bønner, der bedes i hans navn.

Han skal være omdrejningspunkt for alle deres tanker, følelser, bekymringer og hvad hver især nu måtte have, og som de hver især vil bringe frem for ham i bønnen. Hans blotte navn og deres blotte adressering til ham i bønnens form, vil gøre det muligt at han hører og bønhører dem.
At bede “i hans navn” er at bede på den måde, som afspejler troen på ham og hans ord. Bønnen er derfor et spejl af disciplenes egen tro på ham. Bønnen er derfor også et spejl af den bekendelse og forkyndelse om ham, der er verdens frelser og forløser.

Nu ligger der mere bag bøn end mange måske forestiller sig. Bøn var, dengang som nu, både i tiden før og efter ham omfattende: Bøn er og var alt andet end udvortes og ligegyldige remser. Bønnen må netop ikke være – advarer Guds søn i flere lignelser- hverken hyklerisk, tom eller udvortes. Mest kendt er måske advarslerne imod at være som de farisæere, der beder længe og falsk – for syns skyld.

Nok fremsiges bøn ofte med ord, dvs. f.eks. lovprisning, tak, suk eller klage, men bønnen afspejler – og bør afspejle en oprigtig henvendelse til Gud, dvs. en slags overgivelse til det himmelske: Netop i en erkendelse af at mennesket ikke selv er tilværelsens herre, men dybt afhængig af Gud, som har skabt, men også opretholder og frelser mennesket.

Bønnen hjælper netop mennesket til at forholde sig til Gud på rette vis. Den rette bøn gør mennesket troværdig, vedholdende og from i ordets bedste betydning i dets henvendelse til Gud. Bønnen hjælper mennesket til at komme til sit rette Gudsforhold, følge Guds ord og Guds bud.

Bønnens virkning kan ikke overvurderes: Bønnen skal hjælpe mennesket til at forblive tro mod hans ord, samles om hans ord, holde fast ved hans ord. Bønnen er dermed også med til at konstituere fællesskabet af troende og fastholde menigheden om den rette tro, lære og bekendelse af ham, som frelser og forløser.

Guds egen søn er selv en aktiv bruger af bønnen: Under fristelser og før sin egen bortgang, anvender han bøn ofte. I evangeliet i Johannes er mest kendt nok den såkaldt “ypperstepræstelige bøn”, som han selv beder og som ifølge Johannes udgør hans sidste samvær med disciplene før sin bortgang.
Uanset hvor usandsynligt og uforklarligt det end måtte lyde, er dagens glædelige budskab, at han stadig kan og vil være sammen med og nærværende hos dem, som holder sig til ham og følger hans anvisninger.

Faktisk skal der komme en dag, hvor han selv ligeud skal forkynde om faderen. Dermed hentydes til når Guds ånd kommer – efter pinse – og ånden vil vejlede og hjælpe mennesker, hver gang de samles i hans navn.
Og det er næsten som om der ligger en iboende automatik i bønnen: Hver gang mennesker anvender bøn og beder i hans navn, vil det ske, som han har sagt, og han vil deltage og bønhøre. Nærmest som om, at det ikke kan være anderledes end, at det vil gå som han har lovet dem. Nærmest som om, at han selv ikke behøver gøre noget særligt for det, det sker af sig selv:
“Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen”.

Håbet er at Gudfader vil komme mennesker til undsætning ved at udsende sin egen ånd, der vil samle menigheden med sin egen ånd, der giver til liv, fornyelse og inspiration: Ligesom apostlen Paulus skriver i Romerbrevet, kapitel 8, vers 26bff: “Og også Ånden kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

– forslag til salmer 743 243 417 – 636 455 645
– udgivet på min blog første gang 2009, redigeret siden Asser Skude ©

Prædikenvejledning til fjerde søndag efter påske 2021

Evangelium til søndag den 2. maj 2021
“Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”
Johannesevangelisten, kapitel 16, vers 5-15

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

“Paraklæten”

Evangeliet ifølge Johannes er ikke alene svært tilgængeligt for menigheden, men også for den præst, som skal udlægge det. Dog ’slipper’ hverken præst eller menighed i denne tid for Johannes: Johannes optræder i tekstrækken fra fasten til pinsen, pinsedag og 2. pinsedag inklusive. Vil man derfor være tro mod tekstrækken, slipper man ikke uden om Johannes i denne tid. Forsøger man alligevel, risikerer man at afskrive sig som en dygtig kender og udlægger af evangelierne. Nogle mener, at netop kun den, der forstår at udlægge evangelisten Johannes, virkeligt mestrer udlægningen af evangelierne.

Som forholdsvis ung teolog kan man derfor kun håbe, at hvad man begriber i de unge år om de synoptiske evangelier, begriber man også med tiden om evangelisten Johannes. Johannes’s evangelium kræver fordybelse og gribes ikke overfladisk. Den respekt og ære skylder enhver Johannes.

I dagens evangelium taler Jesus til sine egne før sin bortgang. Og han forbereder sine egne på det, som skal ske: Når han er taget bort fra dem, skal talsmanden komme til dem. Dermed tages fat på dagens tema: Talsmandens komme – og på den måde kommer dagens evangelium samtidig til at lægge op til pinsen, der står for døren.

Talsmanden er den autoriserede oversættelse af “paraklætos”. Ifølge mange er den oprindelige betydning af ordet dog af mere passiv karakter, dvs. noget i retning af “den hidkaldte” eller “den tilkaldte”. Måske for at undgå associationer til moderne tiders tilkaldevikar undlader man sidstnævnte oversættelse, men på en måde er det ærgerligt, fordi Guds ånd jo netop “en, der kaldes på”, når Guds søn er taget fra dem. Uden at latterliggøre “paraklætos” er dens rolle at sammenligne med en moderne tilkaldevikar. En tilkaldevikar forstår alle moderne mennesker, hvad er. Det gør nok ikke alle i menigheden på vor tid, når de hører ordet “talsmand”.

Endnu en alternativ oversættelse af “paráklætos” kunne være “advokat”. Selvom den oversættelsesmåde sjældent forekommer, anskueliggør “advokat” ganske tydeligt metaforikken bag: Ligesom forsvarsadvokaten i en retssag vil føre forsvaret for den anklagede, vil Guds Ånd føre menneskets sag.

Paraklet er mere end en blot en tilkaldt hjælper, forsvarer, opmuntrer og trøster. “Paraklætos” kan også betyde “irettesætter” og “pædagog”. Og her er en ikke uvæsentlig egenskab ved Guds ånd. Guds ånd vil ikke goutere hvilken som helst opførsel fra menneskenes side: Guds ånd vil forpligte mennesket på Guds ord og Guds vilje: Guds ånd er ingen sovepude, Guds ånd er noget så politisk ukorrekt som “en indpisker”. Selvom en indpisker nok klinger ubehageligt for en moderne dansk menighed, er der nu en god årsag bag. Ligesom en træner, der fører sit team til mål og fremgang, skulle også gerne Guds ånd føre til menighedens liv og vækst – og gerne fremme kirkens sag.

Talsmanden har en klart defineret opgave: Efter at Guds søn er taget bort fra disciplene, skal talsmanden hjælpe med at holde disciplene fast på deres mission i verden: Ikke alene skal hans disciplene rette sig efter ham og hans bud, de skal også forkynde budskabet om ham for alverden: Guds ånd vil, at hele verden skal omvende sig fra synd, dvs. omvende sig ved at tro, at Jesus Kristus er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til menneskene.

Til at opbygge folk og menigheder er talsmanden sendt, efter Guds søn er taget bort. Til at inspirere og indgyde tro og håb, forene menigheder og folk i fællesskabet om troen på ham, som er Guds søn. Det er talsmanden, som skaber Guds ånds nærvær, når to eller flere er samlet i Jesu navn. Det er talsmanden, der knytter bånd mellem mennesker, kirker, lande og kontinenter. Det er talsmanden, som gennem de seneste to tusinde år har forbundet kristne op gennem historien indtil den dag i dag, og det er talsmanden, der fortsat vil være med menigheden indtil verdens ende.

forslag til salmer: 724 203 305 – 487 455 297

– Asser Skude, udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

Prædikenvejledning Bededag, fjerde fredag efter påske 2021

Evangelium
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: “Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: “Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”
Matt. 3,1-10

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

– Johannes Døberen i ørkenen

Når nogen siger “radikal” i dag, tænker man måske på det politiske parti af samme navn. Det parti bliver ofte betragtet som midtsøgende og fredsommeligt. Imidlertid ligger der oprindeligt noget helt andet i ordets betydning: Ordet stammer fra latin “radix”, hvilket betyder “rod”. Det er faktisk samme ord, man har i “radise”.

“Radikal” bærer oprindelig betydningen “det, som går til rødderne”. Og det er netop hovedtemaet i dagens evangelium: At gå til værks med krum hals, uanset om det så er ned til selve roden. Om det så måtte være rub og stub, det hele skal med, når der hugges til. Så radikal er Johannes Døberens i sin tale om “øksen, der ligger ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”.

Med rette kaldes Johannes Døber profet: Han taler som en og ser ud som en: Han taler om bod og omvendelse, og han har “klæ’r af kamelhår og læderbælte om livet, og hans føde er græshopper og vildhonning”. Han er den, som står frem i den gamle tid og varsler en ny tids komme. Han står på tærsklen mellem det gamle og det nye.

En tid, hvor Guds rige er kommet nær, nemlig med Guds komme til mennesker – i Jesus Kristus. Johannes Døberen er jo den som døber Jesus i Jordanfloden, og herefter åbenbarer Gud sin kærlighed til mennesker i Kristus Jesus. I hans undere, helbredelser, lignelser, men frem for alt: Hans opstandelse påskemorgen betyder en sejr over dødens og mørkets magter. En sejr, som kan blive enhver til del. Nemlig den til del, som kommer til dåben, indgangen til fællesskabet med Guds søn, et evigt fællesskab, fra nu og til al evighed.

Ligesom Johannes Døberen døbte folk i Jordanfloden med sin dåb efter at have krævet omvendelse, således også med omvendelsen: Menneskene skal vende sig bort fra den vej, som fører væk fra Gud. Det er jo det, som forsagelsen i tilspørgslen inden dåben går ud på. For at tage imod Guds frelse, må mennesker først sige “nej” til det onde og aflægge sig det gamle menneske, for at kunne iklæde sig det nye.

Den omvendelse antyder dagens læsning fra det Gamle Testamente læsning, nemlig Salme 51. Salmisten bekender over for Gud sin synd og sin skyld, og salmisten lover at vende sig bort fra sine tidligere overtrædelser og vende om på en ny vej, den rette vej, mod Gud. Salmisten lover endda at ville lære lovbryderne om vejen til Gud. Samtidig bedyrer han sin fulde tillid til Guds retfærdighed og barmhjertighed – en tillid til Gud til, at Gud ikke vil afvise ham, men tage imod ham, rense ham fra den gamle synd og skyld, og i stedet lade ham love og prise Gud, og fylde ham med en ny ånd og et rent hjerte.

Dagens evangelium handler primært om at mennesker skal aflægge sig det gamle og tage imod det nye. Og den bevægelse – hen imod Gud, den skyldes i sidste instans, Gud der omvender mennesker! Fordi omvendelse er, at mennesket lader Gud bevæge sig ind på den vej, Gud vil.

For at det kan ske, skal mennesket forud for dåben aflægge trosbekendelsen: Sige “ja” til troen på Gudfader, Gudsøn og Gudhelligånd. “Ja” til at Gud er det største i menneskers liv, større end ens eget liv, større end menneskers vilje og magt. Uanset hvad mennesker måtte ønske af Gud eller måtte bede Gud om, så kan mennesket hverken styre eller manipulere Guds vilje efter dets eget forgodtbefindende.

På den ene side er mennesket frelste ved den plads, som det får hos Gud ved dåben. Een gang for alle er mennesket renset fra synd i dåben, og i nadveren modtager mennesket herefter syndernes forladelse, men det betyder ikke at mennesket er fritaget for ansvar. Mennesket står – som døbt – stadig under Guds tiltale – i hver en time, hvert minut af dets liv. Gud byder mennesket at handle på sit bud og efter hans vilje. Måske vil mennesket ikke, men det skal.

I dagens evangelium advarer Johannes Døber farisæerne og saddukæerne i deres forblændede tro på deres egen selvtilstrækkelighed. Det er ikke nok for deres frelses skyld, at de har Abraham til stamfader. Deres etniske baggrund er ikke et tilstrækkeligt privilegium i forhold til Guds frelse og Guds udvælgelse.

For – som Johannes Døberen siger, hvis Gud ville, kunne Gud uden videre skabe nye Abrahams børn af stenene i ørkenen. At være Guds udvalgte gives ikke længere pr. automatik, f.eks. pga. af ens etniske baggrund, hvad enten man er jøde eller muslim!

At være Guds udvalgte afhænger suverænt af Guds udvælgelse. Dermed udlignes enhver etnisk forskel imellem jøder og andre folkeslag.

Det tema er også centralt to andre steder i Matthæusevangeliet, nemlig om først som sidst: Først i Matthæusevangeliet, når der fortælles om Jesu fødsel, hvor fremmede, ikke-jøder, finder Guds søn. Og sidst i Matthæusevangeliet, hvor der fortælles om den opstandne Kristus, som udsender disciplene “gå ud til alle folkeslag og gør dem til mine disciple…”

Det er den Opstandne, som kommer med Guds rige begyndelse. Det er ham, som skænker mennesket muligheden for at leve et nyt liv frihed fra synd og død. Det liv i frihed skal mennesket ikke selv kan skabe. Det liv, som mennesket alene kan modtage fra Gud.

Og tænker man billedet fra Matthæus til ende – om at beskære træet, så kunne man forstille sig Jesus som den gode gartner, der beskærer de træer, der bærer dårlig frugt, ikke for at træerne ihjel, men for at give dem et nyt liv, med nye skud, nye grene, så de kan bære gode frugter.

Middelalderens cisterciensermunke havde efter sigende en talemåde som på latin hed: “Succisa virescit!” Det betyder “Det, som er skåret ned, grønnes atter”. De træer, som bliver beskåret radikalt, får mulighed for at grønnes igen og bære nye frugter. Det er evangeliets billede på det håb, som gives mennesket, når det føler sig lille eller sygner hen i ingenting eller når glæden tages fra det mennesket.

Mennesket har brug for evangeliets trøstende ord om, at det ikke er ubrugeligt eller ufrugtbart, men at Gud kan skænke mennesket ny kraft, at Gud vil bruge mennesket til noget, at Gud vil give menneskers liv mening og formål: Så mennesket kan bære gode frugter. Og så det ikke skal hugges op med rode og kastes i ilden på hin dag!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 331 13 – 402 208 752

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning til 3. søndag efter påske, søndag den 25. april 2021

Evangelium
Jesus sagde: “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: “Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: “Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: “I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”
Johannes evangelisten, kapitel 16, vers 16-22

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

– Den korte glæde

Både i dag og næste søndag er evangeliet – efter første tekstrække – fra evangelisten Johannes, kapitel 16. Imidlertid er der er byttet om på den oprindelige rækkefølge fra Johannes og til den rækkefølge, som vi møder i teksterrækken: Således udgør de første vers i Johannes kapitel 16 evangeliet til sjette søndag efter påske samt fjerde søndag efter påske, mens de efterfølgende vers hos Johannes kommer allerede i dag, tredje søndag efter påske og til sidst i kapitel 16 evangeliet til femte søndag efter påske.

Derfor kan det måske også forvirre menigheden, når der er byttet sådan rundt på rækkefølgen i forhold til den oprindelige rækkefølge: Næste søndags læsning fremstår ganske tydeligt som en introduktion til Talsmanden eller Ånden, som Jesus lover at sende til sine egne, når han selv er taget fra dem. Og dagens evangelium er så en forklaring af, hvad det betyder, at han tages fra dem en kort tid.

Hvis man ikke er sig dette bevidst på forhånd, kan dagens evangelium umiddelbart forekomme vanskeligt at forstå. Men ret beset er dagens evangelium imidlertid ganske enkelt og rummer ikke mange begivenheder eller temaer, som ikke allerede er slået an: Kort sagt handler dagens evangelium om den allersidste glæde, når han er taget fra sine egne, disciplene.

I dag taler Jesus til sine disciple om tre perioder:

Først den korte tid, hvor han endnu skal være hos dem.

Derpå den korte tid, hvor han skal opstå og vise sig for dem.

Til sidst den tid, hvor skal han gå til sin himmelske far.

Og det er i og for sig forståeligt, at når han dør om kort til, nemlig idet han udånder på korset Langfredag, skal hans disciple blive kede af det, og når han derefter opstår, Påskedag, skal hans disciple glæde sig, og han skal være sammen med dem i de fyrre dage, hvor han er sammen med dem efter sin opstandelse. Herefter skal ingen kunne tage deres glæde fra dem: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

Af indlysende grunde er dagens tema sorg og glæde, for hvem ville ikke sørge, hvis deres elskede var taget fra dem? Og tilsvarende: Hvem ville ikke glæde sig, hvis deres afdøde og elskede stik imod al forventning kom tilbage fra døden?

Og endnu mere, når nu den død, som han led på korset Langfredag, var så himmelråbende uretfærdig, og samtidig hverken naturlig eller forventelig: Ganske ung – med livet foran sig – med familie, venner og mange tilhængere omkring sig – kom Jesu død som et chok for hans nærmeste: Uforståeligt blev han taget fra dem. Hvorfor skulle nogen af hans venner eller familie forstå, at han skulle henrettes som en gemen forbryder? Og tilmed: Hvorfor skulle han hånes, tilsvines, piskes, tortureres, og tilmed lide den mest usle død, døden på et kors, som en anden samfundsfjende?

Hans død var og er ingen naturlig død, og dermed var hans bortgang hverken forudsigelig eller forventelig for hans nærmeste, herunder disciplene. Ikke underligt de var uforstående over for hans død, som var brutal og urimelig. Ingen af dem kunne forstå, hvorfor alle disse ondsindede anklager skulle rejses imod ham. Hvilken forbrydelse havde han gjort, at han allerede skulle dø inden påskeugen var omme?

Også selvom hans modstandere på kort tid i påskeugen havde sammenfattet et anklageskrift imod ham og havde vendt folkestemningen imod ham. Også selvom hans modstandere anklagede ham for Gudsbespottelse, så kom det alligevel som et chok for hans egne, at Han skulle dømmes til døden – ja døden på et kors – før påskeugen var omme.

Netop fordi hans død skulle komme så brat og uvirkeligt, måtte han i al hast forberede sine nærmeste på de kommende begivenheder: “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.”

Først når alle påskens dramatiske begivenheder har fundet sted, vil det gå op for hans egne, hvad der er sket, og når han kommer igen, da skal deres sorg vendes til glæde, og han skal være sammen med dem igen og Jesus trøster og siger “ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

Ligesom kvinden der efter fødslen glæder sig ved sit barn – og ikke husker tilbage på smerten ved fødslen, skal hans egne glæde sig ved hans genkomst – og ikke huske tilbage på den korte tid med smerte og savn, hvor han blev taget fra dem. Nej, deres glæde skal ingen tage fra dem og deres hjerter skal glæde sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

forslag til salmer: 349 206 644 – 540 220 721

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning til anden søndag efter påske 2021

– Den gode hyrde

Ingen jøde på Jesu tid kunne vel være i tvivl om, hvad en hyrdes funktion var. Sådan forholder det sig nok ikke for en dansk menighed dags dato: Nogen forestiller sig vel, at hyrdens arbejde var hyggeligt og rart, men det var det langt fra: De eneste, der havde det hyggeligt og rart var dyrene, som døgnet rundt var beskyttet. For hyrden selv var det et ensomt og utaknemmeligt slid: Arbejde alle døgnets timer og i al slags vejr. Og bestemt ikke ufarligt arbejde for hyrden, der i sin søgen efter vand og græs til flokken, måtte forcere al slags terræn.

Og især farligt, når rovdyr angreb flokken, og hyrden måtte forsvare sin flok. Og hvis hyrden var daglejer og ikke selv ejer, måtte han personligt afregne med ejeren for tabet – medmindre han naturligvis kunne godtgøre at have kæmpet imod eller gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at forhindre tab.

Derfor var det vigtigt for hyrden med sin stok og stav at holde flokken fri af alle farer samt at holde sammen på ethvert dyr i flokken, sådan at flokken ikke blev spredt og eller forvildede sig væk. Og skete det alligevel og kom et dyr f.eks. til skade, skulle hyrden sørge for at det dyr blev hjulpet og forbundet.

Dermed havde hyrden samtidig funktion som læge for sin hjord. I dagens evangelium lægger Jesus trumf på og siger endda, at han vil sætte sit liv til for sin hjord. Han er ikke at sammenligne med nogen tilfældig hyrde eller daglejer, de kan regne med ham: Han vil ikke svigte eller lade nogen i stikken.

På mange måder anvender Jesus referencer til velkendte temaer fra jødernes bibel om Gud som den gode hyrde, der vil drage omsorg for sin hjord. Ved at anvende samme billede om sig selv som Gud i Salmernes Bog kapitel 23, lægger Jesus op til, at hans tilhængere kan have samme forventninger til ham: Han vil ikke skuffe dem, han vil drage omsorg for dem, lede dem ad rette stier, lindre dem og udfri dem fra al fare. Ved så åbenlyst at spille på den jødiske forventning fra Det Gamle Testamente til ham, som er den gode hyrde, bliver Jesu ord i dag en meget klar tydning af hvem han er: Han er vitterlig Gud, som er kommet for at være hyrde, beskytter og konge for sit folk.

Nærmest som den sagnomspundne kong David, der selv begyndte som hyrde, men som siden samlede sit folk under ét, stort og mægtigt rige. Dermed varsler Jesus, at han kommer som den nye David, den sande arving til kongedømmet, han der skal frelse sit folk. At Jesus er den gode hyrde betyder imidlertid ikke, at han på dumdristig vis ofrer sig selv eller bevidst søger hen imod sin egen død. Jesu liv er tværtimod gennemsyret af håb, glæde, medfølelse, kærlighed, troskab og venskab.

Og lige fra hans fødsel er der glæde og håb, på trods af han fødes af en fattig, ung, ugift mor – på trods af den onde kong Herodes efterstræber ham, før han overhovedet er født. Og allerede som stor dreng færdes han hjemmevant i Templet og siger her: “Jeg er min faders hus”. Også hans voksne liv er gennemsyret af alt det gode, som han deler med sine disciple og enhver, han møder på sin vej: Hvad enten han helbreder eller genopretter tabt liv. Om nogen vil han livet og kærligheden.

Vi, som kender påskens dramatiske hændelser, ved, at det var de religiøse ledere, som ønskede ham ombragt. De anklagede ham for gudsbespottelse. Ingen jøde måtte referere til sig selv som Guds søn, hverken dengang som nu. Selv den dag i dag kan de færreste jøder eller muslimer forstå, at Jesus skulle være Guds søn. At han vitterlig er Guds søn og ikke blot en mirakel-mager, viser ikke mindst påskens begivenheder. Her betaler han den ultimative pris: Med sin egen død går han som den gode hyrde i døden for at redde sin hjord. I hans fodspor skal hans tilhængere nu træde.

I hans fodspor kan de trygt vandre imod nye græsgange, hvor de ikke i evighed skal smage døden. Ikke for ingenting kaldes Han “hyrdernes hyrde”. “Pastor” eller hyrde over dem alle er alene han.

forslag til salmer: 12 51 663 – 168 662 664

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 Asser Skude ©

Efterskrift 2021
Jesu afsluttende ord i dagens evangelium: ”Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” kan opfattes som at der gives plads til alle, og ikke vil blive gjort forskel, men alle skal samles under “én hjord, én hyrde”. Det kan lade sig gøre fordi det i den kristne tro ikke er afgørende for, hvad man kommer med at baggrund, historik, etnicitet, tro mm, men enhver der vil tro på Jesus Kristus som Guds søn vil kunne samles og inkluderes i fælleskabet og frelsen i Jesus Kristus – som Johannes evangelisten siger: ”for at den, der tror på Guds eneste søn, vil ikke blive dømt”, men blive frelst. 2020 Biblen, Bibelselskabet ©

Prædikenvejledning, første søndag efter påske 2021

– “Salige er de, som tror”

Hvorfor skal vi fejre gudstjeneste i dag? Det skal vi, fordi det er søndag. Den ugedag, hvor Jesus Kristus opstod fra graven. Og det er værd at fejre gudstjeneste på det grundlag. Igen og igen, søndag efter søndag. År ind og år ud. Og det har mennesker gjort lige siden – i snart totusinde år.

Sidste søndag – påskesøndag – hørte vi om den tomme grav, som kvinderne finder, da de kommer ud for at salve ham. Og en engel siger til dem: “Herren er ikke her, han er opstanden.”

Englen siger også til kvinderne: “Fortæl hans disciple, at Herren er opstanden”. Det gør kvinderne efterfølgende. Kvinderne er de første bærere af påskens budskab, de er så at sige førstehåndsvidnerne til Herrens opstandelse. I første omgang nægter disciplene imidlertid, at tro kvindernes budskab.

Det er først, da Jesus selv, som den opstandne Herre, viser sig for disciplene, at de kan tro det er sandt. Første gang Jesus viser sig for dem, er Thomas ikke med, det får vi at vide i dagens evangelium. Ved en senere lejlighed fortæller disciplene naturligvis Thomas, hvad de har set, men Thomas siger tvivlende, at han først vil tro, at det er sandt, når han har fået et håndgribeligt tegn, nemlig set naglemærkerne i Jesu hænder.

Ugen senere, søndagen efter påskesøndag, altså i dag, byder lejligheden sig så for Thomas, det er det centrale tema i dagens evangelium.

Og vel og mærke opholder disciplene sig bag lukkede døre, alligevel kan den opstandne Jesus trænge ind til dem, og Han viser sig for dem i deres midte og hilser dem med ordene “Fred være med jer”. “Fred være med jer” er både almindelig hilsen på den tid og i det jødiske samfund, men hilsenen minder også om indholdet af den tid, som er nu. Nemlig påskens tid som er fredens tid, fordi Jesus Kristus, Guds søn, har stiftet freden ved at give sit liv som løsesum for mange. Han er som det påskelam, som jødernes påskefest “pasha” handler om, det lam, hvis blod reddede jøderne i Ægypten, og Han er som lammet, der reddede Isak fra at blive ofret på Guds alter.

Nu står den opstandne Herre midt iblandt disciplene. Og af sig selv udfordrer Han nu Thomas, der tidligere fremsatte et krav om bevis. Jesus siger: “Ræk din finger frem, her er mine hænder”. Underforstået “hvis du vil have bevis for at jeg virkelig er den opstandne, så stik din finger igennem naglemærker i mine hænder”. Vi hører desværre ikke, om Thomas gør brug af tilbuddet, men Thomas kommer derpå med en bekendelse. Thomas må have opdaget, hvem han står over for, for Thomas siger jo: “Min Herre og min Gud!”

Man kan sige, at Thomas nærmest kaldes ud af tvivlen og ind i troen. Jesus siger forinden til ham: “Vær ikke vantro, men troende”. Da Thomas nu tror igen, så siger Herren til Thomas “Du tror fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” De ord er ikke ment som kritik af Thomas, snarere som en forklaring til de generationer og atter generationer efter Thomas, som i modsætning til ham ikke vil få samme mulighed for at få synligt bevis fra den opstandne selv.

Ligesom for os, der lever to tusind år efter disse begivenheder fandt sted: Vi har ikke set den opstandne. Vi har ikke set det. Vi har måske hørt om det. Og måske tror vi, det er sandt, fordi vi har hørt om det – uden vi altså har set det med egne øjne. Ligesom når vi hører om dette opstandelsens tegn, som er dagens evangelium. Naglemærkerne i den opstandnes hænder.

Alle disciplene må have set mærkerne, det må altså virkelig være sket, hvis det, de så er sandt, og derfor må vi også vi tro, det er sandt, når så mange har set hans mærker. Dagens vidnesbyrd i evangeliet giver os mulighed for at tro opstandelsens realitet.

Dagens evangelium er virkelig glædeligt og indbyder til tro og håb: For er Herren opstået fra graven, og er Herren trængt ind til disciplene, bag ellers lukkede døre, og har Herren talt til dem, og har han vist sig for dem, ja endda sine egne naglemærker fra korsfæstelsen, ja så er Herren virkelig opstanden, så er han virkelig Herre over døden.

I oldkirken opfattede man det at tro, det at komme til tro meget konkret og sanseligt: Nemlig, at når Guds ord lyder, som f.eks. ved læsning af evangeliet, så glider ordet ind gennem øret og herfra finder det vej til ens inderste, hvor ordet bliver undfanget og begynder at spire.

Ligesom med Jesu undfangelse i Marias skød – det hørte vi om i evangeliet til Marias bebudelse for tre søndage siden: At Guds søn kunne undfanges i en jomfrus liv, skyldes ikke at undfangelsen sker gennem en åbning af Marias køn, men derimod fordi der er tale om en indre undfangelse, der er kommet af englens ord til Maria om at blive frugtsommelig med Guds søn. Hendes undfangelse er i den oldkirkelige gamle forstand en undfangelse, der sker via øret, via hørelsen af engles ord.

Således dog stadig ganske sanseligt og knyttet til menneskets organer, opfattede man opfattede man i oldkirken troens undfangelse i et menneske. Nemlig en besvangring med Guds ord, evangeliet, som med tiden vil spire og vokse i det menneske. Gud er altså virkelig tilstede efter sin død, på trods af sin død, for det han er tilstede virkeligt sammen med ordet, hvori og hvorigennem han meddeler sig til os, og bliver en del af os.

Ligesom når vi modtager Jesu legeme og blod ved nadveren, så modtager vi det virkeligt, fordi han er til stede (for den som tror) med vinen og brødet ved ordene, der lyder samtidig med. Ordene og nadvermåltidet skænker os virkelig sanseligt og bogstaveligt hans kødelige og åndelige nærvær. Vi bliver en del af ham, fordi vi spiser noget af ham. Og han bliver en del af os, fordi vi lukker ham ind gennem vores mund, ind i vores system. Fordi vi modtager ham helt og udelt, netop derfor modtager vi helt og udelt hans fred og velsignelse. Og ikke mindst modtager vi ved nadverbordet helt og udelt vores synders forladelse, de ord tilsiges os – på hans ord, på hans bud.

Syndernes forladelse til at gå ud i verden, med fredens budskab, påskens budskab: At Herren virkelig er opstået. At hans opstandelse er en sejr over dødens magt. At hans opstandelse kan blive enhver til del, som hører budskabet om ham og kommer til troen.

Det er det budskab, som Herren som den Opstandne meddeler sine disciple, og det er det budskab han sender dem ud i verden med. “Gå derfor ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Netop dåben var allerede i oldkirken knyttet særligt til påsken. Faktisk døbte man udelukkende denne ene gang om året, nemlig påskenat.

Dagen i dag, 1. søndag efter påske, spiller en ikke helt uinteressant rolle i denne sammenhæng. Den hvide dåbsdragt, som den døbte var blevet iklædt ved dåben i påsken, blev nu, ugen efter, altså første søndag efter påske, aflagt på denne dag. Herfra har dagen sit oprindelige latinske navn “dominica in albis eller bare ”dominica in albis deponendis”, de aflagte hvide dragtes søndag”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer: 408 234 247 – 248 677 545

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

Prædikenvejledning Anden påskedag 2021

– Vandringen til Emmaus

På selveste opstandelsesdagen, påskedag, slår den opstandne følgeskab med to af sine egne disciple, og han taler med dem om alt det, som er sket de seneste dage. Og helt uforklarligt genkender de ham ikke!

Måske er det tegn på, hvor underfuld opstandelsen er: End ikke to af hans egne disciple kan tro og se ham, som den han er! Selv ikke hans prædiken og udlægning af skrifterne åbner deres øjne: “men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham”

Dagens evangelium er første gang, hvor han viser sig som opstanden. Bemærk at det sker udenfor Jerusalem, ikke i Jerusalem. Deri kan der ligge en pointe. Det kan være for at vise, at det gamle centrum er flyttet: Centrum er ikke længere Jerusalem med dens årtusind gamle Tempel og kult, den antikke jødiske verdens centrum.

Centrum er ikke længere det Jerusalem, hvor påskens dramatiske begivenheder fandt sted: Den by, som modtog ham som konge palmesøndag. Den by, hvor han rensede tempelpladsen for afgudsdyrkelse og plattenslageri. Den by, hvor han udsagde ve råbene: “Da skal de, der er inde i byen, drage ud af den, … Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” Den by, som afviste ham, og hvor han gik imod sin lidelse, død og opstandelse.

Centrum er ikke længere bundet til nogen geografisk lokalitet. Centrum er i stedet den levende Guds søn: Han som Faderen har sendt, og som har vandret blandt mennesker og har givet sig selv, gået i døden og er opstået derfra: Han, som har sejret over døden og mørkets skygge. Han, som med sit eget liv og gerning åbenbarer, at Gud selv besøger sit folk og vandrer med dem: Præcis sådan lyder evangeliet i dag: Guds søn åbenbarer sig efter sin død og opstandelse – for at være sammen med sine nærmeste. End ikke døden skal skille ham fra dem:

Han åbenbarer sig først for disse to disciple på vej mod Emmaus. Den ene discipel får vi ikke navnet på, den anden discipel hedder Kleofas, men det er første og sidste gang vi møder denne Kleofas. Måske ligger der en pointe i at, Gud meddeler sig til de mindst kendte af disciplene. De to har hverken gjort fra eller til for, at Herren skulle vise sig for netop dem. Der er intet særligt ved dem, de er endda uforstandige, for de kan ikke tro, at deres mester og lærer skal komme igen, sådan som skrifterne siger, og som han har lovet dem: “at det var ham, som skulle forløse Israel”.

På grund af deres vantro skælder den Opstandne dem ud. Han forklarer de “tungnemme, og uforstandige” disciple, hvordan alting hænger sammen: “han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne”, og disciplene forstår stadig ingenting. Først da disciplene byder ham med som gæst ved deres aftensbord, og han bryder brødet, velsigner det og giver det til dem, “åbnedes deres øjne, og de genkendte ham”. Og da bliver han “usynlig for dem”, ligeså hurtigt som deres øjne åbnes.

På bedste evangeliske vis er dagens budskab, at Guds søn er nærværende: Alle steder, hvor brødet brydes, vil han besøge og meddele sig selv og være virkeligt til stede. Ikke symbolsk, men han er virkeligt til stede: “Kristi legeme og blod er virkeligt til stede og uddeles til dem, der nyder nadveren”, artikel 10 i Melanchtons “Confessio Augustana”.

Og ligesom de to disciple genkender deres herre, da han delte ud af brødet, kan vi kende ham i nadveren, som er hans sande og virkelige nærvær, trods hans død og opstandelse. Det er et vidnesbyrd, tegn og meddelelsesmiddel, hvor han er virksom og lever og kan modtages endnu den dag i dag. Samtidig er nadverens sakramente en forkyndelse af, at han vil dele sig selv med os, sådan at vi får del i ham og han i os.

På den måde meddeler han sig stadig og slår følgeskab med os, på vores vej gennem livet, gennem denne verdens lidelser og efter døden indtil det evige liv. Ligesom dengang for de to disciple på vej mod Emmaus.

forslag til salmer 349 14 262 – 245 249 243

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011, Asser Skude ©

Korsfæstelse eller henrettelse?

Hvilken oversættelse foretrækker man? Det spørgsmål rejser sig, når man læser den nyeste oversættelse af biblen, den såkaldte ”Biblen 2020” (Det Danske Bibelselskab 2020 © www.bibelselskabet.dk). Måske lægger man ikke umiddelbart mærke til det ved første øjekast, men der findes i læsningerne til Langfredag og Påskedag (endnu) en betydelig ændring af et af de kristne kærnebegreber. Ordet og begrebet ”korsfæstelse” er blevet erstattet med ”henrettelse”- kig blot på evangeliet efter første tekstrække til Langfredag og Påskedag (dog står der her ”henrettet på et kors”.)

Som jeg tidligere har pointeret, og jeg gør det gerne igen, så må man tage hatten af for enhver, der sætter sig for at nytænke og genopfinde kristne ord, begreber og oversættelser. Det er vigtigt, at biblen og traditionen stadig og kontinuert udfordres. Der er ingen grund til at gøre noget bare for traditionens skyld eller fordi ”det altid har været sådan”. Men omvendt, er der ingen bedre, eller kun ringere ord eller begreber, der dækker den oprindelige og klassiske betydning, ser jeg ingen grund til at finde på nye ord eller begreber.

I tilfældet med evangelierne til Langfredag og Påskedag 2021 er det dog ikke så smart, at ordet ”korsfæstelse” er erstattet med ”henrettelse”. Henrettelse klinger ikke nær så farligt eller provokerende som korsfæstelse. Men provokerende og farligt er netop, hvad korsfæstelse er: Korsfæstelse er den ultimative ydmygelse og nedværdigende straf af en forbryder på den tid. Og straf som en anden gemen forbryder på den tid er netop, hvad Jesus får.

Han straffes som en hårdkogt kriminel, alene pga. en anklage om blasfemi. En helt overdreven hård og uretfærdig straf. En henrettelse af ham med f.eks. halshugning ville have været mere nådig og mindre krænkende, jf. apostlen Paulus, der – som romersk statsborger – ”kun” halshugges.

Den ultimativt mest krænkende straf for en forbryder på Jesu tid var korsfæstelsen. Det siges at man kvæles på korset. Det gjorde Jesus også. Tilmed blev han forinden pisket og tortureret og hånet på de værst tænkelige måder af de romerske soldater. Han fik altså en af de værste og hårdeste straffe, som det er overgået noget menneske i romersk tid.

Netop det at Jesus blev forhånet og fornedret på et kors, gjorde hans modstandere grin med. Og dengang (som nu) når nogen håner kristne, spiller korset og korsfæstelsen en central rolle. Modstandernes kritik var (og er), at Guds søn da ikke ville lade sig ydmyge og nedværdige på et kors, men ville redde sig selv i stedet. Som en hån mod de kristne latterliggjorde man – og straffede man dem derfor ofte med en tilsvarende korsfæstelse som Jesu egen korsfæstelse. Korset blev også således modstandernes yndede karikatur og hån mod de kristne.

Men modstanderne glemte i deres hån og spot, at Jesu korsdød og opstandelse viser vejen til den sande og eneste Gud, nemlig Gud som sender sin søn til verden for at frelse mennesker. Ved at gå helt ind i den dybeste fornedrelse og krænkelse, nemlig døden på et kors, viser Guds søn, at han på en og samme tid er virkelig menneske, og ikke skin af menneske, men samtidig dog også virkelig Guds søn, som på tredjedagen opstår fra graven påskemorgen.